Is it worth it?

Hej alle

jeg beklager hvis katagorien er lidt misvisende, men måske også lidt eronisk i jantetæskeren..

Sagen er den at jeg i januar startede firma (restaurant) - det er gået fantastisk, det første budget er i sommers sprunget ud af rammerne og vi får massere af posetiv respons på konceptet, maden, de nye tiltag osv osv. - min kæreste gennem år ( nu x) var lidt forbeholden med opbakningen fra start - dels lidt farvet af hendes famillies holdning at det aldrig ville gå og dels havde vi aftalt at hvis ikke jeg overtog restauranten så flyttede vi sammen, jeg fik den håbede mulighed for at takke ja til at overtage  -  måske er min løn ikke svarende til mit timeantal - men med alle de invisteringer og forbedringer jeg kan spare næste år ifht til i år - så går jeg hen og har en hel pæn forretning. læs ( 500 - 600 til mig årligt)

nu har jeg her i weekenden været ude og arbejde for en bekendt der er ansat et andet sted - lige sådan en arbejdsplads jeg kunne tænke mig hvis ikke jeg blev selvstændig! - massere af kollegaer, ungdommelig stemning, super kvalitet, pæn løn og mange muligheder.

jeg er derfor nu kommet i tvivl om, om det er det hele værd, ingen tvivl om at jeg savner "ligeværdige" kollegaer - jeg savner at jeg når jeg snakker med venner, bekendte, ja sågar vildt fremmede mennesker så kan vi ikke snakke uden lige der er snakket om forretningen en halv times tid. - nøj hvor har jeg hørt mig selv fortælle elevatersnakken en million gange efterhånden  - og den afføder altid en masse spørgsmål der er ment i den bedste vilje, og misforstå mig endelig ikke, jeg er da glad for at folk intresere sig, men jeg føler efterhånden ikke der er så meget andet i mit liv end forretningen - jeg tror allerede jeg er ved at være en gammel sur restauratør, kæresten er smuttet, familie forholdet skranter, omgangskredsen skrumpet, osv osv. - alle disse sociale ting som egentlig udgør livet har jeg smidt på porten for en god løn og noget mere ansvar.

måske alt overstående er lidt rodet så spørg gerne ind!, men mit korte spørgsmål er egentlig, er det det hele værd at være selvstændig? jeg ved at jeg kan drive denne forretning endu større og jeg har et helt liv foran mig til at gøre det, men for hvilken pris, hvad er guleroden, anerkendelse, penge, respekt, viden, eller?

Håber på en hæftig debat!

Lasse

Hej Lasse

Interessant og garanteret også relevant problemstilling for mange. Du har allerede fået et svar som råder dig til at give lidt tid. Jeg vil foreslå noget andet, som måske kunne være en ide? Kunne man ikke starte eller tilslutte sig en form for netværk, hvor man kunne tage forskellige ting af fælles interesse op? Det kan være noget af et arbejde at starte et netværk op og få det til at fungere, men NÅR det fungerer, er det super. Man skal nok ikke gå i netværk med de nærmeste konkurrenter, for så får ingen af jer noget ud af det, hvis alle er bange for at sige ting, de tror, de ikke burde. Men med folk, der på forskellig vis alligevel har ca. samme interesser, kan man få god synergi ud af det.

Har du sådant et netværk kan der komme alt muligt ud af det: Fælles arrangementer med leverandører, gensidige inspirationsdage, kurser, salgsinitiativer, noget i forhold til lokalmiljøet etc.

Jeg må i forlængelse af det, du peger på, også sige, at jeg gennem tiden har mødt folk, der er blevet selvstændige, der desværre også er blevet vildt kedelige, fordi efter 3-4 år kunne de kun snakke forretning. Alt andet var gledet i baggrunden og de var blevet så ensporede og snævertsynede. Særlig evnen til at se tingene fra flere sider, røg hurtigt. Men det gælder bestemt ikke alle. Heldigvis.

Held og lykke med det.

/Marianne

Hej Mads!

Tak for dit svar!

Jeg tror faktisk din Frisør historie, kan drejes en smule så den viser min problematik lidt, nu kender jeg meget lidt til en frisørs dagligdag og drømmejob, men jeg prøver alligevel:

Hun er glad for at hun har frihed til at bestemme indretningen, priserne, lave sæson kampanger, osv osv. - men når det ligesom har lagt sig og er på plads ( indretningen er vel ikke noget der ændres så ofte) så er der kunderelationerne, indkøbene, rengøringen, kasseeapporterne osv osv tilbage, og af og til tænker hun nok - gid jeg var lønmodtager igen, mens hun andre gange når shampoo konsulenten kommer forbi og hun er glad for selv at kunne bestemme hvad hun skal tilbyde sine kunder, er glad for det er hende der bestemmer..

hvordan gør man dette senarie op? - kan man sige at hvis hun det meste af tiden er glad så er det, det rigtige valg at blive selvstændig, eller bør man have den faktor med, at hun måske som løn modtager kunne engagere sig yderligere i famillie, interesser, meditation, etc. som muligvis ville gøre hende endu gladere..?

Jeg er ingen lunde ved at kvitte firmaet, men det gør indtryk når bekekendte der førhen har sagt jeg nok arbejdede for meget nu enten har givet helt op, eller er direkte bekymrede, så mærker jeg lidt efter og tænker, hmm, ja, mit arbejde er godt nok meget lig min identitet, og opgør "tabene" - kontra "genvisten" - og det er dette regnestykke jeg har svært ved at regne ud. - som overskriften "is it worth it"?

Lasse

lasselind:

eller bør man have den faktor med, at hun måske som løn modtager kunne engagere sig yderligere i famillie, interesser, meditation, etc. som muligvis ville gøre hende endu gladere..?

Jeg tror virkelig det kommer an på værdierne i ens liv. Tag min far f.eks. Han er arbejdsmand/alt-mulig-mand på Flådestation Korsør, og jeg har aldrig mødt et mere optimistisk og glad menneske end ham. Han har det så skide godt med sine kollegaer og al deres værksteds-pik-og-patter-humor. Og han brokker sig ALDRIG omkring sit arbejde. Så er det fløjtende ligemeget at han "kun" har omkring 20.000/mdr. Sådan en som ham ville jeg aldrig nogensinde opfordre at blive selvstændig. Så for lige at opsummere, så mener jeg helt bestemt at det kommer an på hvilke værdier man har i livet. Oprigtige værdier vel at mærke.

- Mads

lasselind:

Hej alle

jeg beklager hvis katagorien er lidt misvisende, men måske også lidt eronisk i jantetæskeren..

Sagen er den at jeg i januar startede firma (restaurant) - det er gået fantastisk, det første budget er i sommers sprunget ud af rammerne og vi får massere af posetiv respons på konceptet, maden, de nye tiltag osv osv. - min kæreste gennem år ( nu x) var lidt forbeholden med opbakningen fra start - dels lidt farvet af hendes famillies holdning at det aldrig ville gå og dels havde vi aftalt at hvis ikke jeg overtog restauranten så flyttede vi sammen, jeg fik den håbede mulighed for at takke ja til at overtage  -  måske er min løn ikke svarende til mit timeantal - men med alle de invisteringer og forbedringer jeg kan spare næste år ifht til i år - så går jeg hen og har en hel pæn forretning. læs ( 500 - 600 til mig årligt)

nu har jeg her i weekenden været ude og arbejde for en bekendt der er ansat et andet sted - lige sådan en arbejdsplads jeg kunne tænke mig hvis ikke jeg blev selvstændig! - massere af kollegaer, ungdommelig stemning, super kvalitet, pæn løn og mange muligheder.

jeg er derfor nu kommet i tvivl om, om det er det hele værd, ingen tvivl om at jeg savner "ligeværdige" kollegaer - jeg savner at jeg når jeg snakker med venner, bekendte, ja sågar vildt fremmede mennesker så kan vi ikke snakke uden lige der er snakket om forretningen en halv times tid. - nøj hvor har jeg hørt mig selv fortælle elevatersnakken en million gange efterhånden  - og den afføder altid en masse spørgsmål der er ment i den bedste vilje, og misforstå mig endelig ikke, jeg er da glad for at folk intresere sig, men jeg føler efterhånden ikke der er så meget andet i mit liv end forretningen - jeg tror allerede jeg er ved at være en gammel sur restauratør, kæresten er smuttet, familie forholdet skranter, omgangskredsen skrumpet, osv osv. - alle disse sociale ting som egentlig udgør livet har jeg smidt på porten for en god løn og noget mere ansvar.

måske alt overstående er lidt rodet så spørg gerne ind!, men mit korte spørgsmål er egentlig, er det det hele værd at være selvstændig? jeg ved at jeg kan drive denne forretning endu større og jeg har et helt liv foran mig til at gøre det, men for hvilken pris, hvad er guleroden, anerkendelse, penge, respekt, viden, eller?

Håber på en hæftig debat!

Lasse

Jeg fortsætter uden tvivl forrtningen - om det er 2, 10 eller 50 år aner jeg ikke, men jeg syntes nu det er en vigtig ting at gøre op med mig selv at - du ved sådan lidt jydsk - hvad må det koste? hvornår skal jeg sige stop, hvad forventer jeg at få ud af det? - som tidligere skrevet, er det for friheden, mulighederne, pengene, respekten eller? - men, dit indlæg giver rigtig god mening, et eller andet sted skal man jo placere sig selv i kasserne 1,2,eller 3 - og der er nok ikke et facit på hvilken kasse der er bedst.. - spørgsmålet for mig er bare om jeg er havnet rigtigt..

Hej Lasse,

Jeg kan godt genkende dine tanker omkring det at være selvstændig, selvom jeg ikke er startet endnu.

Mine bekymringer går også meget på, hvad så når alt er på plads med banken, indretningen og diverse godkendelser samt åbningsdagen er overstået... så er der jo "kun" dagligdagen tilbage !! Vil jeg trives her ?? Er der nok kollegaer ?? Jeg ved at trives bedst med flere kollegaer der ligesom jeg snakker meget arbejde og gerne arbejder ekstra fordi det er sjovt og vi har en lille fest midt i alt resset. Jeg har været til nogle jobsamtaler nu hvor jeg bliver spurdt hvad jeg så laver i min fritid og jeg tager mig selv i gang på gang at sige jeg elsker mit arbejde og jeg er ikke så vant til at have så meget "fritid" hvor efter de kigger mærkeligt på mig og siger at de jo ikke helst undgår overarbejde... jeg føler mig enormt misforstået fordi jeg jo bare nyder det og ser det ikke som en byrde at skulle blive lidt længere eller komme lidt tidligere... Jeg ved at jeg sider overfor en "alm. lønmodtager" og det her job kommer jeg aldrig til at trives i når der er den indstilling til tid og engagement...samtidig ved jeg jo også godt at de bare prøver at holde et sundt arbejdsmiljø og hvis det fungere godt for dem så er det jo godt, men jeg må erkende at det ikke er sundt for mig....

jeg kan også mærke at jeg ikke trives med en chef der fortæller hvordan han/hun gerne vil have tingene, jeg føler simpelthen at jeg er hæmmet i mit job fordi der er en der bestemmer hvad jeg skal og ikke skal...men samtidig så ved jeg at jeg SKAL have en sparringspartner som jeg kan dele mine tanker, frustrationer, glæder og alt det andet med og en til at "læsse" af på...

Måske kan man godt sige hvad må det "koste", men jeg tror måske det er endnu vigtigere at erkende hvordan man trives og så acceptere det, og derved gøre sig selv glad.. du kan ikke leve et dejligt liv hvis du hele tiden skal tage hensyn til alle andres mening om hvordan du skal tilpasse sig deres livsbetingelser ...

Måske skal du finde en du kan "læsse" af på, jeg tror det vil give dig lidt mere overskud og måske lidt færre usikkerheds-tanker om du er havnet rigtigt..

Hvordan ser du dig selv et andet sted, hvis du ikke er havnet rigtigt nu ?? er der et rigtigt sted...er stedet godt lige nu og her eller hvordan ser det ud på den lange bane ???

Jeg har også mange tanker omkring familie og familie forøgelse, hvordan skal det nu hænge sammen hvis jeg bliver selvstændig, men jeg bliver også nød til at spørger om jeg vil være en glad kæreste/mor hvis jeg føler jeg hele tiden går på kompromi med mig selv hver dag når jeg tager på arbejde.. hvad er bedst, en Kæreste/mor der er der lidt men tilgengæld er glad når hun er tilstæde eller en kæreste/mor der har meget tid men tilgengæld aldrig er helt glad ????

Hvor meget skal man ofre for andres skyld og hvor meget taber man af sig selv ved at gøre dette... welll. jeg tror ikke på man kan give glæde til andre hvis man ikke selv er glad, så kan det godt være at det der gør dig glad er anderledes i nogle øjne men jeg tror man bliver nødt til at være lidt "hård/kynisk" her ....

Hvis du savner tid til andre mennesker der ikke har tilknytning til forretningen så prioter din tid, sig fx. at hver tirsdag tager jeg en halv dag med kæresten eller familien eller gutterne.. det vil også være et signal til dem om at du priotere dem og den tid i får sammen vil nok også være mere værdsat af begge partner...

Kort sagt gør op med dig selv hvad der gør DIG glad og prioter herefter og find en sparringspartner du kan læsse af på.....personligt synes jeg det sidste er det vigtigste....