Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Forretningside: Udvikling af app/responsive website til eksisterende reklamebureau

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)
  • 1
Tilmeldt 19. Dec 12
Indlæg ialt: 2
Skrevet kl. 05:29
Hvor mange stjerner giver du? :
Gennemsnit 5,0 stjerner givet af 1 person

Kære Amino’er

Mit navn er Mads. Jeg er 29 år og lige nu midlertidig bosat på Koh Samui, Thailand, hos en familie-ejet reklamevirksomhed. Jeg ankom i sidste uge med den forhåbning om at jeg (sammen med Amino J ) kan skubbe dem i den rigtige retning i forhold til en konkret udfordring.

Min baggrund

Jeg har de seneste 6 år arbejdet i Dansk Supermarkeds indkøbsafdeling hvor jeg de seneste 2 år har arbejdet med indkøb af PC-tilbehør til kæderne føtex og Bilka. Jeg har ingen indsigt i programmering mv., men forsøger mere at have de strategiske briller på i forhold til ovenstående virksomhed. Så håber jeg at I med jeres ekspertise kan give mig sparring og rådgivning :-)

Hvad laver virksomheden:

Virksomheden har de sidste knap 20 år drevet en rigtig god forretning ved at tilbyde alle former for trykte publikationer for lokale virksomheder på øen som ønsker at nå ud til de mange turister. Virksomheden består bl.a. af grafiske designere, redaktører, journalister og fotografer. Virksomheden har et enormt distributionsnetværk af dets produkter, hvilket i min optik er virksomhedens klart største konkurrencemæssige fordel sammen med dets kernekompetence: Udformning og produktion af trykte materialer i høj kvalitet rettet mod turisterne. Produkterne bliver distribueret over 300 forskellige steder på øen. Oftest i standere/displays som to chauffører er ansat til fylde op på fuldstids-basis. Virksomhedens kunder er primært forretningsdrivende på øen så som dyre restauranter, hoteller, Spa´s og ejendomsmæglere, mens de også tidligere har samarbejdet med f.eks. Bangkok-airways omkring produktion af inflight-magazines.

Udfordring:

Udfordringen er dog at salget af klassiske trykte annoncer er støt dalende – det kommer næppe som nogen overraskelse for nobdn. Virksomheden har derfor brug for at få ”digitaliseret” dets produkter i en slags portal som er super-relevant for turisterne, og som dermed kan skabe mulighed for at virksomheden kan bevæge sig over i salg af digitale annoncer.  Da alt salg af annoncer er i egenproducerede trykte medier og næsten altid længerevarende kontrakter, kan virksomheden på nuværende tidspunkt ikke tilbyde annoncesalg til de af dets kunder som måtte være interesserede i at nå ud til turisterne her-og-nu, og ikke om en måned.

 

Den ikke-gennemførte løsning

Virksomheden har tidligere udarbejdet www.samuiholiday.com som en web-baseret indgang til mange af dets produkter.  Det er dog aldrig lykkedes rigtig at ”slå igennem” med denne side målt på antallet af hits, selvom siden indeholder en masse brugbar info for turister, og ligeledes er det mit indtryk at udviklingen af denne side er gået lidt i stå.

 

Eksisterende trykte produkter:

Dining-guide: De dyreste/fineste restauranter på øen betaler for at være med i hvad der mest af alt kan beskrives som en lokal michelin-guide. Guiden er på 80 sider og indeholder 36 restauranter.

Spa-guide: Konceptet er det samme som ovenstående. Indeholder 16 forskellige spa fordelt på 110 sider.

Samui Holiday Magazine: Stort katalog på ca. 120 sider som kombinerer info rettet mod turisterne med diverse annoncer fra andre erhvervsdrivende.

Map: Klassisk fold-ud kort over øen.

Samui Wining and Dining:  Avis-format som indeholder forskellige artikler omkring mad generelt. 22 sider.

 

Alle produkter er gratis for turisterne. Produkterne bliver distribueret over alt på øen og bliver opdateret 4-6 gange årligt.  Der finde flere produkter, men det er ovenstående der driver størstedelen af omsætningen.

 

Hvad skal der til? Hvilken type løsning og hvad skal løsningen indeholde?

Uanset hvilken overordnet løsning der er er mest korrekt (her tænker jeg på hvorvidt det skal være en web og-eller app-løsning), mener jeg at succes eller fiasko afhænger af om der kan skabes nok trafik, til at de nuværende (og nye potentielle!) kunder kan se en ide i også at købe digitale annoncer fremfor kun annoncer i de trykte produkter. Det kræver selvfølgelig at aktualiteten af indholdet i løsningen er optimalt. Hvad mener I er den mest optimale løsning og hvad skal den indeholde?

 

  • Hvis vi tager udgangspunkt I ovenstående samuiholiday.com som eneste løsning, så er jeg bange for at vi taber de mange turister som ikke har internet når de bevæger sig uden for hotellerne. Når jeg rejser bruger jeg oftest apps der understøtter offline brug, da det sjældent kan betale sig for mig at købe et simkort. Jeg bruger derfor sjældent google når jeg er på ferie. Turisterne kommer fra hele verden, så jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne finde datasæt der kan beskrive noget omkring adfærd ved udsøgning af disse typer informationer. Mener I at en løsning rettet mod turisterne skal have en offline-funktion? Hvorfor/Hvorfor ikke?

  • Har I ideer til hvordan vi i en digital løsning kan forbedre de eksisterende produkter med features der skaber merværdi for turisterne og som af åbenlyse årsager ikke kan indgå i et trykt medie? Her tænker jeg på f.eks. sortering efter beliggenhed eller type af restaurant. 

  • Bør man splitte mængden af information op i to løsninger, én der retter sig mod potentielle turister og en der retter sig mod folk der er ankommet på øen, eller skal det slåes sammen i en løsning?

  • Hvilken info er allermest relevant for turisterne?

  • Hvordan sikrer vi aktualitet? – én ting er at levere ”standardoplysninger” fra de eksisterende produkter, men skal der ikke mere til for at sikre en kontinuerlig interesse i produktet. Vil det give mening med en ”what is going on today”-funktion hvor man forsøger at sælge event-markedsføringer? Vil det være interessant at udarbejde et slags feed hvor man måske trækker de mest relevante nyheder ind fra f.eks www.samuitimes.com ? (ud fra den antagelse at de er interesseret i et samarbejde selvfølgelig).

 

ER det overhovedet vejen at gå? Bør vi kigge i helt andre retninger?  

Er jeg for fastlåst i ideen om at lave en app/hjemmeside-portal som løsning? Kan virksomheden bevæge sig i andre retninger, der stadig åbner op for salg af annoncer på nettet uden de nødvendigvis selv skaber produkterne der skal være omdrejningspunktet for salget, ligesom de jo hidtil har gjort med deres publikationer.

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at tage en snak med jer eksperter inden jeg forsøger at udforme en konkret business case samt kravspecifikation. Jeg har rigtig svært ved at vurdere hvor meget info I har behov for kunne udøve sparring på ovenstående. Giv derfor endelig lyd hvis I mangler information. Jeg ønsker heller ikke at drukne jer i en mur af tekst. 

På forhånd tak for jeres hjælp :-)

Mads

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)