Jeg læste den anden morgen et indlæg i Politikken og jeg blev så provokeret af det at jeg simpelthen blev nødt til at råbe op om det.
Lad mig starte med kort at ridse indlæggets indhold op:
Svend Brinkmann, professor i psykologi på Aalborg universitet, mener at den konstante forandring og udvikling man står overfor som virksomhed og som medarbejder i en virksomhed, er dissideret skidt for de personer der er involveret. Han taler om at livslang læring og kompetence udvikling er blevet nøglebegreber i vores tid, som om det er en dårlig ting.
Læs indlægget her: http://politiken.dk/debat/ECE2407892/konstante-forandringer-paa-jobbet-goer-os-rodloese/
Sætningen der for mig sætter det hele over styr er ”Men jeg har svært ved at se, at det kan blive livets mål i sig selv at udvikle sig”.
Når jeg læser det bliver jeg simpelthen nødt til at spørge: Hvad fanden er livets mål så?
Vi kan vel blive enige om at verden, naturen, universet, alt det der omgiver os inklusiv os selv, ER livet. Naturen, universet, planeten, samfundet, det hele, er i konstant udvikling, hele tiden. Arter af dyr uddør, nye opstår, tektoniske plader flytter sig, isen smelter, universet udvider sig, årstiderne flytter sig, hver eneste dag, udvikler alting sig. Så hvordan kan man benægte, at skal man absolut finde en mening eller et formål med livet, så må det tætteste vi kan komme på det, være udvikling. Udvikling og forandring – evolution - er det eneste der er konstant i verden og i livet.
Livet ER udvikling.
Så hvordan skal virksomhederne stå stille i en verden der forandrer sig hver eneste dag?
Den teknologiske udvikling og specielt internettet har gjort at information deles ekstremt hurtigt og spredes globalt på sekunder. Det betyder at vi mennesker, bliver bombarderet med valgmuligheder. Alle mennesker er forskellige og vælger forskelligt. Derfor får vi et samfund hvor alle er meget forskellige.
Alle er individualister.
Det betyder flere niche markeder.
Vi går derfor fra få store organisationer til mange små agile virksomheder.
Dertil kommer at meget af det manuelle arbejde er overtaget af maskiner.
Det betyder at medarbejdernes viden og personlige kompetencer nu er virksomhedens vigtigste konkurrenceparameter.
Så for at virksomhederne kan overleve og medarbejderne kan beholde deres job, er den konstante personlige udvikling og forandring nødvendig. Ganske enkelt.
Det handler om attityde
Svend mener at løsningen er at sætte farten ned, acceptere vores begrænsninger og erkende at vi ikke kan følge med i det tempo der bliver sat for dagen.
Han mener ikke at man som virksomhed kan kræve at en medarbejder ”partout skal udvikle sig personligt til gavn for virksomheden”. Men det kan da kun være en god ting for en medarbejder, at virksomheden er interesseret i at se personen vokse menneskeligt og blive bedre. Tænk at virksomheder i dag tager så meget hånd om personen i stedet for bare at bruge personen til arbejdskraft, som kan skiftes ud når han/hun er ”slidt ned”. Det kan da kun være en positiv ting. Eller hvad?
Men Svend mener at det skaber frygt hos medarbejderne. Frygt for ikke at slå til, ikke at være god nok, frygt for at gøre noget forkert. Men det er vel en frygt som vi alle oplever, når vi er i konkurrence om noget. Når der er noget man gerne vil opnå. Som iværksætter kender man også frygten: Er vi nu bedre end konkurrenten? Er kunderne nu også glade nok for os? Bruger jeg nu også min tid godt nok? Men hvordan kan det fungere som en brændende platform til fremdrift, for nogle, når det ifølge Svend er så skidt for os?
Fordi vi VIL være bedre end konkurrenten, fordi kunderne SKAL elske os, fordi vi VIL bruge vores tid bedst muligt. Fordi vi har den rigtige attityde.
Jeg synes det er helt forkasteligt, at man overhovedet kan opfordre til at ”stå fast” som Svend Brinkmann udtrykker det og på den måde skade sig selv, sin arbejdsplads og det samfund man lever i. Det er ganske enkelt en skidt attityde.
Det er muligt at det er mig der er helt fra den, men jeg står tilbage med spørgsmålet: Hvad i alverden skal vi bruge stilstand til?