Nu er julen overstået – i hvert fald første del. Maden er spist og gaverne delt ud. Men for os der har mindre børn er anden del først lige begyndt og den er ofte knap så festlig og lykkelig som selve juleaften.
Vi skal nemlig nu hjælpe vores børn med at få al deres nye legetøj og dimser til at virke. Og det ville jo egentligt også være meget hyggeligt, hvis det bare ikke var fordi, at skidtet alt for ofte ikke virker.
Meget ofte skal der bruges ekstremt lang tid på at få ungernes nye ting til at fungere. Nogle gange ender man med at måtte give helt op. Resultatet er i alle fald skuffede unger, spildte kræfter og sure forældre.
I år fik mine børn bl.a. en racerbane og en iPod Nano af kærlige og velmenende familiemedlemmer. Og de blev da også rigtig glade for det. I dagene efter har vi så kæmpet for, at få sønnens racerbane samlet og lagt musik ind på datterens nye fine iPod Nano.
Foreløbigt er ingen af delene lykkedes. Så nu sidder knægten med en kasse skinner, ledninger og udefinerede plastikdimser og et billede af en flot racerbane – og datteren har en fin lille iPod Nano der kan lyse og alt muligt, men den kan bare ikke spille noget musik. Ungerne er skuffede og konen og jeg har mere end en gang i dag råbt ad hinanden. Skide hyggeligt.
Problemet er, at alt for mange af de produkter der udbydes til, og tiltaler børn, er af en så elendig kvalitet, at det slet ikke burde være på markedet. Produkterne er fulde af fejl og mangler. Og jeg synes desværre, det er et generelt udtryk for den måde vi behandler børn: Alt imens vi voksne kræver mere og bedre kvalitet i alt hvad vi laver spiser vi ungerne af med det billigste plastiklort fra Kina.
Problemet er naturligvis ikke nyt. Men jeg synes det er blevet værre.
Da jeg var barn husker jeg tydeligt min frustration over diverse legetøj, der ikke virkede som det skulle. Allerede dengang fandt jeg mig dog ikke i den slags. Når skidtet ikke virkede bad jeg om, at få det byttet. Når den nye version jeg fik så heller ikke virkede bad jeg om, at få den byttet igen. Ikke så sjældent endte det efter 3-4 ombytninger med, at forretningen gav mig pengene igen – nok i erkendelse af, at det ikke bare var min kopi af produktet der ikke virkede, men alle versioner af det pågældende produkt.
Men hvad gør vi så ved det?
Først og fremmest skal vi – som forældre, bedsteforældre og venner af børn begynde, at stille samme høje krav til de ting vi giver dem, som til de ting vi selv ønsker os. Vi skal stoppe med at spise ungerne af med det billigste lort man kan købe! Hvis det så betyder, at der bliver råd til lidt færre gaver, så tror jeg det er et godt nytte – både for børnene og os forældre der først skal kæmpe med de ubrugelige gaver og bagefter skal trøste børnene, når deres gaver ikke virker.
Masser af gode gaver til børn er helt uproblematiske – f.eks. gode bøger, de virker hver gang, gennemprøvede produkter som Lego og Brio, Nintendo spil (hvis de ellers har den rette spillemaskine!), CD’er, DVD’er, bobslæder, tøj osv.
Det betyder ikke at jeg synes vi skal lade være med at give børnene mekanisk legetøj, MP3-afspillere osv. Det vil børnene jo også gerne have. Men vi skal sikre os at det faktisk virker, før vi pakker det ind og vi skal sikre os, at det faktisk kan virke hos den familie der skal have dem.
I forhold til f.eks. den iPod Nano min datter fik viser det sig f.eks. at den er stort set umulig at få musik på med mindre man har en Apple computer. I et hus fuld af PC’ere havde det nok været bedre, at give min datter noget der virker på PC. Apples forslag til en løsning er, at man slår sin antivirus fra eller geninstallerer maskinen. Begge dele er naturligvis helt ude i hampen.
I forhold til ting der skal samles eller virke rent mekanisk vil jeg anbefale alle gavegiverne, at de afprøver produktet inden de giver det til børnene. Kan man ikke selv få det til at virke, så byt det – INDEN jul!
Det er en hån mod ungerne, at fylde deres julepakker op med lort der ikke virker!
Glæden er stor når de pakker det ud. Skuffelsen er endnu større, når det viser sig, at de ikke kan få det til at virke.