Selvom Thorborg havde glædet sig til at se mig implodere i vrede, vil jeg forsøge at forholde mig nogenlunde sagligt og så vidt muligt forsøge at ignorere de bemærkninger, hvor der er blevet gået efter manden og ikke bolden.
Først og fremmest:
Lad mig starte med at præcisere, hvad jeg egentlig spurgte om. Jeg skal indrømme, at jeg vist selv har fået kørt det ud på et sidespor i forhold til, hvad jeg oprindeligt havde af bekymringer omkring det.
Jeg fatter hat og briller af alt der omhandler regnskab, moms og skat og generel virksomhedsdrift, og ville blot sikre mig, at jeg netop IKKE snød Skattevæsnet.
Jeg ville gerne - af årsager vi kan diskutere senere, eller andetsteds - støtte op om projektet, men jeg har teknisk set ikke BRUG for en vikar.
Derfor:
Må min virksomhed betale en vikar, for arbejdskraft den ikke benytter sig af?
Hvis ikke:
Må min virksomhed betale en vikar for arbejdskraft et godtgørende formål benytter sig af?
Sidstnævnte synes jeg var en god idé, fordi det - i min optik - gjorde 2 gode ting, for samme beløb i stedet for blot én.
Det var ikke et spørgsmål om, hvorvidt der var penge at spare, ved at gøre det på den måde. (Men hvis der er, skal jeg da være sen til at beklage mig over det).
Jeg har - adskillige gange - betalt freelancere for arbejde, der ikke var pengene værd. Jeg har et par enkelte gange betalt freelancere for arbejde, der i sidste ende kostede mig både penge og timer, at rette op på igen, så det er ikke fordi min virksomhed ikke tidligere, har betalt for arbejdskraft, den ikke har haft nytte af, men jeg spørger specifikt til dette, fordi når man koger det ind til benet, kan jeg godt se, at dette er en hjertesag for mig personligt, som min virksomhed på ingen måde drager nytte af.
Dog forekommer det mig - omend ikke uretfærdigt, så i hvert fald ukorrekt, at jeg skal betale pengene af egen, private lomme, når de går til aflønning.
Hvis vi for lethedens skyld, leger at al indkomstskat er 50% skal jeg udbetale 63.000 kr., til mig selv, betale indkomstskat, give det restende beløb til vikarbureauet, der videregiver det til irakeren, der igen betaler indkomstskat.
I det regnestykke har SKAT modtaget 47.250 kr., i indkomstskat, for at irakeren har fået 15.750 kr.
(Kan vi redde nogle kræftsyge børn nu, Dyrebilen?).
Det forekommer mig skævt. Derfor spørger jeg. Fordi jeg er i tvivl om, hvad den korrekte løsning er.
Dernæst:
Der bliver ved med at blive nævnt at hjemsendelsen af irakerne er en flertalsbeslutning og at problemet og løsningen udelukkende beror på, hvilket parti der tilfældigvis fik flest stemmer, og der er jeg uenig.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, falder disse hjemsendelser ikke ind under stramningen af udlændingeloven.
Jeg kan tage grueligt fejl, (og man skal være velkommen til at modbevise mine postulater, jeg er interesseret i så mange facts som muligt) men så vidt jeg har fået orienteret mig selv, bliver en asylansøgers sag afgjort af Flygtningenævnet, på baggrund af den danske lovgivning på området og information de har tilgængeligt.
Den danske lovgivning på området har rod i FN's Flygtningekonvention fra 1951 (så kan Dyrebilen vist selv svare på, hvor jeg var da den lov blev indført), som 142 andre lande også følger. Heriblandt eksempelvis Sverige og Norge.
Under de samme retningslinier, har Danmark siden 2002 givet asyl til under 700 irakere. (+ de tolke vi gav opholdstilladelse til) I samme tidsperiode har Norge taget næsten 6.000 og Sverige næsten 30.000.
Grunden er, at vi skal give asyl til mennesker, der blandt andet på baggrund af deres race, nationalitet, religion, sexuelle orientering eller politiske tilhørsforhold har en velbegrundet frygt for at blive forfulgt.
Alle sager skal behandles individuelt - dermed sagt, at man ikke kan smide alle bøsser i én kategori og beslutte om de skal udvises, alene på baggrund af deres sexualitet som gruppe.
Danmark har valgt at tolke de to ting, således at et menneske skal være individuelt - altså navngivet - forfulgt på grund af sin race, nationalitet, religion, sexuelle orientering eller politiske tilhørsforhold.
Det er altså i den danske regerings optik, ikke nok hvis folk af en bestemt religion er mål for terror i bestemte områder af landet. Med mindre vedkommende kan bevise, at de specifikt er ude efter ham, sender vi ham tilbage til lige præcis dét område. Med 1200 kr. i lommen.
Derfor drejer den del af sagen sig IKKE om dansk lovgivning, men om individuel fortolkning af lovgivningen - og det er et kæmpe problem for retssamfundet, når vores regering vælger at tolke landets love på en anden måde, end de blev ment.
Dertil kommer, at FN's Flygtningehøjkommisariat (UNHCR) kritiserer den danske regering massivt, blandt andet for deres tolkning. Vores regering rækker dem en stiv fuckfinger tilbage og nægter at hverken lytte, eller indordne sig.
Problemet er (igen, som jeg har forstået det) at det står skrevet i konventionen - som er en del af den danske lovgivning - at UNHCR har til opgave at sørge for, at landene følger den, og når vi nægter at lytte, bryder vi derfor direkte den danske lovgivning. Ikke et fortolkningsspørgsmål. Et direkte brud.
Oven i alt dette, vurderer UNHCR, at det er for farligt at sende folk tilbage til 5 provinser i det centrale Irak, uanset hvilken type mennesker det drejer sig om. Dansk Flygtningenævn nægter at udtale sig om hvorvidt de har andre kilder, men fastholder at de mener det er sikkert.
Det til trods for at udlændingeservice ikke har turdet sende embedsmænd til de områder siden 2004, for at undersøge situationen, da det dømmes "for farligt". Til sammenligning har UNHCR 12 kontorer i Irak.
Når man lægger det hele sammen, synes jeg det er svært, ikke at stille spørgsmålstegn til de beslutninger der bliver truffet - især når Helle Thorning nægter at gøre det, fordi hun for første gang i verdenshistorien "stoler på regeringen".
Jeg synes ikke, man som Dyrebilen kan sige, at hjemsendelserne er en "flertalsbeslutning" og jeg synes heller ingenlunde at Birthe Rønn blot "følger lovens ord, som den står skrevet", som min stedfar valgte at formulere det.
Der er ingen tvivl om, at det ikke er alle 282 afviste asylansøgere, der bør have opholdstilladelse på baggrund af deres situation - men jeg brækker mig simpelthen i Helle's Guccitaske, hvis vi sender bare ét menneske, der har bedt om vores hjælp i døden.
- og hvis jeg kan hjælpe bare det mindste, så gør jeg det glædeligt.
Jeg føler ikke at det er falsk håb, omend det dog er tidsbegrænset, hvilket beløbsordningen også er i sig selv.
Håbet er, at man kan bruge tiden fornuftigt til at få Flygtningenævnet til at genoptage nogle af sagerne.
Min hjælp, kommer da også til at gøre overordentlig ondt i min privatøkonomi, da jeg er nødt til at skære ret voldsomt ind i min egen lønseddel - der i forvejen er en del mindre, end det folk skal have under beløbsordningen - for at få råd til at give pengene videre. (Spørg min bogholder, hun er også på Amino) :-)
Og nu må Dyrebilen have mig undskyldt, mens jeg i mine 6 år gamle, ildelugtende gummisko bevæger mig halvandet skridt igennem vores 37 m2 store herskabslejlighed, for at træde ud i det 3 m2 store samtalekøkken fra 1992, og i skabene (kan det teknisk set kaldes et skab, når lågen er faldet af?) finde mig ingredienserne til et ekstravagant stykke natmad, enten bestående af havregryn eller spaghetti med ketchup.
Arh! Vi rige har mange glæder.
Jeeves! Kør fluks vognen frem!
Bliv gratis medlem
Opret bruger