Tak for at du afdramatiserer det at være part i en retssag og hjælper. Der er IMHO alt for mange, der reagerer irrationelt på trusler om retssager. Her tænker jeg på den lille mand, der lader sig kue til at betale penge, der ikke skyldes. Og jeg tænker også på store firmaer og offentlige myndigheder, der lader sig sagsøge i oplagte tabersager i stedet for at indgå et forlig. Det sidste er måske rationelt, fordi det trods alt er de færreste borgere / kunder med en berettiget indsigelse, der har ressourerne til at tage skridtet fra trussel til stævning. Det første er smadder ærgerligt, ikke blot for den, det går ud over, men også for det næste offer. Tak for at du bringer problemet ned på jorden, hvor det hører hjemme. Man skal naturligvis vurdere fordele og ulemper, herunder den kendsgerning, at tilkendte sagsomkostninger sjældent dækker faktiske omkostninger. Og så kan man godt komme til den konklusion, at man ikke vil påtage sig procesrisikoen, hvis sagen ikke er vigtig, eller hvis man ikke har råd til at tabe. Det gør sig særligt gældende i en sag, der ikke handler om penge, men som handler om noget andet, fx varemærkerettigheder eller penge. Der er aldrig 100% garanti for udfaldet af en retssag. Og der er ej heller noget limit på sagsomkostninger. Man kan aldrig på forhånd udstede en 100% garanti for, at en sag bliver behandlet som en småsag, hvor omkostningsniveauet er lavere. Alligevel står man sig bedst ved at forholde sig køligt og rationelt til procesrisikoen.
|