Provokation: Bæredygtighed i en blindgyde

“Mother Nature Doesn’t Care about Your Green Ranking” Friend, The Truth about Green Business

Virksomhedernes arbejde med bæredygtighed er om ikke nytteløst, så tæt på at være det. Sådan lyder budskabet i bogen, ”Flourishing: A Frank Conversation about Sustainability”, af de to amerikanske professorer John R. Ehrenfeld og Andrew J. Hoffman.

De to forfattere afblæser på ingen måde alarmen over forbruget af jordens ressourcer. Deres pointe er i stedet, at eksisterende bæredygtighedspolitikker – ude i virksomhederne, men også på statsniveau – ikke bidrager med meget andet end at gøre lidt mindre af det forkerte. Nogen løsning på det grundlæggende problem indeholder de ikke.

Alle ønsker vækst. Eksempelvis i Danmark er økonomisk vækst det overordnede mål for såvel regering som opposition. Hver enkelt virksomhed ønsker også vækst. Forbrugerne ønsker at få adgang til et større forbrug. For hver enkelt af disse aktører kan det lykkes, men det er fordi de kun kan overskue den snævre virkelighed, de selv står i. Kunne de se helheden, ville de vide, at de ikke skaber vækst.

Betragtningen er i virkeligheden nem at forstå for f.eks. økonomifolkene i en virksomhed. De har naturligvis ingen problemer ved at skelne mellem, om en stigende aktivitet i virksomheden kommer som følge af en øget omsætning, eller som følger af at man bruger af kapitalen til at sætte nye ting i gang. Holdbarheden af det sidste forudsætter, at der før eller siden vil komme en omsætning eller indtjening, der genopretter kapitalbasen. Men i det store spil om klodens ressourcer forbruger man bare af en kapital, der nødvendigvis vil slippe op før eller siden, uden at der er noget realistisk håb om, at den kan blive genoprettet.

Hvis man forestiller sig, at en tilfældig CFO fra en stor virksomhed blev sat til at gøre verden bæredygtig, i Brundtland-rapportens forstand om, at man ikke bruger flere ressourcer end dem, man løbende lægger tilbage i systemet, ville han eller hun som det første opgøre ”kapitalen”, det vil sige omfanget af ressourcer. Denne kapital ville være fikspunktet i det videre arbejde, hvor opgaven så ville være at sikre, at der ikke bliver tæret på kapitalen.

For så vidt kunne hver enkelt virksomhed gøre det samme i sit arbejde med bæredygtighed. Altså at stræbe efter, at man ikke forbrugte mere af de fælles ressourcer, end man løbende kunne lægge tilbage i ”kassen”. Men her griber den økonomiske virkelighed ind. Dels ville den virksomhed, der ensidigt sætter sig for at være bæredygtig, hurtig blive konkurreret ud af markedet. Dels indgår virksomheder i en helhed, hvor de godt selv kan have et stort ressourceforbrug, men gennem deres aktivitet fremme at der bliver sparet ressourcer andre steder. F.eks. er Aalborg Portland i Danmark standardeksemplet på en energitung virksomhed.

Men den beton, virksomheden producerer, er et vigtigt byggemateriale, når man skal opføre bæredygtige bygninger. Resultatet er, at hver enkelt virksomhed tager et afsæt, der set i den store sammenhæng er helt forkert. De måler deres bæredygtighed på, hvad de gør, i forhold til, hvad de ville have gjort i en teoretisk situation, hvor der ikke havde været et pres fra offentligheden om at reducere ressourceforbruget.

Hvor det naturligvis er fint, at man reducerer sit individuelle ressourceforbrug, så indeholder promoveringen af en sådan indsats også en risiko for, at vi luller os selv i søvn i en falsk fornemmelse af, at vi er på vej til at løse problemet, mener John R. Ehrenfeld og Andrew J. Hoffman.

I den sammenhæng har de en særlig aversion mod ratings af særligt bæredygtige virksomheder og produkter. Ikke blot er disse ratings ofte understøttet af data, der i virkeligheden ikke har det store at gøre med bæredygtighed, men mere med image. De forskelle, der viser sig mellem forskellige produkter og virksomheder, er ofte heller ikke signifikante. Resultatet er, at en virksomhed promoverer sig som særligt bæredygtig, selv om den reelt ikke er det.

Når investorvinklen så kommer oveni, går det helt galt. John R. Ehrenfeld tilbageviser over en bred kam den efterhånden omfattende litteratur, der går ud med det glade budskab, at bæredygtige investeringer også er de mest rentable. ”I believe that the authors and consultants know (or should know) at some level that the profit part of their spiel may be valid, but the sustainability part is mostly bogus,” skriver han.

Forfatterne anfører, at en løsning må forudsætte at man – enten ud fra idealer, eller før eller siden ud fra en benhård nødvendighed – går bort fra den entydige målsætning om vækst, der er gældende i dag. For den enkelte kan en sådan omstilling glide ned ved, at man tænker vækst i kvalitet frem for i kvantitet.