Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Mikkel deMib Svendsen Er du SEO-klar til julen?

Er du SEO-klar til julen?

6.309 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
24 August 2012

Flere og flere køber deres julegaver online og en meget stor del af kunderne starter deres jagt på gaverne i Google. Er du klar til det? Kan dine kunder finde dig, når de søger på de produkter, produkttyper og varemærker du sælger? Hvis ikke er det nu du skal i gang med optimeringen!

Sommeren er ganske vist kun knap nok overstået og der er jo længe til jul. Måske er du slet ikke begyndt at tænke på, hvordan du i år skal markedsføre din webshop i julen. Men når det handler om SEO er det ikke et øjeblik for tidligt at komme i gang nu. Det tager tid både at finde ud af hvad der skal laves, få det lavet og ikke mindst at få resultaterne til at slå igennem i Google.

Selv hvis dit website faktisk er godt optimeret er du så sikker på, at det holder helt frem til jul? Som du sikkert ved har Google lavet rigtig mange opdateringer i den seneste tid og der er flere på vej. Måske har den optimering du har lavet fungeret godt nok indtil nu, men vil den også kunne holde til de ændringer der sker i Google?

Rigtig mange e-købmænd har gennem tiden brændt inde med deres varer i julen, og i værste fald måtte lukke biksen i januar, fordi de blindt stolede på, at deres gode rankings i Google nok skulle holde. Da julesalget så nærmede sig, droppede de pludselig ud af topresultaterne og så kom der (næsten) ingen kunder i butikken. Den fejl skal du ikke lave!

Uanset om du mener, at dit website er godt optimeret nu, om du er usikker på det eller om du ved at det ikke er det, så vil jeg meget anbefale, du hurtigst muligt kommer i gang med at få evalueret din optimering, lagt en plan for hvad der skal gøres og får den ført ud i livet – på den ene eller den anden måde.

Hvis dit website ikke er godt (nok) optimeret

Hvis man ikke kan finde de produkter, produkttyper og varemærker, som du sælger i din webshop – eller i hvert fald nogle af dem, på nuværende tidspunkt, så skal du i gang med en helt grundlæggende optimering. Måske vil det også være en god ide, at supplere med nogle effektive AdWords annoncer i Google. Begge dele skal du i gang med nu.

Første skridt er, at finde ud af hvordan dine brugere faktisk søger og hvor stor konkurrencen er på de søgninger. Målet er, at identificere de søgninger som du dels vurderer, vil skabe salg som der er tilstrækkeligt med søgninger på og som der ikke er større konkurrence på, end at det er realistisk, at du kan opnå gode rankings på dem inden jul.

Næste skridt er, at analysere dit website og lægge en plan for hvad der skal rettes der – om noget. Du skal sikre at den tekniske opbygning af dit website er god og solid, så søgemaskinerne kan finde rundt på det uden at blive alt for forvirret og at det er kodet på den mest optimale måde bl.a. for at sikre en god hastighed.

Herefter skal du have kigget på indholdet på sitet. Du skal sørge for, at der er skrevet gode unikke tekster til alle dine produktkategorier (kategoriforsider) og alle dine produkter – tekster der ikke bare er godt optimeret til søgemaskinerne, men som også sælger produkterne godt til dine besøgende. Og du skal have optimeret alle dine side titler og META-beskrivelser.

Det sidste, og meget vigtige punkt er, at få skabt nogle flere links til dit website – både til forsiden, kategoriforsider og produkter. Der findes uendeligt mange måder at gøre det på. Men jeg vil anbefale, at du i hvert fald starter med at få dit website registeret og linket til fra alle dine eksisterende netværk og sociale profiler. Spørg alle dine venner, leverandører og familie om et link.

Herefter bør du tænke over, hvilke aktiviteter du kan lave på sitet, som vil få endnu flere til, naturligt at linke til dig – f.eks. gennem spændende blogindlæg, fede konkurrencer, provokationer, spil eller ved at forære ting væk, som din målgruppe sætter pris på.

Der er mange andre muligheder for linkbuilding, men ovenstående er en god start.

Hvis dit website allerede er godt optimeret

Hvis dit website allerede har rimeligt gode rankings på de keywords du ønsker, så er det vigtigste at komme i gang med nu, en evaluering af, om den strategi du har optimeret efter nu også kan holde til de ændringer der sker i Google. Det ville jo være forbandet ærgerligt, hvis alle dine fede rankings pludselig forsvandt 1. november.

De to store opdateringer som Google har arbejdet med igennem længere til kaldes Panda og Penguin. Den første har fokus på indholds- og websitekvalitet og den anden på links. Begge opdateringer justeres løbende af Google, så selvom du ikke lige nu er ramt af dem, kan det sagtens komme.

Med Panda er det blevet vigtigere end nogensinde før, at sikre, at alle de sider du vælger at Google skal indeksere er rigtig gode kvalitetssider. Hvis du er i tvivl er det bedre helt at udelukke dem. Det er også blevet vigtigere, at dine sider loader hurtigt og at brugeroplevelsen generelt er god.

Og endeligt, er Google begyndt at se meget mere på alle de data om brugernes oplevelse af dit website som de kan – herunder hvor hurtigt det loader, hvor lang tid de bliver på sitet, hvor mange sider de ser, hvor mange links de klikker på osv. Så gør alt hvad du kan for at optimere dette.

Med Penguin er en masse links, som tidligere gav en god værdi, pludselig ikke spor værd. I værste fald er der meget der tyder på, at de kan være direkte skadelige – i hvert fald, hvis det mest er ringe links du har. Så derfor er det meget vigtigt, at du får evalueret din nuværende link-profil og får rettet op på de svagheder der måtte være.

Hvordan kommer du videre?

Jeg ved godt at alt dette kan lyde som en stor mundfuld at komme i gang med. Og du har sikkert allerede rigeligt at se til. Men hvis fremgangen i online juelsag bliver ligeså stor i år, som sidste år, og hvis ligeså mange vælger at starte deres julegavesøgning i Google, så har du ikke andet valg end at få prioriteret din optimering. Og der er intet der tyder på, at det ikke sker.

Uanset hvordan du griber arbejdet an er det vigtigste, at du kommer i gang nu. Måske ved du allerede en del selv, så start med det. Måske har du brug for lidt ekstra viden, så køb en bog eller to, tag på et kursus eller læs nogle af de mange gode råd og blogs du finder på Nettet. Måske har du brug for lidt ekstra assistance, support eller viden, og så kan du købe dig til den hos kvalificerede SEO-rådgivere.

Det vigtigste er, at du kommer i gang nu. Så hvad venter du på? 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Mikkel skriver Skriv dig op