Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Soulaima Gourani Sådan bliver du foredragsholder

Sådan bliver du foredragsholder

31.075 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
13 February 2013


Jeg har altid været glad for at snakke. I alle mine teenager år bad man mig ligefrem om at sige mindre … og ja hvem skulle så tro at det at snakke kunne blive vejen til en karriere?

Jeg har et virkelig dejligt arbejde, synes mange. Og mange falder på halen over at jeg har over 200 foredrag om året verden over. 

Frihed, rejser til eksotiske steder, og mange spændende mennesker at arbejde sammen med- lyder det fedt?

Jeg holder foredrag, skriver bøger og rådgiver ledere og sidder i spændende bestyrelser (og rejser hele tiden).

Det er et arbejde, og en kombination af opgaver, mange gerne vil, siger de. Nogen påstår jeg har deres drømmejob.

Lad os starte med foredragene (så kan jeg på et senere tidspunkt fortælle hvordan du udgiver din første bestseller, kommer i bestyrelser mm).

Jeg startede med at holde foredrag i 2001. Mit første foredrag en kunde betalte for var i 2001. Jeg var ansat i en norsk virksomhed og tog fri for at kunne holde mit foredrag. Og sådan gjorde jeg så ofte. Tog fri, og talte, og tog tilbage på jobbet.  Sådan begyndte det. 

Jeg bliver ofte spurgt om hvordan man bliver en eftertragtet foredragsholder – så dygtig at man har flere forespørgsler, end man kan efterkomme, og derved kan sætte en pris, man selv er tilfreds med, og som man kan leve af.

Hør her - det er ikke sket over natten, men er et langsommeligt møjsomt stykke arbejde, der ligger bag. 

Lad mig dele mine erfaringer med dig.

For det første er der kun meget få som har et naturtalent indenfor kommunikation, herunder foredragsholdere. Man bliver kun god af at øve sig. Øv dig lidt hver dag.

Jeg har for længst holdt foredrag for publikum i mere end 10.000 timer ("10,000 Hour Rule", ref: Anders Ericsson's research). Dét skaber en vis sikkerhed på en scene. Derfor er det mit vigtigste råd – kom UD og hold foredrag, så du kan øve dig. Alle ruster, hvis de kommer for sjældent ud.

Og ja det tager lang tid for at blive dygtig – og jeg øver mig stadig på at blive endnu dygtigere.

Nu arbejder jeg på at blive meget bedre internationalt. Det er helt andre standarder, og kræver om noget øvelse. Beslut dig for et marked. Hvem er dit publikum?

Hav noget på hjerte. Mange har noget på hjerte – men det er desværre ikke altid tilstrækkeligt. Du må kunne tale så folk rent faktisk lytter, og tal, så folk efterfølgende kan huske dig – så de anbefaler dig til andre. Vær een man husker.

Men uanset om du vil ud i verdenen eller bare holde foredrag i DK, så må du have et foredrag som folk bare MÅ høre. Find emner du brænder for og som er relevante for folk.

Andre sider af medaljen;

Du arbejder ofte, mens andre holder fri. Du rejser meget. Det er svært at have et socialt liv, fordi du ikke er hjemme. Folk får holdninger til dig, og du bliver offentligt “eje”.  Få derfor opbakning fra din familie.

Vær ikke for fin til at holde foredrag listige steder i Jylland – det er ofte her du har dine mest loyale fans ;-) 

Aflys aldrig - og hvis du gør skal du dælme have en god grund. Det rygtes hurtigt hvis du ofte er syg, får noget andet i din kalender du hellere vil mv. Det rygtes. Så før du bliver foredragsholder så sørg lige for at du stort set aldrig er syg, så du må aflyse ;-) Jeg har nogen gange været så syg at jeg har kastet op, gået på scenen holdt mit foredrag, og så kastet op igen. Ingen må opdage det ...du har ikke dårlige dage når du er foredragsholder - punktum. 

Livet på landevejen eller i lufthavnen er på ingen måde glamour. Det er virkelig et ensomt liv! Spis og drik sundt, ellers holder du ikke til det.

Gode råd:

  • Hav noget på hjerte – hvorfor skal folk bestille og betale dig for det? 
  • Sæt en pris – hvad koster du? Hold din pris, så du ikke får rygte for at være ustabil på prisen (det rygtes hvis du giver meget forskellige priser)
  • Uddan dig fagligt, så du er den dygtigste indenfor dit felt. Sæt tid af til uddannelse. Jeg tager hvert år på nogen af verdens bedste universiteter og læser
  • Få kristisk sparring – find dig en vejleder der løbende hjælper dig med at justere dit talent. Det er godt med øjne udefra
  • Få erfaring – få masser af erfaring og rutine
  • Forny dig – gør det interessant for folk at genbestille dig igen og igen.
  • Skriv gerne en bog/hæfte – det påvirker dine foredrag positivt. Folk vil ofte have mere af/og om dig
  • Få en hjemmeside – så folk kan læse mere om dig og dine foredrag. Hav kunder der giver referencer
  • Lav et par spændende standardforedrag folk kan bestille – det giver dem tryghed at du har “færdige “ foredrag, du har prøvet af før
  • Del vande – hav en holdning - personligt elsker jeg foredragsholdere, som tør stå ved noget. Er du noget for alle er du ikke noget for nogen!
  • Behold dine særheder. Mange bliver helt leverpostej, så meget at de mister deres kendetegn. Jeg taler hurtigt, bander og har skarpe holdninger – det er mit visitkort. Hvad er dit? bevar dit særpræg 
  • Få en PA (og en bogholder) eller én der kan svare dine mails og din telefon, hvis du får meget travlt – jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden
  • Sørg for at blive gode venner med andre foredragsholdere, så du får kollgeaer, du kan dele fif med, og sende foredrag videre til – dem som du ikke selv kan tage. Hjælp dem, og de hjælper dig
  • Og HUSK glæd dig over din applaus – det er dig, de klapper af – nyd sekunderne- det er din belønning for dit arbejde!
  • Lær at sige nej – for du kan ikke arbejde altid (mest et godt råd til mig selv, tror jeg)  

God fornøjelse 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Soulaima skriver Skriv dig op