Et julemirakel - Da Martin Thorborg krydsede min vej

Jeg har egentlig gerne villet dele min historie med jer omkring hvordan jeg lærte Martin Thorborg at kende, for den - og det vil du sikkert også mene når du har læst historien - er lidt speciel.

Nå, læs og se om du når frem til det samme som jeg mener.  

 

Starten for Min-mave.dk

I 2001 startede jeg et community op og lavede alt i Frontpage, så det var meget manuelt. Hver gang en bruger ville opdatere sit galleri, sin historie eller andet, sad jeg gladelig og opdaterede links manuelt, uploadede billeder og meget andet. Et hestearbejde uden lige og mange timer gik blot med at vedligeholde siden med brugernes indhold. Skulle en bruger f.eks. opdatere sin graviditetsdagbog som hun havde skrevet nye kapitler til hvert uge, sad jeg og opdaterede op til 50 sider med nye links mm.

Der gik ikke mange måneder før jeg kunne mærke at denne løsning gik ikke i længden, jeg ville så frygtelig gerne viderudvikle Min-mave, men tiden var simpelthen ikke til det. 90-95 % af min tid når jeg arbejdede med siden gik bare til "idiot-arbejde".Men hvad skulle jeg så gøre?

Jeg måtte ikke tjene penge ved siden af min kontanthjælp, eller det overbeviste min sagsbehandler mig hvertfald om og jeg havde ikke kræfterne og overskuddet til at råbe op, selv om jeg vidste at andre der også var på kontanthjælp havde nogle helt andre muligheder end jeg. Så jeg spinkede og sparede af mine få lommepenge, og efter også at have fået tilladelse til at rippe vores private konti efter alt der var at komme efter, fik jeg endelig mit store ønske opfyldt - En ny platform til Min-mave der gjorde at upload af billeder, historier mm skete rimeligt automatisk, så pludselig fik jeg atter tid mellem hænderme.

 

Blev iværksætter af desperation

Pga. et par tvillinger der fejlede noget + jeg selv led af en svær socialfobi, så jeg ikke anden udvej end at springe ud som iværksætter i feb. 2006. Det eneste jeg vidste var at jeg ønskede at arbejde med Min-mave og de mange ideer jeg gerne ville have realiseret, men hvordan jeg kom frem til målet vidste jeg ikke rigtig. Jeg havde desværre ikke 500.000 kr stående i banken, og der var ikke rigtig nogen hjælp at hente nogen steder fra økonomisk. Derudover var de fleste i min omgangskreds totalt uforstående overfor min "hobby" og nu også min levevej.

Ikke en dag gik forbi hvor jeg ikke overvejede hvordan jeg kunne få en bedre indtægt eller måske endda en mere fast indkomst. Så tankerne omkring at lade mig ansætte på mit eget site begyndte at tage form. Firmet blev fundet, men fordi Min-mave er og bliver mit hjertebarn, var det svært at få kontrakten på plads, fordi jeg under ingen omstændigheder ønskede at afgive noget af mit ejerskab for siden.

Jeg kunne såmænd godt forstå hvorfor personerne der ønskede at ansætte mig ønskede sikkerhed for deres investering i mig og Min-mave, men på det tidspunkt var jeg slet slet ikke klar til at tage det skridt. Det skal lige siges at planerne sådan set bare blev genoptaget, da jeg - pga. mine tvillingers vanskeligheder efter deres fødsel i maj 2005 - følte mig nødt til at udsætte planerne.

 

Martin HVEM ????

Sidst i november dumpede en mail ind i min mailbox fra en mand ved navn Martin Thorborg, jeg anede ikke hvem manden var, og mailen var "bare endnu en" af de mange tilbud om at købe Min-mave som jeg har modtaget gennem tiden. Men webshoppen som Martin repræserterede - Trendybaby.dk - var pga. den tidligere ejer af shoppen i "besidelse" af et domænenavn jeg frygtelig gerne ville have fat i - Minmave (altså uden bindestreg) så jeg øjnede en chance for endelig at få fingre i det.

Mit svar tilbage til Martin blev altså at jeg ikke ønskede at sælge Min-mave, men at jeg gerne ville snakke mulighederne for samarbejde igennem og at jeg som betingelse ønskede at domænet blev overdraget til mig. Der gik ikke lang tid før jeg atter fik svar fra Martin om at selvfølgelig ville de overdrage domænet til mig hvis det stod i deres magt så han ville undersøge det nærmere og give mig en melding tilbage.

Men manden gav ikke så nemt op mht. at købe sitet så han skrev - Jeg citerer

"Jeg er helt med på at dit site som udgangspunkt ikke er til salg, Men jeg har den holdning at alt er til salg for den rigtige pris og du har det sikkert på samme måde kunne jeg forestille mig. Hvis det forholder sig sådan, hvad er så den rigtige pris."

Jeg pressede på for at få en afklaring mht. domænet og nægtede at overveje et evt. købstilbud før der var klarhed over domænets fremtid, og eftersom Martin skrev at han ville gøre alt for at jeg kunne få domænet overdraget, så aftalte vi at holde mødet. Da jeg pga. børnene var hårdt presset i hverdagen pga. div undersøgelser og behandlinger var jeg vist meget insisterende for at mødet blev holdt allerede samme uge som Martin besvarede mailen og det kunne så faktisk godt lade sig gøre.

 

Sidste stop - Banegården 

Da jeg jo har været meget hårdt ramt af socialfobi var tanken om at tage til København næsten nok til at få mig til at gemme mig under dynen, så jeg kom med den geniale løsning på det problem og spurgte Martin om han havde mulighed for at hente mig på banegården (så var jeg noget mere tryg og vidste at jeg formentlig kom det rigtige sted hen hvor mødet skulle afholdes)

Det lyder fuldstændig latterligt at man som person kan være SÅ angst for noget så simpelt, men desværre er det ofte sådan for personer med dette problem. At bevæge sig på steder hvor der er mange mennesker, og især når man ikke kender området kan udløse de værste panikanfald. At vide Martin stod og kunne lege "førerhund og støttepædagog" mindskede mine angst-tanker og gjorde mig mere rolig. Så skulle alt nok gå trods alt 

 Men hvem var Martin Thorborg? Hvem var det så var så interesseret i at købe Min-mave at han ikke lod sig slå ud af mit meget afvisende NEJ til hans tilbud?

De næste dage (og nætter) blev brugt på at google manden og jo mere jeg læste og jo mere jeg hørte (podcasts og radioudsendelser) jo mere nervøs blev jeg. Puh ha, jeg følte mig uendlig lille, hvor var han dog en enestående person med nogle ret kontante holdninger.

En ting har vi klart til fælles - Vi er slet ikke til at stoppe når vi først kommer i gang med at snakke

Dagen inden mødet blev E-pusher light printet ud og den blev taget med på rejsen til Sjælland. Min nervøsitet var bestemt ikke blevet mindre, så jeg besluttede mig for at læse lidt i E-pusher og på den måde få en endnu bedre fornemmelse af manden jeg havde aftalt et møde med. Jo mere jeg læste, jo mere rolig blev jeg, for rigtig mange af de råd Martin skrev om i E-pusher brugte jeg faktisk allerede på Min-mave. Fantastisk, så var jeg måske ikke så lille og uvidende som jeg regnede med?

 

Mødet med Martn

Toget ankom til Københavns hovedbanegård og nervøsiteten begyndte atter at brede sig og hjertet hamrede i brystet på mig. På vej op af rulletrappen begyndte angsten igen at tage fat, for gad vide om Martin nu også stod der hvor han havde lovet.

 Men det gjorde han - endda med et hvidt skilt i hænderne hvor der med store fede bogstaver stod BIRGIT - isen blev øjeblikkeligt brudt og vi hilste på hinanden. Jeg følte mig lidt som hovedpersonen i en amerikansk film hvor man ofte ser chaufføren stå med skilte for at finde vedkommende de skal køre videre.

Transportmidlet var noget anderledes end jeg havde regnet med for den lille bil med tydelig spamfigher logo - en smartcar tror jeg den hed - var noget af en overraskelse. Efter børnesæde var fjernet var vi på vej. I bilen snakkede vi om løst og fast og nervøsiteten var mere eller mindre næsten væk.

Mødet endte med at vare nogle timer, tiden fløj afsted, og jeg fandt ret hurtigt ud af at jeg skulle være fræk nok til at afbryde for ellers ville Martin bare snakke løs. Han har jo meget at fortælle   Men det har jeg jo så også og mere end jeg regnede med, så jeg tror nok vi lavede en intern konkurrence om hvem der kunne få sagt det der skulle siges. Selv om jeg udtrykkeligt havde givet en klar udmelding i forhold til hvor jeg stod mht. salg af Min-mave, havde Martin altså ikke givet op, og måske slukkede det sidste håb først da jeg kikkede ham ind i øjnene og klart og tydeligt sagde

"Du får ikke Min-Mave - om du så giver mig 10. millioner for den" (jeg havde jo - under min research - forstået hvor meget Jubii rent faktisk blev solgt for i sin tid) og et beløb på 10 millioner var da et beløb de fleste kan forstå, og netop fordi det var i den størrelsesorden afspejlede det også meget godt min store tilknytning til Min-mave - Mit hjertebarn.

Hvis det ikke allerede var gået op for Martin inden da hvor meget siden betød for mig, så tror jeg det gik op for ham der.

Efter lidt mere sludren frem og tilbage ang. samarbejdsmuligheder blev mødet afsluttet, og Martin kørte mig tilbage til banegården. 

 

Og så hjem igen - Livet efter

Jeg var atter på vej hjem til Jylland, med en bedre selvtillid og et meget bedre selvværd end da jeg trådte ud af toget tidligere på dagen.

Tænk sig at der fandtes folk der brændte lige så meget for deres "projekter" som jeg selv gjorde. Imponerende.

Selv om det lyder fuldstændig tåbeligt troede jeg faktisk ikke det var muligt, men sådan kan det være at bo i en osteklokke hvor man kun har sig selv med iværksætter-tankerne, og næsten alle andre omkring en nok skal huske at fortælle hvordan Janteloven lyder eller hvertfald er så tilpas negative at man bliver modløs blot ved at være i samme rum som dem.

Blot ved at insistere på at holde et møde med mig, var han med til at give mig et stort professionelt spark i r.... og på trods af meget lange og personlige mails et stykke tid efter mødet, holdt han mig ud og gav mig gode råd og støtte til at komme videre.

Han insisterede på at jeg skulle gå ind på Amino og jeg havde ingen ide om hvad det ville betyde for mig. Hvor mange fantastiske mænd og kvinder med "iværksætter-gener" jeg ville lære at kende og hvordan jeg skulle opleve at vokse som menneske og iværksætter. Jeg har lært at man godt må rose sig selv og være stolt af de fremskridt man gør, store eller små, og jeg forsøger at gøre det hver dag, men det er ikke altid nemt.

Fuck Janteloven, vi kan ikke bruge den til noget

Selv om det sikkert lyder plat betragter jeg mødet med Martin Thorborg som en meget positiv milepæl i mit liv, og en introduktion til en verden jeg formentlig ellers aldrig ville have lært at kende.

Jeg håber jeg en dag kan gengælde den store gestus Martin har gjort ved at "tage mig under sine vinger" og rent faktisk har præsteret at give mig flyvetimer, så jeg nu kan udforske iværksætter-verdenen på egen hånd med højt løftet hoved og rank ryg mens jeg suger viden til mig.

What a wonderfull world - Mirakler sker altså virkelig en gang imellem