Har atter engang lige lagt i fosterstilling på sofaen, og brugt et par timer på at overbevise mig selv om, at jeg ikke dør i aften.. Heller ikke i aften.. Nok heller ikke i år.. Hvis jeg er heldig!
De sidste par år, har vi læst overskrifter som "Vi skal rende stærkere" , "Enhver er sin egen lykkes smed", " Selvstændige skal arbejde dobbelt så hårdt" osv osv..
Og det gør vi gerne, hvis vi kan!
Jeg har været selvstændig siden jeg var 19 år, og knoklet på arbejdsmarkedet siden jeg var 12. Elsker at bruge min viden, lære fra mig, og faktisk bare være mig selv. Er én af dem der får ideer så snart jeg lander på madrassen - perfekt iværksætter.
I 2009 havde jeg en butik, webshop samt marketingsfirma, og knoklede fra 8 morgen til 3 nat. Jeg elskede det, men det var hårdt, finanskrisen havde gjort sit indhug, og de fleste af os knoklede for at lappe huller og slukke ildebrande.
I februar 2009 tog jeg på en velfortjent skiferie. På vej i bilen, kom der pludselig et smæld i min venstre arm. Familien inkl mig selv, var overbevist om det var en blodprop, og jeg kom som det første i Italien, på sygehuset. Det var ingenting.
Hjemme i Danmark kom jeg igennem flere prøver - heller ingenting.
Samtidig blev jeg bange, forvirret, kunne ikke koncentrere mig, blev grådlabil, svimmel, fik hjertebanken, ja mange ting som var uforklarlige.
Dommen blev til sidst: Stress og angst!
Som en pige der er vant til at tage teten, være fyldt med gå-på-mod og have 15 bolde i luften på én gang, er det en hård dom at få. Min krop har fået sit eget liv, og hverken den eller min hjerne, vil som jeg gerne selv vil.
Idag 4 år senere, lider jeg stadig af stress og angst. Har rundet hjertelægen, psykiateren, fået medicin til både det ene og andet, har lukket mine firmaer ned med stor gæld, og er endt på bistandshjælp.
Som 33 årig, sidder jeg inde med en viden som folk ikke kan læse sig til i bøger.
En passion for iværksætteri og vækst som kun få af os har - men kan ikke bruge det til en hujende fis, for kroppen vil ikke tillade mig det.
Så alle jer der råber højt af "dem der ikke gider arbejde", "dem der ikke gider knokle 70 timer om ugen", dem der bruger velfærdssamfundets penge".
Husk, et liv kan ændre sig på et splitsekund, ikke mindst dit eget!