Jeg har de sidste 11 år interesseret mig rigtig meget for 3D, og herunder 3D scanning og indlæsning. Skridtet fra 2d til 3d er temmelig stort, og jeg ved desuden at rigtig mange kæmper i øjeblikket med ansigtsgenkendelse rundt om i verden, bl.a. FBI skulle have gang i noget stort.
Fordelen med Guardian's projekt er at de bruger en anden teknik (varmefølsom), men som hr. Thorborg nævnte - skridtet fra en 20% success med en lille data-grundlag, til <2% sikkerhed med en kæmpe datamængde er temmelig stor.
Som en understregning af min pointe er de i USA ved at undersøge fingeraftryk, dels om de er så unikke som vi tror, men også de it systemer der sammenligner dem. Det har nemlig vist sig at de ikke er så sikre som de troede, og der er virkelig forskel på at sammenligne fingeraftryk og ansigter....
Slutbemærkning - havde jeg millioner til at stå på min konto, ville jeg gerne overveje at støtte projektet. HVIS det lykkedes og de får god omtale skal de nok få solgt en masse maskiner!!!!
Med venlig hilsen
- René R. Nygaard
Overvågning og diagnoticering - dog ikke af ansigter! |
Hvis jeg i stor stil skulle sælge et produkt til kommunale institutioner, ville jeg nok gribe opgaven an fra en anden vinkel.
Jeg forudsætter her, at produktet er færdigudviklet, fejlfrit og klar til brug.
Jeg ville satse på at sælge produktet til kommunen, som så kunne implementere det i sine institutioner.
Gangen i det ville være at få forvaltningschefen i tale først. Det ville handle om at levere en bedre og mere effektiv løsning på noget, som de laver i forvejen. Hvis produktets fordel er, at man kan effektivisere en arbejdsgang, bliver et salgsargument, at man kan flytte tid fra administrationen til kerneydelsen - hvilket pr.def. er godt i det offentlige.
Når forvaltningschefen er bekendt med systemet - og forhåbentlig positiv, men muligvis blot neutral, kommer turen til politikerne. Hvor man starter må afhænge af kommunens størrelse. Jeg ville undersøge, hvilke politikere, der havde forsøgt at profilere sig på denne institutionstypes område. Hvis en SFer har sagt: "Mere tid til børnene" - så er dét det rigtige salgsargument overfor denne politiker. Hivs en Venstremand har sagt: "Mere kontrol og mindre kaffe til pædagogerne" - ja, så er dét det rigtige salgsargument overfor ham.
Når dette fodarbejde er gjort, vil det være fint at sende et tilbud direkte til det udvalg, som bevilger penge til området - kunne være børn- og ungeudvalget, skole- og kulturudvalget el.lign. afhængigt af kommunens struktur.
Her kigger man naturligvis både på, om produktet løser et reelt problem - men hvis både forvaltningschef og centrale politikere er enige om dette, er man jo ikke i tvivl. Desuden kigger man på, om produktet understøtter kommunens aktuelle politik på området - hvilket man jo i forvejen har afklaret med politikerne. Slutteligt kigger man på prisen. Prisen kan her betragtes både økonomisk og politisk. Det kan være fint, at et system som Codeworks'' er gratis for kommunen, men hvis det strider mod kommunens politik at der kan foregå handel eller reklame i børnehaverne, så er den betalingsmodel dødsdømt. Men produktet løser jo stadig et erkendt problem. Derfor må det muligvis godt koste penge for kommunen. Den slags føler man sig frem til hos forvaltningschefen.
Når man således har opnået udvalgets accept af og interesse i produktet, så fremlægger man en implementeringsplan. Vi starter med børnehaven x og drager nogle erfaringer. Derefter udbreder vi i børnehaverne y, z, æ, ø og å, hvis personale instrueres i den ny teknologi ved et arrangement i børnehaven x. Til slut er alle kommunens institutioner dækket - og pengene begynder at rulle ind i en lind strøm.
Codework forsøgte at sælge via en bottom-up tankegang, som er meget smuk og meget langsom.
Hvis målet er 60-70% af alle institutioner på et år, så er top-down den eneste vej frem i det offentlige.
- om jeg ved, hvad jeg taler om? Joh - jeg har da haft kontor mellem kommunaldirektøren, borgmesteren, og økonomichefen i en kommune, så jeg har set det ske.
mvh Hans