Hej Aminoer
Jeg står i en lidt underlig situation. Jeg ønsker at erhverve mig et domænenavn (.dk) hvorpå der ikke ligger noget indhold.
Domænenavnet er en sammensætning af to ord, hvoraf det sidste ord er en profession (fx mekaniker, gartner, fysioterapeut, osv.) - et godt sammenligningseksempel kan være MinFrisør.dk eller eksempelvis DinMurer.dk.
Selve navnet er i sig selv ret relevant, eftersom personen der har købt domænet hverken har en virksomhed der er relateret til navnet, eller ligefrem udbyder en service der direkte udtrykkes af navnet, på vedkommendes øvrige hjemmesider.
Domænet er registreret, desværre. Men firmaet som har registreret domænet, har ikke noget varemærke der hedder Ord1Ord2, eller noget firma der hverken indeholder nogle af ordene.
Nu bliver det en smule tricky.. Advokater, jurister, domæneklagere og alle i andre fagkyndige personer bør spidse ører og følge godt med.
Faktuelle omstændigheder
- Hjemmesiden er fuldkommen tom, og sidst der var indhold på domænenavnet var tilsyneladende (ifølge waybackmachine) tilbage i 2003. Ellers har domænet tilsyneladende stået tomt lige siden
- Navnet som hjemmesiden udgør er registreret som to forskellige former for varemærker hos Patent- og Varemærkestyrelsen af to forskellige firmaer, men ingen af disse varemærkers mærketekst indeholder dog endelsen ".dk". Begge varemærker hedder blot Ord1Ord2, og dækker også forskellige kategorier af varemærker. (Hvilket sikkert er årsagen til at de begge kan sameksisterer uden at bevæge sig ind på hinandens områder). Varemærkerne for Ord1Ord2 er altså ikke ejet af virksomheden, der på nuværende tidspunkt ejer Ord1Ord2.dk
- Domænet er ejet af et firma, der overhovedet ikke relaterer sig det mindste til Ord2 (professionen) i domænenavnet. Man kan ligefrem argumentere for at det er uetisk at lade firmaet benytte domænet, da forbrugerne kan blive en anelse vildledt af domænenavnet kontra indholdet.
- I Danmark findes der endnu ikke en eneste virksomhed der hedder Ord1Ord2 eller noget der ligner.
- Jeg har set eksempler i Patent- og Varemærkeregistret på virksomheder, der i tillæg til at registrere et varemærke for virksomhedsnavnet, ligeledes registrerer en ".dk"-version af varemærket. Eksempelvis ses det at en virksomhed både registrerer MitVirksomhedsnavn A/S samt MitVirksomhedsnavn.dk som varemærker.
- Ingen har købt et varemærke for "Ord1Ord2.dk" (bemærk: Punktum DK)
- De to varemærker der eksisterer for Ord1Ord2 opererer inden for felter, der slet ikke interfererer med mine hensigter med hjemmesiden eller det eventuelle firma jeg opretter snart.
Hvilken strategi vælger jeg?
Jeg er fuldkommen overbevist om at jeg bør kunne argumenteres for at være den hensigtsmæssige ejer af hjemmesiden, hvilket ikke bør være svært at fastslå, eftersom ejeren af Ord1Ord2.dk ikke kan påberåbe sig professionen (Ord2). Jeg ønsker ikke at kontakte ejeren i første omgang, da jeg frygter at vedkommende vil begynde af uploade content på hjemmesiden, hvorefter løbet så småt kan være kørt. Jeg ønsker at være varsom med min fremgangsmåde, og dermed sikre mig de bedst mulige chancer for at erhverve domænet.
Jeg ønsker at vide hvilke tiltag jeg bør gøre mig, med henblik på at fremstille den bedst mulige dokumentation for at domænet bør tilhøre mig (og min eventuelle virksomhed)
- Bør jeg registrere en virksomhed?
- Er det strategisk bedst at virksomheden hedder Ord1Ord2 eller Ord1Ord2.dk
- Er virksomhedstypen underordnet, i forhold til at jeg ønsker at klage mig til domænenavnet?
- Bør jeg registrere varemærket Ord1Ord2.dk, blot Ord1Ord2 eller begge?
- Er det problematisk at jeg registrerer firmanavnet og eventuelle varemærker EFTER af vedkommende har erhvervet sig domænet (her til sommers), eller spiller det ikke nogen udslagsgivende rolle ift. afgørelsen?
- Nogen der kan anbefale en kompetent IT-advokat, såfremt de ikke kan give mig et bud på hvad jeg bør gøre?