Hej med jer,
www.taskbuddy.dk har fået en ny opdatering.
Er vores hjemmeside brugervenlig nok?
Er det let nok at oprette en bruger samt finde/oprette opgaver?
Hej Mads
Der er en række alvorlige problemer med brugervenligheden på www.taskbuddy.dk, dog også enkelte gode ting.
Hvis vi starter med de 4 grundlæggende brugerbehov ved et besøg på et website:
1) Hvad er dette?
Den her klarer I ret godt. Med taglinen "en ny og gratis portal for småjobs", får I gjort det ret klart hvad websitet handler om. Taglinen kunne dog forkortes til "gratis portal for småjobs".
2) Hvad får jeg ud af det?
Det er ikke tilstrækkelig tydeligt hvad man får ud af det. Det er ikke konkret nok og auto-referencerne løser ikke problemet. Videoen opfylder heller ikke behovet, for det duer ikke at kræve af folk, at de skal se en video først. Brug en tekst, der kort fortæller hvad man kan få løst af opgaver og hvordan betaling foregår.
3) Hvordan kommer jeg videre?
Det er for uklart hvordan man kommer videre. Knappen "opslå en ny opgave" er ikke nok. Der mangler helt grundlæggende og tydelig navigation og overblik over websitets indhold. "Burger-ikonet", der dukker op til højre med en indholdsmenu, er ukonventionel og det er ikke indlysende hvad den betyder.
4) Hvad er nyt siden sidst?
Delvist opfyldt med antal opgaver løst og antal åbne opgaver. Det var nok bedre med en oversigt over de seneste 5 opslåede/løste opgaver med dato.
En række andre områder med brugervenlighedsproblemer:
- Navigation
Alt for ukonventionel og indforstået. Man kan ikke tilstrækkelig nemt og hurtigt finde ud af hvor man er henne, hvad der ellers er af indhold og hvordan man kommer videre.
- Formularer
-- Elementerne i formularerne er ukonventionelle. Man kan ikke med det samme genkende upload, drop-down lister og dato-/tidsvælger som det de er.
-- Labels er uklare. Hvad er "Akkordløn"? Hvad skal "Billede" bruges til? Hvad sker der når jeg trykker på "Gem opgaven" - er den så oprettet så andre kan se den, eller er den bare gemt?
-- Brug af "placeholdere" i tekstfelter er uheldigt pga. den klassiske udfordring med at placeholderteksten forsvinder, når markøren er i feltet. Labels over felterne er bedre.
-- Knappen "Gem opgaven" ligner for lidt en knap. Gælder i øvrigt overalt på websitet.
- Kontaktinformation og "Om Taskbuddy"
Der mangler tydelig kontaktinformation og links til "Om Taskbuddy" på hver side.
- Hastighed
Hastigheden er for ringe til god brugervenlighed. Sideloadhastigheden ligger på 6-7 sekunder, Speed Index (oplevet sideloadhastighed) ligger på godt 4 sekunder. Et godt stykke fra målet på 1 sekund sideloadtid.
Derudover er der rigtig mange detaljer, som ikke opfylder grundlæggende krav om god brugervenlighed.
Samlet er det problematisk, når man som I "opfinder" alternative måder til overblik, navigation, formularelementer og generel UI, fordi det passerer hen over hovedet på folk. Som showcase til en skoleklasse, måske. Men ikke til det brede gennemsnit af befolkningen.
God brugervenlighed handler bl.a. om at giver overblik og at undgå forvirring og tøven for målgruppen. Jeg kunne godt unde jer, at I arrangerede en brugertest og observerede hvordan brugere gennemførte forskellige opgaver på Taskbuddy. Jeg er sikker på, at I ville blive meget overraskede over hvor forvirrede folk bliver, og hvor store problemer de får med at gennemføre simple opgaver.
Jeg kan anbefale bogen "Don't Make Me Think" af Steven Krug. Når I er igennem den og hvis I er indstillet på at sætte jer i jeres brugeres sted, kan I gentænke struktur, navigation og UI.
I øvrigt er www.taskbuddy.dk sjældent udfordret mht. SEO, men det var ikke det du spurgte til :-)