Kender slet ikke noget til dette emne, så jeg er ikke helt med. Hosting? Og hvorfor skulle den koste noget i drift?
Du skal tænke på en app som en web browser. Der er nogle funktioner, som at bladre i billeder, se tekst osv. men alle data er ikke lagret i selve app'en, men på en server - præcis som alle indlæg på Amino ikke ligger på din computer eller mobil, du bruger bare dine devices til at se disse indlæg.
Lad os sige at du har en dating app, og som bruger søger du efter andre brugere, som opfylder nogle kriterier. Du søger måske kun kvinder i alderen 20-30 år. Det kriterie sendes til serveren, og serveren sorterer derefter alle de profiler der er oprettet, og sender måske de første 10 ud til din app. Du klikker på en af dem, app'en sender så besked tilbage til serveren om at du vil se profiltekst og billeder, så serveren returnerer nu profiltekst og billeder på den bruger du klikkede på.
Lad os sige at du har 100.000 brugere på dating app'en, og de har hver 10 billeder. Lad os sige at hvert billede fylder 2MB, så fylder alle billeder p.t. 2TB (2 tera byte, 2.000 GB). Så meget data kan du jo ikke have liggende på din mobil, og du kan jo heller ikke opdatere din app hver gang en bruger bliver oprettet, eller retter i sin profil. Derfor ligger det centralt på serveren.
Lad os nu sige at halvdelen af de oprettede brugere sidder en fredag aften og søger på app'en, er det pludselig en del forespørgsler der ryger frem og tilbage mellem apps og server. Og det er også mange billeder der hele tiden skal sendes ud til apps. Det kan give et vist pres på serveren, og det skal den selvfølgelig kunne håndtere. Det stiller nogle krav til hardware'en, men i virkeligheden endnu større krav til softwaren på serveren. I realiteten er det ofte flere servere der deler arbejdsbyrden.
Hele dette setup koster noget at hoste og drive. Hosting er billig, men trafik kan koste. Jeg bruger selv Amazon Web Services og Google Cloud Platform til mine projekter, og det betyder at jeg ikke har nogen upfront omkostning til at drive servere, jeg betaler for det som en service, og kan skalere (næsten) uendeligt.
Det her er en meget overordnet og forsimplet beskrivelse af hvordan en app fungerer. Men den giver dig nok lidt forståelse for hvad man skal med hosting/server ifm. en app. Der findes jo også apps som stort set ikke har behov for en server/backend, men den type du nævner har.