Jeg er uenig med dig, Maj. Det er ikke bare mit valg og mit liv. Ligesom det heller ikke bare er dit valg og dit liv. Vi er ikke små øer, og vores handlinger, valg og forbrug påvirker andre - mennesker, dyr og klode.
De fleste mennesker vælger at spise animalske produkter i stort set alle måltider. Efterspørgslen medfører intensive dyrehold, hvor dyrene bliver mishandlet, for det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre at behandle så mange milliarder dyr i så store besætninger ordentligt. Man kan godt finde en ko eller en gris, der har haft det godt, men det er ikke let og kræver en temmelig massiv indsats, som de fleste hverken har tid eller overskud til. Og hvordan er dyret så blevet slagtet? På de store slagterier i Danmark slagtes 500 grise i timen (og på slagterierne skelnes der ikke mellem konventionelle, øko- og frilandsgrise) - det kan ikke gøres med omtanke for det enkelte dyr. Slagteriarbejdere fortæller, at mange dyr ikke bliver bedøvet ordentligt, og derfor får skåret halsen over og/eller lemmer af, mens de stadig er ved fuld bevidsthed. Min påstand er stadig - og det er en veldokumenteret påstand - at når man vælger at spise dyr eller ting fra dyr, medvirker man til mishandling af dem. Medmindre man gør en massiv indsats, som før nævnt, for at finde ud af, hvor dyret eller ingredienserne i den mad, man spiser, kommer fra. Og det er der ikke særlig mange, der gør.
Men lad os glemme dyrene et øjeblik. Når andre mennesker vælger at spise dyr i så stort omfang, kræver det store, intensive dyrehold. Det medfører en masse sygdomme, f.eks. MRSA, som jeg kan blive smittet med, hvis jeg ikke allerede er det. Andres valg om at spise dyr medfører penicillinresistens, så jeg kan risikere at dø af en eller anden resistent bakterie. Når andre vælger at spise så mange dyr, bliver det vand, jeg drikker, fyldt med pesticider, gylle og penicillin. Den klode, jeg bor på, bliver forurenet, og det klima, jeg skal leve i, bliver fyldt med drivhusgasser.
Det er ikke bare mit valg, mit liv eller dit valg, dit liv. For vores valg påvirker i næsten alle tilfælde nogle andre. Og jeg er faktisk træt af og ked af, at så mange mennesker tager valg, som påvirker mig negativt, og at jeg dermed ikke har noget valg og i den grad bliver påduttet en masse ikke særlig fede ting. Og derfor forsøger jeg at råbe op, men ved selvfølgelig godt, at jeg ikke kan nå alle. Men det skal ikke forhindre mig i at forsøge ;) Hvis du synes, det er lavt debatniveau, er der ikke så meget, jeg kan gøre ved det. :)
Glædelig jul til dig også, forresten :)