Christina Müller

Danske virksomheder er nogle bangebukse i deres ansættelser

2020-09-17T06:45:00Z

Det er ikke alle som ønsker at blive selvstændige iværksættere.

Grundene kan være mange: manglende mod, angsten for ikke at have en stabil indkomst eller at skulle springe ud i det ukendte og miste kontrol.

Men primært handler det om at have en god idé. At man har fundet hullet i markedet som, giver efterspørgsel – lettere sagt end gjort.

Hvis ikke man ønsker at blive selvstændig – hvad gør man så for at få en fastansættelse?

For når man har:

Skrevet ansøgninger på opslået stillinger
Skrevet uopfordret ansøgninger til virksomheder man ønsker at bidrage hos ….men hvor GDPR-reglerne medvirker til, at modtageren ikke vil beholde oplysningerne….og henviser til opslået stillinger.
Fundet SMV’og prøvet at skabe sit eget job
Opsøgt Gazelle nomineret/vinder virksomheder – de er jo i vækst
Gjort brug af dit eksisterende netværk
Udvidet dit netværk via venner, netværksgrupper….
Drukket kaffe med et medlem af fætter/kusine festen i en branche som er interessant
Er tilmeldt vikarbureauer

Og stadigvæk ikke er i job – hvad skal der så til?

Den jobsøgende begynder af stille spørgsmålstegn ved sine evner, personlighed og det påvirker selvtilliden. Det kræver styrke at blive ved med, at rejse sig op.

For man føler sig ikke god nok, total afvist. Oven idet bliver man banket i hovedet med, at langtidsledighed (hvornår starten den egentlig? Efter 6 mdr, 1 år, 1 ½ år….) påvirker ens muligheder.

At søge et job er en fuldtidsbeskæftigelse, forskellen er den ikke giver fast løn, pension og personalegoder! Men til gengæld mange bekymringer på alle niveauer.

Dem som har sådanne tanker om ledighed skulle prøve at være jobsøgende. I mere end seks måneder. De har ingen anelse om hvor hårdt det er, hvor stor en indsats det kræver.

Og der er ufattelig mange om buddet. At komme til en samtale er heller ikke nemt.

Mange stillinger modtager +100 ansøgninger, hvor ofte 4 – 6 kandidater bliver udvalgt til en samtale. Det betyder ikke at ens kompetencer fejler noget. Selv en personlig anbefaling fra en som kender kontaktpersonen, garanterer ikke en samtale.

Og hvad hvis man vil skifte branche – fordi ens egen branche er hårdt ramt? Eller ønsker at prøve noget nyt, udvide ens faglige horisont og få andre evner i spil?

Det er her jeg mener at danske virksomheder ikke er modige. Heller ikke efter en personlig anbefaling med en som har en lidt anderledes profil, der kan bestride de krav som er ønsket til stillingen. De tør ikke det ukendte.

Virksomheder skal tænke nyt og anderledes – og huske på at forandring fryder. Fremtiden er usikker og robotterne overtager mere og mere. Corona kom og tvang ændringer af arbejdslivet. Så hvorfor ikke ændre lidt i sammensætningen af faglige profiler?

Jeg hører det hele tiden fra headhuntere, vikarbureauer og ansatte. De nævner at virksomheder i 90% af tilfældene kun ansætter profiler fra samme branche og med næsten samme stillingsindhold. Så skiftet er svært. Det er jeg hele tiden personlig oppe imod.

Virksomheder skal snart indse, at anderles profiler giver nyt input, nye synsvinkler, nye arbejdsgange og nye idéer som kan gavne. De skal ryste posen lidt.

Det er lige som med diskussioner – det er da mest spændende når modsigende meninger mødes. Enighed er da for kedeligt og giver ikke stof til eftertanke eller udvikling.

Så hvis du skal ansætte – tænk over at være den modige og prøv nogle anderledes profiler.

Ensomhed kan også forekomme på arbejdspladsen!

2017-11-02T07:50:00Z

Ensomhed er det store tabu i vores samfund. Det er accepteret at sige, at man har et alkoholproblem, har haft et stofmisbrug, har oplevet incest, er blevet mobbet, har haft en depression eller er blevet svinet til på SoMe. Men ensomhed vil man mindre stå ved, den er ligesom sværere. Det er lidt pineligt, for det har en snært af, at ingen kan lide en, at ens selskab ikke er interessant, at man ikke er en del af fælleskabet. Og det er da taberagtigt, at være udenfor.

Personligt tolker jeg ensomheden ved, at man ingen venner har, intet netværk, ingen familie kontakt, ingen at betro sig til, ikke føler sig værdsat og elsket og derfor ikke har nogen at læne sig op ad. At når man er i nød er man alene. Man ikke er populær, er mindre omringet, har en tom kalender, ikke interessant eller cool nok. Det giver følelsen af, at ikke at have meget at byde på for man lever jo ikke Facebook livet, som de andre åbenbart gør. For andre kan det være barnløshed, singlelivet eller andet. Fællesnævneren er en uønskede følelse af dine sociale behov ikke bliver tilfredsstillet, og det er uanset alder og livssituation.

Samtidig kan man jo sagtens være ensom, når man er omringet – men det er en anden diskussion.

Jeg har oplevet ensomhed på en arbejdsplads. Et sted med tvungen interaktion, med personer som ikke er til valgte. Det er jobbet eller firmaet som i første instans er blevet selekteret, og der bruges immervæk mange af ens vågne timer.

Min oplevelse var ikke mobning, jeg blev ikke frosset ud af chefen, havde ingen fornemmelsen af, at jeg blev bagtalt eller grinet af. Jeg var bare alene, uden et team, uden en nærværende chef, ingen at have de faglige samtaler med og med fornemmelsen af, at ikke høre til. Jeg følte mig som en forsanger i et band uden medlemmer.

Første arbejdsdag ringede jeg spændt på døren, glad over at skulle starte et nyt sted. Men skuffelsen blev stor og brutal. Jeg var ikke ventet, ingen kendte til min ansættelse - chefen som havde ansat mig, var på ferie i flere uger. I bakspejlet kan jeg se, at min start på det job kom til at opsummere hele min tid på den arbejdsplads.

Jeg var den eneste på mit arbejdsområde, der var meget begrænset hjælp at få i min opstart (bortset fra en vikarierende hyæne 1200 km derfra), og ellers mennesker som havde svært – tror jeg - ved at se, hvor totalt tabt og ensomt det var.Firmaet var i gang med en fyringsrunde i et andet lokalt kontor, så jeg måtte lige vente til at en PC blev tilgængelig. Den plads jeg fik allokeret var kun ledig, når den fyrede medarbejder ikke kom ind på pinden! Det opsummerer stemningen.

Kontoret var indirekte delt op i grupper: dinosaurerne – ansatte med samme anciennitet som chefen, dem som var del af et team og bekendte fra tidligere arbejdspladser. Og ja, jeg hørte ikke til nogen af de kategorierne.

Jeg kan forholde mig til at man havde svært ved at relatere til mine mange spørgsmål, for andre var ubekendte med mit arbejdsområde og arbejdsredskaber. Vi havde end ikke, de samme reference rammer på hovedkontoret. Så det blev en udfordring at sætte sig ind i jobbet og få et overblik, og det kan jeg acceptere. Det var den manglende interesse for min person den første tid, som var sværeste at skulle forholde sig til. Og mit bindeled – chefen – var sjældent tilstede.

Fem måneder inde i min ansættelse flyttede vi kontor, så jeg kom til at sidde tættere med andre, og kunne få en daglig dialog i gang. Jeg var landet i et team, uden at være medlem og det blev klart når der var teamfrokoster. Der blev jeg aldrig inviteret med.

Det undrer mig, at man ikke havde overskud til at tage den enlige ulv med. Ikke at have den indsigt, at det er helt normalt for at sikre et godt arbejdsklima, at inkludere. Og det er ensomt.

Det var ikke mit første job, og heldigvis er jeg en robust person med humor, et godt humør og kan se det morsomme i mange situationer. En person der ikke er bange for at stikke ud, sige sin mening, gå det nye og det fremmede i møde. Og tak for det.

At føle sig udenfor, at skulle gøre opmærksom på sig selv, det betyder noget for dagligdagen. Det er ikke vigtigt for mig at være vellidt af alle. Jeg kunne godt klare den bordherre, som ved første julefrokost meddelte, at han ikke kunne lide min stil eller forstod min ansættelse. Men ønsket om en arbejdsplads hvor man viser mig interesse, vil jeg gerne have.

Og den kom da også – interessen. Og jeg blev meget glad for de kolleager som jeg fik, da jeg lærte dem at kende. Jeg gik rundt og talte til folk, kom til fredagsbaren og gav mig tid ved kaffemaskinen. Jeg tog selv teten.

Jeg er fortaler af, at man ser det positive og gør status over hvad man har lært. For oplevelserne er med til at forme os og essentielle i vores dannelsesrejse.

Jeg lærte så meget om mig selv og hvordan jeg blev opfattet. Jeg lærte, at jeg har nogle værdier men, at de kun bliver testet når vi er i situationer, hvor vi aktivt skal tage stilling til dem. Både dem vi kan efterleve, hvis der er et langsigtet mål og især dem som bliver overskredet.

Mest taknemmelig er jeg over de mennesker jeg mødte på den rejse. Jeg ville ikke have været nogen foruden, for mange gav mig så meget på godt og ondt. Der var humoristiske, interessante og inspirerende personligheder, som førte til fantastiske samtaler og meget morskab. Jeg blev beriget - og kan kun håbe, at det har været gengældt.