Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

J - JanteBook?

1.694 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
15 December 2011

Overalt hvor jeg får lov at komme til orde, på egen blog, på Facebook-siden eller på mine foredrag om Facebook, så er der en bestemt grundrytme under alt hvad jeg messer.

Virksomheder spiller ingen rolle på sociale medier. Det er mennesker der har rollerne, mens logoer og facader fra virksomhederne er reduceret nærmest til kulisser uden betydning, hvor platformene som Facebook og Twitter er både scenegulvet, kostumerne og sågar luften mellem menneskerne.

Jeg ville eje millioner hvis jeg fik guld for hver gang mit første råd til en Facebook-strategi har været at bringe mennesker frem i billedet - hvad enten den har været nystartet eller er på åregammel kollisionskurs. De sociale medier er en myretue af mennesker, og mennesker køber af mennesker - og allermest af den sidste grund er det jeg fortæller virksomheder, at deres community betjenes bedst hvis der placeres en vært i midten af det hele.

Historien viser os opskriften
Radio gik fra at være stemmer fra Statsradiofonien til ad åre at blive genkendelige værter der senere blev til ikoner som kunne bære hele radioprogrammer alene på navnet og genkendeligheden. Det næste medie i rækken, tv'et, gik fra at være højtlæsning af nyheder til at ikke kun TV-Avisen fik deres store vært-ikoner, men også alle andre programmer gjorde. Fuldstændig ligegyldigt med navnet og konceptet rundt om Hans-Otto Bisgaard, bare det var Hans-Otto, så sad Danmark klar.

Så kom internettet. Først var det internetsider uden nogen hjemme, det såkaldte web 1.0. Udviklingen gik som med radio og tv - man fandt ud af det var sjovest når der var nogen hjemme, og så blev bl.a. blogs lige pludselig mere tiltrækkende end så meget andet på en statisk hjemmeside. Den samme nyhed på en side med nyheder holdt op mod et blogindlæg, fik en klar vinder i bloggen. For i blogmodellen er der en vært der præsenterer varen, som også giver en øget lyst til at lægge en kommentar.

Prøv at se det tydelige mønster, og så slutter det ikke engang der, med en konklusion på hvorfor de sociale medier opstod, og hvorfor vi faktisk burde have set dem komme. For lad mig beskrive udviklingen på Facebook.

De første mange mange Facebook-sider er lavet som visitkort. Med statisk info og upersonlige opdateringer. Behøver jeg spørge hvad retning udviklingen mod en bedre Facebook-side går?

Radio-vært, TV-Vært, Social Media Manager
Vi har ikke et dansk ord for den værtsrolle som skal udfyldes, men pyt. Engelske titler lyder jo ret attraktive og moderne, så vi klarer os nok fint uden det danske ord. Det vigtigste er at forstå at det er den vej udviklingen går, og derfor kan du som iværksætter lige så godt gribe fremtiden før den er her, og bygge din tilstedeværelse rigtigt op. Byg den MEGET gerne op om dig selv, for når værten har virksomhedens blod rullende i årene, så kan modtagerne mærke det.

På Facebook kan værtsrollen løses på forskellig vis, og dette indlæg afslutter jeg med at blive konkret i forhold til den strategi.

  • Der er plads til ansigter i profilbilledet. Prioriter dem, og sæt logo i baggrund.
  • En velkomstside er det første nye relationer ankommer til. Lad dem møde et menneske først og ikke et logo.
  • Opdateringer kan med fordel afsluttes med navn, så modtagerne kan mærke mennesket bag.
  • Vær MEGET til stede med personlig holdning og dialog i kommentarfelterne under opdateringer.

Der hvor dette blogindlæg slår en krølle tilbage til overskriften, er når jeg så i forsøg på at implementere denne strategi møder en usikkerhed hos den der skal udfylde værtsrollen.

- Skal jeg træde frem?
- Hvad vil andre ikke tænke?
- Det ligger ikke til min stil?

... så står jeg og skubber på. Kom nu forbi den jantelov, og tal om det du elsker. Del det du elsker, og stå ved det med dit ansigt og din personlighed forrest. For gør man det, så virker Facebook-siden principielt mere tiltrækkende, og matematikken siger at den så giver bedre udslag på bundlinjen.

Du er sandsynligvis iværksætter siden du læser med her på bloggen, så nu spørger jeg om du egentlig selv har modet og lysten til at træde frem?

Kan du se hvorfor det er en god idé?

Har du eksempler på iværksættere med succes, hvor det er stifterens personlighed der har gjort det spændende at følge virksomheden, så del gerne herunder.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Thomas skriver Skriv dig op