Jeg har været inde på Realkonsulentens hjemmeside og prøvet at bestille et gratis udsnit af bogen.
Uanset hvad jeg har prøvet, er det ikke lykkedes at komme igennem.
Da du har oplyst at du vil stifte et ApS og starte med at købe en lejlighed til udlejning, får du disse helt grundlæggende oplysninger, som du skal vide under alle omstændigheder og ikke behøver at læse i en bog.
- et nystiftet ApS bliver normalt ikke godkendt som køber, når der ikke foreligger noget regnskab. I visse situationer kan der være den undtagelse at man råder over en kapital der er betydeligt større end differencen mellem købesummen og de 60% man normalt kan låne i en udlejningsejendom.
- inden du kan købe, skal du bank- eller kreditiforeningsgodkendes. Du går til din bank med alle skatteoplysninger om formue og indtægter. Banken fastsætter herefter størrelsen af den købesum du kan blive godkendt til og udsteder en slags købsbevis. Det er også den fremgangsmåde en køber, som vil købe bolig til eget brug, skal anvende
- du kan for eks. købe ejerlejlighed, andelslejlighed, anpartslejlighed, aktielejlighed.
- inden du overhovedet lægger dig fast på et køb, skal du gennemgå vedtægterne for den forening boligen ligger i. Ofte kan der være udlejningsforbud som forhindrer dig i fremleje. Man skal selv bo i boligen.
- du skal også nøje gennemgå referater fra de sidste generalforsamlinger, for at sikre dig, at der ikke er vedtaget ombygninger eller andet, som vil medføre betydelige stigninger i fællesudgifter. Det kan forrykke hele dit budget.
- den leje du kan opnå, kan aldrig overstige det lejedes værdi, hvilken beregnes i forhold til huslejen på en tilsvarende lejebolig i det område hvor din bolig er beliggende. Der tages også hensyn til istandsættelser m.v. Hvis lejen overstiger det beløb som fremkommer ved en undersøgelse, kan du risikere at huslejenævnet nedsætter huslejen, evt. med tilbagevirkende kraft, hvis din nye lejer klager over lejen.
- du kan altså ikke fastsætte huslejen ud fra dine udgifter til prioriteter, skatter m.v., hvorved der nemt kan opstå et underskud. Det skal forinden køb beregnes grundigt.
- jeg går ud fra at du har sat dig et mål for i hvilken størrelsesorden du påregner at opspare kapital. Prøv allerede nu at øve dig ved at finde en bolig som kan købes inden for den ramme du påregner og foretag de tiltag som er anført her. Du vil se at det ofte kan være svært i det hele taget at opnå likviditetsoverskud.
I øvrigt tak for din PB.
Mvh
Jørgen