Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Soulaima Gourani Lad dog dine kunder gøre arbejdet!

Lad dog dine kunder gøre arbejdet!

3.675 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
24 October 2012

Drømmer du om at kunderne gør arbejdet med at fremstille, produktudvikle og markedsføre dine produkter? Det er bestemt realistisk. Og det er faktisk også den bedste måde at få udviklet nye produkter på. 

Flere af de virksomheder jeg rådgiver er desperate efter at få skabt en hype, en movement eller en såkaldt bevægelse omkring deres varer og ydelser. De ved jo godt at kunder ikke længere vil sælges til. Og de ved også godt at især kunder under 30 år er langt mindre brand loyale end dem over 30. De ved også godt at de skal gøre sig fortjent til deres kunder - for de kan let finde andre steder at handle.

De ved godt at nu handler det om at få fans (og ikke kunder). Problemet er bare ...hvordan får man som en traditionel halvkedelig dansk virksomhed fans?

Én af løsningerne kan være at skabe commitment – og at involvere ens kunder så de føler ejerskab og gerne vil fortælle andre at de køber af dig - og dermed bliver fans. Det gør du igennem crowdsourcing.  

Crowdsourcing handler sådan set om at outsource en given del af en opgave. Det kan være en del af udviklingen af et produkt eller en ydelse, I gerne vil lancere på markedet.

Opgaven lægges ud til en gruppe mennesker (en crowd).  

I Indien hvor jeg netop er kommet hjem fra fik jeg undervisning i hvordan blandt Volkswagen og især P&G arbejder ”big time” via crowdsource.  Dèt gav mig inspirationen til at tage emnet op, og dele det med jer her på Amino.

Mange i Vesten er bange for at åbne op og bede kunderne tage del i udviklingen af produkter. I rigtige mange eksempler giver det bare rigtig god mening at involvere kunderne.

Når kunderne tildeles en opgave med et ansvar er chancen for at de føler sig knyttede til jeres brand større. Det er som om at jo ældre direktøren er i et selskab jo mindre har han lyst til at involvere folk udefra. Det er selvsagt stærkt fortegnet men min erfaring er at jo yngre ledelsen er jo mindre ængstelige er de for at involvere folk ”udefra”. Uanset, alle typer organisationer har rigtig godt af at kommunikere direkte med nuværende og potentielle kunder.

Jeff Howe som er manden bag udtrykket crowdsourcing, beskriver fænomenet som følgende:

”Crowdsourcing is the act of taking a job traditionally performed by a designated agent (usually an employee) and outsourcing it to an undefined, generally large group of people in the form of an open call.”

 

I korte træk går det ud på at man i stedet for kun at trække på de interne ressourcer i virksomheden, også trækker på de eksterne. På denne måde kommer man ud over virksomhedens egne rammer og kan finde uudnyttede innovative potentialer.

 

Eksempler på interessante crowdsourcing virksomheder i USA:

Threadless

Threadless er en webshop der primært sælger t-shirts. De startede i år 2000 og har i dag 1 million registrerede brugere og sælger omkring 100.000 t-shirts hver måned. Det specielle ved dem er at de ikke selv designer nogen af disse t-shirts – brugerne klarer hele arbejdet for dem!

Threadless har en række template t-shirts brugerne kan downloade og designe. Når brugeren er tilfreds, uploades designet til Threadless’s hjemmeside, hvor alle andre brugere kan stemme på deres favoritter. Hver dag bliver der uploadet mellem 150 og 200 forskellige t-shirts design og en gang om uge bliver de 9 mest populære designs sendt til produktion. Personen bag det producerede design får 2.000$ og et gavekort på 500$ til Threadless.

LEGO Design byME

Dette koncept blev lanceret i 2005 som en ekstra feature fra LEGO’s hjemmeside. Idéen var at lade brugerne bygge deres egen virtuelle LEGO-kreation ved brug af et computer program. Når kreationen var bygget regnede computeren ud hvilke klodser skulle bruges til en fysisk version. Klodserne kunne derefter bestilles hjem, så man fik et helt individuelt LEGO sæt. Den online kreation kunne ligeledes deles med et netværk og de bedste kreationer blev endda sat i produktion.

Converse

Converse’s koncept er meget ala de to foregående, men helt klart værd at undersøge alligevel, skulle man være interesseret i crowdsourcing. Converse har en række forskellige skotyper at vælge mellem og alt på skoen kan gives et individuelt udtryk. Dette gælder både udvendigt og indvendigt; såler, for og snørebånd - ALT. Der kan vælges mellem en masse forskellige farver samt mønstre. Der er altså kæmpestor brugerindflydelse på det endelige produkt, men også premade og inspiration fra designere, til de mindre kreative kunder.

Og hvad kan du så bruge det til?

Crowdsourcing handler om at udnytte det potentiale en mængde mennesker uden for virksomhedens har. I Danmark er flere virksomheder begyndt at eksperimentere med at lade brugerne af deres produkter komme med idéer til fremtidsudvidelser, løsninger på nuværende problemer eller blot ønsker til yderligere funktioner.

I efteråret 2011 oprettede Information en tænketank kaldet ’100 dage’; her blev danskerne opfordret til at debattere Danmarks udfordringer. Resultatet blev 35.884 danskere der besøgte tænketanken og i fællesskab formuleret 287 konkrete løsninger på Danmarks 10 største udfordringer.

Danske Bank har også benyttet crowdsourcing på deres Facebook side, hvor de har lavet en Idé Bank. Her kan brugere indsende idéer og forslag både generelt om banken med også til udvikling af bank-apps til både smartphones og Ipad. Man kan sige om banken hvad man vil - men lige dette her var faktisk en god måde at komme i en positiv dialog med kunderne på. 

Crowdsourcing bliver altså mere almindeligt, også herhjemme i Danmark og det er en god måde både til at finde nye innovative løsninger, men også til at få brugerne af dine produkter til at tilkendegive hvad de virkelig synes, ønsker og savner hos din virksomhed.

 

5 spørgsmål til dig der vil afprøve crowdsourcing i din virksomhed

Hvem skal inviteres og hvor mange er nok?

Du kan sagtens vælge at invitere brugere til at deltage, det kan enten være superbrugere, meget loyale brugere eller bare alle der inden for det sidste år har handlet med din virksomhed. På denne måde får du en crowd med kendskab til dit produkt. Men er det en fordel? Det er sådan set fint nok til en almindelig spørgeundersøgelse af virksomhedens produkt, men det er næppe her du kommer ud og finder de nye innovative vinkler. De fleste idéer og den største chance for at finde uudnyttet potentialer sker hvis der ingen begrænsninger er for hvem der kan deltage. På nettet findes 90-9-1 reglen der siger at kun 1 % vil producere indhold dvs. komme med idéerne eller løsninger. 9 % vil kommentere og de omkring 90 % sidste er passive. Disse tal har dog ændret sig lidt i forbindelse med sociale mediers overtag og flere er begyndt at blive aktive online i disse rammer. Dog er reglen stadig at størstedelen er passive online og ud af den 1 % der er aktive kan man forvente at ca. 90 % af dem er noise, dvs ligegyldige eller spam. Det er derfor vigtigt at starte med en stor crowd.

 

Hvor på nettet skal det foregå?

Der findes ingen regler for hvor man bedst fanger en crowd, men tænk på at det handler om brugerne og det er dem der gør dig en tjeneste ved at deltage. Derfor, gør det på deres præmisser og vælg et sted de allerede er! Folk er også dovne, så det skal være nemt, hvis de skal til at oprette en bruger eller andet for at deltage, falder mange nok fra. Du kan derfor sagtens bruge dit eget website, hvis der er mange besøgende hver måned. Ellers, overvej muligheden for brug af sociale medier, især Facebook der er det mest populære blandt danskerne.

Derudover har Facebook den helt klare fordel at man også kan forsøge at udnytte de 9 % der som ovenfor nævnt gerne vil kommentere eller like online. Mange der har brugt crowdsourcing, lader idémagerne uploade idéen i et helt eller halvt offentligt rum, så andre kan like og kommenterer på denne. Eftersom 90 % af idéerne formegentlig kommer til at være noise, så har dette den klare fordel at du slipper for en masse administrativt arbejde med at læse alle idéer igennem og behøver egentlig kun læse de f.eks. 20 mest likede, alt efter hvor mange der i alt.

 

Hvilke opgaver kan man stille crowd’en?

Kun fantasien sætter grænser, men tænk på de fleste deltagere i crowds bliver ikke betalt for hvad deres tid er værd. For at få deltagelse må man derfor enten dele opgaven op i mange små og simple opgaver eller gøre det sjovt nok til at folk gider gøre det i deres fritid. Læs også næste afsnit om hvordan du motiverer din, crowd.

 

Hvorfor skal crowd’en hjælpe netop din virksomhed?

Der findes flere forskellige motiver for at deltage i en crowd og det er vigtigt at tænke over hvilke motiver en eventuel crowd ville få opfyldt ved at deltage i netop dit projekt. Herefter er det vigtigt at gøre opmærksom på netop disse motiver. Succesfuld crowdsourcing kan ikke ske uden en motiveret crowd. Tænk derfor over, hvilken værdi crowd’en får ud af at deltage, frem for blot virksomhedens egne behov. What can you do for the crowd rather than what the crowd can do for you.

 

  • Belønningsmotiv: penge er ofte et godt incitament, men fungerer bedst i samspil med mindre håndgribelige ydre og indre motivationsfaktorer.
  • Kollektive motiver: henviser til at personen får en følelse af formål og/eller effekt. Motivation stiger jo mere en person værdsætter målet og jo mere sandsynligt opnåelsen af disse mål er for personen.
  • Sociale motiver: omhandler forventede reaktioner fra betydningsfulde personer og forhåbning om øget anerkendelse.
  • Identifikationsorienterede motiver: bliver opnået når en person føler og definerer sig som medlemmer af et specielt fællesskab eller crowd, og dermed også opfører sig i henhold til fællesskabets normer og standarder.
  • Interessemotiv: hvis et emne er personligt relevant og vedkommende er der større chance for at personen bliver motiveret til deltagelse.
  • Underholdningsmotiv: hvis det er sjovt er der flere der gør det.

 

Kan du give slip?

Sidst men ikke mindst er det vigtigt at spørge dig selv om du tør slippe tøjlerne fuldstændigt? Crowdsourcing er ikke bare et marketing stunt og det kan ligefrem virke negativt hvis du ikke udnytter det brugerne har lavet til din virksomhed. Hvis I har lovet at bruge den vindende idé, så hold hvad I lover og lad crowd’en vide hvilke idéer I bruger. Set fra brugernes perspektiv virker det jo fjollet at blive ved med at deltage i et projekt hvis det ikke skal bruges til noget alligevel.

 

Held og lykke ;-)

 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Soulaima skriver Skriv dig op