Bliv gratis medlem
|
juristen skrev dette indlæg: 05-16-2009 11:08:
I stedet for at skyde dig motiver i skoene til din påståede uenighed, sådan som du selv gør længere nede, vil jeg hellere forsøge mig med argumenter. Det er min erfaring, at det gør et bedre indtryk på eventuelle tilhørere.
Det hedder vist med et fagudtryk et cirkulært udsagn. Jeg læser videre og ser, om der dukker noget reelt indhold op.
Det hører efter min ydmyge opfattelse fortiden til, at skyldnere / ikke-skyldnere blot passivt skulle afvente kreditor / ikke-kreditors næste tiltag, når nu retsordnen stiller andre og mere fornuftige muligheder til rådighed for den skyldner / ikke-skyldner, der ønsker at tage et ansvar. Som bekendt skal rykkerskrivelser have været afsendt med rimelig grund for at udløse rykkergebyr. I et retssamfund er det en dommer, der skal synes, at det har været en god idé at rykke. Det er også forbundet med den fordel, der ikke skal undervurderes, at man har rettens øre på en helt anden måde, når man selv har taget initiativ til at få sagen afgjort, og - selvom det i en ideel verden burde være uden betydning for skyldsspørgsmålet - at betalingsmodviljen ikke dækker over en dårlig undskyldning for manglende evne til at sætte tæring efter næring. Vi bliver nok ikke enige om størrelsen af den reelle risiko i den virkelige verden for at udløse et anerkendelsessøgsmål, men vi kan vel nok blive enige om, at fremgangsmåden med at bestride omkostninger ikke kan lade sig gøre, hvis der ikke er nogle omkostninger at bestride.
tilkendte sagsomkostninger. Det er rigtigt nok, men det er også irrelevant for den problemstilling, som jeg ridser op.
Det er da en mulighed, noget traditionel og ikke særligt innovativt. Jeg vil længere nede komme ind på, hvorfor det ikke altid er den bedste mulighed.
Og hvis kreditor ikke stævner, så svæver den i luften. Så undgår man også at komme i en situation, hvor kreditor anlægger sag umiddelbart før forældelsens indtræden, og debitor taber sagen på bevisnød. Typeeksempel: Debitor, der kunne være en pæn borger med gode økonomiske forhold, føler sig beklikket på sin ære i en grad, der får den økonomiske side af sagen til at synes underordnet. Inkassator bør altid overveje risikoen for, at modparten er villig til at bruge så mange ressourcer på processen, at det bliver urentabelt at inddrive kreditors tilgodehavende. Et typeeksempel til: Debitor kan være hjemløs og ikke supergod til at håndtere breve og stævninger og den slags, for nu at tage et helt anderledes eksempel. Hvis debitors subjektive forhold udgør en reel risiko for at lide et retstab, så er det nok en god idé, at debitors rådgiver udviser lederskab i forhold til sagens eventuelle videre forløb. I forbrugersager giver det ofte mening at udskille den gode del af sagen (som kunne handle om omkostninger) til retten, så man kan blive tilkendt sagsomkostninger af den del af sagen, mens man tager den del af sagen, hvor procesrisikoen ikke kan afvises som teoretisk, i et klagenævn, hvor der ikke afregnes sagsomkostninger, bortset fra et beskedent klagegebyr. I huslejesager kan denne fremgangsmåde være eneste mulighed, fordi husleje- / beboerklagenævn har kompetencen til at behandle hovedstolen i første instans - og samtidigt ikke er kompetente til at behandle renter og omkostninger.
Nu er det mig, der ikke kan følge dig. Det plejer at være sådan, at taberen - hvis han har nogle penge - betaler sagsomkostninger til vinderen. En besparelse kan jeg kun få øje på, hvis sagsøgeren skulle gå hen og tabe sagen, eller hvis sagsøgte er insolvent. I det sidste tilfælde kan jeg også få øje på en besparelse, hvis kreditor dropper sagen. Så sparer kreditor da retsafgiften. Hovedreglen om sagsomkostninger står i Retsplejelovens §312, stk. 1. Der er undtagelser.
Jeg går her ud fra, at du her tænker på typetilfældet, hovedstol anerkendes, omkostninger bestrides. Det er en populær misforståelse, at debitor skal betale det fremsatte krav for at undgå en retssag. Men det forholder sig anderledes. Debitors erkendelse af gældens rigtighed er tilstrækkeligt til at yderligere omkostninger i forbindelse med retssagens behandling. Teoretisk kan man argumentere for, at debitor bør tilkendes omkostninger i sådan en situation, men i praksis, som jeg kender til, betaler ingen af parterne omkostninger til den anden i sådant et tilfælde. Hvis debitor både bestrider hovedstol og omkostninger ville den traditionelle taktik (fra før småsagsprocessen gjorde de små krav procesbare) gå ud på at lade være med at betale og så iøvrigt foretage sig ingenting, hvis kreditor ligeledes foretager sig ingenting. Men hvis det drejer sig om et betydeligt beløb, og der er udsigt til en langvarig retssag, gør udsigten til at betale dyre procesrenter det til et attraktivt valg at betale og så anlægge retssag for at få pengene tilbage. Ved at vælge den fremgangsmåde sparer debitor, skulle en retssag gå ham imod, procesrenterne. Og skulle han være så heldig at vinde, så får han ikke blot sine penge igen, ham får dem også forrentet særdeles attraktivt.
Det er jo ikke altid, at det kan lade sig gøre. Det kunne fx forholde sig sådan, at kreditor har forsømt at give debitor de oplysninger, som er nødvendige for at vurdere, om debitor vil betale, og så kan kreditor ikke anlægge retssag med den virkning, at debitor skal betale omkostninger.
Hvor i Højesterets afgørelser læser du, at spørgerens fordring kan tages til inkasso og udløse inkassoomkostninger? Der kan hurtigt opstå uenighed om, om "lovgivningen har været overholdt". Med lånte ord om den hermed forbundne risiko for advokat/inkassobureau, såfremt debitor klager: "Men det er inkassator, der bærer risikoen for, at vurderingen af indsigelsens karakter som åbenbart grundløs efterfølgende tiltrædes." Citaterne stammer fra en af de seriøse inkassoadvokater: Kravet om, at indsigelsen skal være åbenbart grundløs står ikke direkte hverken i Renteloven eller i Højesteretsdom. Det er inkassoadvokatens vurdering - en vurdering som jeg i øvrigt er enig i. Notatet, der har været delvist offentligtgjort i Advokaten, omhandler begreberne, "god inkassoskik" og "god advokatskik" i relation til inkasso på baggrund af en gennemgang af konkrete afgørelser fra advokatmyndighederne i forhold til advokater og Rigspolitiet i forhold til inkassobureauer. Inkassoadvokaten indtager det standpunkt, som jeg fuldtud kan tilslutte mig, at "Praksis viser, at inkassobureauerne ikke har haft held til at anlægge samme vurdering som Rigspolitiet." Dette synspunkt begrunder efter min opfattelse, en vis tilbageholdenhed med at benytte inkassoburauer, som efter min opfattelse er useriøse. Men også i forhold til en seriøs advokat, der gerne vil tage fordringen til inkasso, siger jeg: Hvorfor ikke bare gå direkte i byretten og få en afgørelse af hovedstolen i stedet for at åbne sig for, at modparten kan anlægge sag om omkostninger og måske endda vinde og blive tilkendt sagsomkostninger. Det er ikke "kun" er inkassosalæret, der står på spil. Advokatens ære - der er faktisk mange hæderlige advokater, der har sådan en - står også på spil, og så er der lige tidspildet med en grundløs diciplinærklage eller tidsforbruget med en diciplinærklage, der munder ud i en irettesættelse eller diciplinærbøde til advokaten. Og så står du som klient stadig tilbage med en hovedstol, der ikke er afgjort, og den involverede advokat / inkassobureau må bruge gratis tid på en klagesag, som for advokaters vedkommende kan ende med en diciplinærbøde. Og klinten, der har penge til gode, er ikke kommet sine penge et skridt nærmere. Og til sidst, lige et praktisk forekommende eksempel på en situation, hvor et anerkendelssøgsmål mod inddrivelsesomkostninger (rykkergebyr og inkassoomkostninger) giver mening:
undlader at sagsbehandler debitors indsigelser. Hvis debitors henvendelser overhovedet registreres, så går svaret blot ud på at kravet fastholdes, uden at der oplyses en begrundelse for, hvorfor debitors indsigelser forkastes. Ofte savnes såvel underskrift som anden angivelse af en person, der vil lægge navn til, og meget ofte ses i bunden af samtlige henvendelser et indbetalingskort med et beløb, som ikke er udspecificeret noget sted i korrespondancen. Ofte sidder man med en fornemmelse af, at forretningsmodellen går ud på en investering i kuverter og papir, og så håbes der på, at adressaten kan skræmmes til en indbetaling. Den forretningsmodel skal nok tænkes om, når man udover omkostninger til frimærker også skal indkalkulere kr. 1.540,- (kr. 1.330,- hvis modparten er momsregistreret) til ikke-skyldnerens rådgiver, når man nu efter småsagsprocessens indførelse ikke længere kan sove trygt på, at ingen advokat frivilligt påtager sig et stykke arbejde for det beløb, hvor af kr. 500 er retsafgift til staten, og resten forventes at dække advokatens husleje, sekretærløn, bogholderløn, ansvarsforsikring, topskat, moms osv. Tilsvarende har jeg stor en forståelse for, at kunder der ikke betaler deres regninger ikke bare er møgirriterende men også en hindring for at drive en seriøs virksomhed med konkurrencedygtige priser. Jeg har også forståelse for, at villigheden til at lave gratis arbejde for ikke-betalender kunder ikke er stor. Begge parter må gøre sig overvejelser om, hvor langt man vil gå, men det er efter min ringe opfattelse uetisk at forsøge at overvælte egne sagsbehandlingsomkostninger på modparten ved at fremture med gode eller dårlige krav og overlade sagsbehandlingen / tilbagevisningen til modparten. Der kommer et værdighedselement ind i billdet, som jeg tillægger større vægt end rene økonomiske betragtninger. I et retssamfund består der ingen forpligtelse til enighed. Det er uværdigt og krænkende at blive behandlet som en dårlig betaler, når man ikke har økonomiske problemer, men blot ikke vil betale et krav, som man ikke er enig i. Det er unødigt konflikteskalerende og med til at skabe unødvendige "æressager", hvor klienten er villig til at give sin advokat flere penge, end modparten har forlangt. Når jeg får sådan en sag ind, så går min opgave ikke ud på at udtømme alle muligheder for skrive ph.d. om al mulig tænkelig jura, som sagen kunne tænkes at bære og bruge tid på lange pennefejder med modparten. Min opgave går ud på at skabe værdi for den konkrete klient, som har henvendt sig. I en variant, hvor klienten ofte er en velsitueret ældre person fra den pæne generation og fra en tid, hvor man "man" ikke gjorde vrøvl, tilføres klienten ikke værdi ved at blive sparet for en udgift, som er uden betydning for klientens økonomiske situation. Nej, opdraget går ud på at skaffe klienten af med plageånden og de mange breve, telefonopringinger og personlige henvendelser, der gør ikke-skyldneren utryg. Her skulle man umiddelbart tro, at betaling af det fremsatte krav kunne formilde ikke-kreditor. Det kan det bare ikke, hvis hele sagen udspringer af, at kreditors forretningsgange ikke er betryggende, regninger bliver dobbeltudsendt, indbetalinger bliver afskrevet på nye krav (det kan måske dreje sig om at regninger for forskellige perioder overgives til inkasso, indbetalinger bliver ikke registreret, somme tider kan debitor også have et medansvar herfor, fordi debitor har mistet overblikket og betalt regninger forkert (fx betalt til telefonselskabet efter overgivelse til inkasso, eller betalt til inkassoselskabet efter at sagen har været sendt tilbage pga. indsigelser.) Sådanne inkassobureauer kan have dygtige sagsbehandlere - måske endda jurister, men det er bare ikke dem, der sagsbehandler. Men når de får en stævning, så ryger den ind på en dygtig sagsbehandlers bord, så sagen kan blive stoppet. Mvh. Ulrik Guldbæk |
og når det så er sagt, :D hvorfor så ikke bare acceptere et uafhængigt skøn fra en 3. mand, hvis debitor betaler omkostningerne til en sådan? Hvis du er sikker på at dit arbejde er faktureret efter gængse priser, så er det vel en nem måde at lukke sagen på.
Desuden så kunne jeg ikke lade være med, at grine da jeg læste dit problem. En jyde, der ikke vil betale sjællandsk tarif for håndværkerarbejde :D hehe. Du må jo bare forklare ham, at det er dyrere ovre hos jer, da i betaler skat.
Opret bruger