Allerførst skal du spørge dig selv hvorfor det ikke går så godt i skolen, - og så svare ærligt! Du kan jo nøjes med at hviske :-)
Hvis det er fordi det kniber med at komme i seng - eller ud af sengen om morgenen - så vil det være en rigtig dårlig idé at skulle starte noget op på selvstændig basis. Det kræver faktisk en god portion (selv)disciplin at stå på egne ben.
Skyldes dine skoleproblemer at der er nogle ting du ikke er lige så gode til som dine klassekammerater, så findes der faktisk rigtigt mange hjælpemidler. Snak med skolen om det.
Hvad er så alternativerne?
Skal du på kontanthjælp som 19 årig får du for det første ikke ret mange penge, - du skal også stå op af sengen og møde på arbejde (nyttejob) hver morgen for at få dem. Efter nogle måneder vil du blive sat igang med en uddannelse, - og dermed komme tilbage i skolesystemet - sådan er de nye regler.
Der er ikke ret mange ufaglærte job i dag, - og de bliver færre og færre i fremtiden. Uanset om du finder et ufaglært job i dag, så kommer du ikke udenom at skulle på skolebænken på et tidspunkt. Som 19 årig har du jo rigtig mange år foran dig på arbejdsmarkedet.
Alt hvad der har med lystfiskeri at gøre er jo megastor business, - men der er også rigtigt meget konkurrence på det område.
Mit råd til dig vil derfor være at du sætter tingene lidt i system. At du bruger resten af sommerferien på at få en rutine hvor du kommer i seng til ordentlig tid, og får spist nogle regelmæssige måltider. Stå op om morgenen inden kl 8, og brug de første 3 timer på at lave noget om lystfiskeri. Det kan være en hjemmeside, eller en blog. Senere på aftenen, efter aftensmaden bruger du 2-3 timer på udelukkende at lave research omkring lystfiskeri. Find nogle af de store kommercielle hjemmesider der handler med ting til lystfiskere, og kig på videoer hvor personer brander sig selv som lystfiskere, - lyt, se og lær. Det bedste af alt det du finder der, bruger du på din egen hjemmeside eller blog.
Du vil så finde ud af, at det at arbejde med en hjemmeside eller blog ikke er så forskelligt fra at gå skole. Når du så er færdig med gymnasiet, kender du så meget til lystfiskerbranchen, at du meget hurtigt kan afgøre hvilken retning din næste uddannelse skal gå. Det kan f.eks være som biolog, eller noget markedsføringsorienteret.
Det er fristende at droppe skolen og håbe på at få succes, - men succes kommer alligevel ikke uden at der skal arbejdes for det. Så start med at finde ud af hvorfor skolen ikke fungerer for dig. Du får ikke ferie bare fordi du ikke skal i skole :-)