Betaling fra kunde

Mit firma har udført et stykke arbejde for et andet firma, arbejdet er udført tilfredsstillende siger  kunden, men han vil ikke betale den pris som fakturaen lyder på, han siger det er alt for dyrt og vil kun betale for halvdelen af de timer der er brugt. Hvor står jeg juridisk? kan jeg sende sagen til inkasso? Han siger han vil have syn og skøn på sagen kan han det? meget af tiden er jo brugt på opmåling hentning af materialer og kørsel frem og tilbage.

Mvh. Tim

Han har ikke skrevet under på noget, men har over telefonen bestilt et stykke reparations arbejde, som har taget 2 dage, jeg sendte en mand som skulle se på opgaven, og finde ud af hvad der skulle bruges af materialer derefter køre hjem bestille materialer, og køre tilbage igen og udfører arbejdet alene i køre tid er der 4 timer. Selve opgaven var en svejse opgave, så der skulle slæbes svejseværk op til 2 sal. og skaffes strøm til svejseværk, alt sammen noget der tager tid.selve opgaven vil jeg tro har taget 6-7 timer beløbet er er ca. 8000.-

Han har sendt mig et brev hvor han skriver arbejdet er udført ok. men han kun vil betale halvdelen af beløbet

Som jeg forstår dig, er der tale om regningsarbejde, og der foreligger således ikke et tilbud.

Når din kunde kræver syn og skøn, så er det sådan set den rigtige vej at gå. Hvis I skulle ende i retten, ville din kunde kun kunne bevise sin indsigelse ved afholdelse af syn og skøn, hvor en uvildig fagmand vurderer hvilken værdi det arbejde, som du har udført, har.

Ofte afholdes syn og skøn i forbindelse med en retssag, men man kan også vælge at afholde et udenretligt syn og skøn, hvor sagens parter bliver enige om spørgsmålene, valget af skønsmanden samt de nærmere betingelser for anvendelsen af skønserklæringen (skal skønserklæringen kunne anvendes under en eventuel senere retssag). Man kan også vælge en isoleret bevisoptagelse, hvor retten faciliterer syn og skøn uden at der er anlagt en retssag.

Hvis din kunde vælger at få lavet syn og skøn på arbejdet uden din deltagelse, vil han højest sandsynligt ikke kunne bruge skønserklæringen under en eventuel senere retssag, da der vil være tale om en ensidigt indhentet erklæring, og det må man ikke bruge under en retssag.

I forbindelse med syn og skøn er det vigtigt at få stillet de rigtige spørgsmål og få formuleret spørgsmålene helt præcist, da man ellers riskerer at få nogle svar som man - i bedste fald - ikke kan bruge til noget. Derfor kan det være en god ide at alliere sig med en rådgiver.

Spørgsmålet er jo så hvad du skal gøre. 8.000 kr. er ikke ret mange penge set i forhold til de omkostninger der er ved at føre en retssag om beløbet - heller ikke selvom du i sidste ende vinder og får tilkendt sagsomkostninger fra modparten. Så der skal være tale om et princip.

Der er umiddelbart ikke noget i vejen for at tage kravet - uanset at det er bestridt - til inkasso - du skal bare i den forbindelse forholde dig til hans indsigelse. Men jeg kan ikke rigtig se, at det vil gavne dig, for han betaler formentlig ikke selvom du tager kravet til inkasso. Det næste relevante skridt vil være at stævne ham (lad evt. en advokat skrive et grimt brev inden - det hjælper nogle gange).

Da kravet er under 50.000 kr. vil sagen som udgangspunkt følge reglerne om småsagsprocessen, hvilket betyder, at retten sørger for, at sagen bliver tilstrækkeligt oplyst, og at processen er indrettet således, at du ikke burde have behov for at være repræsenteret ved advokat (det er dog min erfaring, at folk sjældent bryder sig om at føre retssag selv). Bagsiden af medaljen er, at der ikke tilkendes sagsomkostninger for forberedelse af sagen, hvilket vil sige, at selvom du antager en advokat, vil du ikke få dækket nogen af din udgifter selvom modparten f.eks. anerkender beløbet under sagens forberedelse. Til selve hovedforhandlingen vil du kunne få tilkendt sagsomkostninger til dækning af advokatudgifter (dog langt fra nok).

I og med at der skal afholdes syn og skøn, vil sagen muligvis blive flyttet over i de "almindelige" sager, og så vil du kunne få sagsomkostninger under forberedelsen, men det stiller så også større krav til dig.

Jeg håber, at du nu har bedre mulighed for at vurdere din situation.

Det er nok svært helt at undgå den slags problemer.

En mulighed kunne være, at man hver gang man får en opgave, sender kunden en ordrebekræftelse med en beskrivelse af arbejdet samt for eksempel et prisoverslag. Man kunne i stedet for et prisoverslag vælge at skrive hvor lang tid arbejdet forventes at tage, og så skrive sine time- og materialepriser. Hvis kunden ikke vil acceptere prisen, må han ud af busken inden arbejdet udføres. Bagsiden er jo så, at man skal kunne prissætte opgaven på et meget tidligt stadie, hvilket jeg formoder kan være svært. Samtidig stiller det krav om, at man "kommer ud af busken", når man bliver klar over, at prisen i ordrebekræftelsen ikke holder. Det er selvfølgelig også vigtigt, at der står i ordrebekræftelsen, at der er tale om en foreløbig pris. Normalt når jeg foreslår dette til f.eks. håndværkere, så griner de højt og længe for det er alt for administrativt, men det i hvert fald en måde at gøre det på.

Så har man langt hen ad vejen sikret sig, at prisen er aftalt, men det ændrer jo ikke ved, at kunden jo bare kan lade være med at betale. En løsning på dette problem kunne være, at man kræver forudbetaling, men det vil kunden nok ikke acceptere (jeg ville i hvert fald ikke selv acceptere det). Den bedste løsning er nok, at faktuere efterhånden (det gør jeg selv). Hvis en regning så ikke bliver betalt, så stopper man arbejdet, men kunden har ofte et stort incitament i at betale og få arbejdet færdiggjort. Når arbejdet er færdigt, at betalingsviljen noget lavere.

Under alle omstændigheder har kunden stadig mulighed for at sige, at prisen er urimelig høj og begære syn og skøn, men uanset om han får medhold i et syn og skøn står man bedre, ved at have givet prisen på forhånd, da kunden så har accepteret den. Argumentet virker naturligvis ikke, hvis skønsmandens pris og din pris ligger for langt fra hinanden.

Håber det giver mening

Tak for den uddybende forklaring. Nu er beløbet  ikke så stort ,så det er ikke så meget pengene mere princippet i at man bestiller et stykke arbejde, og når man så har fået det lavet, så vil man ikke betale det som det har kostet, så det er blevet en princip sag for mig.

Må man hente sit arbejde som kunden ikke vil betale for ?

Jeg vil hellere bruge en dag på at skære mit arbejde ned igen også slet ikke få nogen penge, end jeg vil spilde tid på syn og skøn.

Arbejdet er udført i en privat ejendom på sjælland, hvor min kunde havde en entreprise, kunden er beliggende i Jylland .

Jeg vil fraråde at sende sagen til inkasso.

Hvis man sender en sag til inkasso på et forkert grundlag udsætter man sig for at få sagen tilbage som en boomerang.

I stedet for at afvente at blive sagsøgt, er det klogere for skyldneren / ikke-skyldneren selv anlægge en retssag mod kreditor om forpligtelsen til at betale inkassoomkostninger (eller rykkergebyr).

Det koster kreditor kr. 1.540,- at tabe sådan en sag, og herudover består der en meget reel risiko for, at kreditors advokat får en diciplinær irettesættelse eller bøde af advokatmyndighederne.

Denne fremgangsmåde er klogere for skyldneren / ikke-skyldneren, fordi det i forhold til tidsforbrug er en mere overkommelig opgave for den benyttede juridiske rådgiver kun at skulle forholde sig til, om rykkergebyr / inkassoomkostninger holder juridisk vand, istedet for at skulle dykke ned i hovedstolen.

I gamle dage var det god latin, at man ikke under nogle omstændigheder måtte sende et bestridt krav til inkasso. Lige så snart at skyldneren har tilkendegivet sin ulyst til at betale, så har inkasso slet ingen relevans-
Sådan ville man har sagt i gamle dage. Så kom en konkret sag for Højesteret, og i den forelagte sag accepterede Højesteret inkasso, selvom skyldner havde indsigelser.

Min fortolkning af højesteretsdommen er, at man godt må sende en sag til inkasso, hvis debitors indsigelser er meget useriøse.

Der er andre, der fortolker Højesterets dom sådan, at man er på sikker grund, hvis man gør debitors indsigelse til genstand for en sober og seriøs sagsbehandling og forholder sig til indsigelsen, samtidigt med at man afviser/tilbageviser den. Den fortolkning er jeg ikke enig i.

Rentelovens §9 a giver fordringshaveren ret til at få betalt rimelige og relevante omkostninger ved inkasso. Jeg støtter mit synspunkt på, det efter min opfattelse slet ikke relevant at bruge inkassoinstituttet, når det på forhånd må stå klokkeklart for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

Når skyldneren har en indsigelse af bare nogenlunde kvalitet, eller som beror på bevisbedømmelse, er alt andet end indbringelse for et organ, der kan træffe afgørelse i sagen, spild af begge parters tid.

Det står jo klart på forhånd for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

I en sag som denne kunne man få den mistanke, at skyldneren spekulerer i, at det efter traditionel opfattelse ikke kan betale sig at sætte himmel og jord i bevægelse for kr. 4.000 + moms.  Man bør heller ikke undervurdere den modvilje, som en del advokater og dommere indtil for bare ganske få år siden følte mod kunder i butikken, der henvendte sig med beløbsmæssigt små krav.

Omvendt kan det heller ikke betale sig for skyldneren at sætte himmel og jord i bevægelse for at platte sig fra kr. 4000 + moms, men det vil skyldneren måske gøre alligevel, fordi det ikke kan betale sig for kreditor.

Det var regeringens intention med indførelsen af småsagsprocessen at gøre det rentabelt at inddrive de små såkaldte uprocesbare krav, bl.a. ved at indføre konkurrence og afskaffe advokaternes møderetsmonopol i de beløbsmæssigt mindre sager. Du er velkommen til at ringe til mig på +45 50175000, hvis du vil høre mit bud på, hvad du kan stille op med din sag.

Ulrik Guldbæk

Juridisk Rådgivningsselskab s.m.b.a.

Jeg vil fraråde at sende sagen til inkasso.

Hvis man sender en sag til inkasso på et forkert grundlag udsætter man sig for at få sagen tilbage som en boomerang.

I stedet for at afvente at blive sagsøgt, er det klogere for skyldneren / ikke-skyldneren selv anlægge en retssag mod kreditor om forpligtelsen til at betale inkassoomkostninger (eller rykkergebyr).

Det koster kreditor kr. 1.540,- at tabe sådan en sag, og herudover består der en meget reel risiko for, at kreditors advokat får en diciplinær irettesættelse eller bøde af advokatmyndighederne.

Denne fremgangsmåde er klogere for skyldneren / ikke-skyldneren, fordi det i forhold til tidsforbrug er en mere overkommelig opgave for den benyttede juridiske rådgiver kun at skulle forholde sig til, om rykkergebyr / inkassoomkostninger holder juridisk vand, istedet for at skulle dykke ned i hovedstolen.

I gamle dage var det god latin, at man ikke under nogle omstændigheder måtte sende et bestridt krav til inkasso. Lige så snart at skyldneren har tilkendegivet sin ulyst til at betale, så har inkasso slet ingen relevans-
Sådan ville man har sagt i gamle dage. Så kom en konkret sag for Højesteret, og i den forelagte sag accepterede Højesteret inkasso, selvom skyldner havde indsigelser.

Min fortolkning af højesteretsdommen er, at man godt må sende en sag til inkasso, hvis debitors indsigelser er meget useriøse.

Der er andre, der fortolker Højesterets dom sådan, at man er på sikker grund, hvis man gør debitors indsigelse til genstand for en sober og seriøs sagsbehandling og forholder sig til indsigelsen, samtidigt med at man afviser/tilbageviser den. Den fortolkning er jeg ikke enig i.

Rentelovens §9 a giver fordringshaveren ret til at få betalt rimelige og relevante omkostninger ved inkasso. Jeg støtter mit synspunkt på, det efter min opfattelse slet ikke relevant at bruge inkassoinstituttet, når det på forhånd må stå klokkeklart for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

Når skyldneren har en indsigelse af bare nogenlunde kvalitet, eller som beror på bevisbedømmelse, er alt andet end indbringelse for et organ, der kan træffe afgørelse i sagen, spild af begge parters tid.

Det står jo klart på forhånd for fordringshaveren, at inkasso ikke vil få skyldneren til at betale.

I en sag som denne kunne man få den mistanke, at skyldneren spekulerer i, at det efter traditionel opfattelse ikke kan betale sig at sætte himmel og jord i bevægelse for kr. 4.000 + moms.  Man bør heller ikke undervurdere den modvilje, som en del advokater og dommere indtil for bare ganske få år siden følte mod kunder i butikken, der henvendte sig med beløbsmæssigt små krav.

Omvendt kan det heller ikke betale sig for skyldneren at sætte himmel og jord i bevægelse for at platte sig fra kr. 4000 + moms, men det vil skyldneren måske gøre alligevel, fordi det ikke kan betale sig for kreditor. Det er vist ldit det skyldneren antyder ved at true med syn & skøn, men skulle det gå hen og blive alvor, kan det ramme skyldneren som en boomerang derved, at sagen måske hvis du er meget heldig bliver flyttet ud af småsagsprocessen med de lave omkostninger og over i den ordinære proces.

Det var regeringens intention med indførelsen af småsagsprocessen at gøre det rentabelt at inddrive de små såkaldte uprocesbare krav, bl.a. ved at indføre konkurrence og afskaffe advokaternes møderetsmonopol i de beløbsmæssigt mindre sager. Du er velkommen til at ringe til mig på +45 50175000, hvis du vil høre mit bud på, hvad du kan stille op med din sag.

Ulrik Guldbæk

Juridisk Rådgivningsselskab s.m.b.a.

Jeg er helt uenig med dig, Guldbæk

Det kan ikke komme kreditor til skade at tage en bestridt fordring til inkasso, så længe lovgivningen er overholdt.

Din pointe om at debitor skal lægge sag an mod kreditor vedrørende inkassoomkostninger og rykkergebyrer giver ingen mening for mig. Hvis deibtor ikke vil betale inkassoomkostninger, så lader han da være og afventer at kreditor stævner ham. Såfremt kreditor faktisk stævner, kan debitor jo gøre gældende, at kreditor er uberettiget til omkostninger. Så sparer han da retsafgiften.

Jeg går også ud fra, at du i dit forslag forudsætter, at debitor betaler for hovedstolen, for hvis debitor anlægger sag om omkostningerne vil kreditor selvfølgelig nedlægge påstand om betaling af den fulde fordring, og så er sagen jo en helt anden.

Hvad angår din fortolkning af Højesterets dom i UfR 2004.99 H, så er jeg helt uenig. Jeg har tilladt mig at sakse Højesterets bemærkninger:

Hverken ordlyden af eller forarbejderne til inkassoloven giver holdepunkter for at antage, at loven ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor fordringen er bestridt af skyldneren, og hvor dennes indsigelser ikke uden videre kan afvises. Også lovens formål taler entydigt for, at den tillige finder anvendelse ved inddrivelse af sådanne fordringer. De hensyn til skyldneren, som ligger bag bl.a. § 9 om pligt til at iagttage god inkassoskik og § 10 om pligt til at afgive skriftligt påkrav, før andre foranstaltninger iværksættes, gør sig således gældende med mindst samme styrke i tilfælde, hvor fordringen er bestridt, som i tilfælde, hvor fordringen ikke er bestridt. Hvad særligt angår § 10 bemærkes, at bestemmelsen bl.a. skal sikre, at skyldneren får lejlighed til at genoverveje sin stilling i lyset af risikoen for at blive påført yderligere omkostninger i tilfælde af sagsanlæg. Det må herefter lægges til grund, at inkassoloven også finder anvendelse ved inddrivelse af bestridte fordringer.

Det kan på denne baggrund ikke i sig selv anses for uberettiget, at en advokat, som af fordringshaveren er blevet anmodet om at inddrive en bestridt fordring om fornødent ved sagsanlæg, i en skrivelse til skyldneren redegør for, hvorfor dennes indsigelser ikke anerkendes af fordringshaveren, og tilkendegiver, at retssag vil blive anlagt, såfremt der ikke inden for en angiven frist på mindst 10 dage sker betaling eller indgås forlig. Den trussel eller pression, som kan siges at ligge i tilkendegivelsen om, at retssag vil blive anlagt, hvis en udenretlig løsning ikke opnås, kan ikke sidestilles med den situation, at en advokat på grundlag af en bestridt fordring indgiver konkursbegæring eller truer hermed.

I betragtning af at også inddrivelse af en bestridt fordring er omfattet af inkassoloven, kan heller ikke selve anvendelsen af udtrykket »taget til inkasso« anses for uberettiget.

Det må endvidere anses for berettiget, at advokaten i skrivelsen tager forbehold om sit inkassosalær, idet advokaten ligesom ved inddrivelse af ubestridte fordringer i almindelighed må kunne gøre krav herpå som led i en udenretlig løsning, såfremt en sådan kan opnås.

Lene Frisk Jeppesen og Steen Wind Jeppesen havde den 30. oktober 2000 ikke indgivet klage til Klagenævnet for Ejendomsformidling, og en klage hertil kunne ikke indgives af advokat Ole Høyers egen klient. Under hensyn hertil, og da indholdet af advokat Ole Høyers skrivelse af 30. oktober 2000 til skyldnerne i det hele ligger inden for, hvad der efter det foran anførte må anses for berettiget, kan advokat Ole Høyer hverken anses at have handlet i strid med god inkassoskik eller i strid med god advokatskik.

Når en bestridt fordring skal inddrives er der to muligheder. Man tager fordringen til inkasso og giver dermed skyldneren 20 dages betænkningstid (10 dages varsel efter inddrivelsesbekendtgørelsen § 3 og 10 dages varsel efter inkassoloven § 10). Betaler debitor skal han efter omstændighederne betale inkassoomkostninger, betaler han ikke, bliver der indgivet stævning skal han betale sagsomkostninger men som udgangspunkt ikke inkassoomkostninger. Medmindre fordringen har været taget til inkasso af et inkassobureau og efterfølgende indbrings for retten af en advokat, så bliver inkassoomkostningerne "konverteret" til indenretlige sagsomkostninger - man har altså ikke vundet noget økonomisk ved at tage fordringen til inkasso. Den anden fremgangsmåde er, at man umiddelbart bare stævner debitor. Inkasso-vejen er, som jeg ser det, mere venlig overfor debitor i stedet for bare at smide en stævning.

For så vidt angår dine bemærkninger om småsagsprocessen, så har jeg ingen problemer i, at andre har fået lov at møde. Det jeg finder meget uhensigtsmæssigt er, at man ikke kan få tilkendt sagsomkostninger for sagens forberedelse uanset om man har været repræsenteret under sagen. De færreste bryder sig om at føre retssager selv, og domstolene kommer aldrig til at kunne hjælpe parterne i fornødent omfang, for det vil jo give dem habilitetsproblemer.

Jeg kan se, at du ønsker at hjælpe spørgeren - og det er jo fint nok - men kan det forhold, at din virksomhed, så vidt jeg se, ikke er autoriseret til at drive inkassovirksomhed, hvorfor du ikke må tage fordringer til inkasso for andre (du er så vidt jeg kan se heller ikke advokat), have indflydelse på, at du fraråder inkasso?