Amino Ekspertblog

Ekpertblogger på Amino om Iværksætterøkonomi og regnskabsudfordringer

Regnskab for begyndere: 2 - bankkonto og private indskud

14. juli 2011 | 6.619 Visninger| 40 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du?:

Amino Ekspertblog

Anette Sand fra Regnskabsskolen

Ekpertblogger på Amino om Iværksætterøkonomi og regnskabsudfordringer

2. del i føljetonen om regnskab for ABSOLUTTE begyndere kommer her og handler om firmaets bankkonto og de private indskud, som de fleste af os foretager, når vi starter en virksomhed.

Private indskud i din nye virksomhed

Der er forskel på, hvordan indskud behandles i selskaber (f.eks. ApS og A/S) og i personligt ejede virksomheder (enkeltmandsvirksomheder og interessentskaber). Det følgende handler om personligt ejede virksomheder.

De fleste indskyder noget, når virksomheden starter. Det kan enten være startkapital, handelsvarer eller udstyr, f.eks. computer. Herudover er det helt almindeligt, at virksomheden ikke tjener så meget i starten, at indtægterne kan dække virksomhedens udgifter. Derfor kan det også løbende i en startperiode være nødvendigt, at du som iværksætter betaler nogle af regningerne med private (og beskattede) midler.

Det er vigtigt at gemme alle disse regninger (skriv evt. "udlagt privat" på dem, så der ikke er tvivl om, hvor pengene er kommet fra): Hvis ikke kvitteringerne er til stede, mister du muligheden for at trække dem fra, og det kan betyde noget for både hvor meget moms og hvor meget skat, du kommer til at betale på et senere tidspunkt. Hvis du er en del af et interessentskab, og I derfor er flere, som lægger ud for firmaet, er det meget vigtigt at få skrevet på regningerne, hvem der har betalt dem. Hvis du vil skrive i "bogholderikode" skriver du /xx (hvor xx er initialerne på den, der har betalt regningen) nederst i højre hjørne. Det betyder, at xx's konto i regnskabet skal krediteres - altså at vi skal registrere, at xx har beløbet for regningen til gode, når vi laver regnskab.

Hvis du indskyder noget i virksomheden, som ikke er kontanter men varer eller udstyr, skal du sørge for, at dokumentationen er i orden. Helst ved kopi af de originale kvitteringer, men hvis ikke de findes mere, så "bedst mulig dokumentation". Hvis vi forestiller os, at du laver en perlebutik og starter med at indskyde alle de perler, du igennem flere år har købt op på forskellige ferierejser og når du er faldet over gode tilbud, så skal du finde ud af, hvad de er værd: Det skal være en realistisk pris (og det er nogle gange mindre end indkøbsprisen). Skriv ned, hvad du indskyder og tag et billede af perlerne. Så har du lavet den bedste dokumentation, du er i stand til.

Taler vi om at skyde IT-udstyr ind i firmaet - og det kan godt betale sig, fordi du får et skattemæssigt fradrag for det - skal udstyret med i regnskabet til en realistisk brugtpris. Tjek f.eks. Den Blå Avis eller andre markeder for, hvad tilsvarende udstyr ville koste at købe brugt.

Når virksomheden begynder at tjene penge, kan du få dine udlæg refunderet. Det betyder ikke noget for skatten. Skatten bliver beregnet sådan:

Virksomhedens indtægter
minus virksomhedens fradragsberettigede udgifter
= skattepligtigt resultat

SKAT er altså ligeglad med, om du selv har indskudt pengene, om du har lånt dem i banken eller hvor meget du har betalt tilbage. Det betyder ikke noget for skatten. Det, der betyder noget er bundlinjen.

Bankkonto

Din virksomhed skal have en bankkonto. Den skal du bruge i mange sammenhænge: Kunder skal indbetale penge til den, SKAT have den oplyst (som NEMkonto), og du skal betale dine udgifter med den konto. I et senere afsnit vil du finde ud af, at det godt kan betale sig for dig, at så mange udgifter og indtægter som muligt går via firmaets bankkonto frem for din private.

Du skal IKKE nødvendigvis have en "erhvervskonto". Din bankrådgiver vil måske præsentere dig for en "erhvervskonto" med masser af gebyrer på hvert kvartal. Det har du ikke brug for. Har du en gammel anfordringskonto, som du ikke bruger, kan du ringe til banken og bede om et VISA/Dankort til den, og så har du en virksomhedskonto. Så længe der er tale om en personlig virksomhed (enkeltmandsfirma), betyder det ikke noget, at det er dit eget navn, der står på bankkontoen og på kortet. Interessentskaber skal have en særlig bankkonto, som ejes af I/S-et og ikke af en af ejerne alene. En anfordringskonto er god nok, hvis ikke du skal have kredit i banken.

Følg med her på bloggen. Næste gang skriver jeg om: Den første momsafregning.

Læs også


Kommentarer

Anette Sand fra Regnskabsskolen  den 14-07-2011 kl. 22:06

Foranlediget af de mange spørgsmål, der opstod i debatten, lige før fristen for den

Er kommentaren brugbar? 0 0
Christian Soelberg Due  den 16-07-2011 kl. 21:28

Rigtigt god information :) Fortsæt endeligt med de gode blogindlæg.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Benjamin  den 25-07-2011 kl. 16:38

Hej Anette,

Tak for dine gode blogs :) Jeg er glad for at jeg faldt over denne især, eftersom jeg har en bærbar jeg benytter i firmaet, men som ikke er købt af firmaet.

Kan du hurtigt forklare hvordan jeg skal få den ind i virksomhedens regnskab når jeg har fundet brugtprisen?

På forhånd tak :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 30-07-2011 kl. 12:05

Hej Benjamin

Du laver noget dokumentation, som sandsynliggør prisen: Tag et billede og print ud fra Den blå avis, eller noget tilsvarende.

Så bogfører du udgiften ind i dit regnskab (som om du havde købt computeren helt normalt) og så kan du vælge mellem to ting:

1. at bogføre pengene "ud af banken" og samtidig overføre dem fra firmakontoen til din private bankkonto eller (hvis du ikke ønsker at hæve penge fra firmaet nu)

2. at bogføre beløbet på "mellemregning" eller "indskudt privat" i status. Så vil det komme til at fremgå, at du har haft en udgift (og får et skattemæssigt fradrag) ved købet af computeren men at du ikke har hævet pengene, så de står som et indskud fra din side.

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Benjamin  den 30-07-2011 kl. 14:29

Det var dejligt at vide :) Mange tak skal du have Anette!

God sommer :)

Mvh, Benjamin

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jacob Sofussen  den 11-08-2011 kl. 02:57

Også tak for et godt indlæg herfra, lige en af de ting jeg var usikker på.

Endnu et spørgsmål vedr at skyde privat udstyr ind i firmaet:

Har netop startet firma. Købte i foråret en laptop jeg gerne vil skyde ind i firmaet. Jeg er klar over at jeg ikke kan få refunderet momsen, men kan jeg få skattemæssigt fradrag for den?(Hvis man kan sige det sådan).

Altså hvis computer koster 8000+moms fra ny, og lad os for letheds skyld sige at den har samme værdi nu. Må jeg så trække 8 ell 10k fra?

pft

Jacob

Er kommentaren brugbar? 0 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 11-08-2011 kl. 10:40

Hej Jacob

Du kan få det for PC-en, som den er værd. Når en computer er ½ år gammel er den jo faldet lidt i pris, du skal derfor finde en realistisk brugtpris, og det er det beløb, du skal bogføre (uden moms).

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 0 0
Gummihest  den 11-08-2011 kl. 15:40

Hej Anette!

Jeg har også lige et spørgsmål som måske er blevet besvaret og så alligevel ikke. Jeg startede op som selvstændig for 4 måneder siden hvor jeg lejer mig ud til firmaer. Dette går super og der er god kapital på virksomheds kontoen. Lige inden jeg startede købte jeg en gulplade bil ved en forhandler til 46.500kr. Jeg har siden købet af bilen ikke kørt privat i den da vi har en anden bil privat også. Jeg har jo papirene fra forhandleren så tænkte jeg kunne indføre den i firmaet til en værdi af 40.000kr. Men da dette beløb jo er over grænsen for afskrivning hvad gør jeg så? Overfører 40.000kr til min privat konto nu eller kun 25%? Jeg har lige omregistreret bilen så nu står den i firmaet...

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jacob Sofussen  den 11-08-2011 kl. 22:19

Hej Anette. Tak for svar. Men tror du misforstod hvad jeg mente. Eller også forstår jeg det bare ikke helt.

Jeg har en mac som jeg har købt til knap 8500 inkl moms, dvs knap 6800 ex moms.

Jeg vurdere at den kan sælges til 7000, som privatperson uden moms. Det vil altså være billigere at købe den fra ny, eller bruge den orginale faktura.

Hvad bør/må jeg gøre her? Ved differencen er lille i eksemplet, men det er lige så meget rent principielt.

mvh

Jacob

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jacob Sofussen  den 11-08-2011 kl. 22:19

Hej Anette. Tak for svar. Men tror du misforstod hvad jeg mente. Eller også forstår jeg det bare ikke helt.

Jeg har en mac som jeg har købt til knap 8500 inkl moms, dvs knap 6800 ex moms.

Jeg vurdere at den kan sælges til 7000, som privatperson uden moms. Det vil altså være billigere at købe den fra ny, eller bruge den orginale faktura.

Hvad bør/må jeg gøre her? Ved differencen er lille i eksemplet, men det er lige så meget rent principielt.

mvh

Jacob

Er kommentaren brugbar? 0 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 11-08-2011 kl. 23:15

Hvis du vurderer, at dens værdi er 7.000 kr., må du tage den med i dit regnskab til 7.000 kr. Ikke 8.500 kr. Du får skattemæssigt fradrag for alle de 7.000 kr., selvom der ikke er moms involveret her.

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 0 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 11-08-2011 kl. 23:15

Hvis du vurderer, at dens værdi er 7.000 kr., må du tage den med i dit regnskab til 7.000 kr. Ikke 8.500 kr. Du får skattemæssigt fradrag for alle de 7.000 kr., selvom der ikke er moms involveret her.

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jacob Sofussen  den 11-08-2011 kl. 23:41

Ok, super. Tak for hjælpen:)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Crocca  den 17-08-2011 kl. 13:07

Tak for interessante indlæg.

Jeg har lige et spørgsmål vedrørende privat udlæg til varekøb.

Jeg er nystartet, og har i den forbindelse trukket al varekøb og alle omkostninger i det første ½ år fra privat opsparing. Vil jeg her kunne trække disse udlæg fra i skat ved årsafslutning?

Mvh.

crocca

Er kommentaren brugbar? 0 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 17-08-2011 kl. 13:31

Ja, det er der slet ikke noget problem i. Du har "bare" betalt med private midler i stedet for med firmaets bankkonto, og det registrerer man i bogholderiet lige som enhver anden betaling.

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jesper Vang Skærbæk Jensen   den 18-04-2012 kl. 13:34

Hej Anette, faldt over denne glimrende artikelrække. Du skriver ( og det skriver andre også)

Virksomhedens indtægter

minus virksomhedens fradragsberettigede udgifter

= skattepligtigt resultat

Hvad med de udgifter der ikke er fradragsberettigede, men som virksomheden betaler alligevel ?

F.eks, jeg (min virksomhed og dens dankort) køber et kamera  til 8000 kr ex moms. Jeg vurderer, at dette kamera vil jeg bruge både privat og i virksomheds regi sådan ca. 50/50. Dvs , at kun de 4000 kr kan trækkes fra i skat. Men virksomheden betaler stadig hele beløbet. Hvordan bogføres dette ? Virksomheden har selvfølgelig "masser" af penge :-)) Måske et dumt spm, men håber på svar alligvel :-)

Tak fra Jesper

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 18-04-2012 kl. 14:54

Hej Jesper

Det er et godt spørgsmål. Du vil vide, hvordan man bogfører et "blandet driftsmiddel", som kameraet er, når du selv vil betale halvdelen mens firmaet afholder resten af udgiften.

Du bogfører på 2 linjer:

Linje 1: 4000 kr. på en konto for "køb af kamera" - og hvilken den lige er, afhænger af dit økonomisystem, eller nærmere: Din kontoplan.

Linje 2: 4000 kr. på "mellemregning" eller "hævet privat" eller hvad du nu måtte have til registring af privatforbrug.

Begge i debet (og banken som  modkonto).

Dbh

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jesper Vang Skærbæk Jensen   den 25-04-2012 kl. 14:07

Hej Anette, tak for svar. Dvs på den måde, kommer firmaet også kun til at få moms refusion af halvdelen af beløbet (1000 modsat 2000 ), ikk (som jo er korrekt) . Dette uagtet, at samlet faktura fra leverandør er på det fulde momsbeløb. Så skal man vel blot lave en note om dette i regnskabet ...

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 25-04-2012 kl. 14:11

Helt korrekt

:) Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jesper Vang Skærbæk Jensen   den 25-04-2012 kl. 15:04

Jeg sidder og leger med Billy's Billing, som iøvrigt ser ret nemt ud. Men hvordan er det lige man bogfører det blandede drifts middel her ?

4000 plus moms = 5000 på hhv "kamera" konto og "indgående moms" konto

5000 kr på "hævet privat"

hele beløbet 10. 000 "hævet bank/overført til kreditor"

Det kan jeg sgu ikk hitte ud af ....

Iøvrigt, kom der aldrig et afsnit 4 af Regnskab for begyndere - skattemæssige fradrag, eller har jeg misset den ? :-)

endnu engang tak :-)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 25-04-2012 kl. 15:29

Hej Jesper

Du bogfører:

5000 på "hævet privat" eller "mellemregning"

4000 på køb af kamera

1000 på købsmoms

Alle sammen i debet.

Modposten er så:

10000 kr. i bank

Og du har ret: Jeg skylder et indlæg :)

/Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anders Helbo  den 11-06-2012 kl. 18:13

Rigtig god lille guide til nybegyndere.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Summa Summarum Bruger  den 19-06-2012 kl. 17:44

Hej Anette!

Førnævnte metode i forbindelse med bogføring af et blandet driftsmiddel, kan vel også bruges i det tilfælde, hvor fordelingen er 0%/100%, som er gældende ved indkøb af varer, der udelukkende skal bruges privat?.

Jeg spørger fordi den måde jeg håndterer det på nu, kræver lidt flere posteringer, idet jeg køber varen på kredit via kreditor modulet, og sælger herefter varen til samme pris via debitor modulet, hvor jeg er oprettet som debitor. Jeg sætter forfaldsdato, til 31-12-xxxx, på faktura udstedt til debitor, herefter kan jeg ultimo udligne privatsalget på diverse konti. Er denne metode mulig, ellers kan jeg skifte til den du beskriver?.

På forhånd tak for hjælpen!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 19-06-2012 kl. 21:34

Hej Summa-bruger

Ha, ha - det er lidt sjovt. Altså at du har haft gang i hele økonomisystemet for at få bogført det korrekt. Men jo: Ovenstående metode, men med 100% privat og direkte med en enkelt linje i kassekladden er helt OK i det tilfælde, du beskriver.

Dbh.

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Summa Summarum Bruger  den 20-06-2012 kl. 14:44

Hej Anette! tak for din kommentar, det er første gang jeg kommunikerer på denne måde, men det fungerer super godt.

Jeg har læst dit indlæg vedrørende bilag, men jeg er i tvivl om, hvornår et bilag betragtes som et bilag, og hvornår det ikke gør, samt hvornår det får et bilagsnummer. Kan der siges noget generelt om det?.

eks.

Jeg sender en salgsfaktura, den nummereres automatisk i forhold bilagsserie herfor(f.eks. 2001). Når faktura 2001 betales på et senere tidspunkt, modtages en meddelse fra banken herom, i pdf-format. Herpå står, at debitor har betalt 10.000 kr vedrørende faktura 2001. Efterfølgende skal betaling bogføres via kassekladde.

Hvilket bilag refereres til i kassekladde, idet der nu er 2 bilag, henholdsvis faktura 2001, og bilag vedrørende betaling af faktura 2001.

Jeg tænker på din ide, hvor bilag vedhæftes kontoudtog.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 21-06-2012 kl. 10:54

Nogle bruger bankkontoudtoget som bilag for den type indbetalinger. Men emnet "bilag" er et fint emne at skrive om, så jeg laver lige et nyt blogindlæg om det.

:) Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Shoo  den 30-09-2012 kl. 09:17

Hej Anette

Jeg er total nybegynder ud i regnskab og bogføring. Jeg vil gerne skyde 25000 ind i mit firma og sætte pengene på firmakontoen. Men hvordan bogfører jeg det så jeg ikke skal betale skat af indskuddt? Jeg bogfører på nybegyndermåden hvor jeg sætter minus foran alle mine udgiftsposter..

Håber du vil hjælpe mig.

mange hilsner

Christina

Er kommentaren brugbar? 2 0
Andreas  den 30-09-2012 kl. 18:18

Sikke en fantastisk blog!  

Jeg har tænkt mig at købe ny PC gennem firma.  Planen er, at jeg overføre pengene til firmakontoen og derefter går ud og køber ny PC.  Den ejes 100% af firma og skal udelukkende bruges til job. PCen koster 6370 dkk ex moms.  

2 spørgsmål i denne forbindelse:

1) Hvor meget skal firmaet indberette til næste momsindberetning? (for pc købet)

2) Er der andre fordele jeg kan drage nytte af nu hvor det er personligt indskud i firmaet?  - i så fald, hvorledes?

Tusind tak for at tage dig tid til at svare på vores mange spørgsmål.

God weekend,

Er kommentaren brugbar? 2 0
Andreas  den 30-09-2012 kl. 18:39

Hvor meget skal firmaet indberette og til hvem?

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 01-10-2012 kl. 00:28

Hej Christina og Andreas

Hvis I bor i Københavnsområdet, kan jeg anbefale jer begge at deltage i dette: http://regnskabsskolen.dk/kurser/korte/informationsmoder/ - det er gratis og der er masser af relevant information at hente om iværksætteregnskaber.

@Christina: Du kommer ikke til at betale skat af dit indskud. Du kommer til at betale skat af virksomhedens overskud, altså indtægter (ved salg, typisk - ikke personlige indskud) minus de fradragsberettigede udgifter.

@Andreas: Det samme gælder dig: Du får også et skattemæssigt fradrag for dit PC-køb.

Med hensyn til, hvor meget firmaet skal indberette, så er der tale om kvartalsvise momsafregninger (i starten) og en selvangivelse en gang om året. Det er det korte svar :).

Dbh.

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Claus Møller  den 01-10-2012 kl. 02:20

Spændende læsning også selvom man absolut ikke er begynder.

Det er vigtigt at skelne mellem regnskab og skat. Det er 2 vidt forskellige regnskaber. Det er netop derfor man har visse konti hvor man samler ikke fradrags berettigede omk op eller de omk der har begrænset fradrag.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Shoo  den 01-10-2012 kl. 08:58

Ok tak - det er nok fordi jeg ikke helt fatter hvordan jeg skal bogføre indskuddet, så det ikke fremgår som en indtægt i firmaet.

Hvis jeg laver en ny konto til egne indskud - hvordan sikrer jeg så at dette indskud ikke regnes for en indtægt?

mvh

Christina

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 01-10-2012 kl. 09:49

Hej Christina

Du bogfører indbetalingen på kontoen "Private indskud" eller "Mellemregning" - eller hvad du nu har af den type, som ligger i gruppen "Egenkapital" i passiverne.

Dbh.

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Claus Møller  den 01-10-2012 kl. 10:27

Det er vigtigt at du forstår forskellen mellem:

Resultat opgørelse = Omkostninger og Indtægter

Balance = Aktiver og Passiver

Indskudskontoen ligger så under passiver i kredit og debit posten på banken. Dermed kommer der slet ingen resultat effekt af din transaktion.

Da jeg lærte regnskab brugte vi T konti, og dem synes jeg er  gode at bruge når man skal forklare noget for sig selv eller andre.    

Er kommentaren brugbar? 1 0
Shoo  den 01-10-2012 kl. 11:40

Tak :) - jeg har nu bogført indskuddet på kontoen under passiver: indskudt kontant i virksomheden.

Så bør jeg vel ikke gøre mere nu..?

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 07-10-2012 kl. 14:41

Nej, det er vist fint for nu :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Georg Ravn  den 23-04-2013 kl. 10:53

Hej Annette

Fin blok den kommer jeg klart til at følge

Spørgsmål privat indskud til enkelt mands ejet virksomhed kan man trække indskud fra ? På min personlige skat

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anette Sand /Regnskabsskolen  den 23-04-2013 kl. 11:41

Hej Georg

Nej, du kan ikke trække indskuddet fra. Men hvis indskuddet er blevet brugt i virksomheden, vil det måske være gået til at dække udgifter med. I så fald er dit resultat lavere (fordi du har brugt indskudte, ikke tjente penge) eller måske ender du ud med et negativt resultat, som giver et fradrag i din øvrige personlige indkomst.

Jeg kan foreslå dig at komme til et informationsmøde (gratis og for iværksættere), hvor vi netop gennemgår den slags spørgsmål: http://regnskabsskolen.dk/kurser/korte/informationsmoder/

Dbh.

Anette

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anna  den 12-05-2013 kl. 00:21

Hej, jeg er ikke helt med. Hvis jeg har indskud 10.000kr i 2012. Kan man så trække indskuddet fra i virksomheds overskud? dvs: virksomhed overskud=Indtægter-Udgifter+Lager beholdning-Privat indskud? er det korrekt?

Er kommentaren brugbar? 1 0
Claus Møller  den 12-05-2013 kl. 06:52

Indskuddet kan anvendes til at financiere lager eller diverse udgifter. Regnskabsmæssigt kan man ikke trække sådan et indskud fra.

Du kan trække beløbet ud til dig selv når der er overskud på bankkontoen.

Er kommentaren brugbar? 1 0
 

Tilføj en kommentar

 
 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: elleve + fire =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 


Få besked når Anette skriver


Uddannelsesstøtte - også til iværksættere!

Tag på kursus i bogføring og årsregnskab tilrettelagt for iværksættere, og få dækket din tabte arbejdsfortjeneste ved at søge SVU-støtte til kurset.

Læs mere her: Indledende erhvervsøkonomi


Anette på Twitter

Hvis du vil have besked når Anette og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer