Hvordan min søns leg ligner min iværksætter opstart

Den anden dag var min søn og jeg på legepladsen. Solen skinnede, vinden lå stille. Alt var godt.

Vi gyngede, vi rutsjede (HAN rutsjede), vi smed sand overalt. Vi legede, som man rigtig leger, når man er på en god, solid legeplads.

På et tidspunkt rendte han rundt og legede lidt for sig selv. Det kan han sgu egentlig godt lide. Her lagde jeg mig for første gang ned på det bare græs, og lukkede øjnene. Det lyder pokkers cheesy, men her lå jeg og mærkede jorden under mig, og solen i mit ansigt.

Jeg havde brug for det. Igen havde der været bøvl med opstarten af Selfesteem. Igen var jeg kommet bagud, og jeg kunne ikke gøre processen hurtigere, for jeg er afhængig af andre. Pokkers til afhængighed.

Så her lå jeg.

Tror måske jeg småsov, for pludselig fløj der en lille bunke sand igennem luften, med kurs imod mit hoved. Spruttende og prustende fik jeg det værste sand væk, og da vendte mig om, blev jeg mødt af et styks halvanden år baby, hvis mund bredte sig fra øre til øre. Hånden var allerede loaded igen.

Efter lidt leg, og sandkasteri, lagde jeg mig ned igen. Her obseverede jeg noget besynderligt.

Bakken

På legepladsen befinder der sig en mindre bakke. En bakke som virker stor og hård på min lille søn, men som egentlig bare er en lille forhøjning for os andre. Den havde fået Jonas interesse.

Først stod han og kiggede på den. Undrede sig. Jeg kunne se hvordan alt var sat igang i hans lille hoved, for at han kunne forcere denne udfordring bedst. Han stod der egentlig lang tid, imens jeg lå og observerede. Ventede på næste move.

Inden han tog første skridt, vendte han sig om. Vi fik øjenkontakt, og jeg smilte til ham. Han vendte sig om igen, og begyndte at bekæmpe denne stygge bakke. Ét usikkert skridt af gangen.

På vej op af bakken stødte han på enkelte forhindringer. Balancen var ét. Hvordan skal kroppen agere, når pludselig du går opad? Et andet problem var distraktion. Var det blad der lå lige der på min vej, ikke meget sjovere nu, hvor bakken faktisk er lidt hård, at komme op ad?

Trods det gik den lille kriger videre, indtil han stod øverst på bakken og vejrede med vinden. Dælme han var stolt. Han klarede de værste udfordringer. En enkelt gang havde han været nede at sidde, men havde rejst sig op igen, og fortsat på sin vej.

Nu stod han der, stolt.

Så her lå jeg i min observering, og kunne pludselig relatere til min egen iværksætter-opstarts oplevelse! Godt nok med flere bump en hvad godt er, men formen var præcis det samme.

Det der skete på den bakke, var afgørende for min motivation den dag og fremover. Af en eller grund fik jeg et overordnet billede af, at sådan er det, når man træder udenfor sin komfortzone. Man vil vælte, man vil blive distraheret, men der vil også altid være en vej videre.

Så står du der hvor jeg stod, så løft hovedet ven og rejs dig op. Vejen er uendelig, og du kan nå ligeså langt, som din vilje tillader dig.

Held og lykke.

Jeg håber at i syntes det kan relateres, for det hjalp mig med at se det større billede. I kan se flere lignende historier på min blog www.morivaekst.dk. Kom gerne med feedback!

Mvh Cecilia Rasmussen