Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Spørsmål til udvikling af app og forretningsgrundlag

Side 1 ud af 2 (12 indlæg)
Tilmeldt 4. Dec 16
Indlæg ialt: 18
Skrevet kl. 01:18
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej allesammen

Jeg er ny på Amino, og jeg mener selv at jeg har fået en rigtig god idé til app
Efter at have lavet noget research, samt en primitiv forretningsplan, mener jeg at der er eksistensgrundlag for at gå videre med denne forretningsidé.
Idéen er udsprunget, delvis ud fra eksisterende samfundsbehov, delvis af nye samfundsmæssige strømninger og dels fra min egen situation. 

Der er visse aspekter af min idé, jeg er i tvivl om, så jeg ville ønske at jeg havde nogle at sparre med. Fx mangler jeg generel viden om virksomheder og deres eventuelle vinkel på min idé. Dette skal jeg indhente mere viden om, inden jeg beslutter mig for at investere tid og penge på projektet. 
Som jeg ser det, er det er stort projekt, men med et enormt potentiale. Der vil være rigtig meget benarbejde, og det er jeg mere end villig til at udføre. 

De konkrete spørgsmål jeg har lige nu, handler om udvikling og priser på app udvikling. 
Min app skal indeholde:

- to separate databaser, og den ene skal have en betalingsdel tilknyttet. Dvs. at den ene database skal betale for visse (max 2) tjenester i app’en, mens den anden del af databasen ikke skal betale.
- Fælles for alle i begge databaser, er at de skal kunne oprette en profil. Denne profil skal indholde nogle faste kriterier, hvor profilen fx kan krydse af ”ja” eller ”nej”. Samt muligheden for at skrive en fritekst. 
- en avanceret søgemaskine, der kan søge ud fra faste kriterier og afgrænsninger.
- Søgemaskinen (frisøgning) skal også kunne hente nøgleord fra en tekst i en profil, således at alle der har skrevet dette nøgleord i deres profil, bliver hentet/fremhævet.
- en funktion der matcher profiler, ud fra faste kriterier, og som automatisk sender disse match til de involverede profiler.
- En introduktion til alle nye profiler, med gode råd og tips til en optimal profil.
- En hjælpefunktion, der beskriver/forklarer alle punkter i appen.
- Plads til en potentielt stor database.
- Virke til både Android og iOS.

At den skal virke til begge platforme, Android og iOS, er utroligt vigtigt.
Hvad vil det koste at få en programmør til at udvikle og vedligeholde denne app?
Er det realistisk at jeg selv kan stå for noget af dette vedligehold, eller kræver det at jeg lærer programmering?
Udover en programmør, hvilke udgifter ligger der ellers i at udvikle en app?
Er der mulighed for at "samkøre" hjemmeside og app?

Jeg vil lige til slut indskyde, at appen og konceptet ikke har noget med dating at gøre. 

Fra København
Tilmeldt 21. Sep 05
Indlæg ialt: 441
Skrevet kl. 13:00
Hvor mange stjerner giver du? :
Gennemsnit 5,0 stjerner givet af 1 person

Hej Rubella

Velkommen til Amino!

Det er svært at svare på hvad sådan et setup ville koste. Det vil afhænge af hvor ambitiøs du er; vil du bare lave et hurtigt proof-of-concept eller vil du gå all-in? Der er en masse detaljer som du skal tage stilling til, som vil afgøre hvor dyrt det vil blive.

Du vil naturligvis kunne lære at programmere det selv, især hvis du har erfaring anden programmering. Hvis du ingen erfaring har, så vil det nok tage nogle år at lære det som der skal til.

For at give dit et overblik kan vi prøve at dele det lidt op:

1. Mock-ups/wireframes: For at konkretisere funktioner og design bør du starte med at skitsere de vigtigste sider/views i App'en og websitet. Det skal du nok afsætte 2-8 uger til.

2. Design af både app (iOS og Android) samt website. Her skal du nok afsætte 1-6 md. eller kr. 30.000 - 150.000. Hvis du selv vil kaste dig ud i dette, så tag et kig på Sketch.

3. Backend og website: Du har brug for et sted at lagre al data og ligger diverse forretningslogik. Det er normalt at have dette liggende sammen med dit website men der er også andre muligheder. Med traditionelt setup ville du have en server (eller cloud) med en database som indeholde al data og opætte et API som din app kan snakke sammen med. I samme setup vil du kunne placere dit website. Der findes en række frameworks som du vil kunne basere dette på: Ruby on Rails (min favorit), Node.jsLaravel, ASP.Net og mange flere.

Alternativt skal du kigge på sådan noget som Googles Firebase, hvor du nemt kan komme i gang med en simpel backend.

Du skal nok afsætte 3 md. - 2 år eller kr. 50.000 - 300.000

5. App

Du kan lave en web-app, hybrid eller native. Google dig lidt frem til forskellene eller læs https://www.nngroup.com/articles/mobile-native-apps

En web-app kan du lave ret billigt og vil bør kunne laves af den samme person som udvikler websitet (du slipper så også for at lave et API). Med Ruby on Rails vil du fx kunne lave en web-app vha Turbolinks. Dette vil være den billigst løsning; 1 - 6 md eller kr. 40.000 - 200.000

Ønsker du at gøre det native, så skal du udvikle 2 særskilte Apps, en til iOS og en til Android. Du skal nok have 2 forskellige personer til at gøre dette (ud over den du har til at lave dit web/backend). Det vil være den dyreste løsning; 6 md - 3 år eller kr. 100.000 - 600.000

Hvis du ønsker en mellemting så kig evt på React Native. I Driversnote er vi i gang med at udvikle vores version 2 af vores app i React Native og er meget tilfredse med de muligheder det giver os. Tag evt. med til et meetup på onsdag. React Native er udviklet i JavaScript, så du kan med fordel også bygge din backend og website i JavaScript med fx Node.js og React.js, således at de samme personer kan arbejde på både app og web (eller således at du selv kun skal arbejde i ét sprog). Det vil nok tage 3 md - 1,5 år eller kr. 60.000 - 400.000.

Med andre ord; du har mulighed for at gribe projektet an på rigtig mange forskellige måder; men det kommer til at koste en del tid og/eller penge, så jeg vil anbefale dig at:

 - Grundigt få valideret din idé (hos andre end familie og venner!).

 - Skær ideen helt ind til benet og fokuser kun på at udvikle det absolut vigtigste. Lancer et MVP og få ideen valideret i markedet. Læs Getting Real; det tager ikke mere end et par timer at læse, og den har rigtig mange pointer som jeg tænker vil være værdifulde for dig.

 - Skab dig et netværk af mennesker som kan hjælpe dig på vej. Kig evt. efter en partner? Der er enormt mange events i København, kig på/følg cphftw, Founders House, Rainmaking Loft etc.

Håber ovenstående kan bruges. Held og lykke med projektet :)

Med venlig hilsen

Martin Poulsen, Driversnote

Tilmeldt 4. Dec 16
Indlæg ialt: 18
Skrevet kl. 00:22
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Martin, og tusind tak for dit grundige og velovervejede svar :)

Jeg har ingen erfaring med programmering, og eftersom jeg heller ikke har tiden til at lære det fra bunden, er det nødvendigt at jeg sætter denne opgave i udbud, når jeg er kommet længere i pjojektet. 
Jeg har lidt kunnen i at oprette, og vedligeholde, modulbaserede hjemmesider, så en smule web erfaring har jeg, men altså ikke med programmerings delen. 

Det er en stor hjælp at du lister det op som du gør. Det hjælper med at give et overblik over mulige løsninger og priser. Det er noget mere kostbart og tidskrævende, end jeg havde forventet, og det bekræfter mig i at jeg nødvendigvis skal skaffe en investor, og i at jeg i det hele taget skal have nogle flere mennesker involveret. 

Hvordan fungerer en samarbejdspartner i praksis?  Hvad kan jeg bruge sådan en til, og omvendt? 
Det ville helt bestemt være godt for mig, at kunne sparre med en der har bred erfaring, både ift. iværksætterdelen, men bestemt også forretningsmæssigt. 

Hvem kan jeg evt. tale med for at få valideret min idé? Jeg er naturligvis ikke interesseret i at nogen, med flere penge og muligheder end jeg, skal samle idéen op og føre den ud i livet. Derfor er jeg forsigtigt med at tale med nogen om det. Det er i forvejen et simpelt koncept jeg opererer med. Så simpelt at jeg har svært ved at forstå at ingen endnu har gjort det. 

Jeg har svært ved at se hvordan jeg skal lancere et MVP i forhold til appen. Eftersom selve appen først har værdi for brugeren, når den er helt færdig med alle funktioner. Men jeg skal på en eller anden måde have testet om idéen er holdbar, da det er den der skal bære hele projektet. Kan man lancere et MVP uden et egentligt produkt? Altså uden appen?
Jeg vil helt bestemt læse Getting Real, tak for det!

Tilmeldt 4. Dec 16
Indlæg ialt: 18
Skrevet kl. 00:26
Hvor mange stjerner giver du? :

Lige endnu et spørgsmål: 
Er det muligt at starte med appen, og lade hjemmesiden komme senere? Vil det gøre processen hurtigere og mindre kostbar? 
Hjemmesiden er mest tænkt til dem der ikke har en smartphone, så jeg rammer så bredt som muligt. Men den kan vel undværes til at begynde med. 

Tilmeldt 15. Dec 14
Indlæg ialt: 34
Fra  Cykra Ltd Skrevet kl. 12:58
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Rubella,

Som svar på dit spørgsmål kan du altid vente med hjemmesiden med mindre det er en kernedel af dit concept. 

Hvis du gerne vil have nogen at spare med uden at være alt for bange for at miste din ide er det godt at få en NDA (Non disclosure agreement) på plads hvori den anden part skriver under på at han/hun ikke løber med din ide.

Martins fremragende indlæg giver et rigtig godt overblik over prisniveau i branchen for de veletablerede vesterlandske virksomheder og freelancere at bygge en rigtig kvalitets app. Der er dog også billigere løsninger som jeg tror du vil se hvis du udbyder opgaven her på siden under freelancer sektionen.

Ydermere kan du også kontakte en virksomhed som vores som er baseret i udlandet hvor arbejdskraften er billigere (Mauritius) og hvor vi kombinerer dansk projektledelse og software-arkitektur med udenlandsk arbejdskraft for at holde kvaliteten høj. Vi tilbyder i øvrigt også gratis sparing og NDA uden binding.


Venligst
Nicklas

http://cykra.com

Tilmeldt 24. Jan 16
Indlæg ialt: 16
Fra  Skydt Consult ApS Skrevet kl. 15:19
Hvor mange stjerner giver du? :
Gennemsnit 5,0 stjerner givet af 1 person

Martin Poulsen siger en ting der er vigitig.

"Skær ideen helt ind til benet og fokuser kun på at udvikle det absolut vigtigste. Lancer et MVP og få ideen valideret i markedet."

Ellers smider du bare en masse penge i et softwarehus, og får en masse software du ikke kan bruge til noget. 

Det du beskriver, er ikke kompliceret software. Du har ikke brug for en masse upfront arkitektur og slet ikke projektledelse. 

Fokuser på en platform, f.eks. ios hvis det er det danske marked

Fokuser på din gratis version. Får du ingen brugere, var det nok ikke en god ide, og du har sparet en masse penge. 

Kort sagt, få etableret et feedback loop og udvid forretningen derfra

Tilmeldt 4. Dec 16
Indlæg ialt: 18
Skrevet kl. 21:46
Hvor mange stjerner giver du? :

Nicklas:

Tak for feedback :)

En NDA lyder som en fantastisk løsning. Den vil jeg bestemt gøre brug af, og det gør mig noget mere tryg ved at dele det med andre. 

Hvordan kan det betale sig for Jer, at I tilbyder gratis sparring inkl. NDA? 

Tilmeldt 4. Dec 16
Indlæg ialt: 18
Skrevet kl. 21:53
Hvor mange stjerner giver du? :

Cskydt:

Ja, jeg skal måske tænke småt til at begynde med. 
Det lyder som det helt rigtige at introducere en gratis version. Men er det muligt kun at medtage én platform til at begynde med, og derefter udbygge appen til flere platforme? 

Jeg er absolut ikke interesseret, i at smide en masse penge efter et projekt, der strander fra starten pga manglende research. Derfor sætter jeg enormt stor pris på de råd I giver mig. 

Fra Skive
Tilmeldt 6. Apr 16
Indlæg ialt: 302
Fra  SAH - Consult Skrevet kl. 23:29
Hvor mange stjerner giver du? :

Hvem kan jeg evt. tale med for at få valideret min idé?

Dine kunder!

Jeg formoder du har styr på hvem dine 'kerne kunder er', så tag kontakt til en eller flere og udspørg dem om din ide. Forklar dem konceptet, find ud af om de rent faktisk vil købe produktet, lav evt. nogle tegninger med "hvordan din app virker", spørg spørg spørg.

Det med NDA er forståeligt, men selv hvis du laver en killer app vil det nok gå lidt tid før du opnår en stor markedsandel og i den tid vil der være rigtig mange konkurrenter der kan kopiere konceptet og implementere en efterligning, især hvis de har en stor udviklingsafdeling.

Det med at lave en MVP er også en god ide, men det koster og ud fra din beskrivelse i toppen er mit gæt at det koster mange penge - så sørg for at din ide er verificeret så meget som muligt før du går igang med at kaste penge efter projektet.

Tilmeldt 15. Dec 14
Indlæg ialt: 34
Fra  Cykra Ltd Skrevet kl. 04:07
Hvor mange stjerner giver du? :

Rubella:

Nicklas:

Tak for feedback :)

En NDA lyder som en fantastisk løsning. Den vil jeg bestemt gøre brug af, og det gør mig noget mere tryg ved at dele det med andre. 

Hvordan kan det betale sig for Jer, at I tilbyder gratis sparring inkl. NDA? 

Som vi ser det er det noget vi er nødt til at tilbyde, det er nemlig ofte først efter sparringen at opgaven er blevet afgrænset og konkret nok til at vi kan give en pris. Og samtidig er der mange der ikke endnu rigtig kender os men som kommer til os med fortrolige app ideer og så er det vigtigt med det samme at kunne etablere et tillidsgrundlag med en NDA.

Det sker selvfølgelig at vi ikke får opgaven, men vi er heldigvis ret konkurrencedygtige så oftest får vi den.

Side 1 ud af 2 (12 indlæg)