Monogami? Nej tak.

Ja, det er rimelig sejt ! :-)

Og i det specifikke projekt, ekstra sejt fordi hun er pige.

Jamen dog, tak for linket. :-) Det er helt vildt så meget debat det har skabt derinde - jeg er helt målløs.

Hej

Hvis man skal kikke nøgterent på den artikel, så beskriver den udemærket den egoisme som vi alle efterhånden udstråler.

/Kenneth

Kenneth, hvad er det du synes er egoistisk?

Hej Anja

Det som jeg synes er egoistisk, er at når man vælger at gå ind i et parforhold, så burde man også vælge at lave kompromier i ens liv. Det betyder at man ikke kun sætter sine egne behov op, men også ens  partners.

Og det er netop det som der beskrives her. Det er at man ikke tager kompromierne, men vælger at alle skal indordne sig efter en. Og gør man ikke det, jamen så finder jeg da bare en ny. Og det er også det som man kan læse om på alle de dating sider der eksisterer idag.

Vi er blevet nogle forkælede møgunger der ikke tør at give lidt.

/Kenneth

Hvilken mand har lyst til at være nr. 3 den dag? :) Ikke mig!

Hej Kenneth

Når man er monogam og derfor vælger at gå ind i et mongamt forhold, så er det klart at man må indgå de kompromiser det indebærer (hvis det indebærer nogle) - det er jeg helt enig i. Men når man som jeg ikke er monogam, men polyamorøs, så må man vælge ikke at indgå monogame forhold, men gå ind i polyamorøse forhold, og så er det nogle andre "spilleregler" der gælder. Man kunne vel sige at det ville være ret egoistisk at forlange at nogle skulle gå ind i en parforholdstype de ikke egnede sig til. Som at forlange at homoseksuelle skal gå ind i heteroseksuelle forhold fordi det er mest naturligt - det går jo heller ikke, vel?

Ideen med polyamori (hvis man kan tale om en ide) er ikke at man "så bare finder en ny hvis den anden ikke vil indordne sig" (jeg tror du forvekler det med seriemonogami). Der er såmænd bare frihed til at man kan elske og have forhold til flere end en.

Hvem er egentlig mest forkælet/egoistisk: Den der siger "du må kun elske mig, og hvis du også elsker andre, så er det ud af vagten", eller den der siger "min kærlighed til dig er ikke betinget af at din kærlighed kun tilhører mig"? Hvem er det der ikke tør give lidt?

Og så længe alle parter er enige om at det er sådan deres parforhold skal være, hvordan kan der så være noget galt i det?

Anja

Forresten, hvis man ikke kun skal tænke på sine egne behov, men også sin partners, hvad gør man så hvis partneren har det behov at være sammen med flere? Er det ikke et af de kompromiser man skal indgå? ;-)

Det her må være en sag for ligestillingsudvalget! Jeg forlanger at alle mænd der ønsker det også skal kunne have 3 koner!

Helt enig, Erik!

Meld Jer ind i Liberal Alliance :)

Hej Anja

Nu har jeg tit hørt det, fra folk der er "polyamorøs", men er sandheden ikke bare kort den, at man ikke tør give sig fuldt ud. Og at man søger en undskyldning for at man skal have flere partnere. Det er lidt som jeg ser det, den med. Jamen jeg er så kompleks at en person ikke kan udfordre mig på alle mine fronter, og derfor må jeg søge at finde de mennesker der kan. Og gerne nogle som også begære en.

Det er for mig tit et tegn på at nogle mennesker føler sig lidt underkuet, og derfor er sex fx et godt våben til at få fx accept. Det er en måde man bliver bekræftet på i sine teenage år, hvor man skal holde på den lækre fyr, så skal der sex på bordet. OG det er så noget man også kan tage med i ens voksenliv. Sådan at man føler en bekræftigelse ved at have sex, da man jo netop ikke selv er i stand til at kunne udforske sit følses liv. Så er det tit nemmere at bare give det fysiske, så bliver man heller ikke så skuffet, når noget går galt.

Og det er lidt af den trend man også ser ved fx seriemonogame. Netop at der tit mangler en følelses side. Hvor man ikke er 100% åbne overfor hinanden. Men at man lader folk være på afstand, og så kan man ellers klare det med at man dyrker sex, når noget bider på. Og desværre så er det også sådan noget som der er med til at øddelægge et forhold.

/Kenneth

Hej Anja

Istedet for at drage en parallel til det homoseksulle miljø, som du har dravet nogle gange, så så jeg gerne at du foklare dine grundlag for det istedet, det har du så egentligt ikke gjort.

Du forklare det med kærlighed, det er også fint, men så må du også komme med en difination, på hvad du fortolker som kærlighed. For er det noget man begære i korte tider, så er det jo netop ikke kærlighed. Er det noget man føler en fysisk tiltrækning ved, så er det jo heller ikke kærlighed.

Så alt i alt står vi tilbage med, hvad definationen af kærlighed er. For man kan sige at kærlighed til ens børn, ikke betyder at man skal have sex med dem. Kærlighed til ens venner betyder heller ikke at man skal have sex med dem.

/Kenneth 

Hej Kenneth

Når jeg drager en parallel, så er det fordi det netop er sådan min polyamorøsitet føles. Det er ikke noget jeg har et "grundlag for" eller kan forklare, fortolke eller forsvare. Havde jeg været lesbisk, havde du ikke bedt mig om at definere hvad jeg så mener med "kærlighed til kvinder" - du ville vide at jeg mente præcis det samme som dig. Så når du beder mig definere, er det fordi du stadig mener at du har ret, i stedet for at høre hvordan jeg som polyamorøs fortæller dig at tingene hænger sammen. :-) 

Når det så er sagt, så skal jeg selvfølgelig ikke udelukke at der er andre der betegner sig selv som polyamorøse, som føler det anderledes. Jeg kan kun fortælle hvordan jeg selv har det med det, og der falder alle "argumenter imod det" til jorden fordi de forudsætter at jeg aktivt har truffet et valg, og for mig er det simpelthen min natur. Så hvis du siger til mig at det er "forkert" eller "fordi ...", så er det det samme som at sige det til en homoseksuel.

Så kan der måske ligge en anden debat i det som går på hvorfor nogle mennesker lever i åbne forhold, for det behøver ikke have noget med polyamori at gøre, og så kan det være en helt anden snak hvor der er en mulighed for at du har ret i at nogle bare har det svært med tosomhed, gerne vil bekræftes, har et voldsomt sexbehov el.lign. Men så vil jeg stadig undrende spørge "og hvad så?" - at nogle vælger det, går vel ikke ud over dem der ikke gør, så længe det foregår åbent og i enighed? Det er vel stadig ikke mere egoistisk? Jeg kan ikke se noget gyldigt argument for at vi alle absolut skal leve i monogame parforhold (som halvdelen af os alligevel ikke kan holde os inden for og derfor er utro).

Anja

Lad os se det i øjnene. Faktum er, at dem, der ikke kan nøjes med én partner, er nogle liderbasser for hvem sex betyder alt for meget!

"Forresten, hvis man ikke kun skal tænke på sine egne behov, men også sin partners, hvad gør man så hvis partneren har det behov at være sammen med flere? Er det ikke et af de kompromiser man skal indgå? ;-)"

Nej, så skal man skynde sig videre og finde en partner, der vil dig og kun dig 100 %!

Mange af de klassiske "bortforklaringer", du kommer med, er ikke andet end røgslør for, hvad det virkelig drejer sig om: Egoistisk liderlighed.

Jeg er personligt fløjtende ligeglad med, hvordan du og andre af "din slags" lever jeres liv (og det mener jeg), jeg forstår bare ikke, hvorfor I altid skal belemre medierne med jeres "niche-livsstil". Jeg gider ikke at læse om det. Og helt ærligt, i sidste ende tjener det kun til at provokere og promovere dig selv.

Okay, så hvis en monogam har en polyamorøs partner, så skal den monogame se at komme ud af det forhold og finde sig en partner der vil ham 100 %, men hvis en polyamorøs har en monogam partner, så må den polyamorøse bare tage sig sammen og "indgå et kompromis" - hvilket vil sige leve på den monogames præmisser? Jamen, det er da også helt rimeligt. Og klart at det kun er den polyamorøse der her er egoistisk. Jeez ...

Min mission er netop ikke at omvende nogen, men at folk mærker efter om de er det ene eller det andet, og lever i overensstemmelse med det så vi undgår at såre hinanden med utroskab. Er det så skideprovokerende?

Det er ikke bare en nichelivsstil det er sjovt at komme i medierne med - det er sgu dødsens alvor at leve på en løgn fordi man forsøger at passe ind i en ramme andre synes man skal "tage sig sammen" og passe ind i. Polyamori har ikke en skid med egoistisk liderlighed at gøre, og lige så træt som andre er af at læse om det i medierne, lige så træt er jeg af at høre den slags udtalelser fra folk der ikke aner hvad de taler om, men hellere holder fast i deres egne fordomme end at lære noget nyt.

Det undrer mig lidt, hvordan du anvende ordet egosime, når der er tale om kærlighed!?

Ovenstående var så en kommentar til Kenneth.

Kæreste Anja

Det er sjovt som der absolut skal skydes med at det handler om liderlighed og forkerthed, hver gang nogen åbner munden om at være polyamourøs.

Og hvis man har det sådan at man ikke gider læse om nicheliv, så lad, for gud i himmelens eller andes skyld, være.

Jeg hader også at læse om visse former for nicheliv - det liv der leves i de lidt større nicher, og hvor kvinder svøber deres mænd og unger ind i hjemmeklippet pyntelort og samtidig sylter hele dres lliv og lægger i lage.

tjek venligst www.fuldafløgn.dk

Heldigvis er det jo sådan med trykte og digitale medier  - vi kan bladre forbi det der ikke er interessant.

Jeg lever ikke som dig Anja - og jeg ved ikke om jeg kunne, men jeg synes rigtig mange af dine tanker er rasende interessante og jeg synes du er den sejeste at du tør stå ved.

Hvor mange mænd ville være nummer tre spørger en? jamen er det netop ikke kernen i det hele, INGEN er nummer tre og der er kærlighed nok til alle, hvis vi ikke egoistisk skal bestemme hvem der SKAL elske os og kun os, på vores måde og med en horde af kompromisser.

Læs Anjas lille fine bog - uanset om du er monogam polyamours, liderlig eller egoistisk - lover jeg den rykker noget.

forsøger at finde frem til linket hvor jeg en gang anmeldte den - og sætter det på siden.

Kærligst Maria

ps jeg og Anja er ikke venner - så det er ikke et surt venindegylp

ps ps jeg ville ønske jeg var lige så modig som Anja

ps ps ps karmapolitiet ordner alt også kærligheden - jorden er rund, så en gang rammer alt en i nakken igen så det handler om at smide noget godt afsted.

pspspsps jeg er ikke en kosmos moster

TT - Tekstforfatter.

Du sidder faktisk og gør dig til dommer over en andens følelser, og beskriver hvad der er rigtigt og forkert, når du skriver at det er "egoistisk liderlighed".

Når jeg nu siger, at jeg har hævet mig selv over  det "udelukkende seksuelle", og at det først og fremmest handler om følelser og kærlighed, og at jeg på ingen måde går i seng med een, uden at jeg dybt forelsket. Sagt på en anden måde; sex fylder så ukristeligt lidt!
Så er der intet egoistisk i det for min side.

Hvis du så bliver ved med at sidde der med korslagte arme, så er det vel ikke fordi du er interesseret i en reel diskussion, men at du har taget en beslutning om hvad der er rigtigt for dig. Og for andre?

Jeg er tro mod mig selv og mod min partner. Jeg kan se hende i øjnene uden skyld og skam, hvis eller når jeg reagerer på et andet menneske. Og vice versa.
Hvis du er i et forhold TT, kan du så gå hjem og fortælle, at du tændte på kvinden i baren uden det mindste problem?
Nu kan du så påstå, at det aldrig er sket for dig....

Og helt ærligt TT, jeg undrer mig hvad du personligt får ud af at være fordomsfuld. Kan du give et klart svar på det?

Og hvad er det der gør, at du nægter at rumme mennesker, som lever på en anden måde end du?
Hvad vil dit uddybende svar være her?

De bedste hilsner
Niels Moestrup

Hej Tagor

Når man snakker om kærlighed, så er der mange aspekter i det. Men begynder man at sætte ens eget jeg, foran ens partner, eller at man går ud og siger at der skal være dette fri rum, så snakker man ikke længere om kærlighed. Men om egoisme.

Det er sådan, når man skal forstå det der kaldes kærlighed, så er det "offer" man bringer, ikke et offer, men en naturlig del af at give.

Omgiver man sig med mennesker som egentlig er en ligegyldig, så vil man heller ikke give, man vil heller ikke tilrette sig, da det er ligegyldigt med personen, man er sammen med. Fx så er de venner jeg har, meget vigtige for mig. Og ringer de kl lort om natten og har brug for min hjælp, så er det mest naturlige for mig at hjælpe. Er det en bekendt, så vil jeg ikke føle at det er naturligt. Men at der skal en god begrundelse på bordet før at jeg hjælper. Og her kommer så min egoisme op. For jeg vil så hellere sove.

Og det er netop det som der er problemet med vi mennesker idag. Vi fører regnskab. Vi forventer at den anden skal give ligesåmeget som en selv. Og vi skal absolut ikke lave om på os selv. Sådan at man stadig kan drikke sig i hegnet med sinne druk sutter.

Problemet er at når man vælger et parforhold, så skulle de ændringer der sker i ens liv gerne komme naturligt. Gør de ikke det, jamen så er de forhold desværre ikke noget at samle på.

Og her kommer man så også ud i at man kan reskikere at leve et helt liv uden børn kærste kone/mand og børnebørn. Men det er netop prisen ved at være egoistisk. Men at man så får svage mennesker omkring sig, der accepterer ens livsforhold, er så bare kedeligt. Men det har så desværre ikke noget med kærlighed at gøre, men at man skal have dækket nogle dyriske behov.

/Kenneth

Folk må gøre hvad de vil - det rager ikke mig og jeg er ligeglad :)

Tillykke med omtalen, Anja!

Hej Kenneth

Hvem er det der siger at livet skal være en byrde..?

Jeg har levet i den verden du beskriver de første 40 år af mit liv.
Men en dag fik jeg nok af at forsøge at passe ind i rammer som jeg instinktivt viste ikek passede til mig.
Jeg besluttede at nu kunne det være nok.
Jeg ville ikke længere stille mig tilfreds med at overleve, jeg ville leve, jeg ville føle, jeg ville mærke livet på godt og ondt.
Og at mentalt slippe båndende til de traditionelle kasser, som jeg altid har forsøgt at definere mig selv ved, har for mig været som når køerne kommer på græs hvert forår... Livgivende, og livsbekræftende i en grad der slet ikke kan beskrives. 
Tro mig når jeg siger det... Det har intet med sex at gøre. Det har ALT med ægthed og autensitet at gøre.

Hvem siger de ændringer du snakker om absolut SKAL ske når man går ind i et parforhold?

Hej Tagor

Hvad du oplever her, er jo netop ikke noget med kærlighed at gøre. Du har fx ikke kæmpet for det, din partner har heller ikke. I har haft et bekvemlighedsforhold. Og det har I ladt udvikle.

/Kenneth

Hvor er det uhyggeligt hvor lidt til overs man kan have for andre personers livsstil der ikke ligner sin egen.

Når man ikke kan forholde sig neutral som det mindste, men tyr til grovere midler, kunne noget godt tyde på at der er ramt plet.

Så Anja er ude på dybt vand, der hvor hun berører nogen individeres afgrundsdybe komplekser. Jeg håber det var tiltænkt og at hun ikke føler sig såret over denne type grove forulempelser.

Homoseksualitets-parallellen er lige i skabet. Nu har de homoseksuelle fået velsignet anerkendt deres lidt mystiske livsstil. Det tog dem mange år.

De mennesker der var imod homoseksualitet er velsagtens de samme mennesker der er imod "polyamorøsitet". Det er de mennesker der føler sig overbevist om at de kender den eneste sande levevej. Det er dem der kender det ultimative svar på hvad kærlighed er, og ikke er. Det er dem der definerer kulturen og vedligeholder undertrykkelsen af dem der stikker ud.

For nogen mennesker er det bare så selvfølgeligt som noget at man som menneske er født med retten over sit eget liv. Til at leve hvordan man vil hvis man ikke skader nogen. Og at man har lov til at finde ligesindede at dele sit fiktive univers med. Og hvis man skal finde andre mennesker at dele sit univers med er man nødt til at hejse fanen. Min drøm var hvis man kunne hejse sin fane i respekt uden at haters spyttede på den.

Kenneth

Der tager du så noget så grundigt fejl.... Jeg har kæmpet rigeligt
Men det er en lidt lang historie at gengive  her.... 
Men kortfortalt var det mig der var offer for utroskab, og først da jeg satte mig for at lære min "fjende" at kende, gik det op for mig at det er en kulturel konstruktion, som på ingen måde afspejler det biologien viser er rigtig, men handler om magt, og om at vi gensidigt undertrykker hinanden til et niveau hvor vi går rundt og overlever istedet for at leve som vi har potentiale til.

Det har ALT med kærlighed at gøre... Kærlighed til livet.

Og den der med bekvemhed... Ha...
Et Intimt og fortroligt forhold til et andet menneske har aldrig været nemt, hvad for dig til at tro at et forhold til to skulle være nemmere ?
Der er skam udfordringer, masser af dem, bare nogle andre udfordringer, men de er ægte udfordrigner... ;-) 

Kenneth, jeg forstår ikke denne her: "Men begynder man at sætte ens eget jeg, foran ens partner, eller at man går ud og siger at der skal være dette fri rum, så snakker man ikke længere om kærlighed. Men om egoisme."

Mener du at man altid skal sætte sin partners jeg foran sit eget? Og kan man så kun forvente at ens partner gør det hvis man er monogam? Altså hvis du og jeg var par, så skulle jeg sætte dit jeg foran mit og blive monogam for din skyld, men du skulle ikke sætte mit jeg foran dit og blive polygam for min skyld? Det lyder da ikke rimeligt? Hvis kærlighed er at sætte sin partners behov forrest, så må det da gælde uanset hvilket behov partneren har? 

For hvis skyld er det man absolut skal være monogam? Hvem bestemmer at monogami er det eneste rigtige for alle? 

Så Anja er ude på dybt vand, der hvor hun berører nogen individeres afgrundsdybe komplekser. Jeg håber det var tiltænkt og at hun ikke føler sig såret over denne type grove forulempelser.

Som du ved, Jørgen, så er det forargende at man ser nogen gøre noget man ikke selv tør...

:)

Kenneth

Hvem siger, at man skal "kæmpe for kærligheden", hvis den nu kommer af sig selv, ved at være oprigtig og tro.
Hvem siger, at det at være polyamorøs er et bekbemmelighedsforhold. Der opstår, som jeg oplever det, nogle af de samme konflikter, til gengæld skal vi ikke holde noget som helst skjult.

Og som JEG har oplevet, har det ALDRIG handlet om egoisme, men om at give. Det har aldrig været dyrisk, det har aldrig været ligegyldigt.

Afmelder mig lige emails.

Hej Tagor

Nu kræver det, jo selvfølgelig at der er to der vil et forhold, og det kræver også noget at hinanden at opretholde den naturlige balance der er i et forhold. Og det betyder så også at hvis den ene part opgiver, så kan den anden så heller ikke gøre så meget.

Hej Anja

Der misforstår du, man sætter parforholdet højrer. Det vil sige at man ser bort fra personerne. Men man tænker på hvad der er bedst for forholdet.

Hej Moestrup

Problemet er at når alt kommer naturligt de første par år, så vil man tit vågne op og se at der er kommet en hverdag, det være sig efter 3-7 år, og det er her skilsmisserne typisk er. Og det betyder at man skal udvikle sig.
At kæmpe er måske et lidt kraftigt ord at bruge. Men ikke desto mindre, så kan man resikere at man skal kæmpe med sig selv, partneren og forholdet, for at se, om det var det, det var. Eller om man bare havde et begær man lod sig rive med.

/Kenneth

Ps Jørgen Olsen, jeg er træt af den evendige parallel til homoseksualitet, da inden for homoseksualitet findes der også polyamoriøse. Lidt sådan at man drager en parallel mellem et æble og et bær.......kan man ikke, så skal man specificere hvad det er for et bær, fx jordbær.........Så kan man drage parallelen med at et æble og et jordbær kan være rødt fx.

Tillykke med omtalen.

Jeg ville aldrig kunne leve sådan et liv, det virker lidt for bizart til mig.

Når man læser artiklen får man lidt et billede af at det hele er bare så skønt med flere partnere og man deler kærlighed ud til højre og venstre, meeen den hopper jeg ikke helt på. Kærlighed til flere mennesker uden at der opstår jalousi ... Nobel pris til dig..

Se, der har du fat i noget, JaskoB. Tingene bliver bestemt ikke nemmere af at der er flere end to der skal få tingene til at gå op i en højere enhed. Det er selvfølgelig individuelt hvor besværligt/nemt det er for folk, og det kan også variere undervejs, men jeg vil hellere det end at leve på en løgn. (Og dermed siger jeg ikke at andre lever på en løgn - jeg ville bare selv gøre det (og har gjort det tidligere) hvis jeg af nemheds hensyn valgte at bilde en partner ind at jeg var monogam, og forsøgte at leve efter det).

Kenneth:

Jeg håber da virkelig ikke du ikke kan forstå når folk taler i billedsprog, og at du laver sjov. Det kan nemlig være meget nyttigt, ikke mindst i erhvervslivet hvor man også indimellem skal sælge et budskab.

Måske kan du drøfte denne parallel med en af dine meget nære venner om (som du jo har mange af qva din rene livsførelse).

Alt i alt observerer jeg en noget halvhjertet debat-indsats fra din side af. Noget kunne tyde på at du hellere vil fordømme end at forstå. Jeg mener at se det idet du springer så let og hurtigt henover hvad de mennesker du miskrediterer har at sige, for at dit ego straks kan komme til orde igen.

Føler du ikke det er din pligt at forsvare din ære og gå mere i dybden med din argumentation nu hvor du hovedløst har kastet dig ud i denne debat ved at være den første til at komme med det værste og mest klassiske distancerende hadefulde frontalangreb på denne befolkningsgruppe? "De er egoistiske".

Hej Jørgen Olsen

JEg er ked af at min argumentation, ikke lever op til dine standarter, men det kan du så hjælpe mig med i fremtiden, sådan at vi får et mere sigende argumentations grundlag.

Nu er min livsførelse jo ikke den der er offentliggjort, og derfor er den heller ikke til debat. Hvordan jeg fører mit liv kommer kun mig ved. Også derfor at du aldrig vil komme til at se det offentligt gjort. Det er korrekt at jeg har draget nogle paraleller til mine venner og bekendte, men det er også fordi at vi som mennesker differentier de personer som vi omgåes. Og derfor kommer der nogle op i højre lag end andre. Og hvor den skille linje er, er jo meget svær at definere. Da det jo kommer ligeså meget an på en som den anden.

At jeg prøver at lave en argumentation, via diffination af kærlighed, er måske en forkert strategi fra min side, men problemet er jo netop at vi mennesker tit definerer kærlighed forskelligt. Men det gør også at vi tit tager for ledt på det ord efter min overbevisning. Og gør at vi efterhånden skal vise kærlighed til det ene eller andet.

Jeg er ikke fuldt ud modstander af flere partneri, men jeg søger begrundelser for at folk gør det. At de undskylder med fx kærlighed, og at der så konstant sker tilføjelser og udskifninger, så er det jvf min overbevisning ikke følses mæssigt indvolveret, men at der er mere dyriske tendenser i det.

Vi mennesker er komplekse væsner, der har fået den ide at tænke selvstændigt, og det betyder så også at man udvikler mange forskellige ider og praksiser. Der ikke kan forståes af alle mennesker. Men det betyder ikke at vi ikke skal have en holdning til det. Eller at man evt skal argumentere for sit eget ståsted.

Jeg ser mange ting som der sker omkring mig, og får derigennem en masse inputs. Og udfra det, så danner jeg mit livssyn, ligesom du fx gør. Jeg er desværre ikke belæst med en masse smarte bøger, med udtryk der kan sættes på. Men jeg har oplevet hvad folk gør. Det både i vennekredse men også længere ude. Og alle de ting dem tager man med sig og sætter ind i sit livssyn.

At mit livssyn ikke er noget der harmonere med ret mange andre, betyder jo ikke at jeg er forkert på den, men der kan argumenteres for at jeg har uret.....Men det vil jeg så gerne argumentere imod.

Jeg har desværre i de senere år oplevet en større og større egoisme i det danske samfund, der også har gjort at der aldrig har været så mange singler som der er idag. Og derfor er det også tit nærliggende at sige at mange af de valg vi laver sker på en egoistisk baggrund. At man så sætter egoisme som noget negativt, er så ikke min skyld. Men det er nu et dejlig nemt ord, når man sætter sig selv først.

/Kenneth

Hej

Hvorfor er det dog så interresant at nogen går ind for polygami? Jeg syntes faktisk at det er en anelse småkedeligt, og jeg undres over at mennesket forsat er så nysgerrigt at dette kan skabe sådanne en debat!! hvorvidt at en kvinde eller mand vil have 1 eller flere kærester er da hamrende ligegyldigt

Når det er sagt, så kan jeg godt se at monogami åbenbart er ved at blive det mere unormale og bizarre..

Hmm, Kenneth, her er en misforståelse: "at der så konstant sker tilføjelser og udskifninger" - det gør der ikke. For mit vedkommende sker det faktisk temmelig sjældent. Der går år imellem. Men igen er der selvfølgelig forskel, og ikke alle polyamorøses kærlighedsliv sr ud som mit. Det er bare ikke normen blandt dem jeg kender.

Hej Julie Iversen

Nu er det jo nemt at gradbøje ordet kærlighed, og sætte en masse betydninger ind, sådan at det passer fint ind i de ting som der passer bedst ind i ens ting.

Jeg forstår egentligt ikke hvorfor at du mener at jeg fejer let hen over. Jeg prøver seriøst, at tage jeres argumentationer, alvorligt. Og prøver virkelig at se det fra jeres syn. Problemet er at jeg ikke kan se at det har noget med kærlighed at gøre. Jeg ser mere at der ligger andre psykologiske grunde under.

Skal man fx samligne det med noget, så er det den frie livsstil, man førte i fx 60'erne og 70'erne, som så også udmundede sig i at de fleste af de mennesker lever i monogame forhold og har haft sølvbryllup.

Jeg mener modsat dig, at når vi snakker om kærlighed, så kan folk have problemer med at fx at vise følser overfor det modsatte køn, uden at derigennem skal ligge noget seksuelt. Og at man kan have problemer med at man overfor sig selv kan differentier den kærlighed.

Og der du og andre evt kan have problemer med at jeg fejer let henover det, er at jeg kommer med min argumentation omkring hvad kærlighed er. Det har du ikke gjort, du bruger ordet kærlighed som et argument, og forventer at det er gangbart og acceptabelt. Og at man så bare ligger sig ned og siger.....selvfølgelig kærlighed dumme mig. Du har så evig ret, jeg er enig, jeg er torske dum.(IRONI)

Lad os da diskutere ordet, istedet for at tage det som noget ultimativt. Kærlighed er synonym med en masse ting.

Hej Anja

Læste lidt forkert i den artikel, min fejl, læste som at du havde droppet din mand, og fundet en kærste, og så en mand ved siden af, sammen med at der er kommet en ekstra kærste.

/Kenneth

Hej Kenneth,

jeg forstår altså ikke ret meget af hvad du skriver.

Men svar mig på dette:

vælger du ikke din partner ud af kærlighed?

Det gør jeg også..

For mig er kærlighed en følelse af at man svinger så godt med en person at dennes selskab er vanedannende. Jeg vedbliver at være interesseret i hvad denne person har at sige. Denne nysgerrighed og trang til at være sammen vil jeg kalde kærlighed. Kærlighed er også en rummelig følelse for mig, hvor man ved, at man kan komme igennem mange svære ting sammen, f.eks. perioder med sygdom fordi man elsker hinanden. Det giver mening at man skal være sammen. 

Jeg forstår ikke, siger du, at de polyamorøse har psykologiske problemer siden vi gør som vi gør?

/ Julie

"Hvis du så bliver ved med at sidde der med korslagte arme, så er det vel ikke fordi du er interesseret i en reel diskussion, men at du har taget en beslutning om hvad der er rigtigt for dig. Og for andre?"

@Moestrup: Læs, hvad jeg skriver: Jeg er fløjtende ligeglad, hvis man vælger at leve sit liv som Anja Lysholm, jeg gider bare ikke at delagtigøres i det. Ligesom jeg ikke ønsker at vide det, hvis mine bedste venner går i Swinger-club. Hold det for jer selv. Jeg er sgu da ikke interessereret i at kende til jeres lumle affærer.

Og jo, selvfølgelig kan jeg sidde på en bar eller en café og lægge mærke til en smuk pige. Jeg er et levende menneske af kød og blod. Men det er da ikke det samme som, at jeg absolut SKAL knalde pigebarnet. Hvem siger, at man skal have ALT, hvad man lyster? Jeg spiser heller ikke alt det, jeg har lyst til. Så ville jeg blive smældfed. Alt i moderate mængder...Jeg har en dejlig kæreste, som jeg elsker højt, og jeg glæder mig til at tilbringe resten af livet sammen men hende og KUN hende! Jeg er glad for, at jeg kender følelsen af - og forstår værdien af - ægte kærlighed!

Der er ingen evidens for, at vi kun kan elske eet menneske af gangen. Ligesom der heller ingen evidens er for, at vi SKAL elske mere end et menneske af gangen.
Der er dog temmelig tydelige beviser for, at mennesket rent biologisk set er polyseksuelt og/eller polyamorøst, og at selve den monogame konstruktion er en ren religiøs kontrolforanstaltning og/eller kulturelt betinget.

Det findes masser af antroplogiske studier på nettet – google selv ”monogami biologi”.

Kenneth du skriver, at du behøver en argumentation for det polyamorøse?

Ordet er ”Kærlighed”.
Du skriver videre, at der ”sker en konstant tilføjelser og udskiftninger” (implicit i miljøet).
Min erfaring er, at kærlighed for den polyamorøse er lige så alvorlig en sag som det er for den monogame, og dermed sker der ikke flere udskiftninger. Måske ovenikøbet færre udskiftninger, da man her ”får tilfredsstillet” alle sine behov uden at skulle skilles og starte forfra. Samtidig med, at man ikke behøver at være utro men netop KAN være fuldkommen tro.

Og ja, vi ER komplekse væsener, og ja, vi ER begyndt at tænke mere og mere selvstændigt, og vi ER ved at slippe den partrialske verden som herskede for nogle få generationer siden.

Dit livssyn er IKKE forkert...for dig selv! Men det kan sagtens og er velsagtens forkert for en masse andre, på samme måde som den polyamrøses er, og som den homoseksuelles er.

Der ligger psykologiske beviser for at singelkulturen er betinget af egoisme, men mere af en rådvildhed, og at vi som mennesker befinder os i psykologisk brydningstid, jvf blandt andet det med partrialske, at kvinder tager mere og mere magt. Ja, det vel en del af evolutionen? Men jeg oplever med mine klienter, at det ikke handler om at sætte sig selv først, men om at man IKKE tør sætte sig selv i centrum af frygt (??) for at virke selvisk!

Du har ikke ret i, at man kan gradbøje kærlighed. Men måske er der ikke så mange som har ressourcerne, evnerne, modet eller hvad det nu kan være, til at TURDE kærligheden. Men det er en anden sag. Men jeg tror, at vi hver især har et billede af, hvad ægte dybfølt kærlighed er;

Mit bud er, at det er at være fuldkommen sårbar, være totalt trygt, mærke dybt i sjælen, at dem man elsker kender éns puls og vejrtrækning. At man ikke tvivler, ikke frygter, at man har modet, og at man føler sig fyldt op.

Men du bliver nødt til at accepterer og rumme, at nogle mennesker ER istand til, og har behov for, at elske mere end eet menneske af gangen. At dén kærlighed heller ikke er selvisk og egoistisk, men handler om at give. At dén forelskelse og kærlighed ikke adskiller sig fra det monogame, blot at den KAN indeholde kærlighed til mere end ét menneske på én gang. Du bliver også nødt til at acceptere og rumme, at de følelser der opstår er og eller kan være lige så stærke som den monogame har, og at man ikke – nødvendigvis – har flere og skiftende partnere. Kærligheden er nødagtig lige så besværlig, let, umulig, skub idiotisk, vidunderlig, IDIOTISK og fantastisk uanset om det monogamt og polyamorøst.

At det så er så meget i medierne lige nu, er mit gæt, at det ”sælger aviser”.

Bh

/Niels Moestrup

TT
Nu taler vi andre ikke om ”knalde”.
Men for diskussionens skyld;

• Hvorfor skulle du og den smukke pige ikke finde sammen, hvis der er gensiddig lyst? Hvorfor, hvis der er mulighed for det, begrænse sig og hinanden? Hvad er det for et liv, hvis vi ”hele tiden” forhindre hinanden i at leve.

• Hvorfor fanden – undskyld! - skal vi leve et ”moderat” liv. Hvis det er dét du gør, mit gæt, sorry, så kan jeg godt forstå, at du er mavesur og din holdning giver så enddog meget mening.

• Hvis du bliver yderst tiltrukket af den smukke pige, er du vel heller ikke gået på kompromis? Er du? Det tænker jeg ikke, og hvorfor så holde sig tilbage?

• Tænk videre; hvis du og din kæreste gav slip på hinanden, og I blev sammen fordi I havde lyst til at blive sammen, og UDEN at sætte grænser for hinanden, og at det var ok for hende, at være sammen med den smukke pige, og det BLEV en fantastisk oplevelser, fordi DU er kvalitetsbevidst og at du IKKE behøvede at leve moderat, men virkelig kunne blomstre?

• Hvordan tror du så du blev som menneske? Et menneske som vækstede, som blomstrede fordi du ikke mere levede moderat?
  Hvilken mand tror du dine kæreste vil have? En mand som lever moderat eller mand som er sig selv tro mod enhver følelse i sit sind? Tænk hvis du kunne komme hjem og være ærlig hver eneste dag, og tænk hvis du ikke mere skulle holde skjult, at du tændte på den smukke pige i baren?
  
  Tør du tage snakken med din kæreste?
  
  

• Og mht det lumre; det er din kamp. Jeg oplever intet lummert, men åbenhed, dybfølt kærlighed, sandhed, troskab og ingen skyld og skam. Jeg skal aldrig lyve, Kenneth, og jeg kan dele enhver oplevelse. Og Kenneth; jeg lever på intet tidspunkt moderat. Og det smitter! ;o)

   

• Jeg er inderligt glad for, at du kender følelsen af ægte kærlighed! Så er vi to! Mindst ;o)

"Hvorfor skulle du og den smukke pige ikke finde sammen, hvis der er gensiddig lyst? Hvorfor, hvis der er mulighed for det, begrænse sig og hinanden? Hvad er det for et liv, hvis vi ”hele tiden” forhindre hinanden i at leve."

Det er så her, jeg melder mig helt ud af "diskussionen"! Det vil sige, lige om lidt :-) Hvorfor? Fordi jeg har nok i min dejlige kæreste. Fordi der er noget, der hedder troskab. Længere er den såmænd ikke. Fint nok, hvis man vil knalde til højre og venstre, men lad være med at kalde det "kæresteforhold". Det er ren og skær bollevenner i overflod!

"I am a lover - not a fighter"!  Hånden på hjertet...hvor mange herinde kan sige det om sig selv ?

Jeg kan ikke. Hvis jeg ku, var jeg polyamorøs:-)

Jeg starter lige nedefra og kommenterer de ting, jeg synes, fortjener en ekstra kommentar.

TT: Der er forskel på bollevenner og kærester. Bollevenner kan man sagtens holde meget af, men man elsker dem ikke i ordets egentlige forstand. Kærester er nogen, man rent faktisk elsker. Der ER en forskel. Nogen af os KAN elske mere end én person på akkurart samme dybe måde, som du elsker din kæreste. Vi er ikke alle ens... vil du ikke anerkende det?

Du skriver, at du er ligeglad med hvordan vi lever vores liv, når blot vi ikke informerer dig om det... hvorfor læste du så artiklen til at starte med?

Kenneth: Du bruger som argument, at der ikke er følelsesmæssig indvolvering (kærlighed), når polygame udskifter og tilføjer folk konstant. Dit argument fejler på sin antagelse. Polygame udskifter og tilføjer ikke nødvendigvis folk konstant.

Jeg har været gift med min mand i 10 år. Vi har planer om at forblive gift, til vi dør. Min mand har haft den samme og eneste kæreste igennem to år. Jeg er venner med hende og hendes mand. Jeg forventer, at vi alle fire forbliver venner og de kærester potentielt resten af vores liv. Jeg har en kæreste nu igennem et halvt års tid. Da han ikke har en primær partner, forventer jeg, at han en dag møder en sød monogam pige, og så må vi stoppe vores kæresteri. Jeg vil altid elske ham, men jeg under ham, at have en fast pige at bo med og derfor vil jeg sætte ham fri, hvis han og hun ønsker det. Dette er vores kærlighedsforhold. Ved siden af dette, har vi lov til at have elskere. Dem har ingen af os nogen faste af for tiden, men jeg har haft det før, og jeg kan tydeligt mærke, at der er forskel i mine følelser. Elskere holder jeg af, men kærester elsker jeg.

Så det er ikke bare dyriske drifter... ikke mere end de monogames kærlighedsliv er det i hvert fald. Jeg er adfærdsbiolog, så når jeg bliver rigtig analytisk, så har jeg et ret koldt og nøgternt syn på hvad kærlighed egentlig er ;) Det vil jeg dog ikke gå ind i her og nu, da det så bliver en rigtig lang smøre, og det er i bunden irrelevant, da vi lige nu snakker om hvorvidt der er forskel på den kærlighed som en monogam og en polygam føler og har. Min konklusion: Det er der ikke.

JascoB: Polygam livsførelse kræver helt klart megen åbenhed, reflektion og snakke med hinanden ifølge mit verdensbillede. Min erfaring med jalousi er, at det afhænger af hvordan jeg har det med mig selv. Når jeg hviler i mig selv, er glad, nyder livet og føler mig stærk (hvilket jeg for det meste gør) så føler jeg aldrig jalousi. Hvis jeg derimod er nede, føler mig fed og uduelig, så kommer de negative følelser imod min mands kæreste. Så hvordan jeg har det med andre, er en direkte reflektion af hvordan jeg har det med mig selv. Heldigvis er jeg en psykisk stærk personlighed, så jeg er for det meste på toppen og elsker at dele mine glæder med andre.

Hvis jeg virkelig dybt elskede en kvinde, så ville jeg have noget svært ved 3-4-5 andre mænd havde sex med hende hver uge, hver anden uge eller hver måned, og som hun åbenbart også elskede ligeså højt som hun sagde hun gjorde med mig. Men ja vi er alle forskellige, og skal udleve det vi skal have udlevet.

Jeg blev i hvert fald helt glad for at være monogam, og aldrig at have været utro, efter at have læst med i denne her ellers rigtigt spændende diskussion.

Og nu ved Thomas så hvad han ikke skal læse mere om :D

.. personligt tror jeg at meget af det handler om folk der kalder bekendte for venner, fordi de aldrig har prøvet at have et venskab så stærkt at de ville dø for den anden person, bogstaveligt talt, og så er vi ligesom allesammen bare venner.

Men det bare min holdning. Jeg ved ikke alt :)

Jeg har egentlig ofte tænkt over min egen tilgang til det her, og jeg har aldrig helt kunne greje hvorfor jeg synes som jeg synes, men det kan være nogen herinde kender svaret? :)

Jeg synes simpelthen det er klamt. Det er for mig direkte ulækkert at knalde rundt til højre og venstre. Jeg siger ikke at Anja gør det, men sådan som der skrives, så er antallet af seksuelle partnere nok ikke just lavt. Det skal lige siges at den går begge veje - jeg synes personligt at sex er noget der skal holdes mellem 2 mennesker. Når jeg høre om Anja og hendes tilgang til det her, så væmmes jeg lidt - ikke fordi jeg VIL! Men det er på automatik at jeg tænker: yarks..

Jeg er egentlig ikke jaloux anlagt, men jeg vil ikke dele min partner med nogen, og jeg kan heller ikke se hvorfor man skulle? Der er vel en grund til at man er sammen - jovist - men ikke alle er perfekte, og ikke alle er lige gode til sex, så derfor opsøger man det måske andre steder, men med det sagt, så burde man bare finde en person hvor man stiller sig tilfreds med hinanden. Min holdning er at sex simpelthen er blevet for frigjort. Der snakkes ikke om andet i medierne - ja selv de unge mennesker dyrker tidlig sex, pga. alt det lort der bliver fyret af diverse steder.

Men med det sagt, så er jeg reelt set ligeglad med hvordan andre folk lever, at jeg ikke bryder mig om det, kan de egentlig være fløjtende ligeglad med.

I må have en god aften.

Hej Julie Iversen

Jeg skal prøve at skrive lidt mere tydeligt.

Som jeg ser det, så er et af argumenterne her, at det drejer sig om kærlighed. Og jeg er så uening i hvordan vi forskellige tolker ordet kærlighed.

Fx så kan man have kærlighed til sin familie, til sine venner og til sin kærste.

Det er så sådan at den kærlighed, er ikke ens. Fx så vil ens kærste få en form for kærlighed, mens ens børn en anden, og venner en trejde. Og det gør også at vi som mennesker tit kan blive forvirret af det vi føler. Vi kan sagtens føle fx stærkt for venner. Dette uden at der skal være et kærste forhold ud af det.
Tager man fx teenager, så vil man her opleve at mange udvikler så stærke bånd til deres venner, at det minder om et kærsteforhold. At man fx vil offer en tredje person, for at bibeholde dette fælles skab.

Det har så ikke noget at gøre med at man er kærster, men er en naturlig del af det at frigøre sig fra familien. Dette bevirker at man prøver at leve sit eget liv, med ansvar, men også få accept fra familien at man er moden og voksen nok til at kunne klare de udfordringer der kommer. Sådan at forældre delen kan føle sig tryk ved sit afkom.

Når man så tager fx Anja's artikel her(skal siges jeg kender ikke Anja og dette er ikke skrevet i ond mening), så kan du se, at hun i en tidlig alder kom ind i et parforhold, der kan her sagtens argumenteres for, at hendes føleses side ikke har været færdig udviklet. Og tager man en parallel til det mandlige køn, så viser det sig desværre også at mange ikke er moden til at kunne klare et forhold. Eller kunne klare at sadle om til en tosomhed, evt med børn.

Når man så tager dette med, så kan dette give nogle psykolgiske traumer, altså at man ikke får udlevet sit følses liv fuldt ud. OG det gør at når man så kommer ud på den anden side, så har man en tendens til at overkompencere. Og det gøres ved at man evt fejlfortolker de signaler, som kroppen sender til en.

Hej Moestrup

Nu er der ingen her der benægter at vi mennesker udvikler os, og vi tit også eksperimenter med det vi kan komme til. Men derved findes der stadig en masse grundlæggende ting der stadig gælder. Og man så spørge sig om, hvorfor denne store ændring.

Vi ser også at mennesker bliver mere skilt end før, og man begrunder det med at kvinden ikke er afhængig af manden. Jeg ser det mere som en konsekvens af det visuelle og materialistiske samfund. Det betyder at det er for nemt for os mennesker at mene at vi føler noget fordi at det ser godt ud, eller at vi har noget som andre vil have. Og det gør også at når det er disse ting der ligger til grundlag for ens valg, så vil det heller ikke være en grobund for at udvikle et dybere samhørighed, men at man desværre zapper videre.

Og man kan selvfølgelig give vores generation skylden for det. Da vi har opdraget de poder der idag bliver gift 3-10 gange i deres liv.

Jeg acceptere skam at vi elsker flere, bare ikke på den måde. For jeg kan da godt være grov og sige at det tit også er den følse pædofile har. Og så kan vi disketerer om det er passende. Men her er vi jo alle enige om at det er slemt.(Skal siges at jeg samligner ikke amoriøse med pædofile, er et billedligt eksempel for at vise ekstremer). Og her snakker man også om at det tit er misforståede følses signaler ved den voksne, og man ser også at denne gruppe bliver yngre og yngre.

Det betyder jo netop også at vi mennesker ikke altid er i stand til at tolke de forskellige signaler, og at man sætter tingene op til logik, istedet for at man gradbøjer det.
Baggrunden for at man misfortolker signaler, kan jo være ens barndom, ens tidligere voksenliv, hvor der er kommet nogle traumer ind, der netop gør at man prøver at beskydte sig selv. Eller generalt bare er forvirret over signalerne der så gør at man kører det løb, hvor man får mest accept.

/Kenneth

En interessant tolkning Kenneth, der dog ikke anerkender polygame som individer, der er i stand til at vide, hvad de selv føler. Jeg må antage, at du også mener, at det samme er gældende for de monogame?

Hej Nomih

Ja selvfølgelig.

/Kenneth

Godt at høre, at du ikke mener, at polygame er mere forkvaklede end de monogame :) At vi alle vælger vores livsmønster ud fra hvad der passer os bedst, og som i sidste instans resulterer i den samme velvære hos den monogame som den polygame.

Med den baggrundsviden vil jeg spørge lidt mere ind til hvad du tidligere har skrevet. Det virker som om du skriver, at polygame er poly, fordi de ikke tør give sig fuldt ud. Hvad mener du med fuldt ud? Jeg er gift og deler alt med min ægtemand. Ud over at jeg elsker ham, så valgte jeg ham i sin tid på et helt objektivt grundlag. Jeg vurderede at her var en mand, der havde de kompetencer jeg ønskede. Dette betyder, at han er ærlig og reflekterende som jeg. Derfor tør jeg dele mine tanker og følelser med ham. Jeg vil mene, at jeg giver mig fuldt ud til ham. Men selvom jeg gør det, så kan jeg stadig være forelsket i andre mænd. Og bliver så sandelig også såret, hvis jeg får en afvisning. Da jeg har/har haft både elskere og kærester, kan jeg mærke, at den følelse jeg får, når jeg bliver såret er forskellig alt efter om det er elskeren eller kæresten. Så den erfaring må betyde, at jeg rent faktisk giver følelser til kæresten. At det netop ikke bare er en seksuel bekræftigelse som elskeren kan være.

Du inddrager også elementet med, at man ofrer sig for hinanden. Den synes jeg er sværere at argumentere for at jeg gør, da jeg netop ikke ser det som et offer, hvilket du også selv benævner, at det ikke er, når man elsker. Jeg under ham, at tage på skiferie med fyrene eller ud til spilaftener eller i byen med kæresten, mens jeg passer ungerne eller før dem, blot sad derhjemme og hyggede mig med TV, bøger eller hvad jeg nu kunne finde på. Det føles ikke som et offer, selvom jeg oplever andre kvinder kigger mærkeligt på mig, fordi jeg ikke insisterer på, at min mand ikke må tage ud og hygge sig uden mig. Ydermere tager jeg da også med på cykelture selvom jeg synes cykling er noget af det mest kedelige der findes, fordi jeg gerne vil bidrage til de ting, der gør ham glad. Til gengæld gør han så også ting, som gør mig glad, så vi "ofrer" os for hinanden.

Så opsummering. En polygam kan sagtens være dyb og have ægte kærlighedsfølelser for flere partnere.

Hej Nomih

Når jeg læser dit indlæg her, så virker det somom at du mere har valgt en erhvervs parter, end en kærste/mand. Og allerede her, så begynder det jo at tangere, at det er et logisk valg, istedet for et følsesmæssigt valg.

Det betyder også at det ikke er ens følelses side der tager valget, men ens fornuft/logiske side. Og det gør også at man på et tidspunkt vil føle at dette ikke  dækker ens behov, og derfor vil søge at få dem dækket andre steder. Hvis man havde valgt, udfra et følses moment, så ville ens følses mæssige forhold være dækket, og man ville så søge at få kompenceret sin intellegt et andet sted. Og det gør så også at man ikke kommer ud for at skulle lave forskellige kærste definationer, men at man går ind og siger at det er venne definationer.

/Kenneth

Hej Julie

Problemet med os to, er at vi læser indlæggene fra hver vores side af sagen. Det betyder jo netop at vi vægter forskellige ting forskelligt.

Det som jeg ser som det store problem, er nu nævner du igen at hun elsker. Jeg er ikke i tvivl om at hun elsker efter sin overbevisning. Jeg har så den holdning at den måde hun tolker det på, er forskellig fra min. Og det betyder at I mine øjne efter min overbevisning, så har det ikke så meget med kærlighed at gøre. Og det er her som vi to primært skiller os af(og andre også for den sagsskyld).

Der ligger jo mange ting til grunde for hvordan vi oplever kærlighed, eller for den sagsskyld vores følser, der findes det arvlige aspekt, og det mijø som vi er opvokset i.

Derved ikke sagt at vi i tide og utide kan ændre vores tolkning af følser. Og at der kan være en kemisk ubalance i kroppen der har indflydelse på vores følser. Dette skal man også tage med, når man snakker følser. Fx så kan folk i harmonel ubalance, herunder mensturation, graviditet som store eksempler, gør at kvinder følses mæssigt kommer ud af balance. Tager man tidens store trend, stress, der også udvikler forskellige hormoner, kan også give en ubalance i ens følses liv. Og det er alle de faktorer vi arbejder med her.

/Kenneth

Nej Kenneth, du har ikke patent på ægte kærlighed bare fordi du er monogam, sorry. Jeg synes du er noget virkelighedsfjern at bilde dig det ind.

Vi polyamorøse ELSKER! Og det gør vi lige så højt som alle andre. Og af lige så sunde og usunde motiver som alle andre.

Vi jubler af glæde når vi er forelskede og græder når vi mister en nær relation lige som alle andre. 

Så stop venligst dine underlige historier om at det er umodne følelser, stress og hormoner. Du aner jo ikke hvad du taler om, vel?

Du kommenterede ikke på de bøger jeg linkede til?

Hvad med at læse på lektien?

Du er vidst ikke interesseret i at blive klogere?

Så har det ingen pointe at diskutere med dig.

Hej Julie

Du læser mine indlæg som fanden læser biblen. Du er så meget i forsvars position at du ikke læser hvad der bliver skrevet, men at du fokuserer på at det er negativt.

Jeg skriver ikke at jeg har ret, jeg skriver efter min overbevisning har jeg ret. Hvad du så ellers ligger i det er så op til dig, ligesom jeg får et andet budskab ud af dine indlæg, som du evt ikke har til hensigt.

Jeg siger ikke at I ikke græder føler glæde og andet. Når man snakker om følses handicap, så kan det være fra det smålige til det mere ekstreme. Det betyder så ikke at man ikke kan fungere som en almindelig person i samfundet.

JEg har så bare den holdning, og det har du så kun bekræftet med din manglende objektivitet, og dine forsvars mekanismer, at der er en brist i ens følses liv.

/Kenneth

Jeg har skrevet om min definition af kærlighed her: http://utroskab.org/k-kaerlighed/

Citat

 Det man mærker som ”forskellige slags
kærlighed til forskellige mennesker”, er mere en praktisk følelse af
hvilken relation man har lyst til at have til de forskellige mennesker.

Citat slut

kilde http://utroskab.org/k-kaerlighed/

Når jeg læser dette på din blog, så definerer du at kærlighed, er noget som man styrer. Og ikke en følse der skabes. Er det korrekt??

Og det vil så betyde at polyamoriøsitet er en form for egoisme????

Og ikke har noget med følser at gøre.

/Kenneth

Nej, det er ikke korrekt opfattet. Kærligheden er en følelse der ikke kan styres - den er der, eller den er der ikke. Det jeg siger, er at det der gør at vi synes vi mærker forskellig kærlighed til forskellige mennesker, er det vi vil med den kærlighed.

Men måske det vi i virkeligheden bør definere her, ikke er hvad vi mener med kærlighed, men derimod hvad vi mener med egoisme? For Kenneth, uanset hvordan man definerer kærlighed, og uanset om du stik mod min mening skulle have ret i at polyamorøse er følelseshandikappede, ikke kan føle dyb kærlighed, ikke tør binde sig, eller hvad ved jeg, så kan jeg ikke få øje på at polyamori er mere egoistisk end monoamori. To (eller i polyamori flere) mennesker bliver enige om hvordan de ønsker sig et kærlighedsforhold. Det kan aldrig nogensinde blive egoistisk.

Eller hvad er det egentlig du mener når du siger egoistisk? For måske er det simpelthen det jeg ikke forstår?

Hvis du orker at læse mere, så har jeg da også skrevet lidt om det http://utroskab.org/e-egoisme/

Hej Anja

JEg bliver her lidt forvirret.

Det vil sige kærlighed er en fast defineret størrelse.....der er urokkelig. Men det er så vores fornuft der styre den. Det vil så sige at når jeg vil et forhold så er det min fornuft der vil den. Fordi at jeg har kærlighed til personen. Sådan kort.

/Kenneth

For mig er et forhold i mit liv forbundet med monogami. Jeg ville absolut ikke kunne leve med tanken om, at min kæreste havde forhold ved siden af mig og jeg ville absolut ikke have det godt med, at være intim med andre mænd.

Et forhold for mig, hvor man er to og ikke tre, fire ja mange, er ikke ensbetydende med, at jeg og min partner ikke vil kunne udvikle os som personer både hver for sig og sammen.

Jeg respekterer, at nogen ikke kan leve i forhold med en partner, men det betyder ikke, at jeg syntes om det.

Nu er jeg ikke specielt religiøs, men hvis der indgås ægteskab, lover man så ikke hinanden troskab? Uanset hvad, så vil en gensidig aftale om sex/forhold med andre aldrig (for mit vedkommende) blive accepteret som troskab.

Heidi

Nu bør vi måske også definere begrebet "fornuft" så. ;-)

Kærlighed er for mig en følelse/energi, og hvad vi så vælger at bruge den til - at indgå et parforhold f.eks. - er en bevidst handling.

Hej Anja

Når man snakker om grunlæggende psykologi, så snakker man om to begræber.

Det ene er fornuft, det andet er følser.

I de traditionelle fremstillinger, så er disse mekanismer afhængig af hinanden. Og bedst fremstillet via en vægt med følser på den ene skål og fornuft/logik på den anden.

For at et menneske fungere optimalt, så skal disse være i balance. Dog kan man godt fungere med en overvægt af fornuft.

Det som der er problemet med din fremstilling, er at du går ind og siger at kærlighed(en følse) er konstant. Det betyder at  fornuften, er det der afgører om vi er nede om vi føler kærlighed eller andet.

Tager vi så videre i denne tankegang. Så betyder det også at følser generalt ikke burde kunne øddelægge et menneske, da vi har samme konstante følse. Og det gør at sådan noget som fx depretion, shock ikke kan bevæge dette. Egentlig burde depretion så ikke eksistere, medmindre at det er en genfejl, og derved aldrig kunne komme ud af den.

Men også at vis en partner forlader en, så burde en fornuft netop være der til at opretholde balancen. Problemet er at det autonome system desværre ikke er styrbar, og derfor skal fornuften kæmpe. Og alt efter de genetiske og miljø mæssige faktorer, så vil man kunne gøre det kort til aldrig.

Når jeg køre lidt i det her, så er det fordi at man lægger gamle bibelske ider i det. Og ikke forholder sig til at vi mennesker besidder en del andet. Og det gør også at de gamle teorier(filosofier) ikke længer er bevendt. Og at de kun trækkes frem, når det skal passe ind i ens tankegang.

For du gør det at du argumetere for at vi styre vores følses liv, men du vil ikke kalde det egoisme. For tager jeg et bevist valg, så er det typsik mig der kommer i centrum først.

På den anden side, så kan vi mennesker også blive afhængige af vores følser, og det betyder at fx følsen forelskelse, der netop udleder endorfiner(morfin lign produkt som kroppen selv producerer), kan gøre at man ledes til at tro at man bliver nød til at skulle opleve forelskelse. Problemet er bare, at jo ældre man bliver jo flere man har haft fat i jo sværre bliver det at udskille endorfiner, og man skal derved blive ved med at søge lykken......Altså en rejse uden ende.

Lidt ligesom narkomaner.

/Kenneth

Kærlighed er en følelse og er følelsen stærk mellem to personer, så vil jeg mene at et forhold opstår helt naturligt.

Kærlighed for mig er en følelse, der giver mig et helt specielt tilhørs forhold til den mand jeg elsker. Kærlighed kan være mange ting, men relateret til et forhold, hvor det er som par, så er min hjerne/hjerte ikke kodet til at kunne elske flere mænd på samme tid.

Indleder jeg et forhold, så ved jeg ikke hvor meget fornuft, der er i det valg. Jeg tror mere, at det er fordi både han og jeg har samme ønske. Det føles altså mere korrekt at være sammen.

Heidi

Heidi

Hvad er troskab?
Hvor er der defineret at det betyder sexuel troskab?
For hvis det kun er det, så forstår jeg godt så mange har problemer i forholdende...

Troskab må være bredere defineret, og funderet i noget mentalt, og ikke i selve den sexuelle handling som gudene må vide mange ynder at foretage sig i en brandert og alligevel ikke kan huske dagen efter.

Troskab må være at at man holder den anden nær sit hjerte, og påtager sig at dele, støtte og rumme personen i opture såvel som nedture, uden at svigte og personen behøver tvivle på at du er der.

Sjovt nok så er troskab til os selv noget vi aldrig lover nogen, og den mange af os har det aller sværest med.

Man kan elske og være tro imod flere børn, og min påstand er at nøjagtigt det samme gælder for flere voksne.
Kærlighed er kærlighed, og den er der uendeligt potentiale for, uanset hvem det handler om.

At voksne så oftes ynder at dyrke visse aktiviteter og udtrykke deres kærlighed på andre måder end man gør med børn er så en helt anden sag.   Der er jo ikke ligefrem lighedstegn imellem kærlighed, begær og sex. ;-)
Men kærligheden er den samme....

Det er mit indtryk at mange af dem der har svært ved at rumme at andre kan være polyamoriske i deres verdensopfattelse, netop er dem der har svært ved at skældne imellem kærlighed og sex. Så når Kenneth mener at polyamoriske er følelsesmæssigt udfordrede, og ikke helt "bagt færdig" følelsesmæssigt, så kan jeg ikke helt lade være med at trække på smilebåndet, og tænke, Ja sådan tænkte jeg også engang.... :-)  og kommer måske til det igen... Men ikke lige nu....

Kenneth, kan du ikke prøve at forklare mig hvad det er du mener med egoisme? Og hvorfor monogami ikke er det?

Jeg har fulgt med hvert eneste indlæg her og jeg synes debatten har været fin og spændende men nu synes jeg personligt den er kørt lidt af sporet. Det er blevet meget indviklet og intellektualiseret efter min mening.

Helt ærligt hvad er det der er så pokkers besværligt i den her debat ?

Her i livet har man nogle preferencer. Jeg er f.eks opvokset uden en far og derfor har jeg erfaret at jeg ikke er så god til at være i et forhold. Jeg er jaloux og tror ikke min partner elsker mig selvom han gør det. Der kan være 100 aandre grunde men det er min egen lille lommefilosofiske teori.

Jeg var som ung faktisk temmelig meget polyamorøst anlagt men mine partnere var ikke altid lige okay med det men jeg vil sige at jeg sagtens kunne elske flere og min erfaring var at der blot blev mere kærlighed at øse ud af.

Jeg ville gerne leve polyamorøst idag fordi dybest set mener jeg det er det eneste naturlige for mig. Men ikke nødvendigvis. Det er noget jeg har fundet ud af efter mange år. Omvendt er jeg slet ikke sikker på jeg er i stand til at give den samme rummelighed til min partner selvom jeg faktisk gerne ville og bla. derfor holder jeg mig tilbage da det må virke begge veje. (siger min umiddelbare fornuft mig.)

Det at jeg ikke tror det vil kunne fungere for mig mener jeg også har at gøre med det faktum at jeg faktisk ikke er "hel". Jeg elsker ikke mig selv nok...kunne man også sige. Jeg har en følelsesmæssig skade. Kært barn har mange navne og det er i grunden ligemeget.

Jeg mener at for at være polyamorøs skal man nok være temmelig meget i balance hvilket jeg slet ikke er når det kommer til parforhold. Dybest set "burde" et forhold jo være baseret på netop kærlighed....men oftest er det jo i virkeligheden et forsøg på at blive "hel" og når man så har fået integreret den del i sig selv som man fandt i den anden så forsvinder "kærligheden" eller det man troede var kærlighed.  Et parforld er også et spejl.

Man kan mene hvad man vil men når det kommer til stykket er det så ikke okay at folk lever som de har det bedst med ? Det er jo ikke så forfærdelig indviklet. 

Hvis jeg møder en mand jeg forelsker mig i og han fortæller mig at han er polyamorøs så må jeg jo forsøge at leve med det og måske vil jeg så finde ud af at det kan jeg sagtens eller også så kan jeg ikke og så er den jo ikke længere.

Lige p.t. har jeg svært nok ved at finde bare een partner. Måske fordi jeg stadig slikker sår. Måske fordi jeg ikke er klar. Måske fordi jeg faktisk slet ikke leder. Eller måske fordi jeg faktisk har det pænt okay med at være mig selv. Hurra for mangfoldigheden og skal vi så ikke komme videre ?

Livet er et eventyr. Godt nytår!

Shannon xxx

Hej Anja

Nu siger jeg ikke at der ikke kan forekomme egoistiske forhold inden for monogami, har jeg givet udtryk for det, så er jeg da virkelig ked af det.

Stiller man det op som du beskriver det med kærlighed og fornuft, så vil der kun være en forklaring i det forhold, og det er netop egoisme, da du jo mener at fornuften/den bevidste del af hjernen, træffer beslutningerne. Og derfor er det beviste valg der ikke er styret af sine følser. 

Grunden til at jeg mener at det er egoisme, er den samme grund som alle afhængige udstråler, netop at få dækket sine  behov.

Og det kan du så læse omkring i mit tidligere indlæg.

/Kenneth

Men det bliver vel først egoisme når man kun tager hensyn til sig selv? 

Hvis der også kan forekomme egoistiske forhold inden for monogami, kunne det så ikke tænkes at der også kan forekomme polyamorøse forhold der ikke er egoistiske?

Hej Anja

Når man selv ønsker at være centrum i en flok, så er det ikke noget med at man vil give, det handler så om at man vil være den der får mest opmærksomhed.

Citat

Men det bliver vel først egoisme når man kun tager hensyn til sig selv?

Citat slut

Og er det ikke det man gør ved at der skal flere til at tilfredstille ens behov? Netop at man ikke vil nøjes, men at man skal have mere.

/Kenneth

Ps. Senay, jeg kan godt lide dit indlæg, meget oplysende. Og håber på al lykke fremover for dig.

Hmm, se, nu formoder du ting igen. Hvor fremgår det at jeg (eller andre poly'er) ønsker at være centrum i en flok? Jeg vil da hellere end gerne f.eks. være kæreste til en mand der lever i kernefamilie hvor kone og børn er hans primære fokus (hvis alle er indforståede og glade for det, naturligvis), eller have at mine kærester har andre kærester. Jeg bliver faktisk meget lykkelig hvis min kæreste er nyforelsket i en anden. Hvordan hænger det sammen med at ville være i centrum? Og hvorfor tror du ikke jeg giver lige så meget opmærksomhed som jeg får?

Hvorfor er det i øvrigt ikke egoistisk at ville være ét menneskes centrum? Kunne man ikke argumentere for at det er vildt egoistisk ikke at ville dele, men absolut have folk for sig selv? 

Der skal heller ikke flere til at tilfredsstille mine behov. Det meste af mit liv har jeg faktisk "kun" haft en kæreste og det har været fuldt ud tilfredsstillende. Det er også fuldt ud tilfredsstillende når jeg ikke har nogen kæreste. Det har bare ikke været tilfredsstillende at skulle "nøjes" (dit ord) med den ene hvis jeg også har været elsket en anden. Det har gjort ondt ud over alle grænser hvis jeg har skullet give afkald på den kærlighed af en eller anden grund, og det føles naturstridigt at skulle gøre det. Heldigvis har det ikke været aktuelt ret mange gange i mit liv, for jeg er ikke sådan en der går og forelsker mig hele tiden.

Mht. at ville nøjes: Hvorfor mener du at man skal nøjes, hvis man ikke behøver det? Hvis man "nøjes" med noget i et monogamt forhold, er det så et godt forhold man har?

Hvem er det det går ud over at jeg lever som jeg gør, når det sker i fuld forståelse og enighed med dem jeg lever sådan med?

Hej Anja

Problemet med nøjes.

Er at man er mere fokuseret på det man ikke får/har.

/Kenneth

http://www.thisismarcus.com/jake/sixtyseven.htm

Spændende diskussion, som folk helt sikkert har, og altid vil have, en meget kraftig holdning til og delte meninger om.

Hvad er utroskab egentlig?

Der er der ca. lige så mange forskellige meninger om, som der er mennesker. For mig personligt er utroskab dog absolut ikke kun relateret til noget seksuelt. For mig er utroskab kort og godt, når min partner går bag om ryggen på mig, det er for mig det ultimative svigt. Og så er det uanset om det drejer sig om et seksuelt forhold til en anden, økonomi eller noget det tredie. Åbenhed i et forhold er en af de eneste ting som jeg ikke kan gå på kompromis med, og intet ville kunne få mig hurtigere ud af døren end løgn, bedrageri og jalousi.

Jeg kan til gengæld tolerere og acceptere det meste, så længe der er åbenhed, tillid, ærlig kommunikation og forståelse for modparten og indlevelse i dennes følelser fra begge sider.

Jeg har et åbent forhold. I hvert fald teoretisk...

Min kæreste og jeg har faktisk, rent teoretisk, et åbent forhold. Det har vi haft i stort set samtlige af de otte år vi nu har boet sammen, vel at mærke uden at nogen af os nogensinde har gjort brug af det i praksis, udover lidt småflirten i byen en sjælden gang i mellem. Og det har der absolut ikke været noget skummelt over.

Faktisk kan jeg huske at min kæreste har haft ringet til mig flere gange i løbet af en aften, og fortalt mig alle detaljer om de kvinder der lagde an på ham. Det syntes jeg var fedt, fordi han involverede mig i det, og fordi jeg sagtens kunne unde ham den bekræftelse, som man ellers nogle gange godt kan komme til at savne i et langvarigt forhold ("wow, jeg er faktisk stadig interessant i andres øjne"), uden at der gik noget som helst af mig af den grund, eller gjorde hans kærlighed til mig mindre. Det gjorde ham blot i godt humør og gav hans selvtillid et boost.

Hvorfor har vi så et åbent forhold, hvis ingen af os gør brug af det?

Dengang vi mødte hinanden, var vi begge nyligt kommet ud af et forhold med en meget besidderisk og jaloux person. Vi havde derfor, hver især, begge gjort op med os selv at (ubegrundet og overdreven) jalousi i ethvert fremtidigt forhold, var en absolut deal-breaker for os. Ingen af os ville ejes og kontrolleres og ingen af os vile udsætte en anden for det. Vi fik begge lidt klaustrofobiske kvælningsfornemmelser ved tanken om at være "fanget i monogamiens fængsel" for tid og evighed.

Ingen af os har nogensinde lovet hinanden at det her skal vare resten af livet. Vi håber begge og har lovet hinanden at kæmpe for at holde sammen (od det har vi gjort, intet forhold forbliver godt uden hårdt arbejde), men realiteten er jo at det ikke er et løfte som nogen mennesker reelt set kan afgive, uden dermed at risikere at ende med at gøre vold på sig selv og hinanden, vi ved jo aldrig hvad fremtiden bringer.

Det var jo ikke sådan at vi satte os ned og besluttede os for at have et åbent forhold, men ikke gøre brug af det i praksis. Det havde jo været fjollet og omsonst. Faktum er dog blot at ingen af os har følt behov for at være sammen med andre end hinanden (vi vil blot ikke udelukke at det nogensinde kan ske), og jeg tror netop at det i høj grad skyldes at der ikke er noget der er tabulagt og forbudt. Det vi ikke må/ikke kan få, har jo som bekendt tendens til at trække ind i mellem.

Og så synes jeg da personligt at der ligger en stor tillidserklæring i at kunne sige: "Gør hvad du vil, jeg stoler på at du kender mine grænser, og aldrig bevidst vil gøre noget du ved der gør mig ked af det". Det er jo ikke bare et spørgsmål om at "anything goes", hvis ikke man begge (eller alle) er komfortable med det. Alle mennesker har jo en grænse et sted.

Monogami er en social og samfundsmæssig konstruktion.

Det mener jeg oprigtigt at det er. Jeg tror simpelthen ikke på at vi som mennesker går gennem livet (eller som i dette tilfælde, et længerevarende forhold), uden nogensinde at føle os tiltrukket af andre. Jeg har da ofte følt mig tiltrukket af andre mennesker, og jeg ved at det samme gør sig gældende for min kæreste, og det har jeg det helt fint og afslappet med. Jeg kan såmænd sagtens kigge efter en flot mand på gaden og sige til min kæreste: "Hold op han var lækker", og det samme kan han hvis han ser en tiltrækkende kvinde. Og så er dén skid slået og der ligger ikke mere i det.

Jeg har da personligt haft et par mindre forelskelser et par gange i løbet af vores forhold. Eller fascination vil jeg nærmere kalde det. Det dér der sker, når man møder et nyt menneske som bare er super spændende, og som man virkelig klikker med; det kan føles lidt som nyforelskelse ind i mellem. For mit vedkommende er det dog altid gået over ret hurtigt igen. Måske netop fordi jeg kan tale åbent med min kæreste om det, og det hele derfor bliver afmystificeret lidt på den måde. Og fordi jeg ved at den slags naturligt opstår, og oftest lige så naturligt går hurtigt i sig selv igen med tiden.

Fri mig for tvungen kærlighed.

"Hvis du elsker nogen, så sæt dem fri", er et ordsprog der findes i mange varianter, og det synes jeg der er rigtig megen sandhed og visdom i. Jeg vil ikke have en fugl i et bur, og jeg vil (eller kan) aldrig tvinge nogen til at elske mig, eller til at blive hos mig. For mig har det været enormt befriende at erkende og omfavne den sandhed.

Da min kæreste og jeg havde været sammen i ca. fire år, havde han pludselig ikke lyst til vores forhold mere. Han mente ikke at der var noget der kunne reddes, udover vores venskab. Det gjorde mig selvfølgelig dybt ulykkelig, men i stedet for at blive tøsefornærmet, eller sætte mig ned og tude og have ondt af mig selv, talte jeg med ham om hans følelser. Jeg lod ham vide at han ville få al den plads, tid og rummelighed som han havde brug for, og at jeg, om end jeg inderligt håbede at han ville ombestemme sig, ville støtte ham i hvad end han besluttede. Det var hans liv og hans lykke der var på spil, i lige så høj grad som min.

Hen endte heldigvis med at blive, og i dag er vi stærkere og lykkeligere sammen end nogensinde før. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg havde presset ham eller reageret ved at prøve at "holde ham fast" med vold og magt og årer, så havde vi siddet hvert sit sted i dag.

Min kæreste er fri til at følge sit hjerte og gøre hvad han vil, og alligevel er det altid mig han kommer hjem til. Vi har ingen hemmeligheder for hinanden, taler åbent sammen om alt, og han er min bedste ven. Jeg ved at jeg altid kan stole på hans opbakning i svære tider og situationer. Og så ved jeg at han elsker mig højere end livet selv, helt af egen fri vilje og lyst, og helt som jeg er, med alle finurligheder og mærkelige/irriterende egenskaber det nu måtte indebære. Større kærlighedserklæring kan jeg personligt ikke bede om.

"Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje".

Ja det er måske nok lidt ironisk at ateisten sidder og smider om sig med bibelcitater, men pointen er nu ikke mindre værd af den grund.

Jeg må erkende at jeg har enormt svært ved at forstå den harme og foragt som nogle mennesker ind i mellem kan føle overfor andres valg. Så længe det foregår mellem voksne mennesker, og alle er indforståede og har det godt med situationen, hvad er så problemet? Hvor trykker skoen hos Jer?

Faktum er at mange af dem der råber højt om det monogame forhold som værende ukrænkeligt, statistisk set selv er, har været, kommer til at være, eller er udsat for utroskab og uærlighed i deres forhold. Det er så udbredt og finder sted på så stor en skala, at der faktisk ikke er ret mange der kan sige sig helt fri fra det i en eller anden grad.

Jeg har haft et indgående kendskab til prostituionsmiljøet tidligere (uden dog at ville uddybe nærmere hvordan, udover at det ikke har været som "aktivt deltagende") og hold op hvor der ryger mange gifte mænd igennem det "system"! Og kvinderne er såmænd ikke et hak bedre. Om noget er de som regel bedre til at skjule det, og har som oftest større tendens til at tage deres hemmelighed med sig i graven.

Der er absolut intet i vejen med at gå ind for og bekende sig til monogame forhold, slet ikke. Vi er heldigvis alle forskellige og har forskellige lyster og grænser. Men at pege fingre af folk som lever i åbne forhold, med beskyldninger om utroskab, dyrisk liderlighed og egoisme, synes jeg i den grad er forkert. Jeg kender og har kendt mange som har levet i monogame såvel som åbne forhold, og faktum er at utroskab, egoisme og dyrisk liderlighed ingenlunde er forbeholdt polyamorøse mennesker. Faktisk ser jeg det i æangt højere grad i monogame forhold, her er det blot tabubelagt og skjult bag løgne og bedrag. Hvordan er den version overhovedet at foretrække?

Ja, Kenneth, det kan lyde som om, jeg har valgt min ægtemand uden følelser, men man kan også læse indlægget og bemærke ALLE mine ord, hvor der netop står, at jeg elsker ham. Selvom jeg har følelser, har jeg også et intellekt. Jeg er glad for, at jeg formår at bruge begge dele. 

Du mener at den måde, jeg tolker min oplevelse af kærlighed, er forskellige fra din. Hvormed du kan påstulere, at jeg ikke føler kærlighed. Din basis for denne tolkning er "det lyder som om"... Den teori kan jeg tilbagevise, ved at skrive "ja, men det er det ikke", så kom med en ny argumentation tak, hvis du ønsker at finde ud af, om jeg elsker eller ej. Jeg kan selvfølgelig også bare skrive, at det er dig, der ikke oplever kærlighed, da du jo selv skriver, at du oplever kærlighed anderledes end mig, og da ingen af os, har patent på hvad definitionen af ægte kærlighed er, så kan det ligesågodt være at min er den korrekte. Denne argumentation er baseret på din antagelse af, at vores kærlighedsfølelser er forskellige. Det tror jeg ikke, at de er, og det er derfor jeg fortsætter denne debat.

At poly handler om at ville være i centrum og få mest opmærksomhed, holder ikke i mit liv. Min mand får lige så meget opmærksomhed som jeg. Min kæreste lige så.

Egoisme er at KUN tage hensyn til sig selv. At have flere partnere er ikke, at KUN tage hensyn til sig selv. Jeg tager da også hensyn til min mand og kæreste, min mands kæreste og hendes ægtemand. Faktisk tager jeg hensyn til ganske mange mennesker, da jeg som poly har mange flere personer inde i min intimssfære.

Heidi for mig er det utroskab, når man overskrider den seksuelle grænse, ens partner har sat for én. For nogen betyder det, at hvis man flirter med en anden, så er man utro, for andre at hvis man kigger på porno, så er man utro. Hvor grænsen er, er individuel. DERFOR er jeg ikke utro, når min mand har sagt, at det er ok, at jeg dyrker sex med andre mænd. Jeg overskrider ikke hans grænse.

Superdejligt indlæg, Amaris :-)