No victory without sacrifices?

Det er første gang siden lanceringen, at jeg har kunnet mærke at vi har lanceret. Jeg har haft så travlt med så mange ting siden lanceringen, at hel basal vedligeholdelse af de daglige rutiner har været nær umuligt at kunne nå. Men “no victories without sacrifices”.. eller hvad?

Jeg har flere gange hørt så mange såkaldte guruer og super-iværksættere fortælle om alle de ofringer som de har været nødsaget til, eller selv har valgt at tage, for drømmens skyld. Det er visionen der kræver ofringer, slid og disciplin – men det er først nu hvor jeg kan føle hvad det rent faktisk betyder.

Jeg er aldrig blevet eksamineret i mine prioriteringer eller min disciplin, men på et tidspunkt kunne jeg bare mærke at jeg skulle foretage en beslutning; vælge mellem at tage op og træne eller sidde på kontoret et par timer ekstra og få lavet det sidste, selvom jeg har siddet der siden kl. 8. Der er ikke noget rigtigt svar. Der er handlinger og konsekvenser, og du kan ikke kende konsekvenserne, da meget afhænger af kontekst, så i virkeligheden forventes du at foretage beslutninger i blinde. Med ”i blinde”, mener jeg selvfølgelig beslutninger baseret på dine erfaringer, men som 22-årig kan jeg ikke råbe højt om alle mine bedrifter, da det ikke er længe siden at jeg sprang ud og mente at jeg nu var klar til at være en mand.

Det er den følelse af at stå op søndag morgen til et mini-hjerteanfald hvor man, i et mix af dårlig samvittighed og paranoia, mærker at man er sent på den, selvom der ikke er nogen der er efter en, og man i virkeligheden savner at bruge formiddagen på rundstykker og Netflix, og aftenen på fodbold og gutterne. Det er en virkelig svær beslutning, og det siger jeg ikke for at fremhæve min egen viljestyrke eller noget af det bras som jeg selv prøver at bekæmpe, ét blogindlæg af gangen. Nej, min pointe er, at det er mega nemt at foretage sådan en beslutning og kigge tilbage og sige at det var en nem beslutning, fordi man jo faktisk godt ved hvad der er godt for en. Men sådan er vi jo ikke som mennesker (jeg er nemlig ekspert på området ;)). Jeg står ikke og laver en “cost-benefit-analyse” når jeg skal foretage en beslutning om at sove lidt ekstra, eller slæbe røven ned til kontoret til noget middelmådig kaffe, og lave noget arbejde der muligvis ikke bliver til det helt store… Eller det er ikke helt rigtigt, fordi jeg foretager jo sådan en analyse. Jeg kan ikke lyve overfor dig, kære læser, og forsøge at overbevise dig om at jeg ikke er selvbevidst, det ved du jo nok at jeg er. Men jeg er også doven og irrationel, ligesom jeg er selvbevidst, ambitiøs og rationel. Jeg er igen i en kamp mellem to dele af mig selv der begge vil det samme, men på to helt forskellige måder, og jeg kan ikke overdøve den ene for evigt, for han er der, og det ved jeg han er.

Jeg vil aldrig forsøge at lyve overfor dig kære læser, og fortælle dig at jeg ved at mine handlinger fører til succes – og jeg kan heller ikke sige det modsatte, og hvis jeg på et tidspunkt må gøre det, må du meget gerne hive mig i øret og giv mig de slag som jeg fortjener (helst verbale, ansigtet er meget sart). “Hvad f*** skal det betyde, din forvirret nar?” Det spørgsmål har du selvfølgelig lov til at stille og jeg ved det godt, men det er min sandhed. Det er det som jeg tænker på hver gang jeg foretager de sacrifices der er nødvendige for, at jeg kan være tilfreds med min rejse til victory.



Så hvad står jeg tilbage med?

Indblik uden overblik. Jeg har indblik i hvorfor jeg gør som jeg gør, og forsøger på bedste vis at gøre det, jeg mener er rigtigt, selvom jeg aldrig har overblik forud for en beslutning, og forsøger de fleste gange ikke at snyde mig selv ved at være bagklog.
Selvbevidst med et hint af ignorance. Jeg er bevidst om de mangler som jeg har, og de grunde til at tingene muligvis ikke altid får de effekter som jeg aspirerer efter, men jeg forsøger altid at huske at jeg er kun 22 år, og jeg ved ikke nok om mig selv eller verden til at kunne dømme tingene helt fair, og må derfor overgive mig til min mavefornemmelse.
Jeg skriver det her med håbet om at nogle af jer derude kan relatere til dette. Jeg er ked af, at jeg ikke har været særlig aktiv på kommentarfelterne, men jeg håber at dem der kan se sig selv i disse ord er villig til en diskussion, for det er jeg mere end villig til og klar på. Det her er også en invitation til jer der synes jeg er en nar, fordi i har sikkert også ret.

Peace!

– Ward

Hej John.

Helt enig, men en anden pointe som indlægget ikke helt tager fat i er at det ikke er nok at fejle for at fejle. Man skal have en ide om hvilken retning man er på vej hen og bevidst om de valg man træffer og hvorfor man træffer dem. Så når man endelig fejler, kan man faktisk lære af sine fejl og udvikle sig på baggrund af det :)

PS: Tusind tak for din kommentar og bedømmelse. Det sætter ild til bålet :)

Vh Ward Said