Jeg ~>MÅ<~ ikke komme på arbejdsmarkedet.

Hejsa,

Jeg skriver herinde idet jeg har fulgt med på sidelinjen et stykke tid, og mener at der måske kunne være nogle kompetente hovedet som kan komme med et råd, eller i det mindste få denne tråd lagt op til debat herinde.

Overskriften i sig selv virker overdrevet, men det den ikke. Jeg må bogstaveligt talt ikke komme på arbejdsmarkedet.

Hvad får mig til at konkludere dette?

Jo, nu forklare jeg sagen kort, og så vil man få et indblik i hvordan kommunen reelt set arbejder - eller i al fald den pågældende kommune - og i den pågældende sag.

Sagen kort:

Jeg lider af angst. Jeg har lidt af angst i omkring 2 år, og er i 2 år blevet smidt frem og tilbage mellem forskellige forløb, som eftersigende skulle være ret gode, og kunne hjælpe mig på rette vej. Den angst jeg lider af er diagnosticeret som værende "socialfobi".

Socialfobi er en mental sygdom der i sin slemmeste form gør at du mentalt ikke er i stand til ret mange ting, der involvere mennesker, få såvel som mange. Jeg har en meget, meget slem angst, og kan ikke rigtig tage til familiekomsammener, tage en uddannelse eller på nuværende tidspunkt have et job. Mentalt siger jeg fra. De forløb jeg bliver tilmeldt, har jeg en fraværsprocent der minder om 70-80%. Jeg kan end ikke tage bussen ind til byen, eller gå ordentlig på strøget - jeg kan nærmest ikke tage i Netto uden at tro at alle kigger på mig.

Socialfobi er en mental sygdom som kan "helbredes" så at sige - det "eneste" der skal til er psykoterapi som måske skal kombineres med medicin i starten. Allerede fra dag 1 af har jeg forsøgt at få hjælp til denne form for behandling - men det tilbyder kommunen ikke til personer over 18 år.

Kommunen tilbyder derimod et nedslag i prisen til en psykolog, og ellers kan man komme gratis til psykiater. Min læge ønsker at jeg kunne komme på psykiatrisk afdeling på sygehuset, men de mener ikke at jeg er "mentalt syg nok" til at være en del af en sådan gruppe - altså psykiatrisk afdeling.

Hvordan ser det så ud?

1. Jeg kan ikke få behandling hos psykiatrisk afdeling.
2. Jeg kan komme til psykiater - som jeg har været - men det har været piller, piller og piller - ingen samtaler.
3. Jeg kan komme til psykolog mod at jeg selv betaler 700 kroner per behandling.

Godt så. Jeg måtte for 2 år siden grundet en uheldig episode (inklusiv min pludselige angst) flytte hjem til mine forældre. Her har jeg nu boet i 2 år. Jeg får 3.000 kroner i måneden ca. og har regninger for 2.000 kroner om måneden - det er grundet noget ubetalt skat og noget andet gæld. Det er ikke til mobiltelefon osv. nej det er gæld og vigtige regninger. Jeg har så 1.000 kroner i overskud.

1.000 - 700 = 300 tilbage = 1 time hos en psykolog 1 gang i måneden.

Der hvor tråden knækker er:

De forløb jeg har været på har kostet mellem 10.000-15.000 kroner om måneden. Det nyeste skud på stammen er et "aktiveringssted", som koster kommunen intet mindre end 14.000 kroner om måneden.

For den nette sum af 14.000 kroner om måneden får jeg nu lov til følgende:

1. Male malerier
2. Lege med perler
3. Lægge puslespil
4. Lave mad
5. Lege med træ
6. Læse illustreret videnskab
7. Se VHS-bånd til trods for at der ikke er noget fjernsyn og ej heller en vhs-afspiller.
8. Spille computer - til trods for at 70 mennesker skal dele 1 computer som ikke kan gå på internettet.

For 14.000 kroner i måneden kunne jeg få 20 psykolog-timer i måneden, og blive "helbredt" inden for 4-5 måneder (forventet)! Nej, nu er jeg derimod skrevet op til et forløb på 9 måneder hos denne private aktiveringsmulighed.

9 måneder x 14.000 = 126.000 kroner.
5 måneder x 2 ugentlige psykologtimer (8x700) = 28.000 kroner

Det er fucking frustrerende!

2 år! 2 fucking år - det er forbandet mange penge de har brugt på mig! FORBANDET MANGE! Problemet kunne være blevet løst for LANG tid siden, såfremt de havde tænkt sig om og blot givet mig de psykologtimer - så havde jeg vel sagtens nu allerede betalt dem tilbage igen i skat. Nu er jeg derimod blot en udgift i yderligere 9 måneder, hvor jeg ikke engang vil dukke op i størstedelen af tiden, idet det er komplet ubrugeligt.

For at være helt ærlig så er jeg ved at give op. Ikke nok med at min familie og omgangskreds konstant og hele tiden, beder mig om at tage mig sammen og komme op på hesten, så fucker kommunen også med mig. Overstående tilbud kalder de "det bedste tilbud vi kan give dig". Havde jeg en rygskade man kunne se på røntgen eller et brækket ben, så havde folk klappet i, men nu hvor der intet fysisk er at se - så er det jo bare at tage sig sammen. Toptåber er de eneste der kommer med disse konklusioner (inklusiv mine forældre, brødre, venner og generelle omgangskreds).

Er der noget at sige til at statskassen bliver mindre og mindre? Jeg vil ikke nasse på samfundet, jeg vil derimod gerne bidrage til samfundet, men min mentale tilstand gør det svært for mig, men kommunen aner ikke hvad de laver og foretager sig - de smider og kaster bare rundt med de som rent faktisk har en reel mulighed for at blive en del af samfundet igen.

Intelligentsmæssig fejler jeg absolut intet! Mine drømme er store, og jeg vil gerne starte selvstændig på et tidspunkt - men det er der ret lange udsigter til lige nu. Jeg vil først gerne have en uddannelse, men også det er der lange udsigter til, så længe jeg ikke har en jordisk chance for at få styr på min hjerne.

Awesome... jeg kommer nok bare aldrig videre så. Jeg har ingen rige forældre eller en rig onkel som lige kan betale, eller lægge ud for mig, til jeg kan betale tilbage igen.

Og ja - det her skal fanme betragtes som en tudetråd! For det er hvad jeg gør. Jeg tuder fanme. Det er SÅ meget spild af mit liv, og statens penge. Et problem der kunne være løst på knap et halvt år, strækker sig nu til at vare knap 3 år.

Hej frustrerede

Der er INGEN, der kan love dig, at dit problem kunne løses på et halvt år, om du så fik verdens bedste hjælp. Hvis jeg var dig, ville jeg gå hen på det værksted og male malerier og lege med perler - eller tag dog en god bog med, hvis du foretrækker det. 

Så snart du er klar til at tage nye udfordringer op, forlader du stedet og glæder dig over, at du faktisk mødte mennesker, hvilket du har brug for. 

Som du sikkert ved, støder man tit ind i selvmodsigelser i de kommunale systemer. Det vigtige er ikke at give op. Det kan være svært, men tag kontrollen selv, så godt du kan lige nu. Selvfølgelig kan du da komme videre!

Hej,

Det lyder som en ærgelig situation. Jeg vil bare helt kort anbefale dig alligevel at opsøge en psykolog - men helt bestemt en kognitiv terapeut.

Kognitiv terapi er meget effektivt mod alle typer for angst og virker meget hurtigt. Din læge eller psykiatiker er ikke uddannet til effektivt at behandle angst. Du kan få en henvisning til 10 psykolog timer fra din læge og så opsøge en kognitiv terapeut med ordning med sygesikringen: http://www.sakt.dk/terapeuter.asp.

Jeg vil meget anbefale dig at finde de omkring 200 kr pr. gang du skal af med og så besøge en kognitiv terapeut.

Du har en god pointe, og dit indlæg er velskrevet. Har du overvejet at gå til aviserne med din historie? For du har helt ret i at det jo er tåbeligt at de vil bruge så mange penge på noget som ikke hjælper dig og som er dyrere end den hjælp du virkelig har brug for.

Jeg er sikker på at hvis du henvender dig til de forskellige aviser, så skal der nok være nogen som synes at det er en god historie. For alle som læste historien ville jo synes det var komplet idiotisk at kommunen bruger så mange penge på at du kan lege med perler i stedet for at betale for at du kan gå til psykolog.

Det er i sådan et tilfælde at EB eller BT måske faktisk kan bruges til noget?

Jeg føler virkelig med dig, og forstår dig 100 %.

Jeg har selv en kone, der lider af forskellige personlighedsforstyrrelser heriblandt socialfobi, ikke i samme udbredt grad som dig, men det hæmmer hende voldsomt i det daglige. Sammen med de andre personlighedsforstyrrelse er hun heller ikke istand til at passe et alm. arbejde.

Det tog kommunen 2 år at erkende at hun var psykisk syg, og det trods for læges erklæring, psykolog´s erklæring, indlægges på psykiatrisk afdeling og udtalelser for hendes kontakt person ved... ja selvsamme kommune. I de 2 år havde kommunen presset hende, betvivlet hende og fået hende mast voldsomt op i et hjørne.

Konsekvensen blev, at vi her i husstanden (2 voksne + 2 børn) kun har min indtægt, som ligger omkring 12000 pr. måned. Så vi har ganske enkelt valgt at trække hende væk fra arbejdsmarkedet i håbet om at "roen" er med til at hjælpe hende. Måske ikke tilbage til arbejdsmarkedet, men så til et liv hvor hun har det godt!.
I går startede hun med at hjælpe lidt i min lille virksomhed.... 30 min. hver dag er målet til at starte med.... og måske... en dag 5-6 timer dagligt.

Vi lever på en sten og har kun til ren og skær overlevelse.... = mad og drikke. 

Selvom det ikke er fedt eller sjovt, så er det bedre end alternativet, hvor min kone går endnu længerer ned... også er det noget vi har valgt selv. Medicin og psykolog skal min kone bare til, også må alt andet vente. At jeg så skal gå i det samme sæt tøj og vaske om natten, ja det overlever jeg sgu nok :)

Min pointe er ikke at du skal melde dig ud, men at du for ALT i verden skal tage imod behandling. Det er bedre at du går sulten i seng en aften end at du ikke bevæger dig fremad i den rigtige retning... det hjælper ingen!.  

Så min pointe er at du skal, så vidt det er muligt, forsøge at tage ejerskab over dit liv. Jeg ved fx. der findes andre muligheder for hjælp end lige en psykolog til 700 kr. i timen.... måske ikke så godt, og skulle det så tage 2 år at komme af med din angst, er det bedre end at står stille.

Held og lykke med det, jeg føler sgu med dig!.

Det lyder ikke så rart for dig det der.

Giv ikke op jeg tror du skal tvinge dig selv til små ting, som handle ind i Netto selv om du ikke har lyst,
tage bussen selv om du ikke har lyst.

Lykkes bare en af tingene har du taget første skridt hvor du kan sige det kunne jeg da, selv om jeg aldrig troede det og på den måde få mere selvtillid.

Prøv også motion som løb og andet det vil sikkert også kunne hjæpe.

Jeg ville melde mig ind her: http://www.angstforeningen.dk/

Håber du finder en udvej :)

Hej trådstarter jeg læste lige dit indlæg og kom til at tænke på online uddannelse var det noget? Nu skriver du jo ærgeligt nok ikke hvad det er du vil uddanne dig til men jeg ville gerne hjælpe dig igang med at få noget online uddanelse hvis det er kan du bare sende mig en pb :-)