Det med at jeg har givet mine informationer betyder egentligt bare, at jeg er overbevidst om, at jeg har ret, og hvis hun mener noget andet, må hun trække mig i retten.
Jeg mener ikke, at jeg skal betale erstatning, da det er et hænderligt uheld. Jeg gør alt korrekt. Så må hun sagsøge vinden.
Så er der vel ikke så meget at være bange for. Du kan være sikker på, at hun ikke trækker dig i retten for småpenge, så hvis du er konsekvent i din argumentation om ovenstående, så sker der ikke mere i sagen.
Jeg kan i øvrigt fortælle en oplevelse, som jeg selv havde, da jeg var studerende.
Stille og roligt kommer jeg trillende ud af cykelstien på vej til universitetet og træder ikke i pedalerne, da der ca. 20 meter længere fremme er rød lyskurv. Pludselig hører jeg en mand skrige bag mig "PAS PÅ", og inden jeg når at reagere (jeg når ikke engang at se manden), så bliver jeg vædret bagfra af en anden cyklist, som kommer med fuld drøn bagfra.
Der ligger sne på cykelstien, så der er faktisk kun plads til én cykel, så imens han åbenbart ville overhale mig (et helt umuligt sted) indfiltres vores cykler, og vi flyver begge over styret, og jeg slår en kolbøtte og lander på min rygsæk (hvor min computer ligger), mens han lander på knæ/mave, og slår sin cykelhjelm (gudskelov havde han sådan én på) ned i asfalten.
Hans bukser er revet itu, og hans cykelhjelm er flækket. Jeg selv ser heldigvis ud til at være sluppet med skrækken, men tænker ikke på min computer i rygsækken.
Manden begynder at råbe og skrige op om, hvordan det er jeg kører...! Jeg mener jo bestemt, at det er ham, som har kørt uansvarligt, og det bliver vi ikke enige om. Da jeg ikke umiddelbart har påtaget skade ved styrtet, så tænker jeg ikke på "erstatning" eller "skyld" og vil egentlig helst bare hurtigt komme videre til skolen. Men han er af en helt anden overbevisning, da han jo vil have mig til at erstatte hans bukser og cykelhjelm.
Jeg opfordrer manden til at ringe til politiet, for så kan vi da få afklaret, hvem som er den skyldige. Derudover er der en kvinde, som er stoppet op, og jeg spørger om hun så det hele, og hun fortæller, at hun så det hele, da hun lige kort før sammenstøddet var blevet overhalet af manden. Men hun har travlt, og er på vej til arbejde, så hun spørger, om hun må køre videre, og om vi evt. skal bruge vidner. Manden er rundt på gulvet og tænker ikke over vidner, og da jeg ikke føler, at jeg evt. måtte få brug for et vidne, så siger jeg til hende, at hun bare skal køre videre.
Så står manden og jeg tilbage, og han råber og skriger op, men ønsker ikke at tilkalde politiet, som jeg opfordrer ham til. Vi beslutter i stedet at udveksle kontaktoplysninger, og så tage snakken efterfølgende. Jeg får hans visitkort, og her får jeg dagens grin.
Det viser sig at være en stresscoach, og slogan'et for virksomheden er "kan du holde hovedet koldt i stressede situationer?".
Manden, som netop havde råbt og skreget som en nyligt undsluppen patient fra en galeanstalt, er simpelthen coach i stresshåndtering, og skal lære andre at tackle ovcerblikket, temperamentet, fokus, mv. i stressede situationer, og samtidig har han INTET talent for det selv. 
Jeg kommer i skole, og tænker pludselig "fuck... virker min computer?", men det gør den heldigvis! Pyha. 
Nå, men manden ringer nogle dage senere til mig (jeg havde faktisk glemt alt om episoden igen), og kræver, at jeg betaler for hans bukser, cykelhjelm, cyklen (som nu pludselig er blevet skæv) og for hans personlige "svie og smerte", da han nævner, at han har haft ondt i hovedet siden ulykken.
Jeg siger til ham, at jeg er ked af den situation han står i, men at jeg ikke mener, at at det er min skyld. Han påstår derefter, at jeg kørte og slingrede på cykelstien, og at jeg ikke kunne køre på cykel. En påstand, som jeg kun kan besvare med "jeg har i flere år kørt som amatørcykelrytter, og har i 2 år kørt med licens til danske cykelløb", hvorefter jeg igen opfordrer ham til at inddrage politiet i sagen, så vi kan få afklaret, hvem som er skyld i uheldet.
Hans modsvar er, at ALLE dem som han har talt med omkring ulykken giver ham ret i, at det er mig som er et fjols, og som bærer hele skylden, og at jeg selvfølgelig skal betale. Her kan jeg ikke undgå at more mig lidt indvendigt "alle dem han har talt med omkring ulykken giver ham ret". Måske er de simpelthen bare trætte af at høre på alt hans sludder, og taler ham efter munden...! 
Han ønskede stadig ikke at ringe til politiet, og da vi derfor ikke kan komme videre i telefonen, så må vi jo lægge røret på igen.
Så går der vel omkring 14 dage, og så ringer han igen!!! Han ville egentlig bare lige høre, om min samvittighed ikke trykkede mig, og at jeg alligevel ville betale. Så kunne jeg simpelthen ikke holde min latter tilbage længere! 
Skulle jeg nu have dårlig samvittighed over, at han kører mig ned bagfra! Det hele var nærmest uvirkeligt komisk.
Han blev selvfølgelig gal over min latter, og glemte alt om stresshåndtering, og råbte og skreg endnu engang, og endte med at smide røret på i arrigskab, og siden hørte jeg ikke mere til manden.
Nå, men denne historie var jo sådan set også bare en lang ligegyldig fortælling, som vel i bund og grund kun har meget lidt i fællesnævner med din situation. Så tolk selv, og tag hvad du kan bruge! 
Bliv gratis medlem
Opret bruger