Det kan være vigtigt at brænde for produktet, men der er også andet, man kan brænde for, nemlig processen.
Der er fx nogle der via affiliate sælger produkter, som de aldrig selv kommer i nærheden af. Men de synes, at det er fedt at lære, hvordan man skaber interesse, markedsfører og netværker.
Jeg sælger selv en bog, som jeg naturligvis brænder meget for, da jeg selv har skrevet den. Men jeg nyder endnu mere processen i at holde foredrag: at forberede sig, fyre den af foran tilhørerne, lære at inddrage dem, få feedback bagefter osv. Derudover nyder jeg faktisk også mere processen i at skrive bogen end i at sælge den.
I e-pusher skriver Martin Thorborg blandt andet om, at det er sjovt at modtage ordrer på sin webshop og så selv stå i garagen og pakke den og sende den. Men herefter skriver han, at det fortager sig hurtigt. Derfor har jeg sørget for at outsource den del til en anden Amino. Det har jeg i øvrigt også gjort med programmering og andet.
Kort sagt:: Jeg brænder meget for nogle processer, mens jeg outsourcer andre.
Jeg kan også komme med et andet eksempel. Da jeg studerende arbejdede jeg om natten i weekenderne på Burger King i to år. Jeg går selv meget op i kvalitetsmad, så jeg havde svært ved at brænde for fast food. Men processen var fed. Vi var mange unge, musikken var høj, og kunderne var sjove, så jeg var glad for det.
Men vi er jo forskelligt indrettet. Nogle brænder helt ud, hvis de skal gøre noget, der ikke helt harmonerer med deres værdier - det kan fx være at arbejde med et bestemt produkt.
Så mit helt korte svar til dig er: Du skal brænde for noget. Det kan være produktet, men det kan også være processen, og det behøver ikke at være begge dele. Hvad du så brænder for, ved du bedst selv.
God fornøjelse med det!