Jeg har købt mange ejendomme på tvang. Nogle gange med større held end andre.
Når du køber på tvang skal du først og fremmest være obs på at der ikke er nogen reklamationsret. Viser det sig at det købte ikke lever op til forventningen er det ærgerligt, men du kan ikke gøre noget ved det. Jeg tager derfor altid en byggesagkyndig med ud at besigtige huset inden jeg byder. Det koster 5-15K afhængig af ejendomstype.
Det "kan" være en fordel at overtage eksisterende gæld i ejendommen men er det langt fra altid. Hvis ejendommen er overbelånt kan du reelt nå en realkreditfinansiering på 100 % af købesummen. Eneste du så skal stille med i kontanter er størstebeløbet. Refinansierer du ejendommen efter køb er det de almindelige lånegrænser der gælder. Er din økonomi nogenlunde i orden kan du oftest få en aftale med sælgers kreditorer om overtagelse af gæld, hvis det er det du ønsker. Når du nu alligevel har fat i dem kan du også høre om de vil indgå en hammerslagsaftale, dvs. en aftale om at hvis du byder over X kr. så vil de ikke overbyde dig.
Med hensyn til finansiering så skal du være opmærksom på at du overtager risikoen for indfrielse af de eksisterende lån, dvs. at såfremt sælgers lån er f.eks. et flexlån der kun kan indfries til overkurs så er det dig der betaler overkursen. Tilsvarende hvis det indfries til underkurs, så er det din gevinst.
Knæk og bræk med det.