Kære "frustreret individ"
Jeg betragter ikke dit indlæg som en tudetråd, og jeg ville aldrig stikke dig en pakke tudekiks for det - for det kunne være lige præcis sådan en tråd jeg kunne have skrevet i perioden 1996-2006 hvor jeg stod i en lignende situation som du selv.
I en alder af 21 år er jeg så uheldig at falde ned af en trappe, og en periode med kraftige smerter starter op, intet jeg prøver hjælper. Da jeg pludselig ikke kan arbejde, ikke kan fungere som jeg plejer og ikke engang nærmest kan klare at få slæbt mig ud af sengen, er jeg nærmest nødt til at sætte mig ned og tænke seriøst over hvad jeg vil med livet. En social fobi som startede da jeg var barn blusser op for fuld skrue, og angst, bekymringer og meget mere følger med i kølvandet.
Det er som at gøre dag til nat og jeg er nærmest klar til at grave mig ned i et dybt hul i en by langt langt væk fra det jeg kender - for flugt er det eneste jeg føler trang til. Alt i mit liv er påvirket og for hver gang jeg går et forsøg på at komme videre, måtte jeg gang på gang tage nederlaget når jeg prøvede og efterfølgende måtte opgive.
Jeg følte ikke at nogen forstod mig og jeg kæmpede hver eneste dag for at komme ud af sengen og tage imod en ny dag, en ny dag hvor jeg ikke kunne gøre de ting jeg elskede at gøre inden faldet ned af trappen.
Jeg begyndte at blive mere og mere "enspænder" - trak mig tilbage fra familiefester, fester med vennerne, og for hver dag virkede det bare som om det blev værre og værre. Men da jeg hele mit liv har været vant til at kæmpe, klare mig selv og ikke mindst "holde facaden" var der faktisk ingen der reagerede på hvordan jeg havde det, og ingen der foreslog mig at søge hjælp på nogen måder - og det er bare sådan at det sidste man kan se det er faktisk det man har mest brug for. At komme hen til målet er næste udfordring, men det skridt når man aldrig til hvis ikke man selv kan se at der er noget galt.
I 1998 bliver jeg gravid med første barn, naivt var præventionen smidt og pga. flere omstændigheder regnede vi ikke med at det ville blive så let at få vores første barn, så da graviditetstesten blot 3 mdr. efter p-pillerne var lagt på hylden blev positiv kom det første chok. Da vi havde vænnet os til tanken blev der bygget rede, der blev købt hus på landet (du ved der hvor der kun kører skolebusser forbi og hvor man faktisk ikke kan komme ret mange steder hen selv om man tager den) og jeg begyndte at forberede mig til rollen som mor.
Graviditeten gik over alt forventning og at bo på landet hvor der ikke var en masse mennesker jeg skulle forholde mig til var rent fantastisk.
Vores søn var perfekt, nem og jeg nød at gå hjemme med ham. Efter et ønske om at have de 2 år mellem børnene, blev jeg gravid igen og fik min datter knap 2 år efter hendes storebror var blevet født. Med børnene og graviditeterne begyndte ønsket om at søge mere information indenfor området at melde sig og i marts 2001 så en af de grimmeste hjemmesider dagens lys - det der i dag er blevet til en "lidt" kønnere og meget mere besøgt hjemmeside - www.min-mave.dk
Ønsket om at få flere børn meldte sig og sideløbende arbejdede jeg med mit hjertebarn. Omkring 2003 begyndte tankerne om faktisk at kunne gøre hjemmesiden til min levevej i stedet for at blive forsørget af det offentlige. Men uanset hvem jeg spurgte, selv om jeg kunne vise at der faktisk var en mulighed for at jeg kunne blive selvforsørgende i forhold til statistikker mm så forblev det en kamp hvor jeg rendte panden mod en mur.
Der var ingen hjælp at hente fra kommunen, fra familien, fra vennerne, fra banken eller nogen som helst andre. Den eneste grund til at jeg ikke opgav er at jeg er forbandet stædig og i det her tilfælde ville jeg bare vinde kampen.
Risikoen for at springe ud som selvstændig, de mange bekymringer, den manglende opbakning, det manglende netværk med ligesindede og min usikkerhed på om jeg faktisk ville kunne tackle endnu et nederlag holdte mig tilbage i yderligere 3 år.
I mellemtiden var familien vokset til 8 medlemmer - de nyeste så dagens lys i 2005. Jeg var pga mine fysiske og i høj grad mine psykiske symptomer af lægen blevet sygemeldt og gik derfor mest derhjemme og passede mig selv og min familie i min egen lille trygge verden.
I 2000 fandt ud af at mine mange daglige smerter skyldtes en dobbeltsidet nervebetændelse uden årsagen til den var bevist, og selv om det var rart at få en forklaring på mine smerter og daglige fysiske udfordringer hjalp det mig ikke videre - jeg var lige så fastklemt i systemet som jeg hele tiden havde været.
I feb. 2006 efter at kommunen endnu en gang havde afvist at støtte mig i at blive selvstændig, banken havde sagt nej til et forbrugslån på 50.000 - sendte jeg dokumenterne ind til Skat og fik mit momsnummer - jeg betragtede ikke mig selv som selvstændig, iværksætter eller lignende - nej, for mig var der et ønske om at få 20.000 kr ind hver måned (det beløb som jeg havde regnet mig frem til ville kunne gøre at jeg ville få ca. det samme udbetalt som da jeg var på kontanthjælp) og ellers så jeg stadig på mit voksende og efterhånden velbesøgte website som et hobbysite hvor jeg havde tilknyttet et momsnummer.
På daværende tidspunkt havde jeg selv 2 år forinden nået frem til at jeg havde socialfobi, men havde ikke modet, overskuddet eller støtten til at søge hjælp for den. Jeg var da ikke i stand til at tage med til familiefester, jeg "forsvandt" når vi selv skulle fejre det ene eller det andet fordi jeg ikke kunne klare så mange på en gang, jeg havde svært ved at gå ud til postkassen og hente post (for hele tiden var der en tanke der sagde, hvad nu hvis der er nogen der ser mig) Jeg kunne ikke handle, jeg stivnede når der kom venner på besøg (selv i situationer hvor de var blevet inviteret og jeg var forberedt på at de kom forbi) Jeg tog mindre og mindre med ud til vores fælles venner, jeg sad i indgangen når jeg skulle køre tog og jeg foretrak faktisk at tage en taxi fordi jeg var forberedt på alt der skulle ske.) Når jeg var ude blandt andre mennesker, især større forsamlinger, begyndte jeg automatisk at kikke ned og bøje ryggen, min teori var at så jeg ikke dem, så kunne de heller ikke se mig - det ved jeg nu er totalt forskruet tankegang, for jeg skilte mig netop ud fra mængden med min adfærd. Jeg havde store problemer når jeg skulle stå i kø, jeg drak og spiste næsten ikke når jeg var sammen med andre (for hvad nu hvis jeg spildte, ikke kunne lide maden, fik noget galt i halsen, skulle tisse eller noget lignende)
Alle disse eksempler er blev skrevet for at få en lille forståelse af hvor fanget jeg var i min egen krop og i mine egne tankemønstre, det eneste sted jeg havde det rigtig godt var hjemme og især når jeg arbejdede foran computeren og arbejdede med hjertebarnet.
Allerede kort tid efter vores tvillinger kom til verden i maj 2005 havde jeg fornemmelsen af at der var noget galt med tvillingerne, og desværre fik jeg ret, for at udrede hvilke udfordringer vi stod med måtte jeg derfor indlægges på sygehuset med mine tvillinger på dengang 14 måneder og jeg gik i panik. Min angst og socialfobi var på det højeste når jeg var "spærret inde" og ikke mindst fordi jeg vidste at jeg skulle forholde mig til alle de mennesker som endnu en gang arbejder der - når jeg så ovenikøbet skulle observeres og sørge for mine tvillinger - kunne jeg slet ikke overskue situationen.
Til sidst fik jeg en tid hos lægen og forelagde ham problemet, da indlæggelsen var nært forestående vidste jeg at den eneste måde jeg ville kunne klare mig igennem denne indlæggelse med tvillinger var at tage medicin i håb om at det ville hjælpe. Jeg ved nu at jeg var et virkeligt svært tilfælde. Lægen genkendte med det samme mine symptomer og da jeg hverken havde tid eller overskud/mod på det udskrev han seroxat - som den videnbegærlige person jeg er gik jeg straks hjem og læste på internetsider omkring dette medicin jeg havde fået udskrevet og resultaterne fra bivirkninger i forhold til dagligt brug af pillerne samt hvad der kunne ske når man ville evt. stoppe igen på et senere tidspunkt var så skræmmende at jeg ikke kunne få mig selv til at starte på medicinen.
Jeg ringede til lægen og fortalte hvordan jeg havde det, og hans svar var at det var han ked af at høre for han var så sikker på at tog jeg medicinen ville jeg i løbet af 3-4 uger have fået det meget bedre. Han lovede at hjælpe mig alt hvad han overhovedet kunne hvis jeg fik bivirkninger, og med den tro begyndte jeg på medicinen - den første uge havde jeg kraftige svedeture men ellers ingen bivirkninger og så skete det fantastiske. Jeg vil beskrive det som at gå rundt med skyklapper på inden medicinen og efter jeg startede på den begyndte jeg at få et bredere og bredere livsperspektiv - jeg begyndte uden at tænke over det at være mere tryg, mine urealistiske tanker og bekymringer forsvandt mere og mere for hver uge der gik, jeg begyndte at kunne se folk i øjnene, at nyde at være sammen med mennesker igen, og jeg kan fortsætte med at fortælle om små ting som skete og hvor jeg før ikke kunne gøre tingene begyndte jeg nu at kunne bearbejde og analysere hvad der skete, berolige mig selv og faktisk indimellem at tage det næste skridt og gøre det jeg frygtede, oftest med delmål så jeg f.eks. havde en ledsager til fester som jeg "klistrede" til, at jeg vidste jeg havde dankortet i lommen når jeg besluttede mig for at gå i stedet for at tage en taxi, og en af de ting jeg lærte var at jo mere jeg brændte for at gøre noget, jo nemmere var det også at få overtalt mig selv til at gøre det.
De redskaber jeg har brugt siden hen er :
- Altid have min. en udvej for at kunne gå tilbage
- Altid at tænke "Hvad er det værste der kan ske"
- At lære at genkende symptomerne og finde måder at berolige mig selv på, hvorefter jeg analyserede mønstrene. Næste gang kunne jeg så måske gå et skridt længere.
Jeg står i dag som iværksætter på 12 år - selvforsørgende på 6 år - og ved med mig selv at havde jeg ikke taget imod medicinen fra min læge kunne jeg have skrevet den tråd du lige har.
For havde jeg taget imod kommunens tilbud om "arbejdsprøvning" når mit mål var at blive selvstændig med det site jeg brændte for og som flere endda havde sagt ville være realistisk at kunne gøre til en levevej - så havde jeg mistet mit hjertebarn for at finde overskud til både arbejdsprøvning, at være mod til 6 børn og stå med sine udfordringer alene - det er for meget for en person - mand eller kvinde.
Du har lige nu ikke så mange valgmuligheder ud fra hvad du skriver og jeg synes du seriøst skal overveje at prøve medicinen - Hvad er det værste der kan ske?
Og spørg dig selv "Er de bekymringer værre eller bedre end der hvor du sidder lige nu.
Jeg tror på medicin til dem der har brug for det, og indenfor de psykiske sygdomme er medicin en hjælp til selvhjælp, for det er ikke noget mirakel i sig selv, man skal fortsat arbejde med sig selv, men skal lære at genkende sine gamle mønstre, man skal bearbejde de episoder som kan have været aktivt medvirkende til at forstærke ens symptomer - det er f.eks. ikke rart efter medicinen blev en del af min hverdag at erkende at der faktisk var mennsker jeg ikke brød mig om at være sammen med og at det slet ikke var socialfobien der gjorde at jeg undgik dem - den dag i dag er de ikke med i de personer jeg omgiver mig med.
Jeg tror et eller andet sted på at der er en højere mening med alt
- men havde jeg ikke faldet ned af trappen havde jeg nok ikke ændret mit liv og sat mig ned og tænkt over mit liv samt om jeg virkleig ville bruge min tid på snyltere som af sig selv forsvandt da jeg ikke havde overskud til deres problemer og havde brug for hjælp til mine egne
- Havde jeg ikke fået nervebetændelsen er jeg ikke sikker på at jeg havde fået mine dejlige børn
- Havde jeg ikke fået mine børn ville jeg ikke have startet Min-Mave.dk op
- Havde jeg ikke fået mine tvillinger ville jeg sikkert ikke have startet op som selvstændig
- Havde jeg ikke fået mine tvillinger ville jeg helt sikkert ikke have gået i behandling for mine psykiske udfordringer
Og så ville jeg ikke stå den dag i dag med hovedet højt hævet, stolt over det jeg har skabt, glad for alle dem jeg har hjulpet via websitet og med et vidunderligt liv fordi jeg bad om hjælp, tog imod den hjælp jeg blev tilbudt selv om det skræmte mig at starte på medicin, og fået mulighed for at give mine børn den hjælp som jeg aldrig fik som barn.
I en alder af 32 år finder jeg ud af at jeg har slåsset med så meget mere end socialfobi i mit liv, og rigtig mange brikker faldt på plads da jeg så den "røde tråd" ned igennem mit liv, de ting jeg havde gjort, de beslutninger jeg havde taget osv osv.
Jeg har ikke fortrudt nogle af de ting som er sket, det har været en hård kamp med ekstrem mange tårer - men jeg vandt og det er jeg dælme stolt af.
Hvis du rent faktisk nåede til slutningen af mit indlæg ved du at jeg ikke dømmer dig hvis du fortsat kæmper for at få hjælp med terapi uden medicin, vi er alle forskellige og jeg ville ønske at jeg kunne love dig at din virkning vil være lige så fantastisk som min har været.
Men det kan jeg desværre ikke - jeg var en af de heldige og det er jeg meget taknemmelig for - for det liv jeg nu lever på 6 år er lige så fyldt med udfordringer som det gamle liv jeg levede, men nu kan jeg i det mindste tænke, samarbejde og dermed faktisk have overskud til at finde løsningerne til mine udfordringer. Det havde jeg ikke før.
Lad høre fra dig, jeg håber du får den hjælp du allerede har erkendt at du har brug for - uanset hvilken måde du kommer hen til dit mål. Fortsæt med at kæmpe, der er ingen der bagefter takker dig fordi du blev siddende og ventede på hjælp der aldrig kom, og tro mig, der er heller ingen der takker dig fordi du finder løsningen.
Du er ikke alene, jeg ved hvordan det er "ikke at kunne tage sig sammen", hvordan det er at blive stemplet som kontanthjælpsmodtager (som den slags der bevidst udnytter systemet) og "bare at gå derhjemme".
Kæmp videre, du vil ikke fortryde det når du kan se tilbage på forløbet efterfølgende og har skabt et bedre liv for dig.
Bliv gratis medlem
Opret bruger