Fra menneskesky introvert til passioneret netværker - based on a true story

Der var engang, jeg troede, jeg var super introvert. Det havde jeg bildt mig selv ind. At sådan var jeg. End of story. At jeg var sådan en lidt menneskesky særling og egentlig helst ville slippe for andres vurderende øjne. Det var den historie, min hjerne fortalte mig igen og igen. Og de tanker gjorde det bestemt ikke nemmere at kaste sig ud i disciplin netværk. Så jeg lod være. Og rullede med øjnene når andre fortalte om alt det, deres fantastiske netværk kunne hjælpe dem med. Hvilke døre de kunne åbne. Jeg tænkte stadig, at netværk ikke var for mig. Stædig, ja. Frustreret over at have låst  mig selv inde i "kan ikke netværke" kassen. Ja!

Døden er en kæmpe inspiration til at turde
Heldigvis er jeg bange for at dø. Heldigvis? Ja, når jeg hører om et ungt menneske, der bare fra den ene dag til den anden dør af kræft fx, så sætter dødsangsten ind. Hvad hvis jeg ikke når at lade hænderne glide over Taj Mahal og mærker Indiens varme krydrede duft kildre næsen - smage på alt deres fantastiske mad? Hvad hvis jeg arbejder med noget, jeg ikke brænder for? Hvis jeg glemmer at sige til de nærmeste, at jeg elsker dem? Døden er en stor motivation for mig til at skynde mig at prøve en masse af - og fejle - men vinde mere end at fejle. Målet er at ligge den sidste dag og vide, at man har turdet alt. Og måske nok fået klemt fingerne i brevsprækken nogle gange. Men man har vovet noget. Haft modet til at satse. Og når alt kommer til alt, hvad har vi så at tabe? At de andre griner? Så har du allerede givet dem noget. Klap dig selv på skulderen. Intet i verden er mere inspirerede, end dem der tør gøre noget andet end alle de andre. Så kast dig ud i det - not matter what you want to try! Når folk griner, er det ofte fordi, de ved, de selv har låst sig inde i en "kan ikke kasse". Og de er bange for ikke at komme ud. Måske du endda inspirerer andre til at turde mere. Fordi de ser, det er ok at fejle - og at man lærer noget af det.