10 råd om hvordan du får mere tid til online-delen af din business - Vita-Via.dk - din vej online - Iværksætter Debatten Amino
på Amino

10 råd om hvordan du får mere tid til online-delen af din business

Skrevet  11-07-2017 15:44  af  Ulrik Kristiansen 

10 råd til hvordan du får tid til at passe dit website/webshop or markedsføre dig online, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed

1. Brug tid for at spare tid – i starten


Invester tid i starten i at researche alt omkring hosting, domæne-navne og hvilket website-CMS der er bedst til dit formål og som du tror du vil have det mest komfortabelt med at bruge, så du ikke køber noget der er dyrt, dårligt, og har dårlig service (hvis du køber en pakke med det hele).

2. Vær afskyeligt velorganiseret

Organisation skal gå igennem alt hvad du laver i din business, og på sæt og vis også i privaten - dvs. du skal ikke organisere den romantiske middag, men sætte tid af til den organiseret. Du kan aldrig blive for godt organiseret, men du kan lade organisation æde din effektivitet.

Hvorfor have et dyrt time-management system hvis du kan klare dig med Google Calendar eller en notesbog? Det er ikke teknikken men hvordan du bruger den og det kan kun blive en vane der kun kan blive bedre. På samme vis vil dit website lide under ineffektiv organisering.

Pludselig opdager du at du har glemt at lave SEO, eller sætte billeder ind, og du har allerede skrevet 100 blog-indlæg. Så manglende organisering æder din tid – altid.

3. Hav en business der motiverer dig

Hvis din business er af nødvendighed, fordi de andre gør det, fordi der er penge i nichen eller en hvilkensomhelst anden undskyldning, så find en ny business. Du skal være motiveret fordi du ser en mening eller en passion i det her, som gør at du kan fortsætte i lang tid før end der er penge til dig. Det vil sige at dit website også dør hvis din motivation omkring resten af din business er so-so.

4. Erkend at online er nødvendigt

Ligesom bogføring og at kunne køre din firmabil og læse og skrive. Online-delen med website og markedsføring er ikke noget du bare hæfter på din business, eller som skal gøres og så lade stå til. Det er en fortløbende process, og den er ligeså nødvendig i dag at prioritere som alt det andet. Måske er du en af de få der får alle dine jobs via netværk (jeg kender et par stykker) - godt for dig. Men ellers er du nødt til at skabe netværk til kunder og det gøres lettest online i langt de fleste tilfælde. At synes at online-delen bare er et vedhæng, lidt ligesom at et nyt kontormøbel, og ikke mere er lidt ligesom at synes at salg bare er noget der lige skal overstås før end du kan komme igang med den rigtige business. Det holder ikke.

Og det vil koste dig meget tid og meget energi hvis ikke du med det samme, dybt i hjertet, erkender at sådan er det. Konsekvensen er at du er nødt til at bruge tid på at lære noget om det der online, også de ting du ikke kan lide, f.eks. Facebook-markedsføring, eller som keder dig. Alternativt kan du udlicitere det når du af og til får en klat penge til formålet, men så sker der typisk det at nogen tager røven på dig, fordi du ikke ved de mest rudimentære ting om netop Facebook-markedsføring. Når du ikke har en trusted medarbejder til at tage dig af de her sager, så kan du ikke bare lukke øjnene og købe hvad som helst af en freelancer du ikke kender for at spare tid.

Du er nødt til at starte på arbejdet selv, f.eks. med Google Adwords, eller bygge dit website i Wordpress, og så når du har et vist overblik over hvad du har brug for og IKKE brug for, kan du udlicitere - hvis du har pengene.

5. Prioriter indhold over SEO

Du bør lave nogle gode keyword og overskrifter som en vane og få den der SEO-plugin til din Wordpress som hjælper dig hermed. Men hvis valget står mellem at producere indhold til din hjemmeside og lave SEO, så vælg indhold - hver gang. Nyttigt indhold er trods alt det det handler om, ikke at have 5 perfekt SEO-optimerede sider. Så hellere 50 ikke-så-godt-optimerede. Du vil blive overrasket over hvor meget Google, og dine kunder, kan lide godt indhold og egentlig ikke tænker så meget over om der var et keyword for meget eller for lidt.

6. Prioriter et socialt medie som giver mest mening

Lad være med at være til stede "everywhere" som det vist engang var på mode i online-marketingsverdenen at anbefale. Vælg en eller to marketingskanaler på de sociale medier som du kan lide at bruge og hvor du ved at der er potentielle kunder og lever noget kvalitetsindhold til dem.

Lever selv indholdet, når det passer dig, så har du mest styr på det og virker mest naturlig. Du kan godt få Facebook til at planlægge dine posts eller købe en af de der programmer der kan planlægge at du poster på 10 forskellige sociale sites, hvis det virker for dig. Men som udgangspunkt så husk at "less is more" som Hemingway sagde om den gode bog. Du tiltrækker mere og bedre opmærksomhed ved at lave mindre, som er af større kvalitet, end at lave mere, mange steder, af lav kvalitet - i hvert fald når det kommer til sociale medier.

7. Prioriter eksisterende kunder over sociale medier og anden markedsføring

De fleste undersøgelser jeg kender til viser at eksisterende kunder udgår over halvdelen af mange små virksomheders omsætning. Det er kunder der vender tilbage, med andre ord. Så du skal prioritere dem du allerede har - give dem god service og prøve at sælge dem mere (som de har brug for). Det er langt lettere end at finde nye kunder. Selvfølgelig skal du vækste, men en lille virksomhed har som regel brug mere for at opretholde et cashflow i starten og det skal så være fokus. Så lad være at fortabe dig i markedsføringsdit og markedsføringsdat hvis du allerede har en lille kreds af kunder. Giv dem 60 procent af din tid, og så 40 til resten - også bogholderi.

8. Lav dit website så simpelt som muligt

Der er ingen grund til at købe et Wordpress-tema til rigtig mange små websites som bare skal reklamere for en service-business, f.eks. coaching eller en automekaniker. Det handler ikke om at et købe-Tema koster 70 dollars for det skal du have råd til. Det handler om at et købe-Tema i Wordpress ofte er fyldt med tusinder af funktioner du ikke har brug for, såvel som overflødige Plugins som forvirrer dig, du glemmer at opdatere, får dit site til at køre langsommere osv.

Jeg vil sige det samme for små websites med en 10-20 produkter. Snup et flot tema fra Woocommerce-firmaet selv, f.eks. Storefront eller nogen af varianterne og lad det være det. Du behøver ikke mere for at komme igang, men du kan få brugt en hulens masse tid på at finde ud af et avanceret købe-Tema (eller penge på at købe dig til hjælp). Så start light.

9. Tænk på de mål som tænder dig istedet for skuffelserne

Det er en kæmpe tidssluger når der ikke er kunder eller når noget andet går skidt og man så trøster sig selv med en cafe-latte til og med at lave ligegyldige rettelser i farverne på ens website. Det er jo noget man kan kontrollere og noget der gør en glad - i hvert fald en kort stund. Men det dur ikke.

Du spilder tiden og synker dybere. Prøv istedet at tænke på det du gerne vil have, f.eks. flere kunder eller at færdiggøre dit nye super-produkt-design eller din nye ebog og hvor fedt det bliver når det sælger. Tænk på det indtil du nærmest føler dig s... opstemt og kom så igang igen. Istedet for trøste-oversprings-handlinger. Der er aldrig nogen som er blevet slankere af trøstespisning.

10. Gør en ting hver dag som bygger din business op

Så sparer du selvsagt tid senere, når det ikke går godt eller der er andet i vejen, fordi du har bygget noget op som kører. Det kunne f.eks. være at gøre det til en vane at starte hver morgen med at udvikle på dit nye produkt, skrive på din nye bog, ringe til 5 potentielle kunder eller noget andet. Det vil være som en investering over tid der nok skal give afkast, fordi du har fundet det der er mest effektivt for dig og gør det igen og igen - og gør det først. Istedet for at starte dagen med en kaotisk strøm af emails og telefonopkald eller internetsurf.

Det er en kombination af princippet om 80/20 - at 80 procent af din succes, af dine kunder, af det andet du vil have, kommer fra 20 procent af dine handlinger. Du skal finde disse handlinger og gentage dem. For mig er det at blogge hver dag og dermed tiltrække potentielle kunder over Google, også mens jeg sover. Det er faktisk ikke at søge efter kunder aktivt.

Det er kun noget jeg kan gøre en gang, og så virker det aldrig igen - indtil jeg gør det igen. Men min blog forbliver derude, synlig for enhver. Men det kunne være noget andet for dig. Og også noget du bruger din tid på - f.eks. at ringe til de 5 mest lovende kunder.

Pointen er at være konsistent. Ligesom du sætter en 50'er ind på din bankkonto hver dag. Det bliver til over 18000 kr. om året. På samme måde med dit website. Hvis du hver dag tjekker de vigtigste ting, som f.eks. kommentarer, om sikkerhedsprogrammet kører og tager backup, så bygger du det op, styrker det.

Du kan som i mit tilfælde gå endnu videre og gøre en ting hver dag som udvider websitet så det vokser og tiltrækker mere trafik. Hvad med et blog-indlæg om dagen? Så har du 365 når året er omme. Eller bare i en måned? Det er din butik du udvider her, gennem en god vane, og det betaler sig. Og det giver meget mere en Facebook-posteringer hver dag, som alligevel forsvinder i andres nyhedsfeed når Facebook-skifter algoritmer eller helt, når de lukker din konto fordi du har postet et billede af din 5-årige søn der leger nøgen i havens svømmepøl.

***


Jeg håber det gav mening - min lille liste over nogle af de måder sunde vaner og organisering kan påvirke online-delen af din business og give dig mere tid til den. Det gælder både vaner privat, i din kernebusiness (det du sælger) og omkring hvordan du agerer online. Der er ikke noget med at være uorganiseret privat, godt organiseret med at sælge sokker i din butik, og et totalt rodehoved i din webshop. Det funker ikke.

Du skal være konsistent - over hele linjen. Både i vaner og prioriteringer. Og de to ting spiller ret heftigt sammen. Prøv selv at tænke over det her på falderebet: Hvilken god vane kunne lige nu ændre din business, også online, til det bedre?

Og hvorfor er du ikke igang med at udvikle den? :-)

---

Læs flere blog-indlæg om hvordan du kan opdyrke et godt "mindset" for din business - både on- og off-line:  http://vita-via.dk/mindset/


Tilføj en kommentar

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: ni + ti =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 
Besøg vores andre hjemmesider :
lll