Jeg er ked af at have slidt det ned I e rfanme dejlige. Kælderen er tømt nu, på nær det der skulle være dernede, o gjeg er klar på en tørn til med endnu mere mugen ud. Det bliver i morgen dog, Lige nu skal jeg sove - tror det er lidt over et døgn eller så, men yerh, det går fremad :)
Tak Ann og alle I andre.. det er fanme rart er det =)
Meh.. I gotta - planen for når jeg vågner: tøm kasser, sortér og få smidt ud - skab noget HYGGE her ( det er ikke så langt fra, men.. det bliver stadigt mere et hjem med at organisere og .. you know.. hygge sig med det? ( banale ting men.. det er 4 år siden jeg flyttede ind, og jeg har bare ikke gjort> det, you know? ) Tag ikke fejl forøvrigt, det her..det ville være sket alligevel, det må jeg understrege, men.. det sker hurtigere, og med en følelse af både ansvar og motivation, der før handlede om jeg skulle gøre det for mig alene, men.. yearh.. don't get me wrong, Emoer ikke det her, men det er så reelt som at jeg.. fa'me er glad for det her puf i poppoen og det at have nogen at dele det med.. Håber det er ok at jeg siger det, men det er bare sådan. Det er en underlig fornemmelse også, men.. helt reelt, kan fanme det her, gør det og jeg vil det, og jeg må reelt sige - og det her er en personlig oplevelse jeg gerne vil dele - 20 minuter siden? havde fem kasser stående i kælderen, var |-| < så tæt på at lade dem være, simpelthen fordi det er lang tid siden jeg har sovet, og jeg reelt er dødsens træt, men.. og det er her forskellen er, reelt, de sidste 33 år..? Der har de kasser fået lov at blive stående, HVER gang. Her til morgen? ( klokken 17:30 eller hvor meget ) - der hentede jeg dem sgu. Forstår? Der er umiddelbart meget at sige til det, men det kommer ned til, som et kendt citat på bunden af samfundet er: "Du fortsætter din tumlen nedaf, lige så længe det tager, indtil du har fundet DIN bund, efter det, der kan du samle op, og begynde at bygge op, men du skal finde din egen.." - og det er sgu vise ord. Ramte min for et par uger siden, og ville have, hvis den post der startede tråden var endt med et ganske almindeligt lån, så havde jeg måske fået noget gear, og kunne måske være startet efter planen, men jeg havde samtidigt været dybt dybt forgældet de næste tre måneder, stadig alene med det, og uden erfaringer og sparring i det jeg ville have bygget op. Om det var gået skidt eller godt, det er ikke til at sige, jeg er stadig den samme person nu, som jeg var for en måned siden, men jeg er reelt, føler jeg, med det her.. Ja i ved hvor jeg er - jeg er ikke alene, og jeg er ligepludselig RUSTET til den her fremtid - Kan jeg skrive alt det her, uden at forråde mig selv, eller den opbakning? Kan godt se at jeg.. tror dem der har mærket sig med det her, også forstår mig - reelt, jeg skrev Jean Valjean i en af de første tråde, og jeg tager det præcis. for det. - Hvis ikke i kender historien, så handler det om en straffefange Val Jean, der.. well.. der er to historier af dem - og i og for sig er de.. det er lidt pinligt det her lol - men jeg holder mig til andeby udgaven *G* men Jean her, han bliver presset ud i noget rigtigt skidt, bliver dømt til lang tid på gallajerne.. slipper fri, som flugtfange, men.. og det er det pudsige, med loven hængene over sig, med en dom og en erfaring der burde forråe ham, der bliver han til noget nær en mønster borger, men stadig på flugt fra loven. Da den indhenter ham, ser han sig nødsaget til at stjæle noget sølv hos et ægtepar, og da han bliver fanget, så forsvarer> den berøvede familie Jean, og GIVER ham de her lysestager med ordene: "Fordi vi TROR på dig."
Resultatet er, ihvertfald i andeby fortællingen, at Jean adopterer "covette" - en forældreløs pige, og sørger for hende i alt hvad han har, og well.. han bliver istand til at "pay it forward"? Historien er under alle omstændigheder dybt rørende, men det er sådan jeg har det. Kald det emo, det er fint, jeg er træt, og har skidt i bukserne i offentlighed, jeg kan ta' det, men det er reelt sådan.. ja.. det er her en ny begyndelse, og hold kæft hvor er det rart, tak.
S.
[Edit.] Efter nærmere overvejelser beslutter jeg at sende det her, men jeg vil sige, og det ret vigtigt: Den her historie holdes i live MED jer, ikke AF jer, håber I forstår.
Sov godt.
S.