Mig og min lærer er uenige

- men ikke om alt.

Der findes nogle dorske dansklærerdogmer, som er med til at gøre vores sprog fattigere. De får selv i øvrigt velformulerede mennesker til at begå sproglige fejl, som stiller dem i et dårligt lys.

Mig og min dansklærer synes, at man skal undgå den slags fejl.

Ét af de dorske dansklærerdogmer handler om brugen af ordet "mig" i sammenhæng med, at man også nævner en anden person. Mange har nok oplevet en variation følgende optrin i skolen:

Eleverne kommer begejstrede ind til timen, og Dennis brænder for at fortælle om noget helt fantastisk, som han har gjort sammen med Jesper.
Dennis: Mig og Jesper gik hen til vandhanen og...
Læreren afbryder: Det hedder ikke "Mig og Jesper!" Det hedder "Jesper og jeg!"

Med dette dogme har mange lærere i fællesskab ødelagt endnu flere elevers sprogforståelse.

Første del af dogmet "Det hedder ikke Mig og Jesper!" er socialt set korrekt. Almindelige høflighedsnormer påbyder os at nævne den anden part, før vi nævner os selv. Men der er ingen grammatiske regler, der dikterer, hvem der skal nævnes først. Hvis det i sammenhængen giver bedst mening at nævne sig selv først, står sprogets regler ikke i vejen for dette.

Anden del af dogmet "Det hedder Jesper og jeg!" er korrekt i det nævnte eksempel. Afhængig af situationen kan det være korret at sige "Jeg og Jesper (...)" eller "Jesper og jeg (...)", og læreren har helt ret i, at ordet "mig" er brugt forkert i netop dette eksempel. For i eksemplet er "Jesper og jeg" grundled til udsagnsledet "gik", og det personlige stedord hedder i 1. person ental "jeg", når det står som grundled.

Men læreren begår en fejl ved at udtrykke sig alt for kategorisk. Han udtaler sit dogme med så kraftigt eftertryk, at eleverne misforstår det og fejlagtigt tror, at det er en grammatisk regel, som altid gælder.
Sådan forholder det sig ikke.

Når det personlige stedord i 1. person ental står som genstandsled, hedder det ikke "jeg" men "mig". Og det gør det, uanset om Jesper eller hvem som helst i øvrigt står ved siden af.

Så hvis Dennis i stedet fortæller: "... og hele klassen så Jesper og mig komme løbende", er det altså grammatisk helt korrekt.

Også når det personlige stedord i 1. person står efter et forholdsord, hedder det "mig" og ikke "jeg".

Dennis kan f.eks. fortælle: "De så alle sammen på Jesper og mig."

Hvis læreren råber sit dogme efter den sætning, er han formentlig selv én af dem, der ligger under for dorske dansklærerdogmer.

Hvordan finder man så ud af, om man skal bruge "jeg" eller "mig"?
Den simpleste måde er at lytte efter, om sætningen fungerer, hvis man udelader de andre.
Eksempel 1:
"Mig og Jesper gik hen til vandhanen..." Hvis vi udelader "og Jesper", står der: "Mig gik hen til vandhanen...", hvilket er indlysende forkert. Her skal der altså bruges "Jeg" i stedet for "Mig" - og hvis man gerne vil være høflig, så nævner man lige Jesper først.
Eksempel 2:
"Hele klassen så Jesper og mig komme løbende." Vi udelader "Jesper og", så der står "Hele klassen så mig komme løbende." Sætningen fungerer, så det er korrekt at bruge "mig". Sætningen ville ikke fungere med "jeg" i stedet for mig, så det hedder det heller ikke, selvom Jesper også var med.
Eksempel 3:
"De så alle sammen på Jesper og mig." "Jesper og" udelades. Tilbage står "De så alle sammen på mig.", hvilket også lyder helt rigtigt.

Men hvem er det vigtigt for?
De andre sprognørder og mig?
Eller de andre sprognørder og jeg?