Hvis du havde læst det, jeg anbefalede dig forleden, nemlig at læse de forslag til præsentationsbreve, der er nævnt på vores hjemmeside www.opfind.nu på trin 9, som omhandler virksomhedskontakt, ville du se, at vi ofte præsenterer opfindelser for potentielle licenstagere/firmaer på basis af en hemmeligholdelsesaftale, som nok er det du efterlyser i dit indlæg fra i dag.
Men lov mig allerførst at undersøge, om din idé er så ny og overraskende, at den kan eneretsbeskyttes. Hvis du bare tonser derudaf og præsenterer et firma for noget, som slet ikke er nyt og som ikke kan beskyttes effektivt, så ødelægger du det både for dig selv og alle andre, der en anden gang gerne vil præsentere noget for firmaet, fordi de vil tænke: "Åh gud, nu kommer der endnu en opfinder; sidste gang var det det rene tidsrøveri og det er det nok også igen, så vi kan lige så godt takke nej med det samme".
Du kan gratis downloade den type hemmeligholdelsesaftale, som vi har brugt med godt resultat i de sidste 35 år på www.opfind.nu på trin 7.
På Opfinderrådgivningen har vi formidlet hundredevis af opfindelser til firmaer. Stort set alle disse opfindelser kunne patentbeskyttes, men det var nok kun 6 ud af 10, der var patentanmeldt på det tidspunkt, hvor de blev præsenteret for licenstageren. I den licensaftale, der så bliver lavet, er det så nævnt på hvilke vilkår firmaet kan udnytte opfinderens idé og hvordan den skal beskyttes (f.eks. med patent) og det blvier så først gjrot senere i forløbet, når opfindelsen er udviklet til et produkt.
Hvis du registrerer idéen på vores hjemmeside, som jeg vist allerede har skrevet til dig, vil vi meget gerne rådgive dig i det videre forløb - og hvis opfindelsen er god kan vi hjælpe dig hele vejen til en licensaftale uden nogen udgift for dig.
Med venlig hilsen
Rasmus Offersen, seniorkonsulent
Opfinderrådgivningen, Teknologisk Institut, Taastrup
tel. 72 20 27 62 e-mail: rbo@teknologisk.dk