dilemma: Selv-realisering og CV udviklende vs. pligt/famile og økonomi

Hej alle i kloge mennesker.

Jeg har fået tilbudet om at komme 10 uger afsted som udvekslingsstudent til Vigo - Spanien. Mit dilemma er om jeg skal tage imod det eller blive hjemme. 

Jeg er en yngre mand på 26 år, er fysioterapeut studerende og far til en datter på 3. Derudover driver jeg en hobby virksomhed.

baggrund og kontra indikationer for at tage afsted:

Jeg er lige blevet valgt ind som observatør (repræsentant) for landets fysioterapeut studerende i vores fagforening Danske fysioterapeuter. Dette indebære at jeg er forventet at møde op til divs. møder og tale på vegne af de studerende. At tage afsted lige efter et nyt valg og derved misse 2 møder er ikke den perfekte opstart. Jeg ønskede at stille op til stillingen pga. min interesse for faget, politik samt at det er fantastisk  for CV'et håber jeg. 

Derudover har jeg en datter på 3 år, som jeg har med en eks kæreste. Graviditeten var ikke ønsker fra min side af, men eks'en valgte at få barnet. Denne situation samt andre tilknytnings problemer og konfliktniveau har betydet, at jeg først nu er ved at få et ok forhold til min datter. (ser hende hver 2. søndag) dog ved hun på nuværende tidspunkt ikke, at jeg er hendes far (grundet af X har ladet datter tro at hendes nye kæreste er faren, indtil videre, hvilket givet mening da han har været der hele tiden). Min frygt er nu at hvis jeg tager afsted, at jeg så vil skade forholdet til min datter og skal til og genopbygge de sidste 6 måneder arbejde, samt forlænger den tidsperiode der går inden jeg kan begynde at få min datter alene over en weekend. 

Vil spare ca. 8.000kr hvis jeg bliver hjemme

baggrund og indikationer for at tage afsted:

Der er ikke mange unge der få muligheden for at få et ophold i udlandet, midt i studiet som jeg har. Bl.a. pga. manglende pladser. Derfor havde jeg ikke forventet at komme afsted, særligt da de første 2 steder jeg havde henvendt mig til sagde nej. Havde jeg at det var et ja, ville jeg ikke have taget imod stillingen som observatør.

Jeg vil rigtig gerne afsted, opleve nye kultur, mennesker og udfordringer, derudover har aldrig fået rejst som de fleste unge gør. Derudover gør sprogbarrieren og de ændret forhold, at jeg virkelig bliver udfordret som person og som studerende. Hvilket jeg har stor forhåbning omkring vil styrke mig både som menneske og som terapeut. Derudover har en undersøgelse fra vores fagforening vist, at komme ud i denne praktik er stærkt for CV'et samt ens jobmuligheder efterfølgende. 

At gøre hvad man kan for at styrke sit CV bliver vigtigere og vigtigere inden for vores fag,  da vi er gået fra en situation før krisen, hvor vi ikke havde arbejdsløshed,til nu hvor vi ikke længere er sikret jobs. Derudover er jeg dårlig til eksamen, men en dygtig terapeut så håber at jeg igennem mit CV kan øge chancerne for at kunne studere videre på et senere tidspunkt, hvis dette bliver relevant.  

Hej Rune!

Først og fremmest, må jeg sige... Sikke en mundfuld du har for dig! Dernæst må jeg lige give dig et par ord, som altid har reddet mig fra at gøre store og dristige ting, hvis jeg var usikker. "Never invest more, than you can affort to lose!"

Dermed ment, at hvis du virkelig kan se, at det vil ødelægge din økonomi. Synes jeg personligt ikke man skal gøre det..
Selvfølgelig skal man udvide sin horisont, og følge med i tiden inden for det fag man er i. Men da du også har fædrelige forpligtelser, sætter det din situation i et andet perspektiv.

Jeg håber du finder en løsning på din "krise"

Mvh.

Kasper 

Økonomien er jeg ikke bekymret for, penge i den størrelsesorden er jo noget man altid kan skaffe.
Spørgsmålet er vel et eller andet sted, hvor meget frihed kan man have når man har familie man også gerne vil have.

for på den ene side ønsker jeg at have et godt forhold til min datter, men på den anden side vil jeg også gerne have friheden til, at jagte min egen lykke her i livet og gøre det som gør en lykkelig.

så mine overvelejer må vel egentlig være, hvor grænsen går mellem ens egen selv-realisering og selv opofrelse ifh. til ens barn. Samt hvad skaber den bedste forældre?

Er det forældrene der ofre alt for sit barn, men som ikke realisere sig selv eller forældrene der til tider har sat barnet i 2. række for at forfølge sin egen lykke og ambitioner.

Tænker at det må være et dilemma som seriøst og succesfulde erhvervsdrivende står i hver dag, med de lange arbejdsdage og voldsomme arbejdspres. Der bliver det jo også et valg mellem egen familie og økonomisk succes og præstige