Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Toke Kruse fra Billy's Billing De værdifulde fordele du får ved at have andre ombord i din virksomhed

De værdifulde fordele du får ved at have andre ombord i din virksomhed

17.332 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 January 2013

Alt har sin begyndelse og det er normalt, at man starter sin virksomhed alene. Selvom man synes at have overblikket over sin virksomhed, så har man ofte brug for at dele sine idéer og tiltag med andre end kun sig selv. Har du overvejet, hvilke fordele, der er forbundet med at udvide din virksomhed med en ekstra mand, få en bestyrelse eller omlægge din virksomhed, så du teamer up med nogle partnere og deler ejerandele ud? Få her svarene på, hvorfor du er bedre tjent med en bestyrelse, hvorfor to er bedre end en, og hvordan du sammensætter det perfekte team.


Hvem er de rette til dit team?
Godt spørgsmål. Det afhænger af dine behov, din egen profil og dit produkt. Generelt anbefales det dog, at man dækker tre grundsten i en virksomhed: produktudvikling, salg/marketing og ledelse. Selvom man i starten selv kan stå for alle tre ting, er der store fordele ved at sørge for at sprede disse tre poster ud på tre ”specialister”, der kan arbejde fokuseret på de tre områder. Hvad er årsagen til, at netop disse tre områder er nøgleposter i en virksomhed? Produktudvikling er vigtigt, så du har noget at sælge og kan sørge for, at det, du sælger, er verdensklasse (personen kan være alt lige fra designer til udvikler). Salg/marketing er nødvendigt for, at du kommer ud over rampen med dit super-produkt – det kan godt være, at du har et godt produkt, men hvis folk hverken kender til det eller kan finde det, så kommer du ikke langt. Ledelse kan lyde ”stort”, men det betyder blot, at der er en, som styrer virksomheden i en bestemt retning, holder teamet motiveret, og sørger for, at der er styr på administrationen og økonomien. Business Insider skriver om dette her: Here´s What The Perfect Startup Team Looks Like


Bestyrelsen – Få fut og fokus i virksomheden
At fuldtidsansætte et team på tre mand, der kan stå for produktudvikling, salg/marketing og ledelse, kan hurtigt blive dyrt. Derfor er en bestyrelse, suppleret med deltidsansatte, et godt sted at starte. Bestyrelsen styrker din virksomhed og den strategi, der skal sikre fremgang. Selvom bestyrelsesmedlemmer ikke hænger på træerne og kan koste mange penge, kan du overveje, om der er nogen i dit netværk, som kunne tænke sig at hjælpe dig. Der skal nok være nogen i dit netværk, som gerne vil deltage i et uofficielt bestyrelsesmøde 2-4 gange om året, 2-3 timer per gang. Selvom det ikke lyder af meget, skal et ’board’ holde dig i ørerne og stille spørgsmål om alt fra regnskabstal til strategi i forhold til marketing og salg og, ikke mindst, skal de stille spørgsmål til, hvordan du vil udvide din virksomhed. Den helt store fordel ved at have en bestyrelse eller er advisory board, som ikke er hører under ”familie & venner”-kategorien er, at de ofte kan give et mere nuanceret billede af din virksomhed. Læs evt. mere i Forbes om dette: Why Every Entrepreneur Needs a Personal Board of Directors


Sådan tester du dit team af
Dit team består enten af nye partnere, som skal med i virksomheden, eller ansatte. Uanset hvad så sørg for, at de nye personer, der kommer om bord i din virksomhed, starter med at være på prøve i en periode. Folk snakker, men når det kommer til execution, falder de tit igennem. Du bør kunne se en effekt inden for relativt kort tid (max. en måned), og uden at du behøver at vente for længe, kan du helt sikkert afgøre, om de har opfyldt dine forventninger inden for de første 3 måneder. Hvordan hyrer du så det bedste team? Du kan læse mere på Forbes: 8 Ways To Build A Great Startup Team


Fra forming til performing
Processen, i forhold til at skabe et team, kan skitseres med hjælp fra Bruce Tuckman, der definerer faserne således: forming, storming, norming og performing. Uden at gå i dybden med det her (læs selv mere på Google), så tager det tid at sammensætte det perfekte team, men når det er gjort, kan du performe bedre. Nedenfor ses et skema, der viser, hvordan du med tiden vil optimere og arbejde mere effektivt med et succesfuldt team.
Hvad koster det at skabe et succesfuldt team?


Lad mig straks advare dig! Det er ikke gratis at udvide din virksomhed med ekstra hænder. Det kommer til at koste dig en masse tid og formentlig også penge og der vil være en masse udfordringer undervejs. Den gode nyhed er dog, at hvis du lykkes med at udvide med en ekstra mand, får sammensat en bestyrelse og får styr på de tre essentielle arbejdsområder (udvikling, salg og ledelse), så kan du vækste hurtigere, udvikle bedre produkter og blive en del af en mere spændende hverdag med et dagligt socialt fællesskab.


Hvor finder du de rette folk?
Der er mange steder at starte. Jeg startede selv på diverse uddannelsesinstitutioner som fx CBS og ITU. Her fandt jeg mine første udviklere og marketingsfolk. Måske er der nogen i dit netværk, som kender en eller måske har du arbejdet sammen med en leverandør i længere tid og kan se, at i begge kan drage fordel af at slå jeres virksomheder sammen. Hvis du er heldig, kommer kandidaterne også til dig af sig selv – men at sætte sig ned og vente på at den rette kommer forbi, er næppe løsningen. En anden mulighed, som kan være givtigt, er netværksmøder, som ligger en gang om ugen – søg på Google for at finde nogle gode foreninger.


Hvad er dine gode (og dårlige) erfaringer med at udvide din virksomhed med ekstra arbejdskraft?


Jeg håber, at du her har fået de første byggeklodser til at udvide din virksomhed og at du har mod på at tage den til næste stadie.


Mange hilsner
Toke Kruse


 Ps. For 4 år siden var jeg en udvikler og alene i min virksomhed. I dag har jeg 30 energiske personer i mit team og har aldrig vækstet hurtigere!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Toke skriver Skriv dig op