Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

L - Lyt dog efter!

2.932 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 December 2011

Uha uha, din mor kan lære dig mange ting om Facebook, og i øvrigt om at færdes på alle de sociale medier som helhed. Tal pænt. Klæd dig pænt, og lyt efter hvad andre siger. Det sidste skal gerne ske FØR du selv taler.

I dette indlæg på bogstavet L skal vi rundt om en øvelse som egentlig går forud for alle aktiviteter på sociale medier. En elementær en af slagsen, men en øvelse som mange efter min mening har sprunget over - sikkert ofte som følge af uvidenhed.

Ud med lyttelapperne
Iværksætteren er som oftest mentalt klar til at springe ud og erobre verden. Når beslutningen er truffet om at stifte egen virksmhed, så kører bussen, og på taget af den sidder tågehornet. "Af banen, af banen - her kommer bananen".

  • Men har du investeret tid i at lytte til hvad målgruppen taler om?
  • Er du bekendt med den deroute du kan være på hvis du ikke taler som de andre på stedet?
  • Hvem er flinkest: Den der lytter til dig, eller den der selv taler hele tiden?

Forud for alt andet du gør på sociale medier, bør der ligge en lyttefase. Har du sprunget den over, måske i kådhed, så træk i bremsen, og hold kæft et øjeblik.

Hvordan bruger man Twitter?
Når jeg på mine kurser eller ved foredrag skal forklare hvordan man indtager Twitter, så har jeg chancen for at præge folk til at gøre det rigtigt. De er typisk ikke kommet ordentlig i gang, eller er slet ikke i gang, dvs. min instruks kan starte fra bunden. Den instruks på i alt tre faser starter med lyttefasen.

Fase 1 - Lyttefasen
Lyt efter hvordan der tales på Twitter. Mærk dynamikken over flere dage, måske uger, og få jargon, kultur og kutyme ind under huden. Find din målgruppe, hvis muligt, og find også dine konkurrenter og kollegaer - og lyt. I den indledende fase er du gæsten udefra der bør forholde sig ydmygt i forhold til de folk der allerede er i gang med deres dialoger.

Fase 2 - Responsfasen
Ideelt set rammer du tonen bedst på Twitter hvis dine første mange tweets er reaktioner på noget andre tweeter om. Twitter er i højere grad en samtaleplatform end det er et sted man fører envejskommunikation. I denne fase er du også ydmyg, men begynder at få erfaring med reply-funktionen, mention-funktionen og retweet-funktionen.

Fase 3 - Dialogfasen
I denne fase åbner du samtaler, men fortsætter med at respondere på andres tweets. Det er her du favner mediet i alle facetter og aldrig er i tvivl om takt og tone.

En klassisk Twitter-fejl er faktisk når folk træder ind i en stil der slet ikke er en fase til. Envejskommunikation og markedsføring, herunder også bare udsendelse af links.

På mange måder forståeligt nok at det sker, for det som Twitter efterlader alle med indtrykket af, er at man skal tweete et eller andet. Men i ovenstående faser fik du altså lige serveret opskriften med ske, og jeg håber du fangede pointen med at lytte først, for min blogserie handler jo faktisk ikke om Twitter men om Facebook.

Tal uden at lytte først - og du vil fejle på Facebook
Jeg tog afsættet i Twitter fordi mange ikke har hands-on erfaring, hvilket ikke ligefrem kan siges om Facebook. Her har alle været udsat for både envejskommunikation og dialog, men ingen ved hvor meget modparter har lyttet inden de er gået i krig. Chancen er stor for at dem der har fejlet på Facebook, er dem som ikke lyttede før de talte.

Fik jeg chancen for at nulstille både folk og Facebook - chancen for at stikke et godt råd inden dørene åbnede igen og alle så myldrede ind på Facebook - ville det være som i overskriften.

Enhver succes på sociale medier er grundlagt på en god evne til at lytte. Lyt til din målgruppe, og lyt til din markedsplads. Gå ind i kampen for at hjælpe dem baseret på det du hører dem tale om. Det er ganske enkelt præcis som din mor sagde det:

... Lyt før du taler.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op