Birgitte Baadegaard fra Q2Q

Når mænd og kvinder kommunikerer - forstå forskellen og skab bedre resultater!

2015-05-13T07:00:00Z

Så er der kun omkring 2 uger til, at min bog udkommer på DJØFs Forlag. Den 11. maj for at være helt nøjagtig! Hvor glad er jeg lige? Hvor helt igennem skønt er det at opleve, at det budskab, jeg har kæmpet for at få ud i lange tider, er blevet modtaget så positivt? Hvis du ikke har læst mine hidtidige indlæg - og det har du måske ikke, for det er rigtig længe siden, jeg har skrevet sidst - spørger du måske nu dig selv om hvad, det egentlig er, jeg skriver om. Hvilket budskab det er, jeg ønsker ud i verden. Lad mig sige det kort: Større diversitet på arbejdsmarkedet - ikke mindst mellem kønnene - og hele vejen op igennem organisationerne. Helt til tops. Ikke fordi, det er mest 'retfærdigt' - men fordi undersøgelser gang på gang påviser, at forskellighed skaber innovation, resultater, trivsel og bedre bundlinje. Så når jeg skriver, jeg vil have mere diversitet er det altså ikke et spørgsmål om, at jeg ønsker 'mini-mænd' (=kvinder med maskulin attitude) til tops. Så får vi bare mere af det samme. Næh - jeg vil have ægte forskellighed. Ægte, kloge mænd og kvinder i kommunikation, dialog, debat. For at min mission kan lykkes, er det vigtigt, at vi forstår hinanden meget bedre, end vi gør i dag. At vi ikke tolker og mistyder den adfærd og det, vi oplever hos 'det andet køn'. Det har jeg nu skrevet en håndbog om. For - gennem cases og praktiske eksempler - at formidle og skabe bevidsthed om, hvor faldgruberne er - og hvad vi kan gøre ved dem.

Vil du læse lidt af indledningen til bogen? Så læs her - du får den helt uofficielt, for bogen er ikke engang kommet fra trykken endnu. Men du må gerne læse den - og nyd så også en af de skønne, humoristiske illustrationer, som følger med i bogen. De kan virkelig få alle til at trække på smilebåndet! Og at smile - det er så vigtigt, når vi taler om dette emne, som ellers kan få mænd og kvinder hurtigt op i det røde felt. Godt, så lad os komme i gang - her kommer en appetizer:

Tror du på, at mænd og kvinder grundlæggende er ens? Mener du, at hvis vi bare stimulerer drenge og piger på samme måde – giver dem brune flyverdragter på, klipper dem i kasserollefrisure, giver dem et nummer i stedet for et navn og en pind at lege med i stedet for biler og dukker – så ender vi med ens ’produkter’?

Okay – det var måske så firkantet formuleret, at kun en svensk pædagog kan svare ja til det. Lad mig stille dig spørgsmålet på en anden måde: Mener du primært, at ’køn’ er en social konstruktion? At vores identitet hovedsageligt dannes gennem opdragelse, socialisering, værdier og normer? Og at vi som konsekvens heraf skal håndtere de to køn på samme måde – såvel i skolen som på arbejdspladsen? I så fald har du den samme holdning som mange andre danskere – og skandinaver i det hele taget.

Hvad er min baggrund for den påstand? Den kommer her: På en stor nordisk ligestillingskonference i København i 2013 formastede jeg mig til at foreslå i plenum, at der vel også – ud over opdragelse og sociale konstruktioner – lå en vis mængde biologi til grund for dem, vi er. Mit forslag affødte et ramaskrig, og i en senere afstemning fik min pointe sølle 5,6 % af stemmerne over listede årsager til forskelle mellem mænd og kvinder.

Der er dog meget, som tyder på, at de biologiske forskelle mellem mænd og kvinder spiller en større rolle, end vi er bevidste om. Nogle forskere kommer frem til, at en stor del af forskellene skyldes biologi. Andre når frem til, at der ikke findes nogen kognitive forskelle mellem de to køn. Måske skyldes det, at der i temaet ’mænd og kvinder’ også uværgerligt indgår ord som ’politik og følelser’? For hvis vi begynder at leve efter, at noget inden i os er givet på forhånd – hvordan kan det så tolkes og (mis)bruges? Hvordan kan det bruges til at sætte os mennesker i bås og fastlåse os i roller og opgaver? Kort sagt - hvad har det af konsekvenser politisk, erhvervsmæssigt, forskningsmæssigt og på anden vis?

To ting er indiskutable ift. hjerneforskning og udvikling: At de (køns)hormoner, som udskilles i mænds og kvinders hjerner, er forskellige og varierer i mængde, og at det tempo, som drenges og pigers hjerner modnes i, er forskelligt.

Som mor til både en søn og en datter – og efter at ha’ gennemtrevlet noget, der svarer til et mindre bibliotek om emnet og arbejdet intenst med det i mange år – er jeg selv af den overbevisning, at forskellene mellem kønnene skyldes et miks af både socialisering og biologi. Og at forskellene i kønshormoner og hjernens modningstempo har stor betydning for vores udvikling, personlighed, adfærd og tankemønstre.

Mit mål med bogen er at udfordre dig og den måde, du opfatter verden på. Arbejdsmarkedet og de enkelte virksomheder har nemlig brug for, at vi udfordrer den måde, vi tænker, arbejder og prioriterer på. At vi bevidst begynder at bruge de forskelle, som dokumenterbart findes mellem mænd og kvinder – og at vi bruger dem på en ny måde, i nye sammenhænge.

I en tid, hvor vi diskuterer kvoter eller ej, flere kvindelige ledere eller ej, glaslofter eller ej, og hvor der politisk ligger et vis pres om at skabe større diversitet på arbejdsmarkedet og i erhvervslivet, er det vigtigt at tage emnet op fra flere vinkler end fra det traditionelle synspunkt: ’Diversitet - fordi det er mest retfærdigt’. Ellers flytter vi nemlig ingenting. Det viser statistikkerne tydeligt. Faktum er, at der uanset årsag ER tydelige forskelle på mænds og kvinders tænkning, adfærd og kommunikation. Essensen er hvordan, vi bruger de forskelle, når vi udvælger ledere, sammensætter teams, kommunikerer med hinanden i hverdagen etc. – herunder, hvordan vi værdsætter forskellene.

Der er en vigtig forudsætning for, at opgøret med den traditionelle tænkning kan få vinger til at flyve med: At vi sætter os ind i hinandens forskelligheder – så vi med den viden i rygsækken bliver bedre til at kommunikere og forstå hinanden. Og så vi derved begynder at acceptere og anerkende hinanden for det, der hver i sær er vores styrker og unikke bidrag – både som individer og som køn.

Vil du læse mere? Så følg mine blogs på www.baadegaard.dk :-)

MAGT!

2014-04-10T07:00:00Z

”Magt!”

Sig ordet for dig selv – smag på det. Hvad forbinder du med dette ord? Hvilke følelser kan du sætte på det? Kan du lide det? Hvilke associationer skaber det i dig? Indre billeder? Refleksioner?
Mange kvinder bryder sig ikke om ordet. Og det er der ærlig talt ikke noget at sige til, hvis vi ser nærmere på de gængse definitioner.
Hvad mener du for eksempel om:

”En persons eller en samfundsmæssig institutions evne til at sætte sin vilje igennem eller nå sine mål ved at kontrollere, påtvinge, manipulere, overtale eller på anden måde øve indflydelse på andres adfærd, uanset om dette sker frivilligt eller ej.” (Gyldendals leksikon)

”Evnen til at nå de mål man sætter sig, mod andres vilje og på tværs af andres interesser.” (Leksikon.org)

”Evnen til at sætte sin egen vilje igennem inden for et socialt forhold, også over for modstandere af magtbudet.” (Max Weber)

Begrebet magt forbindes kort sagt oftest med negativt ladede ord som tvang og vold – og associerer og appellerer mildt sagt ikke til det såkaldt feminine. Men er der ikke en anden måde at betragte ordet på? En anden måde, vi kan bruge det på? Hvad er dine tanker og følelser for eksempel, når du hører denne sætning:

”Hun har magt over sit liv.”

Ja, så smager det helt anderledes, ikke? Det bliver attraktivt – noget at stræbe efter. For det at opnå en personlig frihed eller myndighed, en selvstændighed eller autenticitet er noget ,mange af os ønsker – ikke mindst kvinder. Og apropos noget at stræbe efter: Alle mennesker har i en eller anden form nogle mål, de ønsker at opnå – hvad enten det er at få fire børn, få fire ugentlige arbejdsdage, gå klokken fire hver eftermiddag, blive medlem af 4 mands ledelsesgruppen eller blive medlem af bestyrelsen inden for 4 måneder.

En forudsætning for magt er derfor ”evnen til at forfølge og opnå mål…” (Gyldendals leksikon). Kort sagt – at kunne og ville. Noget. Et eller andet. Men er det nødvendigt at udøve magt for at have den? Det vil sige – for nu at blive i den oprindelige negative definition - at (mis)bruge magten for at opnå sine mål? Faktisk ikke. Ikke alle magtfulde mennesker er drevet af et stærkt magtbehov – de bliver tillagt magt af andre ”som følge af naturlig autoritet eller medfødte lederegenskaber” (Gyldendal.dk). Netop den nuance på magtbegrebet kan vi tage udgangspunkt i som kvinder - både når vi er hjemme og på arbejde: at have et mål om at få den naturlige autoritet og de lederegenskaber, der skal til for, at du opnår magt til at nå dine mål – hvad enten det er som bestyrelsesmedlem, leder, medarbejder eller mor.A

Jeg ønsker ikke, at du bagtaler og manipulerer for at nå dine mål – smeder rænker – bruger såkaldt kvindelist – eller, for nu at blive i magtens yderpunkt: udøver fysisk eller psykisk vold. Til gengæld er der enorm magt i at være bevidst om:

At tale magtfuldt (ord)
At lyde magtfuld (stemme)
At udstråle magt (krop)

Tænk, hvis vi kunne nå til et punkt i vores liv, hvor vi trygt kunne udtrykke: ”Ja, jeg ønsker magt.” Uden at synes, vi behøver at forklare det med en eller anden intetsigende politiker-snak, som pointerer, at vi meget hellere vil have indflydelse og elsker at gøre en forskel og gerne vil være med til at gøre verden til et bedre sted…

Om den dag, jeg opdagede min uerkendte minimand og fik at vide, jeg var lækker... af en kvinde

2014-02-12T08:00:00Z

I mit sidste indlæg lovede jeg at fortælle om den dag, jeg virkelig fik en aha-oplevelse hvad angår kropssprog og signaler i det hele taget:

Lad mig skrue tiden 1 års tid tilbage - til en dag, hvor jeg var på kursus i mundtlig fremstilling. Formålet var at få udleveret et emne/synspunkt, at finde alle de gode argumenter - og at præsentere dem overbevisende for hold og undervisere. Jeg præsenterer alverdens emner flere gange om ugen, får masser af god feedback - og bruger stort set hele min arbejdsdag på at kommunikere, så helt ærligt - jeg tænkte: 'Piece of Cake', da det blev min tur og stillede mig op på podiet.

Den dag var jeg iført en lyseblå skjorte med en mørkegrå jakke ud over, stramme, grå jeans og grå støvler med en lille hæl. Er du allerede faldet i søvn? Tag det roligt, dette er ikke et modeshow - og der er en pointe med den malende tøjbeskrivelse. Måske har du allerede gættet den? Hvis ikke, så læs mere her.

Jeg stillede mig op og præsenterede mit emne, fremlagde argumenterne - herunder en nærmere beskrivelse af begrebet Feminin Retorik - overholdt min tid og tænkte, at i bund og grund var det da gået lige, som det skulle. Indtil feedbacken kom...:

Altså, indholdet var da sikkert præsenteret, og det hele var da ok. Joh, jeg havde da styr på argumenterne og på mit ordvalg. Og ja da - det hele gik da ganske udmærket. MEN... tilføjede den ene af underviserne: "jeg har altså et problem med, at du står og taler om bl.a. Feminin Retorik - med dit korte hår og dine stramme jeans og figursyede jakke. Og så stod du lige et øjeblik med hånden i baglommen! Det hænger altså ikke sammen for mig."

Og i det øjeblik gik der en prås op for mig. Hidtil, når jeg havde været ude at holde oplæg for ledere eller i andre forsamlinger, havde jeg iført mig et afslappet business-outfit: Sorte, pæne (dvs. ikke hullede og ikke forvaskede) jeans, hvid top, sort jakke - og en lækker lang halskæde samt høje støvler. I min optik blev det præcis den rette cocktail af Afslappet Business - dvs. ikke business i den nålestribede version, som jeg slet, slet, slet ikke kan fungere i - men så jeg alligevel passede ind i 'forretningsuniformen' på min egen måde. Jeg havde hvilet i den, fordi jeg følte mig rank, sej og stærk. Ja, jeg vil gå så langt som at sige, at jeg følte mig strømlinet - som en slank, blank speedbåd. Indtil nu. For nu gik det op for mig, at jeg - når jeg iførte mig sådan en beklædning - ikke ville være i stand til at overbevise om mit budskab i samme grad, som hvis jeg var langt mere feminin i mit udtryk.

For lad os se det i øjnene: Jeg arbejder primært med kvinder (også en del mænd, men primært kvinder). Jeg er ude at fortælle om kvinders uopdagede og uerkendte potentiale og muligheder. Jeg booster kvinder i deres målsætninger, jobsøgning og karriere. Jeg taler for øget viden om forskellen på mænds og kvinders kommunikation, så vi bliver bedre til at arbejde sammen - bl.a. i ledelsesregi. Jeg går ind for øremærket barsel til mænd - og også for bestyrelseskvoter i en overgangsperiode. Kort sagt - jeg er sådan en, 'nogen' ynder at kalde feminist - selvom jeg ikke har betragtet mig som sådan, før jeg fik labelen udefra.

I samme øjeblik, jeg hørte underviserens ord, besluttede jeg, at fra nu af ville jeg KUN gå i noget med skørter, når jeg skulle ud at holde foredrag og workshops... og siden da har jeg faktisk også ladet håret gro... bare en smule ;-). Bare fordi... tja, fordi jeg ønsker ikke at fremstå som en minimand. Jeg er kvinde - jeg ønsker at blive opfattet og set som kvinde... også selvom jeg ikke kan fordrage lyserød og pink og flæser og blonder og sølv og guld knapper og dimser og dutter - til mig selv, altså.

Jeg ønsker at blive opfattet som feminin og som kvinde. Ikke ultrafeminin - det bliver jeg aldrig (jeg tror, jeg mangler det gen, som bl.a. giver et umærkeligt svaj i hofterne - i stedet går jeg i følge min mand i marchtempo). Og det er ok - bare jeg bliver opfattet som så feminin, at jeg ryger uden for risikozonen, hvis jeg møder en kvinde, som finder andre kvinder lækre. Hvilket var præcis, hvad der skete denne dag, hvor jeg fik min aha-oplevelse pga. underviserens spontane kommentar. Ikke bare en - men to - kvinder, som elsker kvinder, fortalte mig samme aften, at der var 'noget' over mig, som var sådan lidt 'mande-kvinde-mystisk'. At det var appellerende.

Og mens jeg sad og samlede min kæbe op fra cafe-bordet og skyndte mig at vise glade fotos af både min mand og mine børn og mine hunde, gik det op for mig, at der findes mange andre kvinder end mig, som styrker sig selv ved at trække i et outfit, som får dem til at signalere, at de har været på kursus i 'guerilla-kamp-teknik for kvindelige ledere og iværksættere'... og det er slet ikke nødvendigt. Fordi vi sagtens kan uden. Fordi vi har masser at byde på som kvinder. Fordi vi er kvinder. Netop derfor.

I dag stortrives jeg med at stå i nederdel og kjole, når jeg fortæller noget. Jeg har bare fundet de modeller og de snit, som er helt rigtige for mig: læder og strik sat sammen med gode støvler og lækre kæder.
Kort sagt: feminint med et twist af råt. Eller ... sådan håber jeg, at det bliver opfattet - indtil næste gang, jeg får revolutionerende feedback fra uventet kant.

Et løftet øjenbryn kan være forskellen på en komedie og en tragedie...

2013-12-25T08:00:00Z

... har skuespilleren Henning Jensen udtalt. Og han har ret. Det er ganske små - umiddelbart ubetydelige men i virkeligheden altafgørende -detaljer, som gør forskellen. Også i job- og karrieresammenhæng, hvor vi skal have ordrer, sikre os opgaver, få projekter i hus - skaffe os selv et nyt job. Og der skal ikke meget til... tilliden til et andet menneske opstår i løbet af få sekunder, så vi skal vide, hvad vi gør - og hvorfor - for at det virker, så vi både på lang og kort sigt kan overbevise om vores budskaber og vores kompetencer.

Langt hen ad vejen er det bittesmå detaljer - i vores eget ansigt og krop og/eller vores dialogpartners ansigt og krop - som i sidste ende afgør, om vi skaber den tillid, og om vi udstråler den kompetence og sikkerhed, som gør, at vi opnår vores mål/det, vi ønsker os.

Der er nogle grundlæggende faktorer, som du skal være opmærksom på som kvinde. Nogle af dem har jeg allerede været inde på i mit sidste indlæg ift. kvinder præstationer. Nogle af dem har jeg gemt til dette indlæg. Der findes nemlig nogle 'universelle svagheder' ved kvinders kropsprog (faldgruber, om du vil), som vi bør være opmærksomme på, og som dermed kan styrke vores signaler betydeligt.

Og lad mig endnu engang berolige dig: Mit sidste ønske for dig er at opdrage dig til at blive en mini-mand. Tværtimod mener jeg, at femininitet og 'det feminines kraft' har alt for lidt værdi i dag - og får alt for lidt opmærksomhed som værende uundværlige kompetencer i erhvervslivet i dag. Dog skal vi lære at være 'feminine med styrke' - og den side af os selv er der mange måder at styrke.

De typiske faldgruber kommer her:

1) Hovedet på skrå

Prøv at studere f.eks. LinkedIn lidt. Tjek nogle tilfældige kvindelige profiler ud. Slet ikke alle - men en del - fortæller, de er stærke og kompetente og lægger så et foto op af sig selv med hovedet let på skrå. Stemmer det overens med de ord, der beskriver dem? Ikke særlig godt.

Hovedet på skrå er en traditionel lytteposition. Bare se på din hund, når den sidder og lytter efter ordet 'mad', mens du taler til den. Men det er ikke nødvendigvis en udfarende, aktiv position. En position, hvor jeg selv taler og handler. Derfor - har du en tendens til at lægge hovedet på skrå, når du taler med et andet menneske (mand), så juster og ret det op. Det vil sende nogle helt andre signaler... og tro mig, din femininitet går ikke fløjten af den grund...

2) Smile for meget

At smile er et signal til modparten om 'du er ok - jeg kan godt lide dig'. Undersøgelser viser, at vores hjerner bogstavelig talt lyser op under hjernescanninger, når vi modtager et smil. Så smil er godt - smil er nødvendige... og smil skal doseres. For mange og lange (konstante) smil er nemlig med til at undergrave vores autoritet. Hvis du smiler for meget, når du skal give et andet menneske en reprimande, bliver din røvfuld ganske enkelt ikke mærket. Den tages ikke seriøst. På samme måde som et dybt alvorligt og vigtigt budskab ikke synker ind hos de, der skal høre dig, hvis du smiler konstant, mens du taler. Smil skal altså doseres... de skal sendes af sted med omtanke... så er de til gengæld også uundværlige...

3) Svagt håndtryk

Svage håndtryk er skidt for både mænd og kvinder. Våde Klarklude, kalder jeg dem. Og når jeg holder foredrag og kurser i kropssprog og træner mennesker i at præstere overbevisende i jobsamtaler, til præsentationer eller andet, er det et af de parametre, jeg vurderer på. Helt bogstaveligt talt ved at tage mine kursister i hånden og sige goddag. Min erfaring er, at rigtig mange kvinder godt kan give deres håndtryk et lille nøk mere for at sende et overbevisende første signal. Derfor - bed dine nærmeste om at trykke din hånd. Lad dem evaluere på fastheden i dit tryk. Bed om ærlig og ligefrem respons. Og vær opmærksom på, at det med et fast håndtryk KUN gælder for Europa... tager du f.eks. til Afrika, er det som kvinde IKKE særlig attraktivt at bruge kræfterne i sin hånd, når man hilser... hvis man overhovedet bruger hånden, altså...

4) Agere lillepige

Når sikkerheden sætter ud, sætter lillepigen ind. Underforstået - bliver en kvinde stillet et spørgsmål, som lige et øjeblik hyler hende ud af det, eller er hun færdig med at præsentere et vigtigt projekt og er i tvivl om, hvordan hun skal slutte af... er der en tendens til, at hun 'gør sig yngre end hun er' ved f.eks. at gå op i tonefald, når hun runder af: 'Ja, det var så bare det, jeg ville sige..' eller ved at neje (lidt humoristisk - men alligevel), eller ved ydmygt at bøje hovedet eller lægge det lidt på skrå. Nej, nej - jeg ved det. IKKE alle - men nogen kvinder! Jeg kan huske, jeg for et par år siden så en amerikansk film om en eller anden lyshåret ung kvinde, som skulle forestille at være super karriereorienteret... og hun gjorde præcis det, nejede, da hun rundede en vigtig præsentation af. Det var lige, så jeg hoppede i sofaen, mens jeg hylede: 'Se der - det er jo det jeg mener ... komplet uautentisk!' til hele familien, som tog sig disket til hovedet. På det tidspunkt havde jeg lige haft et hold af kvinder, som ifm. en præsentation, netop var faldet i det hul: At runde svagt af... og det er bare SÅ ærgerligt...!

5) Delvist krydsede arme

Du kan ikke altid have en smøg i den ene hånd og et cocktailglas i det andet. Derfor er det godt at vide, hvad du skal gøre med dine hænder, så de ikke flagrer som små forvirrede fugle omkring dig - og med dine arme, så de ikke hænger som hvide asparges langs siden på dig. En del kvinder falder for klassikeren: At stille sig med den ene arm hen over maven, mens hånden holder fast i den anden arm omkring albuen. Lad være med det! Det virker lukket... og signalerer svaghed. Hvis du i stedet skal præsentere noget, så væn dig til at stå med en spritmarker eller kuglepen i hånden. Den giver tryghed. Eller væn dig til at krumme tæer i skoene som er en usynlig måde at komme af med overskudsenergien på ... så undgår du at nulre hår, dimse med armbånd, krydse armene eller andet uhensigtsmæssigt.

Det var 5 konkrete råd, du kan arbejde på herfra. Og husk så ... at sådan noget med kropssprog er ikke universelt, selvom det lyder sådan, når man skriver om det. Et menneske kan gøre noget, som i følge teorierne burde være katastrofalt... og lige her virker det bare SÅ godt. Et andet menneske kan gøre alt efter bogen - og så bliver det alligevel en fiasko. Vi er alle individer med vores specielle udstråling. Så brug de råd, jeg giver dig, til at styrke dig selv så godt som muligt. Og vær samtidig opmærksom på din essens - din kerne - det, du ønsker at sende ud i verden. Når du har fundet den balance, bliver det dejligt og trygt at stå frem som kvinde. Til en jobsamtale. Et kundemøde. En salgspræsentation. Og i alle andre sammenhænge, hvor du skal være feminin med styrke.

Det kræver øvelse - det kræver træning. Og alligevel kan man falde i... godt og grundigt!
Det gjorde jeg selv for ikke så længe siden... og det vil jeg fortælle dig om i det nye år...

Rigtig god jul... og et forrygende 2014 ønskes I herfra...

Fake it till you make it!

2013-12-09T10:00:00Z

Soulaima Gourani har allerede været inde på hende i et af sine spændende Amino indlæg: Amy Cuddy, som bl.a. har fundet frem til en … øh, tankevækkende… konklusion om, hvordan mænd opfatter kvinder.

Samme Amy Cuddy er også den forsker, som har fundet frem til, at når vi – uanset, om vi er mænd eller kvinder – sørger for at stå eller sidde i kraftfulde kropspositurer, påvirker det vores hjerner, så niveauet af stoffet testosteron øges, hvilket gør os mere modige, risikovillige og frie i vores præstationer. Samtidig reducerer positurerne mængden af cortisol i vores krop, og da cortisol er et stresshormon, er denne ubevidste hjernereaktion noget nær genial ifm. en kraftpræstation – lige fra et foredrag, et vigtigt kundemøde, et afgørende indlæg, en jobsamtale, en eksamen osv.

Hvorfor skriver jeg om det i et indlæg under temaet Kvinder og Karriere? Fordi kvinder pr. definition fylder mindre end mænd. En ting er, at vi fysisk er mindre – lavere, smallere (for det meste ;-)), med smallere skuldre, blødere former og lysere stemmer. En anden ting er, at vi også ofte sørger for – ubevidst – at fylde mindre end mænd. Vi har en større tendens til at svække vores kropssprog (krydsede arme, pænt krydsede ben på stolen, hænderne i skødet osv.).

Ifm. møder stiller vi for eksempel pænt tasken ind under stolen, hænger pænt jakken over stolens ryglæn, samler pænt papirerne i en bunke på bordet, skubber pænt vores stol (og os selv) hen mod bordkanten. Ifølge en undersøgelse gør mænd det modsatte: De spreder deres papirer ud over bordet, skubber stolen tilbage, sætter sig skævt i stolen, spreder benene…

Jeg foretager løbende mine egne små observationer og lommeundersøgelser, når jeg er ude at holde foredrag: Mænd sidder – eller måske snarere slænger sig - på stolene på en helt anden måde end kvinder - selv i situationer, hvor begge parter ’bare’ skal lytte og være passive. Prøv selv at lægge mærke til det…

Der er kort sagt stor forskel på den måde, mænd og kvinder indtager et rum på. Den ene måde er ikke mere rigtig end den anden – det er bare to forskellige måder – men hvis vi griber fat ud fra en nonverbal kommunikationsvinkel, er der ingen tvivl om, hvad der virker mest kraftfuldt og synligt i forbindelse med salgsmøder, præsentationer eller andre her og nu præstationer – vores m/k reptilhjerne ved ubevidst godt, hvad den finder mest overbevisende og effektfuldt.

Tre af hovedpointerne i mit foredrag ’Udnyt kønsforskellene og skab bedre bundlinje’ om mænd og kvinder er

1) Vi skal holde op med at forsøge at få kvinder til at opføre sig som mænd

2) Vi skal holde op med at bebrejde mænd, at de opfører sig som sig selv

3) Kvinder skal være bevidste om at indtage den plads, som tilkommer dem

Og så skal vi i øvrigt sætte os bedre ind i hinanden og få indsigter, så vi kan drage nytte – også på bundlinjen – af vores mange spændende forskelle.

Som et sidste punkt pointerer jeg også, at vi kvinder være bevidste om, hvornår vi stiller os selv svagere end nødvendigt – og hvordan vi konkret kan sætte ind, så vi fylder det, vi fortjener i alle præstationssammenhænge (inkl. dem, hvor vi er nervøse og pressede).

Her kommer en liste med konkrete, gode råd til dig, der ønsker at bevare dig selv og din kvindelighed – og samtidig gerne vil styrke din synlighed og din berettigede plads i de sammenhænge, der er vigtige for dig:

Sørg for at være åben i dit kropssprog, allerede FØR du skal ind og præstere – dvs.

Sid på din stol med rank ryg, let spredte ben og en hånd på hvert lår – eller en anden positur, hvor du er åben og stærk
Stil dig evt. i en såkaldt vinderpositur godt gemt inde på toilettet, kort før du skal ind og fyre den af. Stå f.eks. i V-positionen (den, som f.eks. er OL vinderes instinktive reaktion, når de kommer i mål) – og bliv stående der i 2 minutter. Ja, du står måske og overvejer, om du er kommet i Skjult Kamera – men bliv alligevel stående – det er det værd. For det er ganske enkelt umuligt at føle sig svag med armene og hagen i vejret…
Undgå at folde dig sammen. Faktisk – undgå så vidt muligt at sidde ned fordi risikoen for at krølle sig sammen dermed bliver større. Bliv stående mens du venter på, at det bliver din tur. Med ret ryg. Fødderne solidt i gulvet. Mærk gulvet under dig. Skim en avis – se ud af vinduet – kig rundt. Imens du står.

Vær bevidst om din stemme og dine 'nervøse uvaner' – f.eks.

Træn din stemme i at bevare dybden og klangen – også når du er presset eller nervøs. Det skaber en naturlig autoritet og sikkerhed. Jeg har selv med årene arbejdet med at finde et lidt dybere leje til min stemme – og det virker… også selvom den stadig ikke lyder som Lauren Bacall
Få styr din vejrtrækning – dvs. husk at trække vejret helt ned i maven, langsomt, før du skal ind og være ’på’. Så sikrer du, at din krop bevarer roen i stedet for at tro, den skal være i alarmberedskab
Drop ’dimserierne’ – dvs. for eksempel

Konstant at køre det lange pandehår til siden (og ja, det skriver jeg som punkt nummer 1 - for hvor oplever jeg mange (yngre) kvinder med langt pandehår, som IKKE sætter det op og IKKE sætter det bag øret men konstant lader det glide ned foran øjnene – og hvor er det distraherende for budskabet at man skal sidde og kigge på det hele tiden)
Pille ved armbånd eller ringe eller ure eller øreringe...

Kort sagt – vær bevidst om dit budskab og hvordan du præsenterer det. Så skal du nok brænde igennem.

Held og lykke!

Ps – sidder du stadig og prøver at huske, hvad Amy Cuddy siger om mænds opfattelse af kvinder? Okay da, så kommer konklusionen her:

- Han vurderer dig kun som ENTEN varm eller kompetent
- Han kan også vurdere dig som kold og dermed også som kompetent (og han kan derfor faktisk ikke rigtig lide dig)
- Du er sexet og inkompetent

Din oldemors (hjemmelavede) suppeånde puster dig fortsat i nakken

2013-11-08T08:00:00Z

... også selvom du ikke vil være ved det. Lad mig give dig tre eksempler, som kan sætte dit nuværende (kvinde)liv lidt i perspektiv:

1) Det er kun knap 100 år siden, du var så heldig at blive en af de første kvinder i Europa, som fik lov til at stemme og dermed tog et gigantisk skridt hen imod at blive et ligestillet medlem af samfundet. Den ret blev i øvrigt opnået i Europa ved bl.a. (slås)kampe, fængselsstraffe og tvangsfodring - i Danmark foregik det det dog relativt civiliseret, selvom bølgerne gik højt i form af aktioner og demonstrationer. I Schweiz fik kvinderne først stemmeret i 1972, og i Lichtenstein først i 1984.

2) Der er blevet produceret såkaldte 'Husmoderleksika' i Danmark helt op til 1956 (jeg har ikke kunnet finde nogen senere end det). I min egen reol står der et læderindbundet eksemplar fra 1946 med guldbogstaver på, som jeg arvede fra min mormor, og det er to store værker på en samlet tykkelse af omkring 12-14 centimeter - inkluderende alverdens inspirerende oplysninger om f.eks.: Hvedemelsvælling, Retter af hyben, Gardiner, Frokostretter, Parketgulv, Efterårsrengøring, Chokoladeplet... krydret med nogle enkelte korte portrætter af relevante personer - f.eks. Marie Christensen, som var Forstander for Husassistenternes Fagskole i sin tid, og Anna Clausen, som var uddannet som såkaldt Vandrelærerinde (også uddannet husholdningslærer(inde) - og så nogle mænd :-).

3) Hysteri-diagnosen - som var forbeholdt kvinder gennem flere hundrede år, og som bl.a. fik brændt flere 'hekse' på bålet, blev også flittigt brugt i både 1800 og en stor del af 1900 tallet. Symptomerne på hysteri blev typisk beskrevet som:

–Upålidelighed
- Farlig og lidenskabelig adfærd
–Besvimelser
–Lammelser
–Dramatisk og opfarende opførsel

Diagnosen medførte både tvangssterilisationer, indlæggelser på sindssygehospitaler, forvaringsophold osv. I 1908 besluttede en række fremtrædende engelske mænd, at kvinder, som kæmpede for stemmeret måtte lide kollektivt af hysteri, og diagnosen blev i øvrigt først officielt slettet i de fleste vestlige lande - eller degraderet til 'symptom' - i 1950'erne. I USA dog først i 1980.

Lige meget om vi er bevidste om det eller ej, er den historie med os. Den sidder i os. Fordi den bl.a. har påvirket - og efter min mening stadig påvirker - kvinders måde at opfatte sig selv på - hvad vi mener, vi kan bidrage med. Den påvirker også vores sprog, måden, vi udtrykker os på, vores valg af ord, vores måde at tænke og tale på gennem århundreder. Ja, nok faktisk snarere nogle tusinde år - but who's counting?

I sammenhæng med de biologiske forskelle, der er på mænd og kvinder, som jeg allerede har været inde på i et par andre blogindlæg, sætter alt dette sig som 'kollektive spor' i os, som bl.a. påvirker vores rolle på arbejdsmarkedet. Pga. vores (ind imellem manglende) tro og selvværd og vores måde at agere og tænke på.

Giver det mening? Det håber jeg. Fordi det fortæller noget om den 'rolle', vi fødes ind i - som både mænd og kvinder, men i dette indlæg med fokus på kvinder - og hvordan det påvirker vores adfærd og tankegang uden, at vi er bevidste om det.

Lad mig give dig 3 andre eksempler på banebrydende tiltag, som positivt har forandret vilkårene for kvinder:

1) Industrialiseringen - med maskinernes indtog var store muskler og mange fysiske kræfter ikke længere påkrævet for at yde et (lønnet) stykke arbejde og gøre en forskel. Kvinder fik flere chancer for at komme med i jobsammenhæng - specielt, da maskinerne virkelig tog fart i 60'erne. Og så krævede det i øvrigt heller ikke længere udtalte jægerkompetencer og en stærk fysik at hente en plukket kylling hos slagteren eller købmanden...

2) Prævention/P-pillen - nu kunne kvinder reelt begynde at have sex uden at være skrækslagne for 1) at blive gravide og være fysisk påvirkede i 9 måneder og 2) være bundet af et barn i tiden derefter 3) og ofte flere børn i træk.

3) Fri abort - retten til at vælge sit liv og at sige til og fra til 'børn eller ej' (og lige til info: jeg går IKKE ind i abortdebatten i dette indlæg og melder hverken for eller imod - så lad nu være med at tolke mig på det område ).

Disse tre milepæle har gjort en kæmpeforskel i kvinders liv, da vi nu reelt kan:

a - erobre verden (hvem vil være i stand til at erobre et helt nyt kontinent eller bygge en helt ny forretning op med 4 måneder lang morgenkvalme, bækkenløsning, madlede - og en skrålende etårig på den ene arm samtidig? Forestil jer en 'gravid Columbine' på vej i skibet mod Amerika - med grønt hoved hængende ud af koøjet pga. nederdrægtig kvalme. Ikke (kun) pga. søsyge - men pga. graviditet. Ikke sandsynligt, vel?

b - holde et langsigtet fokus uden for mange afbrydelser (og i så fald kun de afbrydelser, som vi selv vælger)

c - synliggøre og italesætte vores succes'er og sejre og resultater, så de bliver målbare - og dermed kontant (be-)lønnede, fordi vi nu reelt kan bidrage på et jobmarked, hvor man får PENGE og LØN for det, vi laver

Kort sagt: Med fare for at få smidt et kommentarspor i hovedet, som fokuserer på, at jeg taler om 'offerrolle', om at leve i fortiden - og naturligvis feminist-labelen: Jeg skriver dette indlæg for, at du som kvinde husker og kender din historie. På den måde kan du nemlig sætte din nutid i perspektiv. Sagt på en anden måde: Vær bevidst om, hvornår det er DIG, der taler og hvornår, det er den kollektive stemme fra fortiden: 'Du bør, du skal, det er ikke i orden at.., sådan gør 'man' ikke' (men måske gør 'mand' det - og så er det måske alligevel ok?).

Mærk efter i din krop, hvad der er rigtigt for dig - uanset, om det er lang barsel eller ingen barsel, uanset om du vil være leder eller ej, uanset hvad du vælger at bruge dit liv til. Det tager tid at lære at mærke efter... men det er det hele værd, fordi det lærer dig at handle autentisk og i tråd med dig selv. Uanset, om du er selvstændig eller har 'almindeligt' job.
Som selvstændig er det efter min mening afgørende at være bevidst om sig selv og sine 'drivere'. Hvad rykker dig videre? Hvad tænder dig positivt? Hvad motiverer dig?

Et godt råd lige til sidst, uanset hvad du fylder dit liv med:

Vær obs på dine ord - træn dig selv i den måde, du udtrykker dig på - den måde, du fremsætter forslag og ideer på. Ikke for at blive en mini-mand - nej, for at være dig selv, så du fremstår klart og tydeligt.

Vi har brug for både mænd og kvinder på arbejdspladserne - så lad os forblive kvinder samtidig med, at vi bliver bedre til at signalere vores værd - og til at fejre og synliggøre de succeser og resultater, som vi hele tiden får. De har været skjult og usynlige i alt for mange år. Vis dig og alt det, du kan, frem!

God fornøjelse...

Om Y generationen og det nye paradigme...

2013-10-16T06:00:00Z

… eller hvordan kravet om flere kvinder i ledelse viser sig at være det mindste problem for erhvervslivets top. Måske endda en uerkendt gave…

”Kvinden er historisk set blevet tildelt den opgave at tage hånd om andre – ikke at maksimere sin egennytte.” Citatet stammer fra den svenske økonom Katrine Kielos’ geniale bog ’Det eneste Køn’, som er en gennemgang af de økonomiske teorier, som vi bygger vores (globale) samfund på og de værdier, de afspejler.

Før du irriteret klikker dig ud af siden og mumler noget om ’endnu en omgang urealistisk, feministisk brok’ udfordrer jeg dig alligevel til at læse videre uanset, om du er mand eller kvinde. Dette indlægs kontekst er nemlig langt større end blot det sædvanlige tema ’kvinder i ledelse’ – ja, faktisk vil jeg vove et kig i krystalkuglen og se lidt på erhvervslivet ude i fremtiden. Også på globalt plan.

Ikke overraskende kan Katrine Kielos’ gennemgåede værdier betegnes som traditionelt maskuline. Begreber som f.eks. egeninteresse, økonomisk vækst og personlig vinding betragtes som aldrig-svigtende, konstante drivere for mennesker i de modeller, som alt påstås at kunne regnes og vurderes ud fra. Andre motiverende traditionelt feminine faktorer som f.eks. glæde, personlig tilfredshed, kærlighed til sin næste (eller næstes næste eller verden eller universet) tæller ikke med – de er ikke holdbare, ikke til at regne med, ikke konstante. Næh, egeninteresse og ønsket om vækst ved man, hvad er - de er de evigt-tyggende tænder i det (globale) hjul. Det er dem, der driver mennesket.

Organisationer og virksomheder, som etableres på baggrund af denne økonomiske opfattelse (og det gør de fleste, for det er et mindset, der er så integreret i erhvervslivet, at det nærmest er ubevidst), er i deres organisatoriske form stærkt inspireret af militæret (som kvinder heller ikke har været en del af gennem tiden), med et klart hierarki og en tydelig magtfordeling. Denne type organisationer opfattes traditionelt som maskiner, og opgaven for både ledere og (maskin)arbejdere i sådanne organisationer er at holde maskinerne gående, så de fortsat producerer. Og producerer og producerer. Ganske som tankegangen var ved industrisamfundets begyndelse, hvor de første store produktionsvirksomheder, f.eks. Ford, så dagens lys.

Alt imens verden producerer efter de samme principper som blev etableret af mænd for over 100 år siden og arbejder ud fra nogle økonomiske ’love’, som blev udviklet af mænd for omkring 250 år siden, går verden a H t: Manglende vilje til at reducere CO2 udslip, alvorlige natur- og miljøkatastrofer, børnearbejde, banebrydende børs- og bankkrak, som adskillige af de stærkeste (læs: mest kyniske) bankdirektører overlever (det gør deres omgivelser ikke). Og dette blot for at nævne nogle få af konsekvenserne. Omkostningerne for verden er kort sagt tydelige og nemme at identificere – i profittens, den evige væksts og egennyttens navn. Efter mig kommer syndfloden…

Men eksisterer der et alternativ til disse økonomiske love, der stadig betragtes som ligeså universelle som tyngdeloven? Findes der en anden måde at være leder på? At skabe business og innovation på? Findes der en anden, mere holistisk, vinkel på begrebet ’arbejde’ end ’Work smarter – and harder’?

Disse refleksioner indgår bl.a. i det såkaldte ’Nye Paradigme’ – en ny ledelses- og business trend, som stiller spørgsmålstegn ved den bestående måde og peger på næste udviklingstrin: Krisen går ikke væk, hvis vi fortsætter som hidtil, dvs. hvis vi fortsat forsøger at ’begribe med begreber’, der er flere hundrede år gamle. Hvis erhvervslivet – både nationalt og globalt - ikke snart fatter, at der skal helt nye tanker og måder til, vil gamle, hæderskronede virksomheder gå ned, fordi de ikke følger med tiden – ligesom Verden som helhed vil fortsætte sin deroute. Erhvervslivet har altså et kæmpestort (uerkendt) behov for at udvikle spritnye tankegange, strukturer, måder og veje. Survival of the fittest i ny form – og det bliver ikke de store, stive mastodonter, der overlever.

Der er kort sagt noget galt med maskinen, som den fungerer i dag – den er i stykker – og den skal fikses i en allerhelvedes fart. Vel at mærke med helt anderledes værktøjer og redskaber. Værktøjer, som ikke nødvendigvis anses for meget ’værd’ i dag, da de blandt andet baserer sig på et helt andet sæt værdier.

Jeg er sikker på, at hvis du er tal-m/k, vil du på nuværende tidspunkt have lyst til at kaste lange, avancerede ligninger i hovedet på mig for at overbevise mig om, at jeg er helt galt på den, og at jeg ikke har fattet noget som helst af virkeligheden. Du har ret - jeg har målrettet sørget for at glemme hver eneste tal disciplin, jeg i sin tid lærte på Cand.merc., så jeg vil ikke kunne forstå noget af det, du forsøger at overbevise mig om. Heldigvis gør det så, at jeg ikke lader mig dupere af ’tallenes magt’ og glad kan holde fast ved min betragtning: Der må findes en anden måde.

Hvilket bringer mig tilbage til kvinderne: Ifølge FN (2010), udfører kvinder 2/3 af verdens arbejde, tjener 5 % af verdens indkomst og ejer mindre end 1 % af verdens faste ejendom. Som jeg indledte denne kronik med, er kvinder traditionelt ikke opdraget til egennytte – tværtimod socialiseres de (og har biologien) til at tage hånd om andre og til at være ’dele af helheder’. Desuden bliver en stor del af deres arbejde i bogstaveligste forstand ikke regnet for noget – opgaverne indgår ganske enkelt ikke i de nuværende økonomiske modeller. Heller ikke selvom disse opgaver er forudsætningen for, at det traditionelle økonomiske hjul kan blive fortsætte med at dreje rundt – år efter år efter år. Et par eksempler:

Hvem tager barslen? Hvem bliver hjemme, når barnet er sygt? Hvem husker at skifte karkluden mindst en gang daglig? Hvem husker at smøre solcreme på børnene? Det er alt sammen statistisk set ’mor’ – også selvom hun – igen statistisk set - har en rigtig god uddannelse både her i landet og i en stadig større del af resten af verden. Alligevel vurderes opgaverne som værende fuldstændig uden værdi i både national og global økonomi – sådan har det været så længe, man kan huske, og lige så længe økonomiske modeller er blevet udregnet og brugt. Og det til trods for det faktum, at f.eks. barnet bliver en tryg og velfungerende borger i fremtiden pga. kærlighed, nærhed, tid og ro. At familien undgår campylobacter og unødige (uproduktive) sygedage pga. dårlig hygiejne. At børnene ikke udvikler hudcancer når de bliver voksne og må gennem en længerevarende sygemelding og få en dyr behandling på det offentliges regning osv.

Alt det ’tæller’ ikke.

Trods denne manglende værdsættelse bliver arbejdet alligevel gjort. Pga. kærlighed? Pga. pligt? Pga. ansvarsfølelse? I hvert fald ikke pga. profitmaksimering og personlig økonomisk gevinst.

Netop de sidste to ord er stikordet til at bevæge os videre til næste skridt: Generation Y (sig bogstavet for dig selv på engelsk, så vil du kende et af de unges typiske træk). Generation Y er karakteriseret ved at være den hidtil mest vidende og kritiske generation, at være de første såkaldte ’digital natives’, at udfordre systemet, at stille spørgsmålstegn ved det bestående, at have svært ved autoriteter, at ønske at være en del af noget større, at mærke følelser, nærhed og varme, at zappe rundt (dvs. konstant vælge til og fra), at være opmærksomhedskrævende og ikke at tænde på f.eks. materielle ting som ’høj løn’. I stedet er work-life balance i fokus: hellere færre timer og mindre løn til fordel for større glæde i livet. Og så har både ’Y mænd og kvinder’ i øvrigt i højere grad kontakt til både den maskuline og feminine side af sig selv og vil derfor navigere helt anderledes end alle de, der i dag sidder som ledere, direktører og bestyrelsesmedlemmer.

Kære læser, m og k – dem findes der omkring 70 millioner af på verdensplan. Og de kommer væltende fra nu af og de næste mange år – de er allerede godt på vej. Og de er IKKE gearet til at holde de syge maskiner gående, mens de oplever verden gå a H t! Så vil de hellere starte noget selv – udfordre det bestående – opfinde et nyt (konkurrerende, smartere, mere holistisk) produkt.

Det første skridt og den umiddelbart tilgængelige løsning nu og her, som kan skabe platformen til forandring og en ny måde at arbejde sammen på, er at få flere kvinder ind på (top)lederniveau. Og hvorfor så lige dem? Fordi mange af dem gennem tiden er blevet ’kodet’ anderledes, ofte har et andet, mere holistisk værdisæt og dokumenterbart har en anderledes arbejdende hjerne. De processer ganske enkelt information anderledes, opfatter f.eks. former og farver anderledes, tænker i mål og resultater på en anden måde, taler og opfatter ord forskelligt fra mænd. Og så er de pokkers veluddannede.

Kunsten vil blive at vælge de kvinder, som virkelig er anderledes - for at tro, det ’bare’ er om at få flere kvinder i ledelse (eller måske blot en enkelt af dem i ledergruppen for syns skyld), er ikke løsningen. Slet ikke, hvis det er kvinder, der ligner og agerer og tænker (forsøger at tænke) som mænd. Næh - der skal udvælges kvinder, som ikke nødvendigvis har en traditionel profil og et cv, der ligner alle de andre (top)lederes. Kvinder, som også tænker i u-egennytte, empati og sociale relationer. Som kan finde på at dukke op i en pink-ternet nederdel og med en blomst i håret til et ledermøde. Som tænker i helheder og i nye muligheder – i miljø, verdensfred, trivsel og relationer. Love peace and harmony – jeg kan godt høre det! – og der skal jo ikke gå helt Hare Krishna i den, så et vist udannelsesniveau og kommercielt udsyn må også forventes af disse kvinder. Hvilket ikke bør blive noget problem med den ophobede mængde af veluddannede kvinder, vi har både her i Danmark og i en stor del af resten af verden. Med en let omskrivning af Warren Buffetts ord: “Women will save the (US) Economy” – vel at mærke, hvis de får lov.

Udfordringen og øvelsen bliver at give disse kvinder taletid, respekt og anerkendelse hver gang, de ytrer noget, der er imod ’standarden’. At øve sig i at rumme og ligefrem værdsætte de forlængede debatter og de alternative løsningsforslag på f.eks. møder og i oplæg – for dem vil der komme masser af. At træne sig i at værdsætte den øgede mængde spørgsmål og den anderledes tankegang. Og hele tiden huske, at alt dette blot en lille forløber på det, der inden længe er i vente, når generation Y for alvor bliver synlig og begynder at markere sig på arbejdsmarkedet – også til mulige lederpositioner.

Sidder du nu og tænker, at alt det hokuspokus behøver vi ikke, for vi har ikke noget rekrutteringsproblem? Tro mig – jeg ved godt, at f.eks. Danske Bank og Mærsk har nemt ved at rekruttere superkompetent arbejdskraft i dag, og at PwC og andre konsulenthuse har et kobbel hårde hunde, som virkelig forstår at trække byttet hjem. I længden vil de bare ikke kunne trække læsset, så der skal andet og mere til.

Eller tænker du, at det har vi ikke tid til - kineserne kommer – vi må videre – for ellers falder vi helt bag om dansen? Det gør vi under alle omstændigheder, hvis vores udgangspunkt er, at vi skal arbejde på de samme præmisser som dem: vækst, vækst, produktion, produktion (kan frit oversættes til: Gør som 1,3 milliarder fluer - spis lort). I øvrigt kan Kina – ligesom mange andre lande og verden som helhed – ikke blive ved på denne måde. Før eller siden svækkes befolkningen pga. de urimelige arbejdsvilkår – eller dør på stribe pga. miljøkatastrofer. Men hvis vi her i Danmark og Vesten forstår at handle nu – at tænke anderledes nu – kan vi i længden få en kæmpefordel. Fordi vi vil være på forkant – vil være en af frontløberne i ’det nye paradigme’… som ingen i øvrigt kan spå om ud over, at det er nødt til at være markant anderledes end i dag.

Den vise, gamle indianer Bear Heart udtaler i sin bog ’Vinden er min moder’: ”De fleste medicinfolk taler ikke ofte om det, men en medicinkvinde har brug for mandlig energi, og en medicinmand har brug for kvindelig energi omkring sig, specielt når de laver medicin. Det gør medicinen stærk.”

Og der er hårdt brug for, at vi skaber stærk medicin sammen. At vi – mænd og kvinder sammen - lige nu og her begynder at skabe ægte (værdi)forandring i ledelse specifikt, erhvervslivet generelt og i verden som helhed – med innovation og udvikling til følge. Og at give generation Y en opfattelse af, at det bestående er i stand til forandre og udvikle sig – at det bestående er åbent og udforskende – at det bestående er værd at tage imod og bevare i en eller anden form.

Afslutningsvis – sidder du stadig med opfattelsen af, at jeg er en urealistisk, brokkende feminist? Det er ok – det sker så tit. Måske er det stadig, som Rebecca West - den kendte forfatter og første kvindelige rapporter i House of Commons - gav udtryk for i starten af 1900-tallet: “I myself have never been able to find out precisely what feminism is: I only know that people call me a feminist whenever I express sentiments that differentiate me from a doormat (or a prostitute).”

Mit håb er, at vi trods alt er kommet længere end for 100 år siden. Det vil vise sig – forhåbentlig meget snart.

Mangel på kvindelige iværksættere til iværksætterprisen - kom på banen!

2013-09-29T14:00:00Z

I nyhedsbrevet IVÆKST NYT for uge 39 lyder en klar opfordring, som jeg hermed straks vil give videre: Indstillingsfasen for IVÆKSTprisen 2013 er halvvejs igennem - og det vælter ind med indstillinger.
Der er dog en lille detalje: Selvom Danmark er spækket med handlekraftige kvinder, udgør de i skrivende stund kun 2 % af indstillingerne.

Hvorfor sådan en ynkelig lille procent? Kan I forklare det?

Jeg har nogle bud - de kommer her:

1) vi kvinder er for beskedne til at indstille os selv... eller opfordre andre til at gøre det.

På samme måde som når det drejer sig om lederstillinger, er vi ikke glade for selv at opsøge muligheden. Langt inde ønsker vi jobbet/prisen/anerkendelsen - men vil gerne have det eksterne skulderklap ved, at ANDRE opfordrer os/indstiller os - så vi ikke selv 'beder om det'. Hvorfor? Fordi sejren er mindre, når 'man' har gjort opmærksom på sig selv? Fordi 'man' ikke kan bede om 'sådan noget'...? Tro mig, når en af os står med prisen eller det længe ønskede lederjob, så er beskedenheden droppet og kun følelsen af YES fylder! ...

2) vi kvinder tvivler på, om vi og vores produkter/koncepter er specielle og unikke nok til at være en pris værdig. Vi tænker derfor slet ikke i de baner, at vores virksomhed og ideer bogstavelig talt kan være 'guld værd'. Både prisen i sig selv - og den uvurderlige branding og markedsføringschance, der efterfølgende ligger i at få prisen.

3) vi kvinder har slet ikke den slags ting i vores hoved, så vi opdager knap, at prisindstillingen er i gang/eksisterer. Indstillingen og prisen ryger ud af hovedet som 'ikke-vigtig-nok' - fordi der er 1000 andre ting at tage sig af ud over arbejdet. To-do-listen i hovedet er i forvejen lang - hvorfor så lægge sådan en oveni, når chancen alligevel er så lille/ikke-eksisterende?

Lad mig høre jeres bud - kan I genkende noget af det, jeg siger?

For mit eget vedkommende må jeg krybe til korset og sige, at jeg ikke engang har sat mig ind i kriterierne for at blive en værdig kandidat. Hvad går man efter? Et højaktuelt fysisk produkt? Koncepter, som følger tiden og udvikler samfundet? Salg og omsætning? Jeg overvejer ikke engang, om Q2Q kan passe ind - jeg tager for givet, at det gør Q2Q (jeg) ikke: Q2Q (jeg) er for lille, Q2Q (jeg) er for smal - og jeg har givetvis ret. Men indtil nu har jeg ikke brugt tid på at sætte sig ind i det og få bekræftet, AT min holdning er korrekt.

I stedet bruger jeg tid på at skrive et animeret indlæg her på min blog med en klar opfordring: Kære kvindelige iværksættere! Sæt jer ind i prisens kriterier! Den er lige der, så tæt på - og der følger en klar opfordring fra komiteen om, at I, kvinder med egen forretning, bliver indstillet/lader jer indstille.

Måske er det dig og det, du byder ind med, som har lige præcis dét, der gør, at DU vinder? Hvem ved? Ingen... og slet ikke, hvis du ikke prøver Held og lykke - og på med vanten!

Du kan læse mere om IVÆRK prisen lige her

Om boller og andre vedhæng

2013-09-23T10:15:00Z

Lad mig slå fast: jeg taler ikke om de boller, der kommer ud af ovnen. Heller ikke om kunsten at lave børn. Næ – jeg taler om mænds boller. Dem, der hænger mellem benene.

Før du bliver for chokeret over mit bramfri emne, så lad mig straks forsikre om, at der er et højere formål med min direkte overskrift og indledning.

Det viser sig nemlig, at mænd med små testikler er bedre fædre, og at de i højere grad ønsker aktivt at tage sig af deres afkom. Det viser en ny amerikansk undersøgelse, som har fundet frem til, at der findes to forskellige måder at sikre en arts overlevelse på: Vælger man(d) at sprede sin sæd og få mange børn uden at føle et stort behov for at tage sig af dem, eller vælger man(d) at nøjes med nogle få unger og bruge tid på at pleje dem? Et eksistentielt valg – som nu altså hænger sammen med testikelstørrelsen.

Før du begynder at få sjove tanker om mænd med små boller, som f.eks. ’hø,hø - så er der bedre plads til at sidde på skødet’ eller ’ja, de må jo passe de få, de kan finde ud af at lave...’ så lad mig straks gå videre:

De to strategier kaldes henholdsvis R- og K strategien. Et eksempel på R strategien finder man hos fisk eller mus, mens K strategien findes hos dyr i stabile miljøer med en rimelig overlevelseschance – bl.a. hos menneskerne (i hvert fald nogen af os).

Artiklen fik mig til at tænke videre – i rekrutteringsbaner og i den aktuelle debat om mangfoldighed på arbejdspladsen og i teams, uanset hvor i organisationen: En logisk konsekvens af testikel-opdagelsen vil være, at vi ikke længere ’blot’ tænker i køn, etnicitet og alder. Vi bør også tænke i biologisk arvemasse.

For eksempel må vi – for menneskeracens langsigtede overlevelses skyld - sikre os mænd med både små og store boller i ledergrupper og bestyrelser, da deres urinstinkt (nej, ikke urin-stinkt, da dette tema ikke er om mænd, som letter ben op ad diverse) med garanti vil udmønte sig forskelligt på arbejdsmarkedet og dermed kan komplementere hinanden.

Nogle få aktuelle eksempler, som vi konkret kan måle på, når en mand bliver far:

1) Tænker han i verdensmiljø eller globalt salg?

2) Tænker han i øget medarbejdertilfredshed og trivsel eller i omsætning og vækst?

3) Ønsker han barselsorlov eller en fortsat fuldt belagt arbejdskalender?

Alt sammen tydelige tegn på ubevidste ’bolle-reflekser’ - dvs. om fars urinstinkt arbejder efter princippet: ’Herregud, jeg har lavet så mange af de der unger – nogen af dem skal nok overleve’ eller ’vi må passe på verden og miljøet, så min lille øjesten får de bedste vilkår de næste 100 år.’

Apropos barsel til far: Her i Danmark ønsker mænd sig længere barsel, fortæller en spritny Gallup undersøgelse. Kun 14 % mænd siger direkte NEJ, 36 % siger JA – og 55 % siger JA, hvis de sikres fuld løn i perioden. Kan det heraf udledes, at mellem 1/3 og godt ½ af alle mænd i Danmark har relativt små boller? Og når barsel til far nu er blevet skrottet af regeringen, er det så fordi man har glemt at indkalkulere i beregningerne, at den såkaldte vælgergruppe ’Blå Bjarne’, som man er bange for at miste, faktisk kan indeholde en del mænd med små boller – som gerne vil have barsel men ikke udtrykker det klart?

Og kvinderne – vi må ikke glemme deres rolle. Urinstinkterne fortæller mænd, at kvinder med gode bryster og brede hofter er fødedygtige. Mænd associerer kvindelig skønhed med tegn på sundhed og høj frugtbarhed og vil derfor have frodige kvinder med kurver og former. Kvinder ønsker sig den anden vej rundt mænd med brede skuldre og et markeret kæbeparti (nej, bollestørrelsen indgår iflg. undersøgelserne ikke i kvinders præferencer). Disse betragtninger må naturligvis også inkluderes i diversitetsregi – herunder ledelse.

Opskriften på fremtidens udfordring om øget diversitet og en mere holistisk vinkel i erhvervslivet:
Vi kobler målrettet mænd med små testikler sammen med kvinder med kvindelige former, lader dem parre sig – og vupti! Inden for et par årtier har vi en genetisk masse bestående af mænd og kvinder, som både vil være fysisk sunde samt menneskeligt og holistisk orienterede.

Der vil nok blive en del kamp om hvem, der får adgang til de frodige kvinder, da mændene med et større klokkeværk - og et deraf følgende større behov for at sprede deres sæd - uden tvivl vil gøre en aktiv indsats for (også) at komme til – og derudover skal vi have gennemtænkt, hvad vi gør med en helt anden udfordring:

En stor del af verden – herunder et modvilligt Danmark – ønsker flere kvinder i ledelser og bestyrelser. Hvis vi skal have en chance for at nå i mål med det, må det nødvendigvis blive magre og afpillede kvinder, vi vælger til de funktioner. Ligesom vi bør vælge hulbrystede mænd med smalle ansigter og pelikanhager. Ellers ender bestyrelses- og ledelsesmøder med at blive en række seancer, hvor skrivebordene bruges til helt andre formål, end de oprindeligt var tiltænkt. Det går naturligvis ikke. Vi skal – trods alt – fortsat tænke i forretning, innovation, udvikling og sidst men ikke mindst: vækst (bredere defineret end Befolkning).

Der er kort sagt spændende fremtidsscenarier i vente med uanede muligheder for både mænd og kvinder, hvis vi forstår at agere kreativt og anderledes – herunder udnytte vores instinkter på en ny måde.

Og nyt og anderledes er netop det, vi har behov for nu, hvor Danmarks vækst står i stampe – bl.a. på grund af et fastlåst erhvervsliv og en regering med en harekillings attitude… for eksempel i forhold til barsel til fædre.

Eller…?

Kald mig bare feminist...

2013-08-21T09:00:00Z

… så længe jeg selv definerer, hvad begrebet skal indeholde, og hvad agendaen skal være.

Efter mit sidste indlæg her på Amino er jeg blevet kaldt feminist af værste skuffe, og der er i øvrigt blevet stillet spørgsmålstegn ved min berettigelse her på sitet. Derfor vil jeg naturligvis straks slå et slag dybere for 'sagen'. Der er KLART brug for mine indlæg (også) her på sitet, når mine ord kan afføde sådanne læserreaktioner (ud over de mange positive, som indlægget også førte med sig. Tak for dem!).

I et forum af mennesker, som - ud over at være business-orienterede - må formodes at have et liv uden for forretningen (som forældre, onkler, tanter, kollegaer, venner, ægtefæller osv.), er det ekstra vigtigt at huske på, at forretning ikke er en isoleret boble, som svæver rundt i 'ingenting' men altid og hele tiden er en del af alverdens andet - herunder f.eks. (syge) børn, vasketøj, madlavning, karkludeskift, hækkeklipning, bilvask osv. osv.,. Faktorer, som påvirker mænds og kvinders indbyrdes relation OG mænds og kvinders tid, arbejdsliv, -muligheder og -indsats. Derfor:

For knap et år siden var jeg i DR2s Deadline for at forsvare ’feministernes fortsatte eksistensberettigelse’. Jeg blev inviteret i kraft af rollen som ’feministen’ – en label, jeg ikke før invitationen bevidst har sat på mig selv og først i denne forbindelse fandt ud af, at jeg åbenbart bliver betragtet som.

Sig ordet for dig selv – FE-MI-NIST. Hvilke indre billeder skaber det?

I løbet af tv-indslaget fandt jeg ud af, at brugen af ordet Feminist kan få nogle mennesker til at se ud som om, de har fået en citron galt i halsen, når de udtaler det – og at associationerne forbundet med ordet stadig her i 2013 er en stor, enig gruppe kvinder, som ønsker kønsneutralt legetøj, har et socialistisk menneskesyn og trives i femi-kollektiver. Jeg ved ikke med jer – men når jeg hører det sidste ord, får jeg selv indre billeder af nøgne kvinder siddende på hug ved bålet foran en shamansk svedehytte, mens de stolt diskuterer størrelsen på deres vildtvoksende måtter.

Det var en tv-debut, som på mange måder var tankevækkende og lærerig. For det første fordi det var morsomt og ikke spor afskrækkende. For det andet fordi jeg blev opmærksom på nogle faktorer, som jeg besluttede at lave om. Med øjeblikkelig varsel.

Da jeg kom hjem og (med skræk og bæven) genså det 8 minutter lange indlæg (ja, det lyder ikke af meget – men tro mig, man kan nå at ævle meget på den korte tid), gik det op for mig, at vi kvinder selv beder om en røvfuld, når vi diskuterer emnet – uanset hvilken holdning, vi har til ordet Feminisme.

Hvorfor? Fordi vi lignede vi en samling saltstøtter. Ubevægelige, usmilende og meeeget seriøse. Fordi man skulle tro, vi var i gang med at diskutere, hvordan vi afværgede et nært forestående meteornedslag eller en atomkatastrofe. Fordi attituden var bedemandsagtig og selvhøjtidelig.

Gab! Tænkte jeg, da jeg så mig selv… og undrede mig. For sådan er jeg jo ikke i virkeligheden. I hverdagen har jeg en stor mund, som alt for ofte åbner sig på vid gab og lukker alverdens ureflekterede ord ud om både det ene og det andet. Jeg griner ofte – slår ud med armene – himler med øjnene – afbryder (jep, en (for andre) irriterende vane, som jeg står ved med en vis stolthed) – jeg begår fejl, søger efter ordene – men jeg ved altid, hvad der er mit mål med det, jeg siger – og jeg skal nok få det ud.

Derfor besluttede jeg, at jeg fra og med den TV-oplevelse officielt kalder mig Feminist – med følgende værdier og agenda:

Jeg tror på:

- Bh’er, bare ben og barberede armhuler

- Høje hæle, korte kjoler og lækre lokker

- Mænd som dejlige mennesker, nære fædre, gode elskere, fantastiske læremestre, givende sparringspartnere – og dygtige ’elever’

- At vores børn har godt af mindst det første år hjemme hos deres forældre (og dermed at de ikke smides i vuggestue få måneder gamle).

-At mænd og kvinder bør dele barslen: Godt for barnet, godt for faderen, godt for moderen, godt for ligeværdet og forholdet – og godt for samfundet

- At diskussionen om Høn og Hen og Kønsneutralt legetøj er til grin. Skal vi alle klippes i kasserollefrisure og have numre i stedet for navne? Skal Barbie og Bionicles forbydes? Skal dukker og biler erstattes med træpinde? Mit bud: for drengene bliver pindene til sværd – for pigerne bliver de til mor-pinden, far-pinden og baby-pinden…

- At kvinder er kvinder – og mænd er mænd. Der er forskel på de to køn, og det skal der fortsat være.

- At vi skal bruge og anerkende hinandens styrker – både hjemme og på arbejdsmarkedet

- At ikke alle (hverken mænd eller kvinder) har lysten, viljen eller evnerne til at gøre kometkarriere – men mænd og kvinder skal have ens forudsætninger, når de træffer valget at gøre det

Jeg arbejder for:

- At kvinder, uanset nationalitet og baggrund, får flere og bedre muligheder på arbejdsmarkedet - hele vejen op igennem hierarkiet. Når en stor dansk koncern i 2012 kan sammensætte en ny koncernledelse bestående af 22 mænd med argumentet, at der ikke fandtes kvalificerede kvinder, er der stadig meget at gøre. Hvad var nøglekriteriet for optagelsen – at kandidaten kunne binde en slipseknude?

- At kvinder tager ansvar for at blive bedre til at brande og profilere sig selv: bevidsthed og fokus på succeser, resultater og sejre samt formidlingen af dem, så de bliver synlige og markante skikkelser i den organisation, de arbejder i

- At kvinder lærer at tale 'MANDSK' – dvs. bruger deres tonefald og ord bevidst, så de sikrer, at deres budskab bliver bredt forstået, accepteret - og anerkendt

- At mænd lærer at forstå 'KVINDSK' - dvs. lærer at forstå budskabet, viljen og kompetencen, der ligger bag en kvindes til tider lidt for mange og søgende ord

- At kvinder i erhvervslivet bevarer deres kvindelighed og værdsættes af samme grund, fordi de bidrager med noget nyt og godt - også i kraft af deres køn

- At erhvervslivet officielt står ved, at der er forskel på mænd og kvinder, og at kønnene skal motiveres forskelligt. Derved kan man med god samvittighed planlægge kurser med målrettet indhold samt invitere til lignende foredrag og andre initiativer. Så længe jeg oplever ledere på alle niveauer fortælle mig, at de godt ved, der ER forskel på mænds og kvinders mentale karrierestrategi men ikke tør/ønsker officielt at agere efter det, opnår vi ikke de banebrydende forandringer

- At kvinder bringer mere mod og risikovillighed ind i deres liv – at de husker gevinsten og stoltheden ved at PRØVE i stedet for at fokusere på risikoen for et eventuelt NEJ eller ’nederlag’

- At vi får flere kvinder op gennem ’pipelinen’ – med mod, ambitioner og vilje – og med en solid tro på egne evner og talenter

- At vi skaber læring og bevidsthed nede fra i organisationerne - en bevidsthed om f.eks. kvinders faldgruber og tankemønstre. Først når den er til stede, kan hver enkelt kvinde træffe et konkret til- eller fravalg ift. sin eventuelle karriere - i stedet for at lade sig styre pr. refleks eller tradition. Og hvis en del af den læring viser sig at være at kunne binde en slipseknude for at nå hele vejen – tja, så må vi lære det… og siden gøre op, om den viden er noget værd - for andre end dem, der priser vigtigheden af den.

Og nu er der nok nogen, som stiller sig selv spørgsmålet – går hun ind for kvoter eller ej?

Sagt lige ud: Jeg aner det ikke, og derfor står emnet heller ikke som et punkt i min ’programerklæring’. I lang tid var jeg lodret imod – i dag er jeg mere i tvivl og hælder til, at det kan være en midlertidig løsning en fastsat årrække. For at knække nødderne, om jeg så må sige. Dog er jeg overbevist om, at det vigtigste er at erkende, at udviklingen både skabes i toppen OG i bunden af organisationerne. Og at vi skal have flere, effektive initiativer sat i gang.

Kære læser, kun på denne baggrund må du kalde mig Feminist – og så vil jeg være stolt af det. Også selvom du måtte se ud til at have en citron på tværs, når du udtaler ordet.

I det sekund du bliver mor, bliver du gidsel

2013-08-05T11:32:00Z

Lad mig starte med en fortælling fra mit eget liv:
Da vi fik vores andet barn, Frederik - en dejlig dreng, som i dag er en sund og frisk fodboldfreak på 14 - havde han det rigtig skidt allerede fra fødslen. Luftvejsproblemer, øreproblemer - alt, hvad der bare mindede om en snot-bacille kunne vi være sikre på, kravlede ind i vores 'lille mands' krop de første 4 år og forårsagede flere ugers sygdom og tid hjemme i huset, fordi han var for skidt til vuggestue og børnehave. En god nat betød 5 gange vækning, han fik opereret dræn i ørene 5 gange på 3 år, og vi havde au pair pige for at få dagene til at hænge sammen, da jeg på det tidspunkt var marketingchef, og min mand havde startet eget firma.

Da Frederik var 1½ år nåede jeg til PUNKTET: Enten ville jeg blive indlagt med mundkurv og spændetrøje - eller også sadlede jeg om i mit liv. Søvnunderskuddet var mere end udtalt - både fordi, jeg var den, der vågnede, når Frederik gav lyd, fordi jeg ikke vækkede min mand (det ville jo være synd), og fordi jeg havde så rasende dårlig samvittighed over at være væk fra ham om dagen, at jeg i det mindste måtte være en 'ordentlig mor' om natten.

Du kan allerede høre det, ikke? Og så er jeg endda først lige begyndt! Jeg sagde mit job op og gik hjem. Passede og plejede min yngste - og da jeg først var kommet mig over min rædsomme samvittighed over for firmaet og over rædslen over, at jeg nu nok havde brændt samtlige broer til arbejdsmarkedet og aldrig fik job igen, havde jeg en periode, hvor det gik rigtig godt. Min 'lille mand' blomstrede fra stort set samme sekund, jeg kom hjem (tankevækkende, synes jeg stadigvæk), og 1½ år senere havde vi indhentet rigtig meget - både overskud, nattesøvn og lange, raske perioder, selvom ørelægen havde advaret os om, at ham her nok ville blive noget af en udfordring, til han var minimum 4.

Skulle jeg træffe valget om igen, ville jeg stadig gøre det. Den dag i dag er jeg sikker på, at jeg gjorde det rigtige for min søn - og for resten af familien - og, delvist, for mig selv.
Hvorfor kun delvist? Fordi det valg har trukket tråde med sig helt op til i dag - og fordi jeg har skullet kæmpe ekstra hårdt for at komme tilbage til 1) arbejdsmarkedet og 2) noget, der ligner den position, jeg forlod i sin tid.

Hvad var konsekvenserne konkret for mig, spørger du måske nu? De følger her:

1) Stærkt forringet pensionsordning pga. mine år hjemme - og mine år med dårligere indtægt herefter

2) En længerevarende kamp om arbejdsfordelingen på hjemmefronten - ikke fordi jeg har en doven eller mandschauvinistisk mand (tværtimod), men fordi vores indbyrdes roller blev så cementeret i løbet af disse år, at det tog laaang tid at balancere dem

3) En indre kamp om min identitet - var jeg 'Moder Jord' eller 'Karriere-kvinde'? Lidt fortegnet sagt - for det er jo rent faktisk muligt at være noget, der ligner begge dele. Så når du bare ikke alt inden for pendulets to yderpunkter... og det er altså et grimt styrt at skulle erkende!

4) En målrettet indsats for at finde ud af, hvordan jeg nu skulle 'skære kagen'. Jeg har en god uddannelse og nogle gode jobs bag mig - men nu oplevede jeg jo, at 'livet' ikke gik som planlagt (utrolig irriterende!), og så måtte jeg igennem en proces, hvor jeg 'redefinerede' mig selv - som menneske og som arbejdskraft:
Hvad tror jeg på? Hvordan vil jeg gøre en forskel? Hvad ønsker jeg af livet - for mig selv, mine nærmeste og andre mennesker, som krydser min vej?

Tro mig - sådan en proces kræver kræfter, vilje og stædighed, og ofte har jeg været skræmt til døde ved tanken om, at jeg min endestation skulle blive hjemme i pink joggingbukser med en slev i den ene hånd og en unge på den anden.

Når jeg bruger tid på at skrive om den fase af mit liv, er det fordi, jeg oplever, at kvinder alt for ofte havner i en kattepine, som ligner den, jeg her har beskrevet. Måske ikke i så udtalt grad, da det heldigvis er et fåtal, som er igennem sådan et langvarigt forløb - men i det små:

- kvinder tager størstedelen af barn syg dagene (YouGov: 51 % kvinder, 17 % mænd - 2013)

- kvinder henter fra institutionen om eftermiddagen, far afleverer om morgenen (65 procent af DJØF-kvinderne henter børn mod 28 procent af DJØF-mændene - 2008)

- kvinder har generelt mere fravær på deres job end mænd (Danmarks statistik - 2013 m.fl.)

Min påstand er, at en afgørende årsag til disse fakta skyldes dét at få børn - og den ændrede tilstand, der følger med at blive mor.

Hånden på hjertet: Når jeres barn en morgen vågner med blanke øjne, lidt for røde kinder og et kæmpe nys - hvem er det så, der begynder at tænke i ordene 'syg' og 'blive hjemme'? Og hvem er det, der tænker, at det går sgu' nok - vuggestuen vil jo ringe, hvis det brænder på, og ungen bliver dårligere i løbet af dagen?
Ikke fordi nogen af jer er dårlige forældre - jeg er sikker på, I er glimrende begge to - I er bare forskellige. Tænker forskelligt. Fornemmer forskelligt. Registrerer/læser jeres omverden forskelligt. Men forskellene betyder, at der er risiko for, at kvinden bliver gidsel i sit moderskab - med mere eller mindre italesatte konflikter til følge på hjemmefronten.

Når jeg arbejder med kvinder, som er blevet ramt af det, som jeg kalder 'barselsfælden', har vi flere fokusområder:

1) at bruge tid på at sætte ord på alle de faglige kompetencer og kvalifikationer, som kvinden alt for ofte har glemt eller fortrængt

2) at sætte hverdagen i system og begynde at ændre arbejdsfordelingen hjemme, så hun får luft og tid (ja, altså - det kan jeg ikke skabe, men jeg kan være med til at skubbe på og komme med forslag og pointer, som kan bringes i spil hjemme)

3) at arbejde med at SLIPPE kontrollen hjemme, så der også bliver PLADS til, at far tager mere over. For - lad os være ærlige - mange af os mødre har en tendens til at stikke vores næse i alt derhjemme, mens børnene er små (det bliver hurtigt 'vores' domæne... enten fordi vi har taget det til os, fordi det er blevet givet til os helt frivilligt - eller pga. et mix)

Her på bloggen kan jeg jo tillade mig at sige alt - også i ikke-coachende, udiplomatiske vendinger - så lad mig slutte af med mine hårdt tillærte 10 bud om moderskab og arbejdsliv:

1) Husk altid dig selv, dine drømme og ambitioner!

2) Bevar dine værdier og brug tid på at reflektere over dine mål - både før, under og efter barsel

3) Brug tid på at skrive ned - tænke og mærke efter - holde dig selv i gang, følge med fagligt og være aktiv, både fysisk og mentalt

4) Slip så tidligt som muligt Moder Jord kontrollen derhjemme - over både barn, hus, madlavning etc.

5) Nyd dit barn og din rolle som mor i fulde drag - sug nærheden til dig - tag din fulde barsel

6) Forvent, at FAR OGSÅ TAGER SIN (FULDE) DEL AF BARSLEN (7,4 % af barslen går i dag til danske fædre... det er det laveste af alle de nordiske lande - 2013)

7) Lav så tidligt som muligt - måske endda FØR I får børn - en arbejdsfordeling imellem jer

8) Hav en klar forventningsafstemning i forhold til det at have børn sammen: Hvad ønsker du? Hvad ønsker jeg? Hvad forventer vi KONKRET af hinanden?

9) Bag boller, når du har LYST, slap af, når du har LYST, lav ingenting, når du har LYST - kort sagt, drop andres og din egen forventning til, hvad du 'bør' nå i løbet af dagen for, at du er 'rigtig dygtig til at være på barsel'

10) Husk, det hedder: at VÆRE på barsel - ikke: være dygtig på barsel...

Og hav så in mente, begge to, at jo mere far deltager i det med børn og barsel, jo mindre bliver risikoen for skilsmisse (FTF 2013 m.fl.) - og jo tættere forhold får far til børnene på lang sigt. Så ja, der er mange fordele ved at kaste 'gidsel-åget' af sig - både for dig selv som kvinde, på kort og lang sigt - og for hele familien. Ikke mindst far...

FORDI du er...

2013-07-22T09:54:00Z

... kvinde!

Ja, det lyder næsten som en L'Oreal reklame - men det er nu ikke temaet for dette indlæg.

For omkring 1½ år siden, da jeg udgav bogen 'Så søg det job - og få det!', blev jeg interviewet af en række journalister, som syntes, det var en spændende vinkel, at jeg havde målrettet temaet 'Jobsøgning' til kvinder. Jeg fik lov at udbrede mig om de forskelle, jeg oplever i min hverdag som coach og sparringspartner, når mænd og kvinder søger job/går efter en stilling, og beskrev bl.a. en af de - for mig - tydeligste: Tendensen til, at kvinder underspiller sig selv og ikke får givet klart nok udtryk for deres eget værd - hverken mundtligt eller skriftligt.

En af journalisterne, jeg talte med, havde følgende kommentar, da hun skulle til at gå efter et interview: "Vi oplever det i øvrigt også, når vi skal interviewe kvinder - specielt kvindelige ledere. Enten vil de slet ikke interviewes og siger nej, eller også pointerer de, at de ikke ønsker at udtale sig som 'kvindelig leder' - men blot som leder."

Den bemærkning har jeg gået og gumlet over siden. For HVORFOR? Hvorfor vil man ikke udtale sig som 'kvindelig leder? Det er jo det køn, man er født som ... med alt det, der følger med. Inklusiv de forskelle (fordele), der er, ift. en mand. Samme argument bruges i øvrigt ifm. kvote-diskussionen og hele debatten om, hvornår og hvorfor kvinder skal ansættes og vælges til ledende stillinger og bestyrelser. Gang på gang læser og hører vi: "Men jeg vil under ingen omstændigheder vælges på grund af mit køn - jeg vil vælges pga. mine kompetencer."

Ja, jah, jeg ved det godt - jeg kender alle argumenterne: En mand bliver aldrig bedt om at udtale sig som mandlig leder, blot leder. En mand bliver aldrig bedt om at udtale sig om, hvordan han får enderne til at hænge sammen i sin karriere. En mand bliver aldrig adresseret som et 'køn' i sin funktion. Så for at være 'lige' skal vi heller ikke adresseres som kvinder.

I min optik svarer det til, at en marketingspecialist ikke ønsker at udtale sig om sit fag og sit speciale. At en mor ikke ønsker at udtale sig om, hvordan det er at føde børn. At en frugtavler ikke ønsker at fortælle noget om de æbler, han eller hun dyrker i sin baghave. Dit køn - mand eller kvinde - er en kompetence i sig selv... og vi er bl.a. nødt til at være stolte og tilfredse og bevidste om, hvad vi har at byde ind med -som kvinder! - for at hvile i os selv og det arbejde, vi gør hver dag.

For som jeg har skrevet tidligere og gerne gentager: Der ER forskel på mænd og kvinder! (Hjerne)forskningen pointerer det oftere og oftere - og hånden på hjertet: Oplever du det ikke også i din hverdag?

For noget tid siden havde jeg en kronik i Politiken: Hurra! Der ER forskel på mænd og kvinder. Her beskriver jeg bl.a. en situation, hvor en kvindelig leder har en hamrende dygtig medarbejder, som går ned med flaget og ikke rigtig kan finde ud af at præstere noget, da han kommer retur fra en sygemelding. Den kvindelige leders chef er tilbøjelig til at fyre ham - den kvindelige leder sætter tid af til en snak, når ind til kernen, får rettet op - og får den dygtige, tæt på uundværlige, medarbejder tilbage på banen igen. Penge sparet! Penge tjent! Alle glade! Også den mandlige chef, som var ved at skylle medarbejderen ud med badevandet. Her er bl.a. en typisk forskel på mænd og kvinder ... empatien, indfølingen og evnen til at skabe relationer (nære relationer). Ikke at mænd ikke kan det - der er bare en statistisk sandsynlighed for, at kvinder er stærkere på det område... selvom der naturligvis findes mænd med masser af empati - og kvinder totalt uden. Og nej - dette er ikke en fortærsket cliché... der er ligefrem en neurologisk forklaring på det.

Mon den kvindelige leder fremover vil skrive denne situation på sit cv under 'Udvalgte succeser og resultater'? Næppe. Men det bør hun. Ligesom episoden bør rates rigtig højt ift. formelle lederkompetencer og -talent. Også ved en evt. MUS samtale (ja, jah... dobbeltkonfekt med s'et - jeg ved det...).

Kort og godt: Vi skal vende debatten 180 grader rundt: Vi skal begynde at pointere - med stolthed og smil i stemmen: 'Valgt - FORDI jeg er kvinde.'