Til trods for jeg er helt grøn i dette forum, må jeg tilstå, jeg i længere tid har fulgt de mange gode svar, I giver vedr. iværksætteri og iværksættere i vanskeligheder. "Hvorfor", tænker du måske, men jeg har så mange gode ideer (synes jeg i hvert fald selv) til iværksætteri, så derfor har jeg "ligget på lur" her på portalen. MEN jeg er ikke kommet i uføre, det er min mand, som har modtaget en begæring om konkurs og skal derfor i skifteretten om 2 uger. Da vi er gift og har en fælles ejendom, kan jeg jo ikke undgå at blive berørt af en forestående konkurs. Jeg har ikke været en del af enkeltmandsvirksomheden og har ikke haft indsigt i virksomhedens økonomistruktur. Jeg må dog tilstå, jeg har opfordret min mand til at vende tilbage til sit oprindelig fag for at få en fast indtjening, da han stort set ikke har bidraget med noget herhjemme det sidste halve år. Med fare for at virke illoyal over for min ægtefælle er det dog min holdning, at man i skal være proaktiv, når man ikke kan betale. Han er desværre gået i den modsatte grøft og lukker øjnene for de mange rudekuverter. Jeg synes jo, der skal laves nogle realistiske aftaler med kreditorerne, så de kan få deres penge igen. Min mand siger han skylder kr. 800.000. Desuden har han foreslået, at vi skal lade os skille, selv om vi elsker hinanden. Jeg har svaret, at jeg står ham bi, og at vi skal søge løsningerne i fællesskab, men jeg vil beholde mit hus. Dog vil jeg gerne være med til at acceptere et stramt budget, så gælden kan blive betalt ud, og vi atter kan være en familie (med 1 barn) uden økonomiske mavesår og flere søvnløse nætter. Mit spørgsmål til jer er så: hvordan kan vi få lov til at beholde vores hus (vurdering lyder på 2,5 mio. men der er ingen friværdi, da nogle af hans kreditorer har gjort udlæg), når/hvis min mand går konkurs. Selvom jeg har en årlig indtægt på næsten kr. 500.000, tvivler jeg, banken vil lade lånet overgå til mig, så jeg står som eneejer af huset. Men ceteris paribus vil banken være mere sikret på denne måde, da kreditorerne ikke ville kunne sætte huset på tvang i forbindelse med hans konkurs. (Men det er jo min (risiko)vurdering). Desuden forventer jeg, min indtægt vil stige fremover, men vil banken mon tage dette med i deres overvejelser? Jeg vil prøve at skrabe nogle penge sammen, så min mand kan få en advokat, der kan hjælpe med at få styr på denne triste situation. Forslag modtages derfor med kyshånd. Jeg beklager, jeg fik brugt alt for mange ord, det må uden tvivl være mit kvindegen. Til de af jer, som endnu læser med: TAK for jeres interesse. God søndag og gode hilsner Vicsan |
Hej Vicsan
På hjemmesiden startvaekst faldt jeg over nedenstående. Firmaet hedder Early Warning som hjælper virksomheder i krise. Du kan finde information, læse artikler og snakke med en af deres konsulenter.
http://www.startvaekst.dk/earlywarning.dk
Håber dette kan være en hjælp i den rigtige retning
Med venlig hilsen
Anne Schwalbe