Hej Amino'er! Den her blev lidt lang og sikkert temmelig rookie, beklager! Jeg har søgt efter en tråd, der handler om mit spørgsmål, men synes ikke at kunne finde noget. Derfor håber jeg ikke at jeg spørger om noget som allerede har været oppe og vende tidligere :-) Baggrund: Jeg overvejer at starte en enkeltmandsvirksomhed og har i den forbindelse prøvet at finde ud af forskellige ting, bl.a. også på SKAT's egen hjemmeside, men har indtil nu kun fundet generelle retningslinjer. Anyways, jeg er musiker og spiller til forskellige private fester som så mange andre. Jeg er helt med på, at musikeraktiviteter er fritaget for salgsmoms og at man ligeledes derfor heller ikke kan få sin købsmoms tilbage på indkøb, der foretages i forbindelse med musikeraktiviteterne. Jeg har indtil nu skrevet spilleindtægterne (honorarer) på selvangivelsen som B-indkomst hvilket jeg regner med at være den korrekte måde at ordne dén sag på. Bl. a. med udgangspunkt i at jeg er ved at færdiggøre en direkte relevant uddannelse indenfor musik- og mediebranchen, er jeg gået i gang med planerne om at etablere en studievirksomhed. Dette skal i første omgang ikke være et indspilningsstudie, hvor bands kommer og indspiller numre, men i højere grad være præget af det, man kunne kalde for et "medieproduktionsstudie" med primær fokus på lyd. Man kan også sige, at det vil være et "lydstudie" fremfor et "musikstudie". Det er måske i bund og grund underordnet, da der vist ikke er forskel på hvordan momsforholdene ville være. Problemet: Spørgsmålet er nu, om det er muligt at både musiker- og studieaktiviteterne kan køres under samme tag? Musikeraktiviteterne er som bekendt fritaget fra moms, mens studieaktiviteterne klart nok ville være momspligtige. Selvom det givetvis vil kræve lidt mere papirarbejde, tænker jeg ikke, at der er noget problem i at en virksomhed sælger både momspligtige og momsfri ydelser/varer - det er vel tilfældet i så mange andre sammenhænge, eks. kioskejeren, der både sælger slikposer (med moms) og frimærker (uden moms)? Hvorfor ønsker jeg så overhovedet at blande musikeraktiviteterne sammen med studieaktiviteterne? Det gør jeg egentlig heller ikke, men fordi etableringsfasen af et lydstudie/medievirksomhed vil kræve en stor investering i forskelligt produktionsudstyr, må denne investering i mit tilfælde foregå løbende henover et par år. Indtjeningen fra studieaktiviteterne vil givetvis heller ikke være imponerende høj i virksomhedens første par år, så for at undgå at blive kategoriseret som "hobbyvirksomhed", er ideen at bidrage med en nogenlunde stabil omsætning (= aktivitet), ved at køre honorarindtægterne fra musikeraktiviteterne ind over. At undgå at blive kategoriseret som en "hobbyvirksomhed" ville være vigtigt i forhold til at kunne drage fordel af momsreglerne i forbindelse med indkøb af produktionsudstyret - altså, at kunne få købsmomsen tilbage. Sagen kunne let gå hen og blive speget. Jeg har ikke noget personligt behov for at blande tingene sammen, men som nævnt vil det være en mulighed for at opretholde en vis omsætning i etableringsfasen. Kan man overhovedet gøre det på den her måde eller er det helt håbløst? På forhånd tak for Jeres gode svar :-) Venligst,
|
Hej Jakob
Ja, det kan sagtens lade sig gøre som du beskriver. Du skal ikke beklage den lange tråd - det er rart at se, at du har tænkt over tingene inden du spørger.
Det, du vil lave, er en virksomhed med både momspligtige og momsfritagne aktiviteter. Du har så fradrag for indkøbsmomsen på denne måde:
- Generalomkostninger (dvs. omkostninger, der ikke kan fordeles til enten den momspligtige del af virksomheden eller den momsfrie - det kunnne f.eks. være revisorudgifter): Du har fradrag for momsen efter omsætningens fordeling. Hvis f.eks. halvdelen af din omsætning er momspligtig og halvdelen momsfri, har du fradragsret for halvdelen af momsen af denne type omkostninger.
- Specifikke omkostninger til den ene eller den anden del af virksomheden - hvis det er til udelukkende brug for den momspligtige del, så er der fuldt fradrag for momsen af denne udgift. Modsat hvis det er omkostninger til den momsfrie del.
Jeg har skrevet et indlæg om lige netop dette på min hjemmeside: http://www.regnskabsmail.dk/Moms/Momsdokumenter/Momsfradrag.asp
Der kan du læse en smule mere om det. Det kræver, at du opretter dig som bruger, men det er gratis, og du forpligter dig ikke til noget.
Og så lige en bemærkning om indberetning af dine musikindtægter hidtil: Ja, indtægterne skal indberettes - men du har vel også udgifter - i det mindste til transport og måske ophold. Dette kan du trække fra i indtægterne. På min hjemmeside kan du også finde et regneark til beregning af skattefri befordringsgodtgørelse (hvis du kører i egn bil) og skattefri rejsegodtgørelse (hvis du er væk hjemmefra i mere end 24 timer). Eller du kan fratrække de dokumenterede udgifter til offentlig transport. I dit tilfælde gælder der en særlig regel om, at det kun er transportudgifter til arrangementer, hvor du får honorar, du kan fratrække. Ikke hvis du f.eks. rejser til et arrangement, hvor du optræder gratis for venner eller for velgørenhed (selv om det giver dig en reklameværdi).
Dette kan du også læse mere om (og se regnearket) her:
http://www.regnskabsmail.dk/Skat/Skattedokumenter/Rejsegodtgørelse.asp
Held og lykke med virksomheden.
Lars