Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Gæsteeksperten Hvad burde man lære på skolen om entreprenørskab?

Hvad burde man lære på skolen om entreprenørskab?

2.280 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
09 May 2012

Uddannelsesguiden skriver: ”Uddannelser i entreprenørskab er uddannelser, der giver dig kvalifikationer i at planlægge, iværksætte og udvikle produkter eller oplevelser inden for et hav af brancher.”

Og det er der efterhånden mange som gør. Nogle bedre end andre. Nogle mere specialiseret og nogle mere generelt, nogle mere praktisk og de fleste langt mere teoretisk.

I mit arbejde møder jeg mange som ønsker at blive entreprenører, ligeledes mange som er entreprenører.

Disse entreprenører er godt nok meget forskellige hvad angår ledelsesstil, ambitionsniveau, succes mv., men der er nogle ting som går igen:

  • Interessen og passionen for sine produkter og/eller tjenester

  • Viljen til succes

  • Evnen til at engagere folk

  • Modet til at overvinde modgang

Når man taler med iværksættere og spørger ind til hvad skolen eller deres uddannelse har givet dem, så får man som regel svar som: faglig viden, værktøjer, og nogle gange er det enkelte lærere og medstuderende som har betydet en verden af forskel for dem. Ret hurtigt kommer man dog ind på hvad de ikke fik med fra uddannelsen, og hvad de burde have fået med sig og lært. Selvfølgelig kan en skole og en uddannelse ikke favne alt, men det er alligevel tankevækkende svar man får (jeg har samlet og omskrevet de indspil jeg har fået, uden hensyn til verificering):

  • Det handler om handling
    Der er alt for meget fokus på forretningsplaner der desværre ikke kombineres med implementering, tilpasning og det at starte noget op. Modgang og det at lave fejl er en vigtig del af det at udvikles og stå bedre rustet til at lykkes i fremtiden. Modet til at starte noget og viljen til at lære undervejs er en forudsætning.

  • Salg er afgørende
    Det hører man også på uddannelserne, men det skal prioriteres højere. Det at teste og lykkes med salg og markedsføring - dvs. at skaffe en kunde - er helt essentielt. I særdeleshed da man i den spæde start tit skal kunne sælge en idé til investorer og samarbejdspartners uden at man reelt har kunnet bevise dets værdi.

  • Skabe værdi for andre
    Man vælger ofte et fag fordi det interesserer en. Desuden er man som opfinder eller iværksætter ofte meget glad for sit eget produkt. Men det er ikke sikkert at andre ser det geniale i ens iværksætteridé. Derfor er nøglen til succes altid at holde sig for øje hvilket behov man løser med sit produkt, og hvilke muligheder man åbner for sine kunder.

  • Fokus og prioriteringer
    Døgnet har kun 24 timer, og man må prioritere og vælge hvad man ønsker at bruge dem til. At fokusere betyder ikke at man ikke skal lade sig inspirere og lære af andre, men for at lykkes som entreprenør må man opgive visse ting.

  • Løse problemer og stole på sig selv
    Gennem hele vores opvækst går vi i en skole hvor vi præsenteres for opgaver som vi så skal løse iht. de metoder vi har lært. Virkeligheden er mere kompleks, tit findes der ikke rigtige svar, og man er nødt til at prøve sig frem og have tillid til at man selv har eller finder svaret.

  • Som entreprenør bygger man en virksomhed
    Når man skal vokse, så skal man håndtere nye udfordringer og muligheder. På skolen drejer det sig om den enkelte, dennes læring, projekter og karakterer. Når man bygger en virksomhed så skal det flere folk til, og succes kræver at man skaber en kultur på højt niveau rundt samarbejde og eksekvering.

  • Nysgerrighed og forestillingsevne
    At være undersøgende, spørgende og eksperimenterende er kvaliteter, som ikke kan overvurderes. At finde sammenhænge, se hvad som virker, at spørge ”hvad hvis…”, det driver alt sammen udvikling. Ligeledes er det muligt for virksomheder at finde nye veje og skabe innovation ved at tænke fremad, drømme, koble idéer etc.

Listen,som sådan er ikke udtømmende, men mere et udvalg af refleksioner fra forskellige entreprenører.

Så, kan man skabe uddannelser som dyrker disse kvaliteter og håndterer disse behov bedre? Ja, hvorfor ikke? Men vi er nødt til at arbejde mere ud fra de studerendes præmisser og se skolen i højere grad som en støttefunktion ift. at skabe entreprenører og virksomheder. Og her kan skolen komme til at spille en langt større rolle end blot i det tidsrum, man faktisk går på skolen som elev.

Og helt til slut: Man skal ikke lære om iværksætteri og entreprenørskab, man skal trænes i det. Det burde også gælde for lærerne og skolerne.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gæsteeksperten skriver Skriv dig op