Hej Jeppe
Dette er en problemstilling vi selv har brugt lang tid på at få til at hænge sammen rent prismæssigt. Det skal ikke være nogen hemmelighed at fragt er en af de tungeste omkostninger man som online platform støder på. Den løsning vi er kommet frem til er:
Generelt omkring fragt:
En webshop på mastomall.com står selv for fragtomkostninger af solgte varer. Dog har vi lavet en aftale med GLS hvor fragtprisen ligger en smule lavere end hvad du normalt kan få som nystartet webshop (36 kr.), og over tid skal volumen være med til at sænke denne yderligere. Derudover har vi hos mastomall.com påtaget os diverse oprettelsesgebyrer og sikkerhedsstillelser, hvorfor en webshop også slipper for disse omkostninger.
Kunden skal selv betale udgifterne ved tilbagelevering af varen, når denne fortryder et køb. Ved brug af Mastomall’s returlabel, koster det 49 kr. som fratrækkes købsbeløbet.
Ved ombytning er det gratis, så længe Mastomall’s returlabel benyttes.
På www.mastomall.com har du gratis fragt på ordrer over kr. 599,- Ved køb under kr. 599,- er fragtprisen kr. 39,-. Din ordre vil yderligere tillægges et håndteringsgebyr på kr. 59,- såfremt du køber for under kr. 599,- i mere end 5 af platformens butikker. Handler du således for over kr. 599,- kan du handle på kryds af alle de butikker du ønsker uden betaling af fragt eller håndteringsgebyr.
Forud for alle transaktioner på www.mastomall.com gives muligheden for at vælge levering til et valgfrit GLS-opsamlingssted. Alle leveringer foretages hovedsagligt af GLS. Der gives imidlertid også mulighed for at vælge levering med PostDanmark mod en tillægspris. Vælges dette alternativ leveres forsendelsen direkte til leveringsadressen.
Dit eksempel:
Køb under 599 kr.:
Køber en kunde 6 varer fra 6 forskellige butikker, og er det samlede beløb under 599 kr., skal denne betale 39 kr. i fragt og 59 kr. i håndteringsgebyr. Hver webshop betaler herefter for fragten af den solgte vare, hvorefter kundens betalte fragt og håndteringsgebyr fordeles ligeligt mellem de webshops som har været en del af handlen. Derfor vil fragtprisen for de involverede webshops i dette eksempel blive: 36 - ( 39 + 59 ) / 6 = 19,66 kr.
Køb over 599 kr.:
Køber en kunde 6 varer fra 6 forskellige butikker, og er det samlede beløb over 599 kr., skal denne ikke betale hverken fragt eller håndteringsgebyr. Hver webshop betaler derfor for den fulde fragt på 36 kr. Dog vil den gennemsnitlige værdi for hvert solgt produkt i dette eksempel være højere end ovenstående eksempel, og derfor betyder fragtprisen også mindre.
Som webshop skal du derfor være opmærksom på at en handel i få tilfælde kan risikere ikke at give profit. Dog er det vigtigt at pointere at størstedelen af salgene vil være særdeles fordelagtige, samt at man kan prissætte sine produkter således at et tab aldrig vil være aktuel.
Jeg håber dette besvarede dit spørgsmål, ellers ved du hvor vi kan kontaktes.
Med venlig hilsen
Stefan Michelsen
Partner, Mastomall A/S