Lynhurtig introduktion. I 2007 bliver jeg student og ansøger direkte til journalistuddannelsen på Syddansk Universitet i Odense. Jeg kommer ikke ind. Herefter arbejder jeg lidt i et års tid, mens jeg tænker over, hvad det så skal være. Jeg når at blive ind og udmeldt af tre-fire forskellige uddannelser, inden jeg søger ind på HA (psyk.) på CBS i København. Jeg kom ikke ind og valgte derfor at læse HA Almen i Odense, hvor jeg stadig er indmeldt i dag. Men sideløbende har journalistikken altid været min drøm. Derfor tog jeg en drastisk beslutning i marts om, at jeg ville forsøge én gang til. Jeg sendte en motiveret ansøgning af sted, og det videre forløb følger nedenfor. Du kan læse min motiverede ansøgning her. Vi var i alt 436, der søgte journalistik i Odense. Den 9. april var 226 indkaldt til optagelsesprøve. Efter prøven havde jeg sommerfugle i maven i tre uger i træk. Jeg havde det som om, at jeg var nyforelsket. Lørdag den 30. april fik jeg besked om, at SDU havde "glæden af at kunne invitere mig til samtale". Samtalen er det sidste led i processen. Nu er vi 125 og kun 25 skal sorteres fra, hvorefter de sidste 100 kan se frem til studiestart i august. Jeg bestod prøven med 12,57 point, og testens grænsescore var 7,52 point. Samtidig fik jeg gjort opmærksom på mig selv i forbindelse med, at der var fejl i én af de fire delprøver under optagelsesprøven. Nu er jeg i hvert fald sikker på, at centerlederen ved, hvem jeg er :-) Humlen i det her, at jeg forfulgte min drøm og nu står jeg i en situation, hvor den meget snart kan blive til virkelighed. Og det er jeg simpelthen så glad for og jeg emmer af glæde fra jeg står op om morgenen til jeg går i seng om aftenen. |
Fedt at du kæmper for det du drømmer om!
Jeg ønsker dig held og lykke i den sidste udvælgelse - og ja, Just Do It er verdens fedeste slogan! ;-)