Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om SEO & reputation management

Drop optimering til søgemaskiner!

7. november 2011 | 8.932 Visninger| 38 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du?:

Amino Ekspertblog

Mikkel deMib Svendsen

Ekspertblogger på Amino om SEO & reputation management

Hvad fanden mener du? Skal vi nu ikke længere optimere til søgemaskinerne? Nu har du i årevis prædiket SEO, Mikkel, og så siger du nu at vi ikke længere skal optimere til søgemaskinerne. Sig mig, hvad er nu meningen med det?

Nogenlunde sådan regerer de fleste når jeg fortæller dem, som I overskriften på dette indlæg, at de skal droppe optimering til søgemaskinerne. Det kan jeg sådan set godt forstå. Nogle tror jeg har fået en hjerneblødning, andre tror bare det er en tom provokation. Men ingen af delene er tilfældet. Jeg mener det faktisk. Og det er ikke engang noget jeg bare lige har fundet på. Faktisk er det nu over 10 år siden jeg oprindeligt lancerede denne ide – denne strategi. Og den har vist sig at være utrolig god.

Der hører en vigtig anden halvdel med til overskriften "Drop optimering til søgemaskiner", og det er: "Optimer til brugerne". Det kræver naturligvis lidt mere forklaring at forstå hvad jeg mener med det. Lad mig starte med at gå lidt tilbage i tid, til dengang i 90'erne hvor SEO startede.

SEO i gamle dage

Dengang var søgemaskineoptimering en relativt enkel disciplin. Søgemaskinernes algoritmer var simple, de var universelle - så det var de samme algoritmer der var gældende for alle søgninger, og konkurrencen var meget lille, for indekserne var små, og der var næsten ingen der optimerede deres websites. Søgemaskinerne kiggede også kun på meget få faktorer, og de var alle sammen "on-site" - det vil sige faktorer på dine egne sider og websites som du ganske enkelt kunne ændre på.

Det betød så at "Reversed Engineering" af søgemaskinernes algoritmer var relativt enkelt. "Reversed Engineering" er en metode hvor man ved udelukkende at betragte et teknisk system udefra, dets funktioner og strukturer, kan regne ud hvordan de bagvedliggende systemer må fungere. Vi kunne teste mængden af tekst, interne links, keyword-frekvenser, prominens osv. og forholdsvis enkelt regne ud hvordan søgemaskinernes crawling, indeksering og ranking-algoritmer fungerede.

Det var på det grundlag SEO blev skabt. Desværre er der mange der fortsat arbejder ud fra disse principper, på trods af at der nu er gået næsten 15 år og (søgemaskine-) verden ser helt anderledes ud.

SEO i dag

I dag er søgemaskinerne meget mere komplekse mekanismer. Algoritmerne inddrager langt flere faktorer, og de er ikke kun on-site. Nu bruges i høj grad også eksterne faktorer som links og data fra sociale medier. Algoritmerne er heller ikke universelle mere, men varierer i forhold til hvem og hvor der søges, og hvad der søges på. Dertil kommer at indekserne er meget, meget større, og at konkurrencen generelt er meget højere. Flere er kommet til, og flere af dem gør det godt. Det er slet ikke så simpelt mere.

Derfor er "Reversed engineering" i dag næsten umuligt. Ikke helt umuligt, men meget, meget svært. Hvis ikke det gribes ekstremt omhyggeligt an, får man nogle resultater som er helt forkerte. Og så kan de ikke bruges til at optimere efter.

Søgemaskinerne fokuserer på brugerne

Men hvad er det gentligt søgemaskinerne forsøger at gøre? Det er sådan set meget enkelt:

  1. Først prøver de at forstå hvad det er søgebrugerne ønsker - hvad er det de gerne vil have øverst i søgeresultaterne når de søger.
  2. På basis af dette tilpasser søgemaskinerne så deres teknologi så de i så høj grad som muligt giver brugerne det de vil have. Dette er en løbende proces. Google alene laver 4- 500 opdateringer om året - svarende til knap 2 om dagen! Alene på den baggrund siger det næsten sig selv at gammeldags SEO baseret på Reversed Engineering er helt håbløs.

Hvis dine SEO-strategier bygger på Reversed Engineering, vil du hele tiden være et skridt bagud. Du optimerer til gårsdagens algoritmer i stedet for dem der kommer i morgen og ugerne, månederne og årene frem.

Hvis du derimod optimerer til det som brugerne vil have, så optimerer du til det samme som søgemaskinerne forsøger løbende at optimere deres søgemaskiner til. Du optimerer til fremtidens algoritmer.

Resultatet af denne strategi er meget tydelig. Jeg ser det hver eneste dag for de mange kunder jeg igennem de sidste 10 år har arbejdet med ud fra denne strategi. De undgår de store problemer mange andre kæmper med hver gang der kommer en ny større eller mindre opdatering.

Nu ved jeg godt at alt det her kan lyde meget teoretisk. Hvordan kan du overhovedet bruge det i praksis? Lad mig give dig nogle eksempler på hvordan jeg bl.a. har brugt det.

Blev du ramt af Panda?

For nylig kom en meget stor opdatering i Google kaldet Panda. Den har du måske hørt om. En del websites er blevet "ramt" af den, og har mistet en masse trafik. Nogle vil sikkert gå konkurs. Men ingen af dem som har fulgt min strategi om at fokusere på brugerne frem for søgemaskinerne, er blevet ramt af Panda - eller for den skyld nogle af de mange andre store opdateringer fra Google gennem tiden. For denne strategi er på forkant med udviklingen i stedet for på bagkant med den.

Et par af de vigtige ting som der er fokus på med Panda-opdateringen, er Duplicate Content og indholdskvalitet. Mange webmastere har ignoreret dette fordi det ikke altid var så tydeligt hvilken praktisk betydning det havde i søgemaskinerne. Men det har altid stået klart for mig at det ikke gavner brugerne, og derfor har det uanset søgemaskinernes mengelfulde håndtering givet god mening at fokusere på det. Og da Panda-opdateringen så kom, fik vi der havde taget disse faktorer alvorligt, en fordel ud af det.

Langsigtet linkbuilding

Indtil for et par år siden var det meget udbredt blandt mange SEO'er og webmastere at fokusere størstedelen af deres linkbuilding på tilmelding til alverdens kataloger. Der var 100-tusinder af dem. Og der var der sådan set gode argumenter for at gøre det - for det virkede! Ved at tilmelde sine sider, og undersider, til tusindvis af katalogerne kunne man faktisk få sit website til at ranke rigtig godt. Men allerede dengang slog det mig at de fleste af disse kataloger var noget værre crap. De gavnede ganske enkelt ikke brugerne. Jeg var derfor helt sikker på at Google, og de andre søgemaskiner, før eller siden ville blive nødt til at smide disse kataloger ud af deres indekser. Og så ville linkværdien fra dem naturligvis falde til ingenting.

Det skete så også. Over en længere periode blev rigtig mange af dem slettet. De websites der næsten ensidigt havde satset på linkbuilding via kataloger, tabte voldsomt meget trafik fra søgemaskinerne. Alle os andre der havde fokus på brugerne, tabte intet. For vi havde nemlig ikke satset så ensidigt på det som virkede, men på det som vi vidste både virkede og fortsat ville virke. Vi satsede på fremtidens algoritmer frem for fortidens. Vi satsede på brugerne frem for søgemaskinerne ... og vandt.

SEO og de sociale medier

Et andet godt eksempel er de sociale medier. Allerede lang tid før søgemaskinerne for alvor begyndte at bruge signaler fra de sociale medier i deres ranking-algoritmer, var det tydeligt at de måtte gøre det på et tidspunkt. De sociale medier var ganske enkelt ved at blive ”for” vigtige. I stigende grad var, og er, det i de sociale medier man kan se hvad der er hot eller not lige nu – hvad der er ”talk of the town”.  

Derfor var vi mange der allerede for år tilbage begyndte at inddrage vores websites i de sociale medier. Da søgemaskinerne så for alvor begyndte at bruge signalerne fra de sociale medier, klarede vi os godt. Alle dem der havde fokuseret alene på det som virkede – på ”Reversed Engineering”, de mistede rankings og tabte trafik. De havde optimeret til fortidens algoritmer – vi andre havde optimeret til fremtiden.

Chasing the algo … or not?

Hvis du arbejder inden for meget konkurrenceprægede områder, kan der stadig være behov for at se lidt mere snævert på, hvad der virker lige nu, og lidt mindre på hvad der virker på sigt. Men det kræver så ”bare” at du er utrolig omhyggelig med dine analyser af hvad der faktisk virker, og ikke alene baserer det på tilfældige gæt og løse rygter fra diverse debatter. Og du skal være hurtig til at justere dine strategier når søgemaskinerne laver større ændringer.

Men for alle jer andre – det store flertal som arbejder inden for brancher og regioner med lille eller mere moderat konkurrence, er den absolut bedste SEO-strategi at fokusere på brugerne frem for søgemaskinerne.

Optimer til brugerne – og vær et skridt foran søgemaskinerne!

Læs også


Kommentarer

Karsten Nygaard  den 07-11-2011 kl. 11:14

Hej Mikkel

Der er altså gået en god Ekstra Blads journalist tabt i dig - dine overskrifter forstår altid at tiltrække opmærksomhede :)

Det er et godt indlæg som jeg i grove træk er enig i - med en enkelt undtagelse.

Hvis man kigger på semantikken i det der virker på søgemaskinerne - så kan man stadig "regne" sig frem til væsentlige fordele på søgemaskinerne. Der er god værdi i at kigge på "state of the art" tekstopbygning når det handler om "her og nu rankings".

Er kommentaren brugbar? 0 0
nordicADmedia  den 07-11-2011 kl. 11:21

For mig er der ikke så meget nyt i det her, det siger sig selv, derfor er min filosofi også at Google faktisk prøver at lave deres søgemaskine ud fra mennesket som bruger og ikke et firmas eller en SEO eksperts virke på nettet.

Dvs. de prøver at bygge søge algoritmen ud fra et menneskeligt perspektiv, hvad gør man som menneske når man bruger deres service?

Man kan se det på søgninger for 10 år siden søgte folk på "dansk avis" i dag søger man på "en god dansk avis" (2 vs. 4 ord), så hvis man allerede dengang skrev til brugeren og ikke til maskinen, så er ens content blevet vigtigere og vigtigere med tiden.

Lidt volapyk, men hey, det er mandag og jeg er slet ikke frisk :)

Tak for at bringe det menneskelige aspekt tilbage i debatten omkring SEO, det er brugeren og ikke søge algoritmen man skal gå efter.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Nikolaj Astrup Madsen  den 07-11-2011 kl. 11:38

Jeg husker da jeg for ca 7-8 siden lavede mit første website til et lille firma og begyndte at interessere mig for Google. Jeg fik en top 2 placering på det vigtigste keyword med lidt linkkataloger, links fra mine egne online profiler og signaturer.

Jeg har ret god succes med min private blog, hvor jeg 100% skriver som jeg vil, designet er som jeg kan lide osv. Jeg bryder helt klart SEO og usability "regler", og mister helt klart nogen, men jeg kan se at folk bliver længe på siden og besøgstallene taler for sig selv. Det havde jeg ikke opnået ved at have en top 3 placering på et relevant keyword. Der er altså også "bedre" besøgende i at lave noget af høj kvalitet og med en ordentlig værdi. Det har jeg lært på den hårde måde:-)

Godt indlæg Mikkel. Din Elbil blog er vel et godt eksempel!

Er kommentaren brugbar? 0 0
Kristian  den 07-11-2011 kl. 11:49

Godt indlæg Mikkel.

Jeg synes også det kunne være relevant at inddrage dine tanker om XML-sitemaps og canonical-tags i et indlæg som det her. Det er vel samme problematik? Altså at man ikke bør stole på disse metoder da de udelukkende retter sig mod søgemaskinerne og ikke brugerne?

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 07-11-2011 kl. 11:53

@Karsten - det er også det jeg skriver i sidste afsnit. Men for 99,999% af alle sites er LSI og den slags nørderi fuldkommen ligegyldigt at spilde tid på :)

@Kaare - nej, der er intet nyt i det, som jeg også skriver. Det er over 10 år siden jeg første gang lancerede denne strategi. Dem der lyttede gik det godt, men mange gjorde ikke og blev så ramt af en eller flere af de mange updates siden da.

@Nikolaj - ja, og så er der jo ogsdå den fordel ved at fokusere på brugerne, at det jo i sidste ende er DEM man skal "sælge" til - søgemaskinerne køber ikke noget :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Peter Skouhus  den 07-11-2011 kl. 11:53

Det var et meget interssant indlæg Mikkel!

Er kommentaren brugbar? 0 0
Kasper Bergholt  den 07-11-2011 kl. 12:20

@Mikkel -- hvad betyder LSI?

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 07-11-2011 kl. 12:23

LSI = Latent semantic indexing

Det er an langhåret metode til at forstå meningen med en tekst, som I en vis grad bruges af søgemaskinerne og som derfor også, teoretisk set, kan bruges til optimering af dine tekster.

Min personlige mening er bare, at du meget let ender med nogle tekster, som ikke sælger særligt godt, hvis du fokuserer alt for meget på den slags. Så det anbefaler jeg ikke at man gør.

Du kan læse lidt mere om LSI her:

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 07-11-2011 kl. 12:33

Nå, jeg kan desværre ikke få lov til at sætte links ind her i kommentarerne - så det må du klare dig foruden )

Er kommentaren brugbar? 0 0
Kasper Bergholt  den 07-11-2011 kl. 14:27

Aha, selvfølgelig. Tak for indsparket. Jeg må grave videre læsning frem via snedig søgeteknik så! :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 07-11-2011 kl. 16:15

Wikipedia har en OK artikel om LSI - det var den jeg forsøgte at linke til. Du finder den i toppen af Google på en søgning på Latent semantic indexing (som bekendt er der en lov der påbyder Google altid at vise Wikipedia i toppen af alle søgninger ... :))

Er kommentaren brugbar? 0 0
Finn Arne Hansen  den 07-11-2011 kl. 19:53

Hold kæft, hvor det glæder mig - dit indlæg altså. Jeg har selv fået en hjemmeside for et bed and breakfast-sted op fra side 4 til side 1 ved simpelthen at sætte mig i brugerens sted. Hvad tænker de? Hvad leder de efter? Hvordan formulerer de det hurtigt? Brug jeres fornuft og intuition sammen med jeres kunde. Det virker.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Hans Stokholm Kjer  den 08-11-2011 kl. 11:15

Dine betragtninger stemmer meget godt overens med mine erfaringer.

Jeg har forskellige sider med adsense-indtjening. Og det er meget tydeligt, at de sider, der giver bedst resultat, er de sider, som er mest brugerrettede.

En enkelt side har jeg over hovedet ikke lavet linkbuilding på, og der er kun lavet begrænset on-site seo. Det drejer sig om en rent brugerrettet og informativ tekst, som jeg ikke engang opdaterer på - den ligger der bare og blvier læse igen og igen. Og den ligger konstant i top 3 på min Adsense-indtjening.

Jeg har også i årevis anbefalet, at man fokuserer på brugeren med mindre, man har noget, der skal sælges en masse af i en fart.

VH Hans

VH Hans

Er kommentaren brugbar? 0 0
Kim Tetzlaff - KTJ-Media.dk  den 08-11-2011 kl. 21:00

Godt indlæg, og sjovt nok noget jeg altid selv har anbefalet. fint lige at få bekræftet at det man tænker og anbefaler ikke er så meget ved siden af som nogen måske mener :)

MVH Kim

Er kommentaren brugbar? 0 0
David Hammer  den 09-11-2011 kl. 16:38

@Mikkel

Kan du give mig et link til en side hvor der står, at google er påbudt at skulle lægge wikipedia øverst i søgeresultater?

vh David

Er kommentaren brugbar? 0 0
Hvejsel  den 09-11-2011 kl. 17:02

Hej Mikkel,

En ting jeg ikke forstå er i forhold til DC. Jeg synes der er mange eksempler på at det kan være bedst for brugeren at man har DC. Lad mig bruge min egen shop som eksempel. Jeg har et produkt der hedder toppik som der er 5 farver af. Jeg har derfor 5 produkter som har den samme produkt tekst. Og dermed DC.

Jeg har 5 produkter for at give brugeren bedst muligt overblik - Men så bliver jeg vel straffet. Og derfor er brugeren vel ikke i højsædet i forhold til DC?

Det gør sig også gældende ved for eksempel DC i forbindele med beskrivelse af et brand.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Thomas Rosenstand  den 09-11-2011 kl. 17:23

@DavidHammer89: Paragraf 245 i den amerikanske "Lov om manglende evne til at forstå ironi". Mere præcist i stykke 12 B i nævnte paragraf.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Peter Trydeman  den 09-11-2011 kl. 17:29

Hej Mikkel

Jeg har lige lavet bloggen

http://footballbizz.com/

Hvordan foreslår du så at jeg skulle følge dit råd bedst???

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 09-11-2011 kl. 20:54

> Hvejsel

1) Du bliver ikke straffet for DC - du bliver filtreret. Det er en meget vigtig forskel!

2) At du har 5 ens beskrivelsr af 5 variationer af et produkt behøver ikke at betyde, at du har 5 unikke indekserbare URLs til dem. Det gavner ike brugerne, at de 5 gentagelser bliver indekseret. Du kan løse det f.eks. ved at skifte mellem de 5 produktvariater i klient-laget (tabs eller CSS layers), eller ved at bruge lokale referencer (#).

3) I forhold til beskrivelse af et brand, så giver det altså ike mening for brugerne, at have mange sider, hvor den væsentlige del af teksten på siderne, er den samme beskrivelse af det samme brand.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Hvejsel  den 09-11-2011 kl. 20:56

Okay... Den havde jeg ikke fanget... Så min fremgangsmåde er ikke nødvendigvis dårlig?

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 09-11-2011 kl. 20:58

Ikke hvis du følger mine tekniske anvisninger :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 09-11-2011 kl. 20:59

@Manageren

Jeg har desværre ikke mulighed for at lave specifikke site og markedsanalyser her :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mads Rosenlund  den 13-11-2011 kl. 00:14

Rigtig god og tankevækkende artikel.

Jeg er helt forstående for at Google indexerede brugevenlige sider.

Det kan vel også betyde nedgang for affiliate websites?

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 13-11-2011 kl. 01:42

Mange affiliate sites er skam allerede ramt - både som følge af de seneste opdateringer og mange før dem :)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jens  den 15-11-2011 kl. 15:13

Amen to that!

Kvalitetsindhold må uomtvisteligt være det google eftertragter.

Godt indlæg.

Jens

Er kommentaren brugbar? 0 0
ddo  den 15-11-2011 kl. 15:25

Super indlæg

Er kommentaren brugbar? 0 0
Bazinga  den 16-11-2011 kl. 14:37

Mikkel, jeg tøver lidt med at hoppe på klappe-vognen.

Jeg synes det er et fint indlæg, men savner noget mere.

Du behandler det at "tage højde for brugerne" som noget meget fjernt og overfladisk. Jeg savner konkrete forslag og svar. Modeller, værktøjer og teknikker vi kan bruge.

"Tag højde for brugeren", det synes jeg du kommer lidt for let til. Det er jeg ked af, jeg synes du skriver godt og du ved meget. Jeg har fulgt dig på din egen side, blog og  Facebook længe, så da jeg så overskriften på denne havde jeg forventet mere.

Forslag, nyt indlæg om hvordan du arbejder med dette i praksis.

Hvad angår linkbuilding i diverse kataloger, mener du at de ingen værdi har længere? Jeg tror fortsat der er noget værdi i linkkataloger, men selvfølgelig bliver den mindre og mindre.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Bazinga  den 16-11-2011 kl. 14:57

Måske endda endnu mere udfordrende, hvordan kan man gøre det for små, nystartede virksomheder.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 16-11-2011 kl. 15:43

@Bazinga

Et blogindlæg har sine naturlige begrænsninger. Jeg forsøger blot at inspirere folk lidt. Jeg er ked af hvis du har forventning om noget andet.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Bazinga  den 16-11-2011 kl. 16:09

Det er sindsygt inspirerende, men kan du ikke blive mere konkret?

Jeg mener, det er jo bare en gammel marketingstrategi påpenslet Online Marketing og herunder SEO, tag højde for dine kunder, det burde bo så dybt i os alle som vores kærlighed for det danske fodboldlandshold og ostemadder :)

Det er derfor jeg håber det kan blive endnu mere konkret, for jeg er slet ikke i tvivl om at du godt ved hvad jeg spørger efter, tools og teknikker ;)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Peter  den 16-11-2011 kl. 16:33

Spot on Mikkel - vel skrevet!

@Bazinga

Jeg tror det er meget svært at blive særligt konkret i denne sammenhæng. Hvad kundepleje er, er jo meget individuelt. Hvis du driver en webshop eller en blog, så er det dig der har den bedste idé om hvad kundepleje er for netop dine besøgende - det er der hvor vi, os der læser indlægget, lige skal perspektivere og finde svaret selv ;-)

Er kommentaren brugbar? 0 0
Bazinga  den 16-11-2011 kl. 16:46

Peter, vi taler jo netop ikke om kundepleje, hvordan man skal behandle sine kunder, kundehåndtering eller andre vendinger der beskriver det samme. Det kan man jo læse om alle steder.

Vi taler om søgemaskineoptimering, rettere, den nye form for optimering, i kontrast til den gamle mere spam-orienteret optimering.

Det er derfor man netop kan blive konkret og fortælle hvordan man griber det an.

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mikkel deMib Svendsen  den 16-11-2011 kl. 23:45

Du kan få masser af konkrete tips til hvordan du kan optimere dit vwebsite - både her på Amino, på blogs og i SEO-bøger. Men det som jeg som regel synes folk mangler er et strategisk overblik og en rød tråd at optimere og prioritere efter, hvilket er helt afgørende for både de kortsigtede og særligt de langsigtede resultater. Og det er det som jeg har forsøgt vat give et bud på med dette indlæg.

Er kommentaren brugbar? 0 0
ClausD  den 22-12-2011 kl. 13:44

Intr. indlæg - og absolut inspirende - god jul til dig, Mikkel. Claus

Er kommentaren brugbar? 0 0
Alexandra   den 20-11-2012 kl. 10:46

Jeg er enig med @Bazinga til at konkrete værktøjer ville være på sin plads, som suplement til din tese om SEO. Det er ikke let at finde ud af hvilken konkret metode man skal starte med, da der er lige så mange forskellige svar at finde på nettet, som der er mennesker i verden, så det er en lidt tynd afvisning/henvisning. Ellers må i lige ud af posen fortælle at i ikke ønsker at dele tids og tricks med os, af hensyn til jeres eget forspring, men ellers virker det her bare som et seo venligt indlæg forklædt som oplysning :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mikkel deMib Svendsen  den 20-11-2012 kl. 13:35

Hvert enkelt indlæg her på bloggen er fokuseret på et enkelt aspekt af SEO. Det er hverken praktisk muligt eller specielt brugbart, hvis alle indlæg skulle indeholde alt om SEO.

Hvis det er din forventing, at bloggen skal være noget andet end den er, så er den nok bare ikke så brugbar for dig :-)

Er kommentaren brugbar? 3 0
Mark Guldbrandsen  den 12-01-2013 kl. 00:55

Lige for tiden er dette overskriften på alle blogs, så hvorfor skulle der ikke også

Er kommentaren brugbar? 0 0
Mark Guldbrandsen  den 12-01-2013 kl. 11:51

Lige for tiden er dette overskriften på alle blogs, så hvorfor skulle der ikke også

Er kommentaren brugbar? 0 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: ni + syv =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Mikkel skriver


SEO i 2014: FOREDRAG OM SEO

Book et foredrag om SEO
Jeg er igang med en turne rundt i Danmark med mit foredrag: SEO i 2014 - hvor jeg fortæller en masse om hvad der virker i dag og fremadrettet. 


Du kan også booke dette foredrag til din virksomhed, gruppe, seminar eller konference. Book og læs mere her: www.demib.dk/foredrag-om-seo/ 

Jeg kan kontaktes på: [email protected]


Mikkel på Twitter

Hvis du vil have besked når Mikkel og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer