Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Ny bruger med app idé - Referencer til udviklere samt anden inf. efterspørges

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)
  • 1
Tilmeldt 20. Nov 14
Indlæg ialt: 1
Skrevet kl. 20:20
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej med jer. 

Først lidt proforma: Første indlæg herfra, så jeg undskylder på forhånd for evt. mangler eller andet som jeg ikke lige var opmærksom på. 

Jeg er en ung gut på 19 år, der længe har haft lyst til at prøve kræfter med iværksætteri, men som altid har været bange for at tage springet. Det skyldes bl.a. at jeg endnu ikke har fundet et projekt med fremtid, samt at min økonomi til tider (som i evig og altid) er meget begrænset og derfor ikke giver mig mulighed, eller nok snarere lyst, til at tage chancer. 

Nu har jeg dog fundet en idé som jeg brænder for! Jeg vil ikke give en dybdegående forklaring af produktet, men blot nævne problemstillingen og mine visioner for produktet - uden at opridse en plan. Målet med appen er ikke profitbetonet, og projektet fremstår, for mig selv, egentlig mest som en mulighed for en læringsrig proces. Dermed ikke sagt at ambitionerne ikke er store, som i kommer til at læse.

I teorien er det en praktisk og simpel app, der skal have til formål at gøre op med et evigt irriterende problem for rigtigt mange mennesker – et problem, hvor det snarere er reglen end undtagelsen, at det også har ramt dig (og mig) inden vi er fyldt 50 - hvis ikke du allerede lider under det. Synsproblemer!

Kort fortalt skal appen, være behjælpelig under omgang med mobile enheder, i tilfælde af at man skulle have glemt brillerne. Måske endda afløse dem.

 

 - Alle elsker tal og tidlige estimeringer og derfor har jeg lige lavet et par stykker for hyggens skyld.

Lad os som udgangspunkt antage at de angivne tal er korrekte. Det er mest for afridse mulighederne, og jeg har desuden ikke taget mig tid til at dobbelttjekke med andre kilder.


Rent hypotetisk er kundesegmentet stort:

-       Positivt er det (for mig) at ca. ¾ - 75% - 4.210.000 danskere ifølge en undersøgelse fra Gallup pr. 3. juni 2014 ejer en smartphone. Samtidig skulle 9/10 af de 15-29 årige eje en – jeg har desværre ikke lige opstøvet, hvor stor en procentdel de udgør af befolkningen, men pyt. Pointen er at smartphonen – eller en videreudvikling af denne – må antages at være en fuldt integreret del af vores samfund, ligegyldig alder, om 20 år.

-       Derudover er det ifølge den samme måling fra Gallup ca. hver 3. dansker - 33,3% - 1.7 millioner mennesker, der har en tablet.

  

Ifølge Dansk Optikerforening bruger 67,8% af danskerne briller eller kontaktlinser. ”Av, for Søren brandmand Jørgen – det var godt nok en sjat!” tænker du. Korrekt.

Dette betyder at ca. 3.8 millioner danskere bruger enten briller eller kontaktlinser.

 

Eller groft sagt at:

-       2,85 millioner danskere som ejer en smartphone bruger briller eller kontaktlinser.

-       1.15 millioner danskere som ejer en tablet bruger briller eller kontaktlinser.

Derudover vil jeg, uden at kunne bakke op om det, vove den påstand at én person sommetider kan være den heldige ejer af begge enheder, hvilket kan begrænse antallet af downloads yderligere.

Man kan sagtens tænke stort, så længe man husker at tage små skridt.
Så hvis vi skubber janteloven til side og tænker, ”Jeg går internationalt” - stort, så ser vi at produktet igen er begrænset af at det primært kun er mennesker i den vestlige verden, der kan erhverve sig en smartphone. Men vi græder tørre tårer eftersom der stadigvæk er en pæn portion at gøre indhug på. Ifølge Berlingske Tech pr. 31 januar 2014, har produktionen af smartphones rundet én milliard stk. og om ca. to år vil man have distribueret mere end én milliard til forbrugerne. Så kunne man jo undersøge, hvor mange der, eksempelvis i USA, bruger briller eller kontaktlinser.

Verden er progressiv og begrænsningerne bliver færre og mindre, eftersom flere mennesker fra ringere stillet lande, får mulighed for at indtræde på markedet for mobile enheder. Samtidig er der, ifølge Dansk Optikerforening, i disse lande en hulens masse mennesker med synsproblemer idet 90% af verdens blinde og svagtseende bor i udviklingslande.

Jeg påstår ikke at have genopfundet den dybe tallerken, men for mig er det motiverende at se, at det projekt jeg  skal til at lægge tid og kræfter i, giver mulighed for øjeblikkeligt indtog samtidig med at der er potentiale til mere. 

Derudover syntes jeg at statistikker er lidt hyggelige..

Det var nok spas – nu til den del af indlægget, hvor jeg har brug for JER! 

Jeg leder ikke efter en udvikler på nuværende tidspunkt, men jeg har selvfølgelig ikke lavet opslaget her bare for at spilde jeres tid - det skulle meget gerne blive aktuelt inden for den nærmeste fremtid. Derfor vil jeg også gerne forhøre mig om, hvorvidt nogen skulle ligge inde med kendskab til pris/time forhold hos appudviklere samt tidshorisonter for sådanne projekter – jeg ved selvfølgelig at tidshorisonten varierer i henhold til produktet, men snakker man generelt dage, uger, måneder eller år når man snakker apps?

Derudover vil jeg selvfølgelig også benytte mig af muligheden for at spørge om, hvorvidt nogle af jer ligger inde med gode oplevelser inden for området evt. med referencer til gode udviklere. Måske kender i nogen, kender nogen der kender nogen eller måske sidder i måske selv med evnerne.

Der er helt sikkert nogle spørgsmål som jeg har glemt i forbifarten, så, hvis nogen af jer sidder med noget god information som jeg ikke har efterspurgt må i hjertens gerne skrive det alligevel.

På forhånd tak for hjælpen.

Mvh.

Mikkel

Side 1 ud af 1 (1 indlæg)