Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Thomas Bigum M - Misundelse - den 4. dødssynd

M - Misundelse - den 4. dødssynd

2.853 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
24 December 2011

"Misundelse er en grim ting",
sagde vi ofte til hinanden som teenagere der hvor jeg kommer fra. En sætning man bl.a. kunne bruge som forsvar på et angreb fra Janteloven, men samtidig egentlig bare var en almindelig fornuftig livslektie. Misundelse er grimt, men kan dog virke motiverende.

Her er et bedre citat:
"Misundelse er kunsten at tælle en anden mands velsignelser i stedet for ens egne"

Antal af fans er bare ydre pynt
Når jeg her på bloggen taler om Facebook, så har bogstavet M inspireret mig til at skrive om misundelse på andres succes. Mest af alt på temaet misundelse over at se andre have flere fans på deres Facebook-side.

Antallet af fans er en ydre skal der pynter. Saften og kraften ligger i relationerne. Jeg, og mange andre kloge eksperter i sociale medier, har dyrket denne her uendeligt mange gange, men det er tydeligt at se at jagten på flere fans stadig foregår derude. Især her i december.

Kan du huske da jeg i K - Konkurrenceregler på Facebook skrev om konkurrencer? Nu skal du høre hvorfor mange af de typiske slet ikke er så misundelsesværdige.

De illoyale konkurrencejægere
Ved et event om indtjening på sociale medier blev jeg præsenteret for et program som registrerer alle fans' adfærd i deres interaktion med Facebook-siden. I øvrigt et program som sikkert er for omkostningstungt til iværksættere, så det er ikke nødvendigt for mig at bekymre mig om om jeg kan tillade mig at reklamere for det.

Indlægsholderen fremviste nogle resultater fra registreringer henover julen sidste år, og i månederne januar, februar og marts var det tydeligt at de fans som var mindst aktive på siden, var de fans der var ankommet i december. For helt kunne at forstå dette, så forestil dig at programmet kan slå aktiviteten for marts måned op. Dernæst se på de fans der var aktive i marts, og så bede databasen om at vise hvilken måned disse marts-aktive fans var ankommet i.

Konklusionen var tydelig:
De fans der ankommer på en Facebook-side i december, er tilbøjelige til at være de mindst loyale.

Så hvis du med din Facebook-side ikke nåede med på vognen til den store konkurrence skråstreg julekalender skråstreg adventskalenderfest på Facebook, så skal du ikke som udgangspunkt være misundelig. Du kan nøjes med at filosofere over om du i stedet dyrkede dine eksisterende relationer fornuftigt.

Drop jagten på nye - tak de nuværende!?
Når jeg af en kunde bliver bedt om at udtænke et konkurrencekoncept til Facebook, så er jeg altid vild efter at udfordre kunden på tanken om at holde konkurrencen for de eksisterende fans - i stedet for at afholde den for at få nye. Som jeg siger til dem:

Folk der joiner konkurrencer - er folk der joiner konkurrencer
... den mest illoyale type facebookbruger af alle slags.

Når Facebook i særdeleshed og de sociale medier som helhed er platforme der er gode til at opdyrke og vedligeholde relationer, så er det immervæk oplagt at kaste sine præmier efter de eksisterende relationer - som en tak fordi de gider være knyttet til brandet/virksomheden.

Stadionudvidelse
Hvis du læser med her og er en af dem som afholdt en konkurrence på Facebook, så er der også et par velmente råd til dig. Skynd dig. Fasthold de relationer du nåede at knytte. At de trykkede synes godt om, skal kun ses som en udvidelse af dit stadion med endnu flere sæder.

Hvis din Facebook-indsats skal konverteres til klingende mønt, er det din opgave at få decemberfolket til at holde deres røv i sædet, og det gør du bedst ved at sørge for god underholdning.

At udvide sit stadion med 5.000 sæder (dvs. fans i denne analogi) kan få en virksomhed til at ligne et superligahold set fra parkeringspladsen. Men vi ved allesammen at det ikke nødvendigvis er på de største stadions der bliver spillet den bedste gang bold. Vi ved også at stemningen på et lille stadion der er fyldt, overgår den rungende tavshed på et stort der kun er kvart fyldt.

I tillæg kan du føle at det er frustrerende at kigge på et højt antal fans på Facebook, men hverken mærke på trafiktal eller bundlinje at det giver synderlig meget at lægge kræfterne på Facebook. Da vil det være tallet der blænder dig, og du kan have glemt at du skaffede dem med metoder der tiltrækker illoyale typer af fans.

Så for at fastholde fokus og undgå at blive frustreret, så pas dit eget stadion, og lad være med at misunde de andre.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op